MONOKULTUR

Forrige uges Berlingske Tidende (Mandag d. 31. juli 2023) var dedikeret debatten om Koran afbrændings-forbuddet, som vores regering gerne ser indført af hensyn til muslimer i fjerne egne, der ikke kan lide at andre mennesker er frie. Berlingske Tidende slog et slag for de frie ytringer men lod sig pluralistisk modsvare af nogle vægtige stemmer, der ikke under andre samme pluralisme. Når jeg siger vægtige stemmer, så er det alene mediernes brug af deres indspark i debatten og ikke indsparkenes kvalitet.

Nuvel, bortset fra Dansk Industris topchef Lars Sandahl Sørensen, der har et rigtigt arbejde. Og i det arbejdes lys, er det ikke mærkeligt, at han er bange for at muslimerne ikke vil købe feta og insulin. 

Danske virksomheder eksporterede sidste år for 117 milliarder kroner til de 57 muslimske lande, der i øjeblikket truer med at lægge Danmark på is. Men Lars Sandahl Sørensen afviser, at frygten for at gå glip af de penge er motivationen for at kaste sig ind i den glohede debat. For ham handler det om noget meget mere principielt. 

»Vi har brug for respektfuld, tænksom og åben dialog i verden. Vi har ikke brug for at gøre vores vanskelige sikkerhedssituation endnu mere vanskelig, fordi vi tillader meget ekstreme religiøse provokationer, som sætter sindene voldsomt i kog i verden omkring os,« siger DI-topchefen. 

Så du og DI går ind for at begrænse ytringsfriheden? 

»Man skal selvfølgelig kunne sige og skrive, hvad man vil. Det er fundamentet for vores samfund. Og jeg anerkender, at det her både juridisk, moralsk og følelsesmæssigt er en meget vanskelig diskussion. Men hvis man vil have en fredelig sameksistens med andre omkring os, bliver man nødt til at have respekt for andres religioner.« 

Er eksportindtjeningen vigtigere for Dansk Industri end ytringsfrihed og ret til religionskritik? 

»Det er fair nok, at du spørger. For selvfølgelig er Danmarks økonomiske interesser et vigtigt element i det her. Men det er faktisk overhovedet ikke mit udgangspunkt for at udtale mig,« siger Lars Sandahl Sørensen: 

»Udgangspunktet er, om vi har lyst til at have en dialog med resten af verden og unødigt at provokere andre ved at brænde religiøse skrifter. Vil vi være i stand til at påvirke resten af verden i den rigtige retning og samtidig undgå en kæmpe sikkerhedsrisiko? Så skal vi nok tænke os om.«

Hans motiver er let gennemskuelige, men også ligegyldige, det er ganske agtværdigt at advokere for sin branches interesser. Hans argumentation er en os-og-dem, hvor muslimerne er dem, selv om der allerede bor mange med dansk pas og dansk indfødsret i Danmark. Det bliver de i Sandahls argumentation ikke danske af, de er ikke os.

Vi er dem, der skal tænke os om, det kan man ikke kræve af dem. Til det er situationen alt for følelsesmæssig for de andres religion. Hvis en af os, som ytringsfriheds aktivisten Rasmus Paludan, brænder en Koran af, gør han det på vores vegne. Det er danskerne, der skal tænke sig om. “Vi har i Danmark og Europa et særligt ansvar for at kunne føre en respektfuld dialog med resten af verden” – Muslimerne er alt for emotionelle

»De ret så store sikkerhedsrisici, som vi udsætter Danmark og danskere for, stemmer de overens med at lade meget få mennesker brænde religiøse genstande? Er det klogt? Vi mener, at man, ligesom i en lang række andre lande, bør finde løsninger på problemet.«

Du skriver i dit opslag, at det vil sende et klogt og afbalanceret signal til omverdenen om, hvad Danmark er for et samfund – hvad er Danmark for et samfund? 

»Et, hvor vi er respektfulde over for hinanden og over for andre kulturer. Vi kan ikke være enige med alle, men den respektfulde dialog om at finde løsninger sammen stopper jo der, hvor man provokerer voldsomt og meningsløst ved at brænde religiøse skrifter.« 

Har reaktionen fra den muslimske verden været mere dialogsøgende, synes du? 

