MONOKULTUR

Eftertryks chefredaktør Uffe Kaels Auring har foretaget en analyse “af DR’s dækning og militæreksperten Anders Puck Nielsens analyser”, der virkeligt kan anbefales at læse. Det er en analyse af, hvilke ord og formuleringer man bruger, når man omtaler krigens parter

Ud over denne kvantitative forskel i fordelingen af krigslykke finder vi også en partsbetinget forskel på, hvor stærke vurderingerne er.

• Mens begge parter nu og da ”presser på”, er det kun russerne, der er ”pressede” eller bliver ”presset ud” af områder. Sådan lyder det i 18 artikler. Undtagelsen er en enkelt artikel, som melder, at ukrainerne befinder sig i ”en presset situation”.
• Det er kun Rusland, der lider ”nederlag” (4 artikler), og kun Ukraine, der opnår ”sejre” (2 artikler).
• I et enkelt tilfælde har Rusland haft ”nogen succes”, men ellers har kun Ukraine ”succes” (8 artikler). I 3 artikler har russerne udtrykkelig ikke ”succes” med det, de foretager sig.
• I 12 artikler oplever russerne ”problemer”, nogle gange af den ”kæmpe” eller ”alvorlige” slags. Ukrainerne kan få problemer i 2 artikler.
• Det går ”dårligt” eller ”drøndårligt” for Rusland i 8 artikler. Det går aldrig dårligt for Ukraine.
• Mens en ukrainsk offensiv vil kunne ende med ”en stor succes eller en stor fiasko” i en enkelt artikel, er ”fiasko” en nærværende realitet for russerne i 3 artikler.
• Situationen bliver ”værre” for Ruslands krigsindsats i 3 artikler. For Ukraines vedkommende er det kun den humanitære situation, der bliver værre (1 artikel).
• I 2 artikler er dele af Ruslands krigsindsats ”håbløs”.
• Kun Ukraine har ”momentum” (4 artikler).
• Kun Rusland oplever ”kollaps” (2 artikler).

Det er selvfølgelig ikke kun Danmarks Radio, det er hele den pludrende medieklasse. “Dansk Folkeparti raser” er en typisk vending, højreorienterede, der indbefatter forsvarere for ytringsfriheden, benævnes ofte ekstremister, mens venstreorienterede er aktivister uanset, hvilken by de brænder ned til grunden. Israel angriber altid mål i Gaza og kun nede i artiklen fremgår det at det er svar på et angreb fra Hamas. 

APN’s fremstilling af det langvarige slag om Bakhmut kan opsummeres i fem punkter:

• Rusland lider overvældende tab i Bakhmut, ikke Ukraine. Russerne har ”store tab” eller ”enormt store tab” og bruger ”mange ressourcer” på kampen om byen. APN godtager Ukraines komplet uplausible påstand om, at der dør syv russere for hver ukrainer i Bakhmut: ”Den tabsratio, synes ukrainerne, er god, og derfor kæmper man videre simpelthen bare for at trække kræfter ud af russerne. I virkeligheden giver det ret god mening for ukrainerne at fokusere på simpelthen bare at slå rigtig mange russere ihjel.” Bortset fra den gode ”tabsratio” tilbyder DR og APN os intet indblik i omkostningerne for ukrainerne.
• Bakhmut er vigtig for Rusland, ikke Ukraine. ”Det kan nemlig koste de russiske myndigheder store problemer, hvis man ikke kan holde fast i Bakhmut”, som er ”blevet en form for forbandelse” for de russiske styrker. Ukrainerne behøver derimod ikke fokusere på, ”om man beholder Bakhmut eller ej”, for det ”vil ikke være særligt alvorligt at tabe Bakhmut”. Rusland er i bedste fald på nippet til at indtage ”en fuldstændig smadret by” uden nogen ”særlig infrastruktur, man kan bruge til noget”. Hvis erobringen endelig skulle lykkes, ”flytter kampene sig bare til den anden side af byen”. Desuden er Bakhmut ”blot et af de områder, [russerne] skal erobre” for at få kontrol med Donbas-regionen.¹⁶
• Ukraines kamp i Bakhmut gavner den forestående ukrainske offensiv i Sydukraine. Forsvaret af byen ”kan varme op til en ukrainske [sic] modoffensiv”, da ”det kan være nyttigt for ukrainerne at fastholde russiske styrker og deres ressourcer i Bakhmut-området”, så Rusland står svagere i de områder, Ukraine har udset sig som mål for dets kommende fremstød i Syd. Ukrainerne kan ”have behov for at holde gang i kampene i Bakhmut for at binde en masse russiske styrker til området”.
• Ruslands erobringstogt går dårligt. Russerne ”er ret langt fra at kunne tage byen”, kan ikke skabe det ønskede ”gennembrud” og er ”ved at løbe tør for energi”. Man kunne i maj 2023 ”godt forestille sig, at russerne indenfor et par uger er nødt til at trække sig ud af Bakhmut for at undgå at blive omringet”, da de oplevede ”en form for sammenbrud af forsvarslinjerne”. Ukrainerne, derimod, havde et par uger inden byen faldt, ”fundet en opskrift”, der ”fungerer”.
• Ukraine kan meget vel generobre Bakhmut. Da Rusland ikke desto mindre erobrede byen og overlod forsvaret til ”en brutal tjetjensk leder”, Ramzan Kadyrov, ræsonnerede APN, at den nye mand på posten ville ”få skylden for at miste [byen] igen”. Og i slutningen af maj 2023 var der ”en pæn chance for, at ukrainerne vil generobre byen” om et par måneder.

