MONOKULTUR

“Nogle gange bliver boganmeldelser vigtigere end bøgerne selv, og kritikeren overstråler forfatteren”, skriver Weekendavisens Leila Freije, der har samlet en del kommentarer til Jared Kushners bog om sin tid i Det Hvide Hus. Tiden er Trumps præsidentskab og Kushner, der er Trumps svigersøn, var en af hans top rådgivere. Så selvfølgelig skrives der ikke noget pænt om ham og Freije noterer sig aldrig den påfaldende uniformitet, men kolporterer blot galden, med en underforstået logik i at alle jo ikke kan tage fejl. Men det kommer jo an på, hvorledes disse alle er udvalgt. Tag hendes første citerede eksempel

»Kushner ligner en mannequin, og han skriver som en,« står der blandt andet. Ifølge Garner er erindringerne ikke kun exceptionelt dårligt skrevet og overfyldt med politiske floskler, forfatteren er også skamløst bevidst om at fremstille sig selv som den charmerende »go getter« med de revolutionerende ideer – et tiltrængt friskt pust i Det Hvide Hus, hvor der i årtier havde lugtet ret så indelukket.

»Selv i et stærkt opdelt land er der altid muligheder for at bygge broer,« citerer kritikeren Kushner, så man næsten høre det hånlige fnys og overstregningspennen, der markerer endnu en kliché, der skal deles med læseren:

Det er ikke blot hånlige fnys man hører gennem anmeldelsen (der også mener at læseoplevelsen var så modbydelig, at den mindede anmelderen om “at se en kat slikke en hunds øjensnask”), men også en hånlig mening om et andet menneskes udseende – fra en mand, der nok ikke selv kommer til at stå model for en mannequin. Den usaglighed fanger Freije ikke, der bidrager med “Rygterne lyder (…) at Jared Kushner ville tage æren for de succeser, han selv har brystet sig af”. Ja, når man først har fat i rygterne, så kan man jo også sagtens tage anmelderne til indtægt:

Det er den selvhøjtidelige tone, der har fået anmelderen på Slate til at kalde bogen for et langt »se mig, far«-råb af et tredjefødt barn, der higer efter at bevise, at hans succes ikke skyldes, at hans far er mangemillionær.

Tonen ER selvhøjtidelig, det er ikke bare noget anmelderen mener, næ, den er bare sådan og kan få anmelderen til noget. At anmelderen ikke kan reflektere ser Freije heller ikke, for sætningen umiddelbart efter hedder

Og dog indrømmer Kushner i bogen, at han først blev optaget på Harvard University, da hans far lovede skolen 2,5 millioner dollar.

Det lyder ikke selvhøjtideligt, men selvudleverende. Måske anmelderen projicerer en forbitrethed?

Allerede tidligt i Freijes artikel ved man ikke om det er hende selv, eller de citerede anmeldere, der giver referat af Kuhsners bog

Stolt forklarer Kushner, hvordan flere højtplacerede personer i Det Hvide Hus tryglede ham om at blande sig uden om internationale forhold og desperat forsøgte at holde ham uden for møder, der ikke hørte under hans jobbeskrivelse, og hvordan disse personer senere blev udstødt af Trump. Til gengæld reflekterer Kushner ikke over, at hans nepotismemotiverede ansættelse i Det Hvide Hus og baggrund som ejendomsmægler nok gjorde ham inkompetent og dermed til en hæmsko.

Kushner var den centrale person, bag Abrahamaftalerne, de fredsaftaler, Israel og flere muslimske-arabiske lande indgik stik mod den herskende ekspertises opfattelse af det mulige. Overskriften påstår at det er ‘slimet læsning’ – Det har vi lige ud af Oldermandens Avis – og den er ikke til at stole paa!