»Vi bidrager i hvert fald ikke til at få en konstruktiv dialog ved at acceptere den her adfærd i Danmark. Det er fuldstændig uacceptabelt at udøve vold og brænde bygninger ned, men vi må forholde os til, hvor meget det her provokerer,« siger Lars Sandahl Sørensen: 

»Hvis vi tillader voldsomme og meningsløse provokationer som afbrænding af religiøse genstande, så kan vi godt regne med, at vi får helt andre typer af problemer. Det kan være svært at forstå i et trygt samfund som Danmark, men verden er mange steder helt anderledes.«

Verden er helt anderledes end Danmark og muslimer tænker ikke som danskerne fordi de ikke er danskere. De griber til vold, fordi de ikke tænker sig om. Hver gang jeg påpeger det samme, bliver jeg kaldt racist. Men jeg tjener heller ikke så meget. Jeg siger dog heller ikke dybt underlige ting som

Du skriver også, at det »i disse tider« er særligt vigtigt at undgå den her slags konflikter. Hvorfor er det det? Der er blevet brændt adskillige danske og svenske flag til demonstrationer i Mellemøsten mod den seneste tids koranafbrændinger. 

»For det første har vi jo krig i Europa. De geopolitiske spændinger er ekstremt store på kryds og tværs, og det kræver jo, at der er en respektfuld dialog mellem verdens religioner. Mere end nogensinde er der behov for at se hinanden i øjnene og diskutere løsninger.« 

Hvad har krigen i Ukraine med den her situation at gøre? 

»Det er jo et eksempel på, hvad der sker, når tingene løber løbsk. Jeg siger sådan set bare det, FN siger. Og de siger det jo, fordi de ved, at hvis man går ind på et spor med provokationer og følelser, er det svært at have fred i verden,«

Ja, “Islam has bloody borders”, som Huntington formulerede det, men debatten handler om, hvordan vi vil indrette vores samfund overfor hvordan muslimerne vil indrette vores samfund. Og selv om Sandahl er dansk har han ikke tænkt sig helt så godt om, som han qua sit etniske ophav er forpligtet til, for hans argumentation bunder i følelser

»Man skal kunne sige og skrive alt det, man vil. Ytringsfriheden handler jo om at kommunikere sine synspunkter, og det skal man ikke røre ved. Men man bør undersøge, hvordan man kan forbyde ekstreme ting som afbrændinger af religiøse genstande,« siger han. 

Du kalder det at brænde et religiøst skrift for meningsløst, ekstremt og voldsomt. Hvor går din grænse egentlig for kritik og forhånelse af religioner? 

»Det er jeg ikke i stand til at svare på nu. I mine øjne er grænsen overtrådt, når man brænder andre religioners hellige skrifter af. Det er så meningsløs og opildnende en provokation, der er helt ude af proportioner.« 

Når du mener, at vi skal undlade at provokere andre kulturer og religioner, kan du så komme i tanke om andre rettigheder eller værdier, vi bør lægge på hylden? 

»Vi skal have lov til at ytre os og sige og skrive, hvad vi vil. Men der er nogle grænser. Og de grænser handler om voldsomme provokationer af religiøs karakter, når en del af verden opildnes følelsesmæssigt af nogle få individers adfærd i Danmark. Vi kan også godt bare lade som ingenting og så sætte Danmark og danskere i en farlig situation. Men er det klogt?« 

Jeg spørger, fordi der jo også findes eksempler på, at man i muslimske lande er blevet provokeret af andre ting end afbrændinger af Koranen. For eksempel tegninger af profeten eller en bog, der bliver opfattet som blasfemisk. Så hvor går grænsen? 

»Det er selvfølgelig noget af det, der gør den her diskussion svær. Men lige nu taler vi om noget meget konkret, og det er afbrændinger. Og her har vi en situation, hvor risikoen er helt ude af proportioner i forhold til nogle få menneskers provokerende adfærd. Det skal vi begrænse.«

Det er helt rart at se en journalist stille gode spørgsmål. Er det klogt at efterkomme voldsmandens veto? Blot denne ene gang…? Ja, det er svært Lars Sandahl, men svaret er nej! Som en ven engang fortalte mig, så er svarene på tidens to største spørgsmål ‘Nej!’ og ‘Ud!’. Hvis man svarer bare lidt ja bliver det helt kompliceret og forkert i få sætninger

Skulle man have forbudt Jyllands-Posten at trykke tegningerne af profeten Muhammed, som udløste endnu mere voldsomme reaktioner, end de aktuelle koranafbrændinger har gjort? 

