MONOKULTUR

Som beskrevet af John Mearsheimer, for fem år siden på Yale University, står vi overfor afslutningen på den udenrigspolitiske tænkning, som har domineret Vesten, især USA, de seneste godt 30 år.  Siden Den Kolde Krig har ønsket om at skabe en ‘Liberal Hegemoni’ været den altdominerende tænkning, det som Ben Rhodes kaldte the blob, bag USAs udenrigspolitik. Den havde sin optimistiske storhed i 90erne med Clintons Nye Verdensorden, men siden er den løbet ind i, for nogle få kritikere, forudsigelige fiaskoer på sin vej mod sit snarlige endeligt. 

I modsætning til realister anerkender liberalister ikke nationalismen som kraft. Trump har længe været en af den Liberale Hegemonis største modstandere med sin USA først tænkning. Modstanden mod Trump fra Washington bunder i det grundlæggende menneskesyn; er mennesket et individ eller er det socialt.

For Mearsheimer kan man se mennesket som et socialt væsen, hver med sine karakteristika. Man fødes ind i en social sammenhæng og optræder naturligt tribalistisk. Det giver en nationalistisk tænkning. Men liberalister ser mennesket som individer, der indgår sociale kontrakter.

“Det gode liv” vil være forskelligt uanset om man ser mennesket som socialt eller som individ. De forskellige stammer eller nationer har forskellige opfattelser af ‘det gode liv’. Individer har, qua at de er individer, også forskellige opfattelser af ‘det gode liv’. Deri ligger et potentiale for konflikt i de sociale kontrakter.

Løsningen for liberalister er derfor at sætte en præmis om, at der findes umistelige rettigheder og gennem tolerance danne en natvægterstat – en stat der kan garantere den enkeltes rettigheder, men ikke være så stor, at den kan tage rettighederne fra den enkelte. Med menneskets umistelige rettigheder er liberalismen som ideologi universel.

Rettigheder kan både være negative og positive. De negative rettigheder bygger på Den Gyldne Regel, hvor man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke vil, de skal gøre mod en. De positive rettigheder er at sikre, at alle har lige muligheder for ‘det gode liv’ – alle har ret til uddannelse, sundhed eller et fedt køkken. Både klassiske liberale, eller modus Vivendi liberale om man vil, og Republikanerne sætter de negative rettigheder i centrum, men begge dyrker til en hvis grad positive rettigheder. Homeland Security er retten til et liv uden terror.

For med positive rettigheder følger også social ingeniørkunst, hvilket vil sætte staten ind på et uoverskueligt vokseværk, som den vil udvide sig med at beflitte sig med stadigt mere, den ikke er kompetent til. Den tanke skræmmer derimod ikke de progressive liberale. For dem er det logisk at individets umistelige rettigheder er lige muligheder garanteret gennem statens ingeniørkunst.

De liberale principper, hvor staten optræder som en modsætning til individet og garanterer dets rettigheder, er en fantastisk samfundsorden. Men det er et udtryk for en partikulær ide om at mennesket er et individ, noget der er partikulært for os og derfor ikke grundlag for en verdensorden.

Det er en tanke Mearsheimer dyrkede i anden del af af den lille foredragsrække. Universalismen født af individets umistelige rettigheder, krævede nu at man havde en pligt til at beskytte menneskerettighederne, skabe fredelig sameksistens og beskytte liberalismen hjemme.

Alle mennesker har den samme værdi, hvilket nedtoner kultur og grænser. Først og fremmest er der retten til liv. Et folkemord skriger efter Vestlig intervention. Men den moderne liberalisme er meget mere interventionistisk, som udtrykt ved professor Doyle fra Columbia University

Non-liberal governments are in a state of aggression with their own people.

Vesten og USA skal ikke blot være brandvæsen, der slukker ildebrande, men politi, der opretholder en verdensorden. Den globale natvægterstat. Som liberale demokratier spredes vil fredelig sameksistens blive normen, hvilket vil ophæve spredningen af atomvåben og udbredelsen af terror. Wilsons argument for at kaste USA ind i 1. Verdenskrig var at skabe sikkerhed for demokrati. ‘Rogue states’ er stater, der ikke indordner sig under dette regime.

