New York Times har bragt en, for mange, opsigtsvækkende artikel om hvorledes det amerikanske CIA i forbindelse med deres kup i Ukraine 2014, oprettede en lang række spionbaser langs grænsen til Rusland. At det var NYT er et tegn på ‘damage control’ – “It’s gonna be like crack to them”, de liberale og de neokonservative siger Glenn Greenwald – af hvad der ikke længere kan holdes hemmeligt; Ukraine er en amerikansk lydstat, der skal bruges til at bryde Rusland ned. Men det fremstilles som rettidig omhu, nu krigen er her og ikke som en del af casus belli. Mike Benz forklarer det her
1. “The CIA invited the New York Times in.” They specifically say in the NYT article that many of the NYT’s 200-some interviews were done inside the physical building of one the 12 secret CIA bases in Eastern Ukraine — which means this wasn’t a scoop, it was an invitation & base tour from the CIA invited them in for the express purpose of getting that piece published.
2. “This is a dirty trick by our Central Intelligence Agency to use the New York Times as its own personal mouthpiece, to protect its own personal piggy bank.” This is the selective leaking of intelligence just to get short-term funding. The key paragraph in the NYT piece gives away the game that the bases are all praying for more funding. The whole article is about how important these CIA bases have become and what catastrophe will befall them if Republican House Speaker Mike Johnson vetoes the hotly contested new Ukraine funding bill.
3. The NYT article reveals those CIA bases are not just defensive — they are for offensive scouting of targets to hit within Russia proper. That’s not defending Americans or even Ukrainians: long range missiles are for killing Russians. Beyond such offensive operations not being mission critical, they’re a provocation to war. And they were set up **years before** 2022.
Ukraine ofres i et kynisk geopolitisk spil. “[V]ores engagement i Ukraine-krigen skal opfattes som en investering” forklarede Uffe Kaels Auring sidste år i Eftertryk
Der er gevinster at hente, og de falder i to hovedgrupper: 1. Svækkelse af Rusland vis-a-vis USA, 2. Styrkelse af militærindustrien og den bredere militarisme.
Lad os begynde med en analyse udgivet af en tænketank, der befinder sig i venstre side af elitespektret. The Wilson Center sponsoreres af olieselskaber, finanshuse, det amerikanske udenrigsministerium og våbenproducenten Northrop Grumman, og i indlægget ”Four Reasons Why Supporting Ukraine Is a Good Investment” påpeges det, at Ukraine-krigen demonstrerer, at den vestlige militærindustri og vores model for krigsførelse er overlegen. Dette reklamefremstød koster selvfølgelig penge, men udgifterne kommer overvejende ”militærindustrien i USA og hos dets allierede” til gode, mens de midler, der direkte går til den ukrainske militærsektor, er relativt få.
Krigen skal samtidig forbedre USA’s image hos amerikanerne selv. Nogle af landets borgere finder nemlig visse af de foregående krige ”højst kontroversielle”, og navnlig Afghanistan og Irak er stadig betændte emner. Amerikanerne har med andre ord brug for en militaristisk genopfriskning. Her skubbes Ukraine så ind på scenen. Som ”et sjældent eksempel på en ’retfærdig krig’” kan den russisk-ukrainske konflikt vaske pletterne fra de skuffende krige væk og kaste ny glans over USA’s internationale militarisme. Irak og Afghanistan havde i sin tid samme funktion, men øvelsen skal gentages med jævne mellemrum, da vi hurtigt bliver trætte af de gamle krige og derfor ønsker os nye.
Geopolitisk kan Ukraine-krigen bruges til at svække Ruslands position i det globale syd og give ”USA og hele den vestlige verden” en fortrinsstilling globalt. Hvis alt går vel, må vi skrive en ny version af Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man.2 Min egen forhåbning er, at det denne gang bliver den endelige ende på historien.
Så vidt et idealistisk syn på sagen, indrammet, som det er, af smukke drømme og strategisk perceptionsbearbejdning. Lad os se på en mere kølig analyse udgivet af tænketanken Center for European Policy Analysis, der sit navn til trods er beliggende i Washington og foruden finansiel støtte fra de store techgiganter sponsoreres af NATO’s afdeling for offentligt diplomati, det amerikanske udenrigsministerium og våbenproducenter som Bae Systems og Lockheed Martin. Organets mission er at informere beslutningstagere og forretningsfolk og ”opbygge netværk af fremtidige ledere, som er velbevandrede i atlanticisme”. I analysen ”It’s Costing Peanuts for the US to Defeat Russia” anlægges et “bang-per-buck perspective”, og konklusionen lyder: “I kolde, geopolitiske termer giver denne krig USA en strålende mulighed for at udhule og nedbryde Ruslands konventionelle forsvarsevne uden at indsætte amerikanske soldater og med lille risiko for amerikanske liv.” Investeringen giver et afkast på 2-3 gange indsatsen: ”Et forbrug på bare 40 milliarder dollars udhuler en trusselværdi på 100-150 milliarder dollars” per år. Det kan vi så gange op med antallet af år, krigen varer, hvorfor det amerikanske militær fornuftigvis må ”ønske, at Rusland fortsætter med at indsætte militære styrker, som Ukraine kan ødelægge”.
Samme ønske kunne militærindustrien have: ”Krige er udstillingsvinduer for forsvarsproducenter; enhver køber ved deres fulde fem vil have den teknologi, som vinderen har lavet. Putins fejlvurdering har blot givet hans vestlige konkurrenter en fantastisk markedsføringsmulighed. Bemærk også, at krigen presser NATO-partnere til hurtigt at øge udgifterne til 2-procentsmålet eller mere. I betragtning af USA’s teknologiske fordel inden for forsvarsmateriel vil en betydelig del af disse ekstra militære udgifter blive brugt på amerikansk udstyr.”
