MONOKULTUR

“Liste afslører: De allerrigeste vil have Trump genvalgt”, skriver Berlingske 30/8-24. Og nedenfor “En mystisk milliardær, en velbjærget hedgefondforvalter og to shippingmatadorer figurerer” vil have Trump “tilbage i Det Hvide Hus”, Men: “Spørgsmålet er, om penge kan købe alt.” Hvorfra får journalister dog deres ideer?

Hvis vi spoler tiden lidt tilbage, til dengang Berlingske skrev ting som “En begyndende panik har bredt sig i Det Demokratiske Parti.” som får partimedlemmerne til “at overveje, hvordan de kommer af med [Kamala Harris]”, beskrev de Joe Bidens forhold til “de allerrigeste” som en fundraiser, hvor de tidligere præsident Barack Obama og Bill Clinton kom Biden “til undsætning”. Det var 29/3 man kunne læse

I februar blev det meldt ud, at både Barack Obama og Bill Clinton ville deltage i en indsamling, der skulle være med til at finansiere præsident Joe Bidens valgkampagne. Torsdag aften fandt den såkaldte fundraiser sted i New York.

Samlet set kunne indsamlingen skrabe 25 millioner dollar sammen, svarende til 173 millioner kroner.

Under Demokraternes primærvalg i 2020 rapporterede Berlingske om Senator Elisabeth Warrens angreb på borgmester Pete Buttigieg, der havde arrangeret “et fundraiser-arrangement, som blev afholdt i en vinkælder fuld af krystalglas og med vin til 900 dollar flasken”, mens Senator Bernie Sanders indskød at han ville afskaffe den slags og nævnte at “tidligere vicepræsident Joe Biden havde modtaget donationer fra 44 milliardærer, alt mens 39 havde doneret til Buttigieg.” Men intet om de allerrigeste. Den drevne journalist sluttede sin artikel med “Det åbne spørgsmål er, hvor stor debatten om vinkælderen kommer til at få”.

“Ekspræsident er klar med en ny løgn om Biden” lød en overskrift 21/6-24, “Det skal fungere som et skjold for Trump. Donald Trumps løgn er “hemmeligt våben”, som han kan bruge op til debatten med Biden for Trump “er nemlig kongen af de sociale medier, som særligt republikanske vælgere slubrer i sig.” Det er ikke pænt at slubre og slubrer er noget man – og ‘man’ er Republikanerne, der ikke læser aviser – gør med sociale medier

Undersøgelse viser, at Demokraterne får deres nyheder via de traditionelle medier – blandt andet USAs store aviser som The Wall Street Journal, The New York Times og The Washington Post.

En måling fra NBC News viser, at 70 procent af Bidens vælgere får deres nyheder fra aviserne.

Men Republikanerne får deres nyheder fra et andet sted. 53 procent får nyhederne fra kabel-tv (fra for eksempel Fox News), mens 46 procent får nyhederne fra de sociale medier.

Det er farligt for Joe Biden – og en fordel for Donald Trump.

Det handler nemlig ikke om virkeligheden, men om perception. Nogle spiser andre slubrer. Således skelner Berlingske mellem dem, der får deres informationer fra aviser, som Berlingske selv og dem, der lader sig udsætte for Trumps våben, de skrækkelige sociale medier og deres funktion som ideernes markedsplads. Virkeligheden først

Først var der G7-topmødet i Syditalien, hvor USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien og EU mødtes – blandt andet for at tale om krigene i Ukraine og Mellemøsten.

Samtidig underskrev præsident Biden og præsident Zelenskyj en tiårig sikkerhedsaftale mellem USA og Ukraine, der skal understrege den amerikanske forpligtelse over for det krigshærgede land.

Under normale omstændigheder kunne Bidens besøg signalere en handlekraftig præsident, der er en udenrigspolitisk høg, som står fast på de amerikanske værdier og cementerer USAs rolle som verdens supermagt på verdensscenen.

Så til Trumps våben, der også er et skjold, er “alle de små klip af den aldrende præsident, der går viralt i MAGA-land”

I stedet husker man billedet af en forvirret præsident, der er på vej væk fra G7-landenes regeringschefer, der er ude for at se en faldskærmslanding. Italiens premierminister Giorgia Meloni må have fat i præsident Bidens arm for at få ham tilbage til flokken.

Klippet er blevet delt millioner af gange i konservative kredse, og her får man endnu en gang et billede af en præsident Biden, der ikke burde være lederen af Den frie verden, men i stedet burde sidde på et plejehjem.

Videoen underbygger det narrativ, der længe har været bygget op om Biden. At han er for gammel til at være USAs præsident.

