MONOKULTUR

Hamas’ massakrer Israel handlede om et folkemord på jøderne. Jovist, der er andre prosaiske grunde, som at underminere Abraham-aftalerne, tilføje Israel et nederlag, prøve at fremme de sidste dage. Men det var en visualisering for alle muslimer og mange på venstrefløjen om, hvorledes deres drømmes udlevelse vil tage sig ud. Et gennemført nyt Rwanda, for man får dem alle med.

Nyheden om de bestialske massakrer på jøder gav en rus af glæde hos mange palæstinensere som vi har lukket ind i Vesten, fordi venstrefløjen syntes at det var synd for dem. (Araberne er ikke så dumme, Ægyptens forsvarslinje mod Gaza er endnu mere udbygget end Israelernes). Glæde, ikke forfærdelse, men glæde ved jøders lidelser og død. Og venstrefløjen sympatiserede med den glæde.

Derfor gik støtte demonstrationerne til Hamas, beskrevet i medierne som støtte til palæstinas sag – morderne blev i TV2 betegnet ‘krigere’ – i gang inden Israel havde slået tilbage. I Berlingske Tidende 12. oktober lød en overskrift “Enhedsliste-unge holder fast i stærkt anti-israelsk slogan brugt af Hamas”. Et af de slogans hedder ‘fra floden til havet skal Palæstina blive frit’. Det er det samme som at tale om ‘Den endelige løsning’. Det kan lyse tilforladeligt, men det betyder at alle jøder skal slås ihjel, fra floden til havet, for at Palæstina kan blive frit. Det står i Hamas formålsparagraf og myrderierne 7. oktober er demonstrationen.

Hussein Aboubakr Mansour skriver i Tablet Magazine

“Free Palestine”—the slogan, the fantasy, and the policy—has always consciously implied the mass murder of Jews in their towns, streets, shops, and living rooms. Few are willing to say so openly, but in many intellectual, professional, and popular circles in the Middle East and the West, the idea of Palestinian national liberation has long been framed in terms that condone or necessitate the indiscriminate killing of Jews. For more unambiguous actors such as Hamas and the Islamic Republic of Iran, freeing Palestine simply means the total eradication of Israel without qualification. This is not a polemical point, but a basic reality and fact of our lives that demands scrutiny.

(…)

You might have noticed in the last few days that those committed to liberating Palestine can’t seem to avoid the abject dehumanization of the Jews as a people—and that their aim is not for Palestinians to simply live in peace, dignity, and freedom alongside Israelis, but a state that is necessarily established upon the ruins of Israel. Hamas is explicit in its intention to murder the Jewish population of Israel and enslave any survivors; its partisans in the Middle East and the West are coyer on this point.

Islamists articulate the fantasy of Jewish eradication in the language of jihad, framed in eschatological terms, and imbued with a sense of divine justice and cosmic warfare—what Westerners would ordinarily recognize as a type of religious fascism. But while the Islamist version of this idea is potent for the purposes of mobilizing the impoverished and uneducated masses, the “left-wing” or secular version—couched in the language of Fanon and Karl Marx, of human emancipation, equality, anti-capitalism, and social justice—is the more effective means of mobilizing opinion among the Western intelligentsia. The point is that they are two sides of the same coin, the value of which is set in Jewish blood.

For those who are shaped by such a worldview—whether the “right-wing” or the “left-wing” version, the religious or the atheistic—celebrating the murder of innocent Israeli civilians, including children, women, and the elderly, is an expression of the partial fulfillment of a moral vision. As a teenager in Egypt, I recall nearly all the adults around me expressing such feelings when following the news of suicide bombings targeting Israeli civilians during the Second Intifada. Egypt’s most prominent religious authorities declared the perpetrators to be martyrs and saints. In a way, it was not unlike the valorization and even canonization of those who destroyed livelihoods, burned property, and targeted police officers during the protests in America in the summer of 2020. I do not mean to inject American domestic politics where they do not belong, or to suggest a perfect moral equivalence, but there is a reason that leaders of Hamas and the Islamic Republic of Iran themselves insist that they are engaged in the same struggle against racism.

