Medieverdenen er i kraftigt opbrud i disse år, især i USA, hvor der ikke er mediestøtte til at holde kunstigt liv i – og hånd i hanke med(!) – forældede forretningsmodeller. Samtidig er mange mediehuse slået ind på en ideologisk kurs, for at holde fast på, hvad de ser som deres kernekunder. En sådan skæbne på to fronter har ramt den legendariske avis Washington Post, med det velkendte slogan ‘Democracy dies in darkness’.

De fleste har nok haft følelsen af Gell-Mann Effekten, hvor man skuffes over sin avis stedmoderlige behandling af et emne, som man selv er ekspert i, for så umiddelbart derefter, at glemme denne oplevelse, og føle sig fuldt oplyst om alle de andre emner, som man netop læser sin avis for at blive klogere på. Elon Musk mente, at det netop var fordelen ved at følge med på X, frem for at forlade sig på den traditionelle nyhedsdækning – det der gik så galt for stakkels Bill Maher, som jeg beskrev for et par uger siden. X, der før Elon Musks køb for svimlende 44 mia. dollars hed Twitter, er nu den førende nyhedsplatform – i Verden. “Når du læser en artikel, kan den artikel tage fejl, det vil den ofte gøre, men der er intet modsvar!” sagde Msuk i et interview. Musk mente videre, at flere emner ville blive beskrevet af entusiastiske eksperter på deres egne felter, frem for traditionelle journalister. Sammenlagt med kunstig intelligens evne til at formulere, den fælles ‘visdom’, folk udtrykker på platforme som X, vil der være mindre og mindre brug for traditionelle journalister. 

Der er forskellige bud på, hvorledes man imødegår den trussel mod den eksisterende forretningsmodel. På kabel TV stationen MSNBC spekuleres der, som så mange andre steder i de traditionelle mediehuse, direkte i at marginalisere sine politiske modstandere, og altså opgive forsøget på at være bredt appellerende, ud fra en betragtning om at selve psyko-dramaet fastholder de tilbageværende seere. På programmet The View, altså synspunktet (bestemt ental), diskuterer fem diversificerede kvinder tidens politik. Her beskrives tilhængere af Trump som nazister og konservative kvinder sammenlignes med kakerlakker, der higer efter pesticider. Det kvindelige panels ‘synspunkt’ designes i øvrigt af en hvid mand, Brian Teta og det kan vise sig at være praktisk når tidsånden vender. Værterne kan da tude sig gennem en forklaring om, hvorledes de hele tiden var offer for moralsk og intellektuel voldtægt af giftig hvid maskulinitet, som de søger nye græsgange i underholdsningsbranchen.

Når man således via absurd politisering dæmoniserer den ene halvdel af befolkningen, øger man også kravet til selv at være ren og moralsk. Fjenden står, som bekendt, til højre, så man kan ikke marchere for langt til venstre. Derved får dyds-signalering hurtigt overtaget tankegangen og man begynder at ansætte medarbejdere, der skal give en ‘korrekt’ profil udadtil. Folk ophører med at være individer og reduceres til repræsentanter for en ofte nyligt defineret gruppe.

En organisation går i hurtig opløsning, når man erstatter meritokratiske principper, med politiske, her, hvad der for tiden hedder ‘woke’. Folk der ansættes på deres ‘diversitets’ kvaliteter kan vanskeligt fyres, for med mindre de begynder at identificere sig som ældre hvid mand, beholder de de afgørende kvaliteter, der førte til deres ansættelse i første omgang. Ligeledes er det svært at argumentere imod deres dårlige ideer, fordi rationalitet ikke kan skelnes fra allehånde fobier. Hurtigt får de diversitetsansatte urimelig magt over arbejds-kollegiet og begynder at sætte urimelige og kvælende krav.

TV stationen NBC har i den seneste sæson af drama-serien New Amsterdam, om livet på et hospital, et afsnit om en lille dreng, der får cancer af at blive udsat for racisme.I den seneste Star Wars film, The Acolyte, er jedi-riddernes oprindelse farvede kvinder, der bruger ‘Kraften’ til at gøre sig selv gravide. I den seneste filmatisering af Snehvide. spilles titelrollen – der jo er opkaldt efter sin, selv for tiden i Tyskland, bemærkelsesværdige hudfarve – af en ‘farvet’ kvinde. Man får let den tanke, at ingen besindige hoveder har turdet sige fra over de tumpede ideer. Hollywood er døende.

De første til at se at skuden tager vand ind er tit de dygtigste medarbejdere og chefer. Som de forlader virksomheden accelererer den dårlige udvikling og virksomheden underdrejes mod undergangen, ude af stand til at sætte ord på sin egen sygdom. Sådan går det Washington Post, der det seneste årti har tabt halvdelen af deres læsere.

