MONOKULTUR

Michael Jackson kan ikke selv løbe fra de årtier gamle beskyldninger om at han har begået seksuelle overgreb på en stribe drengebørn. Siden han blev lagt i kisten var det blot et spørgsmål om tid, førend tiden viste sig moden nok, til at nogle ville udfordre hans fan-skare og med den fuld vægt af #BelieveAllFraudsters som bevismateriale, score kassen på den offentlige hemmelighed om Jacksons slibrige indre liv. Uklart er det stadig om han også udlevede det eller om det eneste han faktisk groomede, var markedet for de yngste lyttere?

Siden starten af halvfemserne har anklagerne imod ham, endda båret frem af hans søskende, givet godt stof til sensationspressen og vakt ophedet debat. Var denne bizarre pop-stjerne en excentriker, der bearbejdede en traumatisk barndom ved at udleve sine drømme, uden hensyn til fordomme? Eller gentog han det mønster af overgreb, der var hans egen historie?

Hvem bruger dage, uger endda, sammen med små drenge i sit soveværelse og betaler forældrene fyrstelige summer, som de alfonser de optrådte som? Det er en foruroligende historie med ubærlige spekulationer, selvom nogen klistrede sig til TV skærmen for at svælge i 4 timers traumatiseringsbonanza, som er den nye “dokumentarfilm”, Leaving Neverland.

Måske på grund af det uhyrlige, var det dengang i 90erne og 00erne, lettere, at forholde sig til det, som alle kunne se ved Michael Jackson, nemlig hans stadigt mere omfattende plastikkirurgiske indgreb, der ifølge dengang vedholdende rygter, truede hele hans ansigt med at kollapse (I ens stille sind håbede man, at det ville ske på det mest ubelejlige tidspunkt – måske midt i et interview, hvor Jackson kunne sige “Now, is this the face of a sexual predator?”)

Man anså hans ydre forvandling som en desperat flugt fra ikke blot virkeligheden, men også hans eget selv. At Michael Jackson ikke kunne holde ud af at være sig selv og hellere ville være sin egen kreation, fænomenet Michael Jackson. Og intet var mere prægnant for det udtryk, end hans teint, da det også inddrog en kedelig social kommentar: Det betød faktisk alligevel alverden, om man var sort eller hvid. Ikke for omgivelserne dog, der trak uforstående på skuldrene, kun for hans selvbillede – uanset om det virkeligt måske var hudlidelsen Vitiligo.

Den helt dominerende opfattelse var derfor, at Jackson var en menneskelig tragedie. Meninger om, hvor meget han selv var en idiot blev trumfet af den mere indfølende fortælling om ham, som offer for en manglende barndom, præget af overgreb og strenge krav, berømmelsens almene pris, residual-effekter af racisme osv. Men uanset hvilken delfortælling der blev foretrukket, kunne alle se, at Jackson ikke ville være ved sit eget selv. Og alle forstod tragedien. Accepter dig selv, var mantraet; der er ikke noget i vejen med din hudfarve, eller din barm, for den sags skyld, som alle de piger, der begyndte at få plastickpatter – walk tall! At ændre sit ydre gør ingen forskel på ens indre og det er i sidste ende der(!) selvleden sidder. 

Jackson var plaget af sin barndom og hvad han var. Men han kunne ikke lave om på historien og han indså ikke, at han måtte arbejde med sig selv i stedet for at flygte ind i sin fantasiverden, i sit eget Neverland. Neverland, hans park fik navnet på en fortrængning og ønsket om ikke at blive voksen. Måske var den virkeligt bygget for at trøste Jacksons indre barn, men den endte måske som et af de bolcher, vi som børn, blev advaret om at modtage fra fremmede mænd. Hvem tillod at lade deres egne børn overnatte hos en fremmed mand?

Tider skifter, sæder forfalder.

Hvad der før blev set som en flugt, en umulig flugt, fra en (og ens) selv, bliver nu set som realiseringen og udlevelsen af ens virkelige selv og ens sande identitet – så sand som den kan være under det hensyn at den hele tiden kan skifte og, nogen gange, efter ens eget ønske. Og som man selv kan skifte sin identitet skal man kunne skifte sin fysik tilsvarende ud, for så meget hænger det hele stadigt sammen.

Der har aldrig været seriøse anklager om at Jackson var et klinisk psykiatrisk tilfælde, men blot at han var skør i en folkelig forståelse af ordet (måske exentriker, som elitens psykiatriske lidelser oftest beskrives først). Men at han var et ødelagt menneske var der ingen tvivl om. Og hans reelle behov ikke var at blive efterkommet i sine infantile of fantastiske ønsker. Han havde brug for en helt anden hjælp til at komme overens med sig selv. Det var en tid præget af en omsorg for det indlysende plagede sind.

Tragedien er næsten glemt i dag og det er ikke blot fordi den er druknet i genopdagelsen af hans pædofile mystik. Omsorgen for ham, kunne næsten forklare forbrydelsen omend ikke undskylde den. Michael Jackson er umærkbart blevet en forløber for tidens dyrkelse af identitet. Nu kan man ikke blot skifte farve, men også køn.

Det syntes at det største sorte ikon ikke blot ikke var stolt af sin farve, han følte direkte lede. Det var et problem, ikke blot for Jackson selv, mente man, men også for alle de unge sorte, der så op til Jackson, nu med den tanke i baghovedet, at de selv, qua deres teint, ikke var gode nok. 

Ligesom alle forstod den kedelige udvikling, som den stigende brug af absurde plastikoperationer udtrykte til det mareridt vi i underklassen lever med, omgivet som vi er at yngre kvinder med plastikpatter og siliconenæb.