Berlingske referer til NBC, der viste at Biden vendte sig om mod nogle andre faldskærmsudspringere, end den, som de andre G7 ledere var blevet enige om at beundre foran pressen, for at give dem et ‘thumbs up’. “Men den historie når formentlig aldrig ud til Republikanerne” begræder avisen ”I stedet sidder de tilbage med en følelse af, at USAs præsident virker helt fra den.” 

Og ak og ve, “Det samme skete i sidste weekend” hvor han “var han omgivet af superstjerner som Jimmy Kimmel, Julia Roberts, George Clooney og Barbra Streisand” til en fundraiser, hvor det trods fraværet af de allerrigeste “lykkedes præsidenten at indsamle 210 millioner kroner.”

For da præsident Biden skulle forlade scenen, lignede han igen en mand, der ikke anede, hvad der foregik. Tidligere præsident Obama må tage en arm om sin gamle vicepræsident og vise ham vejen af scenen.

Optikken er en katastrofe for Biden.

Derfor greb Trump naturligvis også klippet øjeblikkeligt og lagde klippet på Instagram til underlægningsmusik af en reklame for »Visiting Angels« – en stor kæde, der tilbyder plejehjemsboliger i det meste af USA.

Det er i sig selv interessant, at Donald Trump igen går efter Bidens alder – tidligere i valgkampen holdt han ellers lidt igen – formentlig fordi han godt ved, at han også selv er en ældre mand på 78 år.

Det er faktisk uinteressant af Trump er 78 år, for det er ikke et spørgsmål om alder, men om kognitivt forfald, der var tydeligt allerede for 4 år siden under primærvalget. 

Berlingske kunne heller ikke forstå, at Trump undrede sig over, hvem der egentlig var ejermanden til den Kokain, som blev fundet i Det Hvide Hus. “Der er selvfølgelig intet belæg for ekspræsidentens påstande, men når man kæder dem sammen med de mange virale videoklip af præsident Biden, så er det med til at overbygge Trumps påstand:” At Secret Service ikke var “i stand til at afgøre, hvem posen tilhørte og lukkede sagen efter 14 dage.” vækker ikke de ellers så spørgende journalister på Berlingskes nysgerrighed.

Men så skete det, at Joe Biden udfordrede Donald Trump til en debat, hvor end ikke Komiske Ali ville turde benægte realiteterne. Så Berlingske havde i weekenden et essay af Poul Høi under overskriften “Journalisterne i Det Hvide Hus grindede af Joe Biden, som var “40% død” – og tav om det”. Pludselig blev spørgsmålene stillet: “Hvad vidste de amerikanske medier? Og hvornår vidste de det?” Alle der så ham stille op til primærvalget ii 2020 vidste det. Også Berlingskes korrespondenter vidste det. Det var tydeligt og er kun blevet værre.

Ved et G7-topmøde måtte Italiens premierminister diskret hjælpe ham i den rigtige retning, og ved en pressekonference spurgte han efter et kendt kongresmedlem: »Jackie, er du her? Hvor er Jackie?«

Jackie Walorski var død måneden forinden, og Biden havde selv sendt et kondolencebrev.

Så nu er det ikke et narrativ længere, ikke blot en katastrofal optik. Men hvad vidste Berlingske Tidende? Og hvornår? Berlingske er lige så usle som deres usle amerikanske medier, som de tørrer ansvaret af på, for at have ført deres læsere bag lyset. Men nuvel, Høi har skrevet noget

Og hvad gjorde journalisterne så efter gallamiddagen og deres personlige møde med Biden? Hvad gjorde Nuzzi?

Hun skrev sin artikel, men hun skrev den i juli, to måneder efter gallamiddagen og en uge efter tv-debatten, hvor offentligheden så Biden selvdestruere i den bedste sendetid.

Nu skrev andre politiske journalister også om en konfus, mumlende og forstenet præsident, blandt andet The New York Times og The Washington Post, og CNNs tv-læge, Sanjay Gupta, mente, at det var på tide, at Joe Biden fik »en grundig kognitiv undersøgelse«.

Mange af de samme medier begyndte også at forsvare sig mod anklagerne om tavshed, og deres forsvar kan groft inddeles i to.

Det ene argument handler om, at præsidentens mentale forvitring var sket pludseligt og for nylig.

»Bidens forglemmelser hævdes at blive stadig hyppigere og værre,« hed rubrikken således 2. juli i The New York Times. 

Artiklen var skrevet af fire af avisens korrespondenter i Det Hvide Hus, og den talte om en forværring inden for de »seneste få måneder«, og de fire korrespondenter gav dermed sig selv et alibi for tavsheden.

For hvis forværringen var sket pludseligt og for nylig, kunne de ikke skrive om den før nu.

