MONOKULTUR

I 1992 udkom Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man, der præderede for en liberal Verdensorden. Ideen var groft sagt – og det er sagt groft, grænsende til det urimelige, men det var den populære tænkning den efterlod – at med slutningen af den kolde krig, havde det liberale demokrati, med dens kapitalistiske motor vundet over det eneste tilbageværende alternativ, nemlig den kollektivistiske modernisme i marxismen. Den tænkning så historien som en logisk omend ujævn rejse mod et logisk mål.

Det havde det til fælles med kommunismen, men hvor den liberale tænkning så Homo Economicus som det der skulle sættes fri, så marxismen det, som det der skulle tøjles. I begges betragtning blev fremmede kulturer blot set som tilbagestående. Det ville være et spørgsmål om tid, men de ville komme op i gear i sidste ende. Og da ville historien, med dens krige og konflikter, praktisk taget være gået i stå. Resten ville være forvaltning og mere velstand – og det ville blive lidt kedeligt, sluttede Fukuyama.

Men de tog fejl argumenterede Samuel P Huntington året efter i Foreign Affairs (og året efter som bog), kultur spiller en afgørende rolle for mennesket – og det liberale demokrati er ikke en naturtilstand, det er kultur. Og de fleste kulturer samles i større systemer, som vi kalder civilisationer. Og fordi civilisationer ser forskelligt på verden, vil de konstant have konflikter. Og ingen mindre end den islamiske civilisation, som ifølge Huntington havde “blodige grænser”. Den slags observationer var kontroversielle og derfor et udtryk for at den politiske tænkning omfavnede Fukuyama.

Med USAs enorme militære, økonomiske og kulturelle magt, var det ikke et spørgsmål om at USA skulle være Verdens politimand, men på hvilke betingelser. Da Hussein invaderede Kuwait, samlede den amerikanske præsident Bush Verden i en koalition, der kunne retfærdiggøre en krig for at smide ham ud igen. Det var et mønster for globalt lederskab. Men det blev Clinton, der overtog, da alle havde læst Bush læber, hans læsning af Den Nye Verdensorden. Og den begyndte at skride under alle skåltalerne, behovet for at få resten af Verden med på det, som USA mente skulle bombes eller invaderes, blev langsomt mindre.

Især hans efterfølger stillede det op i en “os eller dem” tænkning og viklede USA ind i flere og flere krige, til glæde for det Militær-industrielle kompleks. Og skønt hans efterfølger, præsident Obama lovede Håb og Forandring og fik en Nobelpris for ikke at være Bush jr. fortsatte krigene stadig mere uden tilladelse i international ret. Kun Trump, der lovede at dræne Sumpen, så at tænkningen var gal. Sigende blev det, at han som amerikansk præsident, sagde Amerika Først anset for kontroversielt. Em præsident, der sætter sit eget land og sit eget folk, de beskidte skatteydende vælgere først? Manden har intet udsyn.

Men nu er han væk – for en stund – og l’ancien regime er tilbage. Og det er krigene også.

“The war in Ukraine is perhaps the event that makes the passing of pax Americana apparent to everyone.“ sagde Fiona Hill i en tale ved en Lennart Meri Lecture tidligere på året. USA har låst sig til en udsigtsløs krig, der vil ødelægge Ukraine og muligvis udløse en direkte krig mellem USA og Rusland

In its pursuit of the war, Russia has cleverly exploited deep-seated international resistance, and in some cases open challenges, to continued American leadership of global institutions. It is not just Russia that seeks to push the United States to the sidelines in Europe, and China that wants to minimize and contain U.S. military and economic presence in Asia so both can secure their respective spheres of influence. Other countries that have traditionally been considered “middle powers” or “swing states”—the so-called “Rest” of the world—seek to cut the U.S. down to a different size in their neighborhoods and exert more influence in global affairs. They want to decide, not be told what’s in their interest. In short, in 2023, we hear a resounding no to U.S. domination and see a marked appetite for a world without a hegemon.  

