MONOKULTUR

“Velkommen til fremtidens USA: Trump slagter Ukraine-støtte, mens tidligere Fox-vært er på charmeoffensiv i Rusland” hedder en overskrift på Berlingske Tidende og umiddelbar derunder lyder det ildevarslende

Donald Trump prøver ihærdigt at dræbe et nyt lovforslag, der blandt andet skal finansiere krigen i Ukraine. Imens er den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson taget til Rusland – angiveligt for at interviewe Putin. Disse to begivenheder siger noget om, hvad der venter, hvis Trump vinder præsidentvalget.

Den er bag en betalingsmur. Men vi kan gætte os til lødigheden, når Trump vil ‘slagte’ og ‘dræbe’. Det er støtte til Ukraines krigsførelse, der skal slagtes, og ikke direkte mennesker, men alligevel… Trump selv siger at han “wants everybody to stop dying!”. Og det er faktisk ikke bare støtte til Ukraine, han vil stoppe, det er USAs sponsering af en udsigtsløs krig, der har kostet Ukraine død og ødelæggelse. Men det er alligevel Trump, der er en dræbende slagter. Denne overskrift siger noget om, hvad der venter, hvis man betaler for at komme om bag Berlingskes betalingsmur.

Ak ja, det var i de glade dage i starten af februar, hvor fortællingen om de tapre ukrainere holdt gang i donationsvilligheden hos skatteborgerne. Som den Republikanske senator Marco Rubio, der hele tiden har vidst, at krigen ikke kunne vindes for Ukraine, men han “tried not talk about this publicly because I thought it undermined the leverage the Ukraine had.” Nu støtter man ikke længere ukrainerne fordi de kæmper tappert med håbet om at kunne drive russerne ud og vinde det borgerkrigshærgede Donbas tilbage. Nu skal man støtte fordi situationen er desperat. 

Så 2. marts skrev Pierre Collignon i Berlingskes leder “Vi må ikke udelukke vestlig tropper i Ukraine” og lægger således fra land

Det lyder farligt. De fleste europæere vil helst ikke tænke tanken, men den franske præsident, Emmanuel Maron, havde ret, da han mandag brød tabuet om vestlige tropper i Ukraine

“Der er i dag ikke konsensus om officielt og åbent at sende landtropper. Men i en dynamik kan intet udelukkes. Vi vil gøre det, der skal til, for at Rusland ikke kan vinde denne krig,” lød det fra den franske præsident mandag efter et vestligt Ukraine-topmøde i Paris.

Det lyder farligt fordi det ER farligt. Og nu er prioriteterne ændret, fra at befri et uafhængigt Ukraine, til at russerne ikke må vinde. Så hvad er forskellen på en sejr og et nederlag til modstanderen? Nederlaget til modstanderen kan formuleres således, at man har forhindret ham i at lave endnu større ulykker.

Vi skal indstille os på, at krigen i Ukraine ikke bare er en lokal konflikt i randen af Europa. Vi befinder os dybt inde i et historisk opgør med russisk aggression, og derfor skal vi være indstillet på, at krigen kan kræve nye ofre.

(…)

Måske det på et tidspunkt kan give mening at skabe en vestlig sikkerheds-korridor langs grænsen til Belarus, og ikke mindst skal det stå klart for alle, at NATO kan engagere sig fuldt ud i krigen, hvis Putin skulle tage det vanvittige skridt, at anvende atomvåben.

Tyskland vil dog ikke være med til at sætte tropper ind, for ikke at blive direkte involveret i en atomkrig. Pierre Collignon kalder det en “uhørt egoistisk argumentation”

Den tyske modstand mod at sende Taurusmissiler forlænger kun ukrainernes lidelser på et tidspunkt, hvor europæerne for alvor burde skrue op for hjælpen

Ukrainerne er altså så langt fra sejren, at kun lidelsen er tilbage. Men her bliver det forvirrende, for hvis Macron kun sigter på et uafgjort, vil mere hjælp så ikke blot holde gang i en krig, man lige så godt kan forhandle færdig nu? Jeg mener, for de lidendes skyld?

Når ens mål er at forhindre en russisk sejr og ikke at sikre ukrainerne en sejr, har man allerede belavet sig på et uafgjort. Russerne har invaderet Ukraine, så en russisk sejr er, hvis vi skal tage den offentlige retorik alvorligt, en hel invasion af Ukraine, så de kan fortsætte ind i Belarus om nogle år og derpå videre ind i Polen. En ukrainsk sejr, er at smide russerne ud, eventuelt, men ikke nødvendigvis også fra Krim. Et uafgjort kunne ligne en mere pragmatisk løsning, hvor russerne beholder de områder, der i forvejen er udpræget domineret af en russisk befolkning, mod at de ukrainske Ukraine beholder sin tapre selvstændighed. Nogenlunde, som det har set ud i et halvandet år.

For hvad er det vi har set på, siden februar 2022? Det kommer an på, om man kun ser i zeitgeist, eller om man også ser bagud og sammenligner, med hvorledes retorikken har ændret sig, for at tilpasse sig den del af virkeligheden, man ikke længere kan komme udenom.

17/2 i år kunne man i Berlingskes tillæg Opinion læse: “Han var netop vendt tilbage fra fronten i Ukraine, da han fik del i hemmelig viden”. Nej, det var ikke Marco Rubio, der gav ham indblik i kynismen bag krigens årsag og håbløsheden for Ukraine som nation. Det var blot, at Ukraines forhenværende præsident Petro Poroshenko, advarede ham, Wall Street Journals krigskorrespondent Jaroslav Trofimov, om at russerne ville invadere næste dag klokken fire om eftermiddagen. Og så følger fortællingen om “de dramatiske uger, da Ukraine til alles overraskelse holdt stand mod russerne”.

Sådan laver man propaganda. Man fejldiagnosticerer og ser derpå alle fænomener som vindikerende for ens dagsorden. I et afsnit af Simpson får Homer etableret et kæmpe anti-bjørne program, for at hindre at bjørne trænger ind i forstæderne. Som han beundrer sin succes, samler Lisa en sten op fra jorden og bilder sin far ind, at det er en anti-tiger sten – dens virkning kan ses ved, at der ikke var en tiger i nærheden. Homer køber selvfølgelig straks stenen for 20 dollars. 

Alle var overraskede over, at ukrainerne holdt stand, og begejstringen var så stor, at man troede, at ukrainerne endda kunne smide russerne på porten. Men så langt rakte miraklet ikke. Men vent lidt, først var alle enige om, at Ukraine ville blive løbet over ende, hvilket de ikke blev. Derefter troede alle, at Ukraine kunne sejre, hvilket de altså ikke kunne. Nu mener alle, at situationen er desperat og ukrainerne lider. Måske er der noget galt med alles beskrivelse af situationen ved fronten, sådan som alle tager fejl hele tiden.

En simpel beskrivelse, der vil kunne forklare alle de overraskende fænomener, er at russerne har været velforberedte med deres “specielle operation”, taget den del af Ukraine, de mente tilhørte dem, qua de overvejende russiktalende befolkninger, som samtidig kunne skærme Krim halvøen, med den vigtige flådebase i Sevastopol. At russerne vandt krigen ganske hurtigt, og amerikanernes våbenhjælp, kun har forlænget ukrainernes lidelser, der, hvis Collignon, ingen ved hvad har sniffet, får sin vilje, kommer til at kæmpe “til sidste ukrainer”.

Mark Twain sagde, at hvis man ikke læste aviser, var man uinformeret, men hvis man læste aviser, var man misinformeret. Pierre Collignon er en stor mand, men i dårlig form.