For liberalismen er selvfølgeligheden så forankret, at fællesskab bliver det samlende begreb. Det internationale, europæiske, transatlantiske, sikkerhedsfællesskab og fællesskabet af magter.

At beskytte liberalismen hjemme byggede på en frygt for at en tilstrækkelig stor befolkningsgruppe forkastede liberalismen og blev influeret af eller samarbejdede med fremmed magter, for at vælte systemet. Kommunistforskrækkelsen i 50’erne var netop den frygt frygt og omvendt søgte man at samarbejde med liberale kræfter i fremme stormagter, som Kina og Rusland, for at underminere dem.

Den liberale hegemoni kræver selvfølgelig unipolaritet, at det liberale demokrati er den eneste supermagt. Hvis der er en eller flere udfordrere, bi- eller multipolaritet, vil god gammeldags realpolitik sikre magtbalancen. Natvægter supermagten er hierarkiets værn mod anarkiet og skal sikre individernes umistelige rettigheder.

En supermagt kan trække sig tilbage i sikker forvisning om, at den qua sin supermagt er sikker, eller den kan holde verden i ro i et status quo. Men når den er motiveret af umistelige rettigheder, har den en pligt til at beskytte menneskers individuelle rettigheder globalt. Og her geråder den sig ud i social ingeniørkunst.

USA har derfor en meget ambitiøs udenrigspolitik, med militæret som sit primære værktøj. Bush-Doktrinen var en retorik om, at sætte USAs interesser først, men reelt holdt det ikke. USA gik ind i Irak for at skabe et demokrati, der kunne sprede fred i Mellemøsten og ikke flere masseødelæggelsesvåben og terror. Ambitious, but rubbish.

Efter den Kolde Krigs afslutning, en sejr for Vesten, udvider man NATO. I 1999 med Polen Ungarn og Tjekkiet og i 2004 med Baltikum og lande som Rumænien, Slovenien og Slovakiet. Og i 2014 besluttede man sig for at arbejde på at få indlemmet Georgien og Ukraine. Rusland skulle inddæmmes, hed det sig.

Realistiske tænkere advarede mod den beslutning, men blev affærdiget som 1700-tals tænkere. Men de fik ret. Russerne så NATO i en realpolitisk linse og var ikke trygge ved at man tog en militæralliance, der var en dødelig fjende af Sovjetunionen, og parkerede deb om af Rusland fordør. “Russia is gonna wreck those two countries, before they let that happen” advarede Mearsheimer og ganske rigtigt, Rusland gik i krig med Georgien og efter Orangerevolutionen, som Vesten kaldte kuppet i Ukraine, udbrød der krig i Donbas, og Rusland annekterede Krim.

Den Liberale Hegemoni er dømt til at fejle og fører kun til fiaskoer. Tænk de påtvungne regimeforandringer i Afghanistan, Irak og Libyen. Forsøget på at vælte Syriens Assad, hvor man endte med, ikke blot at understøtte en langvarig borgerkrig, men bevæbne islamistiske terrorgrupper, samt det forvirrede forsøg på at skabe demokrati i Ægypten, der i første omgang kun ledte til en folkevalgt islamistisk præsident, der kort efter blev skiftet ud med en konventionel, med en for USA mere spiselig despot.

Mearsheimer påpeger at man ikke kan gennemføre social ingeniørkunst i fremmede lande. 1) Den amerikanske krigsmaskine er imponerende, hvis den skal give nogen bank, men den kan ikke andet. 2) Nationalismen er en stærk kraft, der i sin essens kræver selvbestemmelse og suverænitet. 3) Individuelle rettigheder er fine,m men de er intet imod stabilitet. 4) Mange lande modstår ligefrem unipolaritet og agerer efter at skabe multipolaritet efter en realpolitisk orden.

Den Liberale Hegemonis fiaskoer har ført til valget af Donald Trump, der nærmest over en karm forkaster dens rationaler. The Blob er død, spørgsmålet er om den trækker os andre med sig i graven.