Kort sagt fremstilles Bakhmut som én lang ukrainsk succeshistorie. Ikke kun faktuelt, men også med nødvendighed. APN’s præmisser indebærer, at russerne har alt at tabe og intet at vinde af betydning.

• Hos APN hører vi intet om store ukrainske tab,¹⁷ herunder blandt Ukraines bedste enheder.¹⁸ Her må vi vende os mod medier som Kiev Independent, New York Times og Spiegel.
• Vi hører intet til Ukraines ”omkostningsfulde strategi”¹⁹ og proukrainske militæreksperters vurderinger af det ”faldende udbytte” ved at holde fast i byen.²⁰ Det kan vi i stedet læse om i New York Times og Financial Times.
• Ligeledes hører vi ikke, at russerne havde et 6:1-overtag i artilleri.²¹ Det fortæller bl.a. britiske The Times om.
• Vi hører ikke noget om strategiske uoverensstemmelser mellem Washington og Ukraine-styret eller den interne strid i Kiev om det fornuftige i at holde fast i byen.²² Det har blandt andre Bilds proukrainske journalister skrevet om.
• Vi støder ikke på krigstrætte ukrainske frontlinjesoldaters beklagelser over store tab, dårlig træning og mangel på ammunition.²³ Den slags findes til gengæld udpenslet i artikler fra ABC News, Newsweek, Wall Street Journal, Bild og El Pais.

• Vi hører ikke om ukrainernes ”lave morale”, eller at situationen ifølge lækkede amerikanske efterretninger var ”katastrofal” tilbage i februar 2023.²⁴ Newsweek m.fl. har nævnt det.
• Og vi hører ikke noget om, at forsvaret for ”Fortet Bakhmut” var et stort PR-projekt for Zelenskyj rettet mod vestlige offentligheder og donorer.²⁵ DR oplyser os kun om, at Bakhmut var et ”prestigeprojekt” for russerne.

“I don ‘t know whether Bakhmut has fallen or whatever”, som Joe Biden afslørede at engagementet ikke handler om Ukraines velbefindende, men at Ukraine er midlet mod Rusland. Derfor hans morbide efterfølgende  fablen om de mange døde russere, “der ikke kommer tilbage”. En virkelighed helt ukendt for seere af flow-tv.

Auring perspektiverer Danmarks Radios rolle i mediebilledet 

I den hårde ende hævder nogle teorier, at medierne er tro mod de siddende magthaveres dagsordener og fakta. Dagsordenskontrollen udgår altså fra toppen af den politiske elite. Det betyder ikke, at medierne udelukkende afrapporterer, hvad regeringskilder siger. Der er plads til alle mulige stemmer – der slutter op om den officielle linje. Modellen kendetegnes ved, at officielle udsagn har status af autoritativ information, og at de øvrige kildeudsagn er i sammenklang med officielle udmeldinger; hvis ikke, stemples de som utroværdige. Konfliktfortællingen bliver typisk, at vi ikke blot har ret, men gør også det rigtige. Og at det går godt. Og at modpartens alternative sandheder er falske.

Hvis denne magthaver-model har ret, vil Ukraine-dækningen på alle planer være i overensstemmelse med erklæringerne fra Washington, København og Kiev. Medierne vil gentage og uddybe officielle standpunkter, både hvad angår, hvad krigen går ud på, og hvordan det går med den. Vidnesbyrd og synspunkter, der ikke passer med den herskende fortælling, vil blive frafiltreret. Det gælder også, hvis sådanne udsagn kommer fra samfundseliter uden for statsapparatet.

(…)

I magthaver-modellen for medieadfærd er medierne megafoner for de siddende magthavere. Medierne populariserer loyalt og ukritisk de øverste lederes udmeldinger og yder derudover ingen selvstændige bidrag af videre betydning.