In this context, the next iteration of the global security, political and economic system will not be framed by the United States alone. The reality is already something else. It is not an “order,” which inherently points to a hierarchy, and perhaps not even a “disorder.” A range of countries are pushing and pulling in line with their own priorities to produce new arrangements.  We in the transatlantic community may need to develop some new terminology as well as adapt our foreign policy approaches to deal with horizontal networks of overlapping and sometimes competing structures. We have entered what Samir Saran, President of India’s Observer Research Foundation, has dubbed the age of “limited liability partnerships.” The regionalization of security, trade and political alliances complicates our national security strategies and policy planning, but it may also intersect with our priorities in useful ways if we can be flexible and creative—rather than simply resisting and responding when things go in directions we don’t like. As British security expert Neil Melvin has suggested, we should embrace the idea of “mini-lateralism.”

(…)

Since 1991, the U.S. has seemingly stood alone as the global superpower. But today, after a fraught two-decade period shaped by American-led military interventions and direct engagement in regional wars, the Ukraine war highlights the decline of the United States itself. This decline is relative economically and militarily, but serious in terms of U.S. moral authority. Unfortunately, just as Osama bin Laden intended, the U.S.’s own reactions and actions have eroded its position since the devastating terrorist attacks of 9/11. “America fatigue” and disillusionment with its role as the global hegemon is widespread. This includes in the United States itself—a fact that is frequently on display in Congress, news outlets and think tank debates. For some, the U.S. is a flawed international actor with its own domestic problems to attend to. For others, the U.S. is a new form of imperial state that ignores the concerns of others and throws its military weight around.

Og så videre, det er en lang tale. Newsweek skrev at sanktionerne mod Rusland var tætte som en si

Saudi Arabia, long a committed American partner, has established a close alliance with Russia in the OPEC Plus cartel. The Saudis have very publicly declined the request of an American president to increase oil production. Instead, they imported Russian oil for domestic use to export more of their own production. Last week they even reduced production and made clear they may do so again.

China is selling Europe liquid natural gas (LNG) that originated in Siberia while importing Russian oil at the same time. It then refines and exports the oil.

Meanwhile, kept solvent by Chinese oil purchases, Iran has become the largest customer for Russian wheat.

India’s petroleum minister has stated publicly that his government has no conflict with Moscow and a “moral duty” to keep down energy prices at home by buying Russian oil.

Ingen er interesserede i Ukraine-krigen udenfor Vestens pludrende klasser. To fordrukne folkeslag med hvert deres korrupte regime kan ikke løse deres etniske stridigheder. Europa, der importerer etniske stridigheder fra Mellemøsten og Afrika, mener selvfølgelig, at det er en god ide at følge USA og lader sig ikke anfægte af, at den globale politimand nu har lidt mere end blot A Touch of Evil. Verden ændrer sig, som Xi sagde til Putin, bevidst om kameraerne

Right now we’re seeing a change we haven’t seen for a 100 years, and we are driving this change together.

Enig, svarede Putin, hvad skulle han selvfølgelig ellers.

ANC Secretary General Fikile Mbalula (Sydafrika), ser Rusland som fører en krig mod kolonialismen. Til BBCs Hardtalk sagde han, at han endda gerne vil forsyne Rusland med våben, hvis det kom til det. Da intervieweren mindede ham om, at han vil være forpligtet under den internationale retsorden, til at arrestere Putin for krigsforbrydelser, når han på et tidspunkt gæster Sydafrika svarede Mbalula “If it was according til the ANC we will want president Putin to be here even tomorrow.”

We will welcome him to come here as part and parcel of BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) (…) Putin is a head of State. Do you think that a head of state can just be arrested anywhere?

Men han er jo krigsforbryder insisterede BBC, hvilket fik agiteret Mbalula

You are making a lot of noise about putting a state in working for peace between Ukraine and Russia and you yourself have failed to resolve the war. Where are the weapons of mass destruction? Former Prime Minister of the United Kingdom Tony Blair went to Iraq and claimed that they are weapons of mass destruction. Do you see anybody standing against the United Kingdom or Britain? More than millions of people have died in Iraq and Afghanistan and there are no weapons of mass destruction.

Det var på det tidspunkt at det blev hårdt for den gamle koloni-nation og intervieweren begyndte at skyde ind, at der ikke var så lang tid igen. Det er jo også en måde at benægte sit hykleri på. Symbolsk for, at Vestens pludrende klasse ikke erkender, at resten af Verden ikke er dens klienter. Lidt sjovt i øvrigt, at både intervieweren og Mbalula kan hævde at repræsentere BBC (host!).