Tilmed forsøger det krigsplagede Europa ”desperat at skaffe alternative energiforsyninger”, og den mange gange dyrere flydende naturgas fra USA ”viser sig at være den oplagte erstatning”. Krigen styrker altså også de atlantiske bånd. ”Et Rusland, der kontinuerligt sidder fast i en krig, det ikke kan vinde, er en enorm strategisk sejr for USA.”3
I midten af spektret finder vi den tværpolitiske tænketank Center for Strategic and International Studies, der foruden techgiganter, finanshuse og store oliefirmaer sponsoreres af Northrop Grumman, Lockheed Martin, Raytheon og BAE Systems. Tænketanken ser det som sin fremmeste opgave at forme ”beslutningstagningen hos centrale beslutningstagere og tænkningen hos centrale influencere”. Blandt tænketankens ”distinguished senior advisers” finder vi et par pensionerede generaler, og bestyrelsen rummer notabiliteter som Henry Kissinger og Joseph Nye.
Ifølge analysen “United States Aid to Ukraine: An Investment Whose Benefits Greatly Exceed its Cost” er Ukraine-krigen “en stedfortræderkrig, hvor USA vedvarende høster store strategiske gevinster ved at svække en af sine to store trusler”. Amerikansk bistand til Ukraine er endda ”sandsynligvis den mest omkostningseffektive investering, som USA og dets strategiske partnere har foretaget i national sikkerhed i nyere tid.” USA’s hjælpepakker har ”gjort det muligt for Ukraine at gøre enorm skade på Ruslands samlede evne til at true Europa og udkæmpe nogen fremtidig konflikt”, ”revitaliseret NATO’s og Europas forsvarsbestræbelser” og sat USA i stand til ”at udøve enorm strategisk magt over for Rusland med minimale omkostninger for USA”. Analysen ser en ”bæredygtig fredsløsning” som det ønskværdige endemål, men det skal på mellemlang sigt ske efter samme opskrift, som vi fandt hos fortalerne for den endeløse krig: Fasthold kursen, skru op for våbenbistanden, svæk Rusland. Det vil på sigt tvinge Rusland til at indvilge i en ”bæredygtig fredsløsning”, der fastholder ”alle strategiske gevinster”, krigen hidtil har bibragt USA, uden at efterlade Putin med ”nogen form for sejr”. Ideen er at skabe en situation, hvor Kreml vil æde denne ydmygelse, da alternativet blot ville være værre.4 Lige nu sejrer vi ved at holde krigen i gang og berede os på at intensivere støtten.
Marie Krarup, der har set dette hele vejen og fra starten påpegede, at det væsentligste udkomme, ville blive ‘ødelæggelsen af Ukraine’, giver i Altinget et kort rids af opløbet mod denne ulykke
For sagen er jo, at Rusland igen og igen har forsøgt at få en ordning med Vesten og Nato for at undgå, at den alliance, der ser Rusland som hovedfjende, ekspanderer helt tæt op ad Rusland uden at efterlade en neutral zone imellem de militære blokke.
I 2008 gennemtvang USA, at Nato skulle love at give Georgien og Ukraine medlemskab engang ude i fremtiden.
Samme år angreb Georgien russiske, fredsbevarende enheder i Sydossetien formentlig i håb om at kunne indlemme området og dermed være klar til Nato-medlemsskab og få hjælp fra Nato.
Det fik Georgien ikke. Men krigen kan siges at være den første krig om Nato-ekspansion.
I Ukraine var der ikke flertal i befolkningen for medlemskab af Nato.
Man førte en neutralitetspolitik, som først blev ændret ved Majdan-kuppet i februar 2014, hvor Vesten støttede en ulovlig og udemokratisk magtomvæltning, efter en forfatningsstridig afstemning* i det ukrainske parlament fik indsat en ny regering, der havde Nato-medlemsskab som mål.
Ukraine brød som konsekvens af kuppet sammen i borgerkrig, som man i Vesten nægtede at erkende som en borgerkrig og i stedet kaldte en russiske invasion, selvom man ikke har kunnet påvise regulære russiske enheder i området – men frivillige og våben.
Selv støttede Vesten den vestlige del i borgerkrigen, det vil sige Kyiv. Men der blev indgået fredsaftaler i Minsk – de såkaldte Minskaftaler, der skulle løse borgerkrigen ved at give Østukraine mere autonomi.
De aftaler blev bare aldrig ført ud i livet. Efterfølgende har politikere, der var med til at forhandle dem, sagt, at det ikke var meningen at overholde dem. Aftalerne skulle blot holde Rusland i ro, mens Vesten oprustede Kyiv.
Senest fremsendte Rusland forslag til forhandlinger med Nato i december 2021. De blev hældt ned af brættet.
Derefter kom invasionen, som selvfølgelig bør fordømmes. Man kunne kalde den for den anden krig om Natos ekspansion.
Der er nemlig en geografisk realitet, som man ikke kommer udenom, som Jiri og Leni Friedman Valenta skrev i 2016
Russia’s expansion has also been the result of a major geopolitical handicap. Except for the Baltic coast, conquered by Peter the Great in the eighteenth century, Russia has been largely landlocked for most of history. In the north, its Arctic Ocean was frozen. In the east, the Pacific was also ice-covered for most of the year. In the south, its Caspian Sea was closed. The Black Sea was open but only through those tiniest of bottlenecks, the Straits of Bosporus and the Dardanelles (or the Turkish Straits), jealously guarded by its Ottoman masters. Small wonder that Russia continually lusted to possess both them and the Crimean peninsula.
Tucker undrer sig som et menneske men Benz får det sidste ord
MONOKULTUR 
Skriv en kommentar