Overfor Berlingske Tidende argumenterer Socialistisk Ungdomsfront således for deres brug af sloganet ‘fra floden til havet’

Sloganet har specifikt været brugt i rigtig lang tid. Vi bruger det i den tradition, der er i den her palæstinensiske frihedskamp.

Sloganet er specifikt det samme kald til folkemord på jøder, som Endlösung var Nazityskland (ja, nu vil jeg sgu også sige nazi). Det er den tradition det bliver brugt i og sådan har det været i lang tid. Den unge socialist kan selvfølgelig ikke forklarer sig og væver følgeligt videre med fraser om at det er synd for de civile, at Israel er en apartheidstat der koloniserer og derfor håber han på en et-statsløsning, hvis indhold han ikke kan definerer fordi han ved at palæstinenserne vil slagte jøderne fra floden til havet. Det er desuden en antisemitisk løgn at kalde Israel for en apartheidstat.

Men sådan er de, ude på venstrefløjen. Berlingske citerer videre den Radikale Kim Lei-Jensen for på X at skrive “Hamas giver Israel den medicin, som israel har givet palæstinenserne i årevis med deres drab af utallige civile og børn”. Besynderlig sondring mellem civile og børn, men FN tæller ganske nøje, hvor mange der bliver dræbt hver gang Israel svarer igen på Hamas terrorangreb. Der kan man se, at det helt overvejende er mænd i den våbenføre alder, hvorfor Israel specifikt går uden om civile. Men hey, man kan altid lyve om jøder.

10. oktober skrev Berlingske, at Alternativets politiske ordfører, Sascha Faxe overfor BT havde nægtet at kalde Hamas’ massakrer for terror. Den slags synes Folketingskandidat for Enhedslisten Leila Stockmarr er “håbløst og ærgerligt” da “Hamas’ fremgangsmåde er terror”. Hun mente at den legitime palæstinensiske frihedskamp blev slået i hartkorn med Hamas gerninger. Opfattelsen af at palæstinenserne har en frihedskamp beror på at hun mener at “Israel er en besættelsesmagt, der har holdt Gaza i en blokade i 16 år”.  Der er intet besat land mellem floden og havet.  Apropos Laila og Hamas-lingo, kan De huske…?

“Billedet er blev kommenteret og ‘liket’ af flere – blandt andet af SF’erne Trine Pertou Mach og Pernille Frahm samt Signe Færch fra Enhedslisten” skrev BT.

Minder, minder. Da Torben Lund, der engang løgnagtigt beskyldte Morten Messerschmidt for at have sunget nazisange, en våd aften i Tivolis Grøften, blabrede sit jødehad ud på Facebook, tog det sig således ud

Jeg skrev dengang på det oprindelige Monokultur.dk

“De er nogle svin. Den jødiske stat burde slettes fra verdenskortet“ – Torben Lund

Ikke sandt? De, jøderne, ER nogle svin. Er det ikke kun de sikkerhedsstyrker, omkring den unge kvinde, der er nogle svin? Nej, det er jøderne. Alle til hobe, da konklusionen er, at den jødiske stat burde udslettes. Hvis det kun var de sikkerhedsfolk, der var nogle svin, havde han kaldt på, at de specifikt burde straffes. Israel er jo en retsstat, den eneste i regionen for at det ikke skal være løgn. Men for Torben Lund betyder Israels fantastiske samfund ikke noget. For ham er jøderne nogle svin, alle, så en kollektiv straf på de enkeltes handlinger er den eneste konklusion han kan komme til. Israel skal slettes fra landkortet, udslettes, hvilket ikke kan tolkes anderledes end et ønske om et de facto folkemord på det israelske folk.