Så den nye chefredaktør, Will Lewis, mente at det var tiden til at være hudløst ærlig i et hastemøde med medarbejderne, kunne man læse i Vanity Fair. “Vi taber store summer penge. Jeres publikum er blevet halveret de seneste ti år. Folk læser jer ikke.” Sagde Lewis. “Så jeg har været tvunget til afgørende, presserende handlinger for at sætte os på en anden kurs, skaffet talenter, jeg tidligere har arbejdet med, som er de bedste af de bedste”

Medarbejderne udtrykte bekymring for den nye ledelse, der var headhuntet og ikke ansat på normale præmisser, og hvad denne nye ledelseskultur ville betyde for Washington Posts eksisterende arbejdskultur. Og den arbejdskultur er ikke længere Woodward-Bernstein kulturen, som den blev portrætteret på film, som man kunne høre på medarbejdernes spørgsmål.

En journalist sagde at indkaldelsen var rystende og at “den mest kyniske fortolkning føltes som om [Lewis] hev [sine] to kammersjukker ind, for at hjælpe med at lede The Post, og at vi nu har fire hvide mænd til at styre tre redaktioner”. Journalisten udtrykte videre sin bekymring for diversiteten på baggrund af Lewis portefølje. En anden journalist ville vide, om nogle farvede kvinder overhovedet var blevet indkaldt til en jobsamtale, hvilket ifølge Vanity Fair udløste klapsalver fra medarbejderne.

Ovenfor Washington Posts, Dorothy Butler Gilliam, ansat på sine meritter i 1961.

Man kan vælge at fokusere på kompetence eller diversitet, men ikke begge dele, er budskabet. Men det skal ikke her hedde sig at sorte kvinder eller hvad der ellers regnes for diversitet, ikke kan bedrive journalistik eller skrive gode historier. Sandheden er blot den, at der kun er 6% af dem i befolkningen, og hvis ikke skriver-livet er tillokkende for dem generelt, vil der være relativt færre talenter at ansætte.

På X advokerede erhvervsmanden og milliardæren Mark Cuban for, at virksomheder skulle opfylde kravene til diversitet på arbejdspladsen. Kritikere spurgte, at siden han nu selv ejede et basketball hold i NBA (den bedste ‘række’ i amerikansk basketball), regnede han så med at det fortsat ville være konkurrencedygtigt, hvis han tilstræbte at lade sit hold afspejle et symbolsk gennemsnit af den amerikanske befolkning. Cuban svarede, at hvis man medregnede den store organisation, der er bag et professionelt basketballhold, så passede pengene nogenlunde. Rengøringen er fra Filippinerne-argumentet.

Diversitet er kun det ene ben i det DEI (diversity, equity, inclusion), hvor lighed og inklusion nærmest garanterer faldende kvalitet i arbejdet. Men ironisk nok, så skabes der et hierarki de forskellige grupper imellem. Ikke blot kan du være ekstra diversificeret ved at tilhøre flere minoriteter, som Det Hvide Hus ellers nuttede talsmand Jean-Karine Pierre, der både er sort, kvinde og lesbisk. Men nogle identiteter er mere undertrykte end andre og kan således ikke kritiseres – heller ikke når de selv begynder at udtrykke animositet mod andre grupper.

Et velkendt fænomen er, at mange sorte i USA, ret beset, ikke kan lide jøder. Så da Hamas 7. Oktober sidste år, angreb Israel og gav en forsmag på, hvad de mener der skal ske “fra floden til havet” gav klummeskribenten Karen Attiah delte en postering som hun også gav det et ‘like’, der hyldede angrebet. Hun trak også en falsk ækvivalens mellem angiberne og deres ofre og beskyldte Israel for folkemord, skriver Sean Durns i Washington Examiner. Ishaan Tharoor, der også nedtonede Hamas massakre, kritiserede i stedet Israels taktik i deres modsvar, uden hensyn til, at Hamas bruger menneskeskjolde. Faktisk er det kutyme på Washington Post, at kolportere Hamas påstande. Denne tillid til Hamas som lødig kilde ledte Niha Masih and Hajar Harb til at påstå, at Israel havde angrebet civile i en ‘sikker zone’ og dræbt 35. Det var selvfølgelig løgn alt sammen.

Det er selvfølgelig ikke kun Washington Posts kvindelige og farvede skribenter, der er udtryk for kvalitets-skredet på Washington Post. Den gennemført hvide mand, Phil Bump, en rigtig tossebold, gør sig for tiden bemærket, som et af de sidste mennesker i USA, bortset fra præsidentfamilien selv, der fastholder at Hunter Bidens computer, der lige er brugt som bevismateriale imod Hunter i en retssag mod selvsamme Hunter, er russisk des-information. Posts Thomas Reid opfordrede de andre medier til at “…behandle Hunter Bidens lækage, som var det en aktion begået af en udenlandsk efterretningstjeneste – selv om det sikkert ikke var”. Det er den arbejdskultur, medarbejderne på Washington Post ikke ser forstyrret.

Løsningen på det problem er, ifølge den nye chefredaktør Will Lewis, at oprette endnu en redaktion, som spydspids for de eksisterende. Denne vil specialisere sig i indhold rettet imod og designet til den nye virkelighed på de sociale medier. Det vil kræve medarbejdere med kvaliteter specielt til dette formål, talenterne han tidligere har arbejdet med. Meritterne er tilbage. Som denne nye net orienterede redaktion vokser, vil de eksisterende dø ud af sig selv og medarbejdere uden de ‘nye’ talenter, vil blive afskediget via almene nedskæringer, krøller eller ej.