Hvis vi sætter ledernes kommunikation op mod DR og Anders Puck Nielsens forestillingsverden, må vi for det første konstatere, at begge parter fremfører historien om ukrainsk sejrsgang. I hvilken grad, kan vi da videre spørge. Hvilken part er mest forbeholden og forsigtig, hvilken part er mest fremadstræbende, optimistisk og vovet i sine fortolkninger? DR/APN eller lederne?

Svaret er, at DR/APN-partnerskabet er et stykke forud for de magthavere, de tjener. Når APN fraviger den herskende fortælling, er det typisk, fordi han går længere i krigspositive forestillinger. Han er en aktivistisk fortolkende medmagt. Måske kan han kaldes militærfremtidsforsker, konflikt-tyder eller sejrsdramatiker. ”Militæranalytiker” er i hvert fald for tørt og fantasiløst til det, han leverer.

Oplevelsen af danske medier er tydeligt, at de gentager, hvad de anser som de førende medier i USA såsom New York Times, Washington Post og CNN. Danmarks Radio går endda skridtet videre, fordi de frasorterer nærmest alle historier, der indeholder dårlige perspektiver for Ukraine. Og ingen af de medier bærer præg længere af Daniel Ellsberg eller de unge udgaver af Woodstein. Obamas sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes forklarede det således

All these newspapers used to have foreign bureaus. Now they don’t. They call us to explain to them what’s happening in Moscow and Cairo. Most of the outlets are reporting on world events from Washington. The average reporter we talk to is 27 years old, and their only reporting experience consists of being around political campaigns. That’s a sea change. They literally know nothing.

Især er de manglende spørgsmål a dead giveaway. Ingen spørger finansministeren hvor meget skatten er steget grundet indvandringen fra især den muslimske verden. Ingen spørger Dan Jørgensen, hvorfor han på femtende år påstår at vi har ti år til at stoppe den globale opvarmning og hvorfor han ikke tæller ned. Der findes næsten kun artikler og programindslag, der spørger, hvorfor så mange stemmer nej til Unionens seneste udvidelse, men ikke hvorfor så mange stemmer ja – det ene er suspekt, det andet er selvfølgeligt. Danmarks Radio noterede sig, men spurgte ikke, at Politiets Efterretningstjeneste ikke længere ville undersøge, hvem der sprængte Nord Stream rørledningerne i luften

Tidligere på måneden annoncerede svensk politi også, at man havde droppet sin efterforskning. Her var forklaringen, at man ikke havde “svensk jurisdiktion”.

Hverken Københavns Politi eller PET ønsker at stille op til interview og uddybe begrundelsen. De nærmere overvejelser bliver offentligheden dermed ikke indviet i.

Tidligere, som Danmarks Radio selv linker til, ville statsministeren ikke udelukke sabotage

– Vi kan i hvert fald ikke udelukke det. Det er for tidligt at konkludere endnu, men det er en ekstraordinær situation, og der er tale om tre læk, og derfor er det svært at forestille sig, at det skulle være tilfældigt, lyder det fra Mette Frederiksen.

Hvem ingen spurgte til de hovedmistænkte og ingen undrede sig over, hvor russerne, som først fik skylden, skulle springe deres egen infrastruktur i luften. Og derfor er det heller ikke normalt, at referere til den amerikanske præsident Bidens udtalelser, som Wall Street Journal gjorde

“If Russia invades, that means tanks and troops crossing the border of Ukraine, again, then there will be no longer a Nord Stream 2. We will put an end to it,” Mr. Biden said at a joint appearance with Chancellor Olaf Scholz of Germany after the leaders met at the White House. “I promise you, we will be able to do it.”

Mr. Scholz said Germany and the U.S. are aligned in their positions regarding Moscow’s potential invasion of Ukraine. In keeping with his past statements, he didn’t cite suspending the pipeline specifically as among the steps his government is ready to take to punish Russia.

“We are acting together. We are absolutely united, and we will not be taking any steps, we will do the same steps, and they will be very, very hard to Russia, and they should understand,” Mr. Scholz said.

Det samme budskab kom fra Victoria Nuland, den evige høg til en senatshøring sagde “I think if president Putin moves on Ukraine our expectation is that the pipeline will be suspended.”

Danmarks Radios udlandschef Niels Kvale svarede således på Eftertryks analyse

Jeg har ikke læst analysen, men generelt tilstræber DR altid den højst mulige objektivitet i vores nyhedsdækning, og vi har ingen interesse i at fremvise et billede af krigens gang i forhold til andre. Det synes jeg også vores samlede dækning af krigen i Ukraine på DR’s platforme vidner om. Ellers har jeg ingen yderligere kommentarer.

DR bruger 3,5 mia af skatteydernes penge og advokerer for de penge for at sende endnu flere penge efter en for længst tabt krig, så ukrainske unge og halvgamle mænd kan slå unge russiske mænd ihjel og vice versa.