Som et aber dabei vil jeg ikke på nogen måde nævne det ironiske ved Torben Lunds livsstils disharmoni med hans livsanskuelse idet Israel er det eneste land i regionen, der afholder en bøsse-stoltheds parade og at palæstinensiske bøsser flygter for livet til Israel. Jeg vil ikke tale om islamiske dødsstraffe for homoseksualitet, om æresdrab og forfølgelser i regionen eller vise billeder af bøsser der bliver hængt i det Iran, som også kalder på Israels udslettelse – det Israel de benævner en ‘entitet’ fordi Israels blotte eksistens er en ydmygelse af islam – eller vise billeder af bøsser der kastes ud fra hustage i Islamisk Stat for derefter at blive stenet, hvis deres sønderknuste kroppe stadig er i live. Det vil være plat. Især fordi Lund som sundhedsminister gennemtrumfede at homoseksualitet ikke måtte være en klinisk entitet.

Jeg vil blot nævne at den unge kvinde ikke blev likvideret. Hun blev skudt i selvforsvar af den israelske politibetjent hun umotiveret havde jaget en dolk i. Og så vil jeg yderligere tilføje at hun end ikke døde af sine skudsår. Hun blev faktisk kørt på hospitalet, hvor alle lægerne er jøder, hvilket vil sige, et hospital en god del bedre end det danske sundhedssystem ville kunne have haft tilbudt Omar, havde han overlevet det danske politis forløsende skud. Hun er spillevende, reddet af jøder, fra hendes egen morderiske trang til at slå jøder ihjel.

Og når jeg skriver at den unge kvinde stak en dolk i den israelske umotiveret, så er det ikke helt sandt, for hendes motivation var islams tilskyndelse til drab på jøder. Som for Torben Lund er jøder i islam nemlig aber og – wait for it – svin. Og palæstinensisk TV bringer da heller ikke meget andet end det budskab; fra deres politikere, som den moderate Abbas, der mener at jøderne er ulækre og hylder ethvert drab på jøder der kan hjælpe med at slette Israel fra verdenskortet, henover transmissioner fra moskeer og ledende Hamas folk de råber fra floden til havet og eksplicit forklarer, hvad det betyder, til børne-tv, hvor børn på tre år belønnes for at dræbe jøder, mens de oplæres i hvorledes man skærer halsen over på intetanende mennesker og fremstille selvmordsbomber og meget andet der givet ville række ud over afdøde Hans Henrik Leys fantasi. Men det er et evigt kursus i islamisk teologi og ifølge den er alt InshAllah og således ikke egen-motiveret.

Til Ekstra Bladet benægter Torben Lund at han har “generaliseret noget som helst om jøder, og der er intet antisemitisk i det, jeg har sagt”. Nej intet antisemitisk i at sige “De er nogle svin” for så at præcisere at ‘Den jødiske stat’ “burde slettes fra landkortet”, hvis nogle kunne misforstå at prædikatet kun omfattede de direkte implicerede. Lunds ‘for-forståelse’ – lad os kalde det det – er ikke baseret på virkeligheden, men på hans stærke følelser for jøderne. At jøderne ikke er skyldige i anklagerne leder ham til at tænke at sådan er de alligevel bare, for det er hvad han ser når han ser dybt ned i sit indre. For sådan er Torben Lund. Et svin.

Tjah. Men tilbage til nutiden. Det er ganske sørgeligt, men man kan i Danmark ikke uden videre holde en støttedemonstration for Israel. Da Zionistforeningens Jonatan Møller Sousa spørges, hvor næste arrangement bliver afholdt, svarer Møller “Typisk lægges det ikke offentligt ud på grund af sikkerhed.” 

Venstrefløjen er blevet indhentet af deres egne indre selvmodsigelser. De har gjort for mange til ofre for for meget og nu indhentes deres anti-civilisatoriske retorik. Hvorledes de end vender og drejer ord som kolonialisme og Floden til Havet delegitimerende i deres løgnagtighed, Det maniske fokus på den eneste jødiske stat tegner et deprimerende billede af deres salonfæhige antisemitisme.