»Nej, det er jo noget andet. (…) Jeg reagerer på afbrænding af religiøse skrifter, uanset om de er muslimske, jødiske eller kristne. Det er voldsomt provokerende og skaber en kæmpe sikkerhedstrussel.« 

Så hvis den samme reaktion kom på grund af en demonstration mod islam, der ikke indebar at afbrænde Koranen, skulle det ikke have nogle konsekvenser? 

»Umiddelbart nej, for hvor stopper det så henne? Der skal ikke gribes ind i, hvad man kan sige eller skrive. Men jeg kan jo heller ikke sige, hvor verden er om 20 år.«

Ja, hvor stopper det henne, det kunne jo ende med også at ramme de skrivende klasser (de næste to modstandere af ytringsfrihed fra den mandags Berlinger repræsenterer dem). Men Sandahl modsiger sig selv, for det handler ikke om religiøse skrifter, kun om muslimernes skrifter. For muslimerne er dem, der ikke kan tænke sig om, som “opildnes følelsesmæssigt af nogle få individers adfærd i Danmark”, som udgør “ret så store sikkerhedsrisici”, faktisk “en kæmpe sikkerhedsrisiko”… 

Når det er voldsmandens veto, der er argumentet, handler det jo ikke om alle religiøse skrifter. Kun voldsmændenes religiøse skrifter. “Danske virksomheder eksporterede sidste år for 117 milliarder kroner til de 57 muslimske lande, der i øjeblikket truer med at lægge Danmark på is.” Muslimerne er voldsmændene! Ikke jøderne. Ikke danskerne. Danske flag er afbrændt i flæng uden at udløse vold, Danmarks Radio brændte en bibel af uden at udløse en bølge af vold. Og antisemitismen er så global, at Danmark uden at tænke sig om, fordømmer Israel i FN for ikke at undertrykke kvinder.

Når Sandahl siger “Vi har brug for respektfuld, tænksom og åben dialog i verden”, hvad taler han så om? En åben dialog man kun kan opnå ved at indskrænke ytringsfriheden? Hvem skal respekteres, for hvad og på hvilke betingelser? Ja, betingelserne er truslerne om vold, er hans umiddelbare svar: “Vi har ikke brug for at gøre vores vanskelige sikkerhedssituation endnu mere vanskelig, fordi vi tillader meget ekstreme religiøse provokationer, som sætter sindene voldsomt i kog i verden omkring os”. 

“Det er så meningsløs og opildnende en provokation, der er helt ude af proportioner.” 

Hvad mener han med “unødigt at provokere andre ved at brænde religiøse skrifter”. At det er ‘andres’ religiøse skrifter, er tydeligt, for de andre er muslimerne og danskerne, der kan tænke sig om, er os. Men hvorfor er det unødigt? Da vi danskere lever i et frit samfund, principper han på visse betingelser tilslutter sig, er det jo op til hver enkelt af os at se, hvad der er nødvendigt. Og Paludan mener at det er nødvendigt for ham at brænde en Koran af, for at vise hvor meget han foragter dens ideologiske indhold.

Det er trods alt muslimernes religiøse skrifter, der har gjort lige præcis muslimerne så voldsparate, at de udgør “en kæmpe sikkerhedsrisiko”.

Sandahl kan ikke lide at stille sit ansvar for Dansk Industris kortsigtede indtjening direkte op imod ytringsfrihed. For som han selv erkender, hvor ender det så. Forretningsmænd er mestre i at se afkast på den lange bane. Men det handler også om, at ting helst ikke skal foregå i ens egen baghave, så Sandahl appellerer derfor til æstetikken: måske hvis vi blot lod som om at vi havde god smag, og kun forbød et konkret vulgært udtryk, som afbrænding af en bog – bare denne ene gang…

Det er Sandahl æstetiske grænse, der også er gennemgående for de næste to debattører i Berlingske Tidende – som får deres egne posteringer.