Fordi de prøvede at få ham genvalgt, som de nu dækker over Kamala Harris kamp med alkoholismen. Spørgsmålet er, hvorfor danske medier følte sig kaldet til den kamp, al den stund, det ikke ville gøre den fjerneste forskel på valget? 

Olivia Nuzzi skriver, at hun i januar i år fik nys om, at den var gal med præsidenten, og kommentatoren Ezra Klein nåede i februar til samme konklusion. Efter samtaler med demokratiske politikere og rådgivere offentliggjorde han et videoessay, hvor han fastslog, at alderen havde besejret Joe Biden, og at Trump uden tvivl ville gøre det samme.

Partiets topfigurer måtte overtale ham til at træde tilbage, sagde Klein.

En uge forinden havde en særlig undersøger, Robert Hur, offentliggjort en rapport, hvor han afviste videre kriminel påtale over for Biden. Præsidenten havde i 2022 forlagt en række efterretningsrapporter, og Hur havde siden januar 2023 undersøgt sagen og afhørt Biden og nøglepersoner omkring Biden. En anklager ville få svært ved at overbevise et nævningeting om et kriminelt forsæt, noterede Hur.

»Nævningene vil formentlig se Biden som en sympatisk, velmenende ældre mand med en dårlig hukommelse (…) og med de forringede kapaciteter, der følger med en høj alder,« skrev Hur, som også nævnte et konkret eksempel på glemsomheden: Biden havde svært ved at huske, hvornår hans egen søn Beau Biden døde.

Så spørgsmålet er, hvad lyver medierne, de amerikanske såvel som de danske, ellers om? Dog ikke for Berlingske, der fortsætter sin forlorne forargelse: “Men hvorfor svigtede medierne og reporterne »deres fineste opgave?”

For Republikanerne er svaret klart: Reporterne vidste udmærket, at Biden var affældig, men de valgte at lyve om det, fordi de beskyttede præsidenten, som blandt andet senator Ted Cruz har hævdet. Det er én mulighed, og den peger på en stor politisk sammensværgelse. De etablerede medier er demokratiske medier.

En anden mulighed er også politisk, men på en anden måde.

Når Biden talte med reporterne til baggrund, gentog han ofte den samme pointe, som Olivia Nuzzi har skrevet:

»Som min far altid sagde til mig: Joey, du skal ikke sammenligne mig med Gud. Du skal sammenligne mig med alternativet.«

Biden understregede således, at spørgsmålet om hans helbred ikke blev stillet i et vakuum. Det var et politisk spørgsmål med et politisk formål, for det stillede urimelige fordringer over for ham og gavnede »alternativet«, Donald Trump.

Ved at gøre spørgsmålet til politik gjorde Biden også spørgsmålet relativt og ikke absolut. Det handlede om for og imod i stedet for enten-eller.

En tredje mulighed er en simpel modvilje mod emnet, som vi også kender fra Danmark.

Politiske journalister betragter ofte politikernes personlige liv som netop personligt. De ved, at nogle politikere eksempelvis har et problematisk forhold til alkohol eller stoffer, har talrige elskere eller lider af en hæmmende sygdom, og de henregner det til privatlivets fred.

Den blinde vinkel opstår i det øjeblik, hvor alt privat bliver upolitisk, og hvor det private netop er politisk.

Det danske paradeeksempel er tavsheden om statsminister Viggo Kampmanns maniodepressivitet, og Joe Biden kan være et lignende amerikansk eksempel.

Tavshed er også løgn, som vi skal huske på, når emnet bliver den meget omtalte brug af des-, og misinformation, noget Berlingske Tidende spreder i rå mængder som deres forretningsmodel. “De etablerede mediers tavshed kunne have gjort en angiveligt alderdomssvækket mand til præsident eller gjort Trump til præsident på grund af blandt andet den samme mands alderdomssvækkelse.” Alderdomssvækkelse? Trump?

Tilbage til listen der afslører de allerrigeste, der støtter Trump

En af de mere kuriøse afsløringer i den amerikanske journalist Michael Wolfs opsigtsvækkende bog fra 2018 handler ironisk nok om at læse.

Af bogen Fire and Fury: Inside the Trump White House fremgår det således, at den tidligere præsident stort set aldrig læser.

Wolf citerer i bogen sågar en e-mail fra Trumps tidligere økonomiske rådgiver Gary Cohn, der blandt andet skriver:

“Det er værre end du forestiller dig … Trump vil ikke læse noget som helst”

Tager man bogens fremstilling for gode varer, er det derfor noget usikkert, om Trump har læst den omfattende gennemgang af de største økonomiske bidragsydere til den igangværende amerikanske valgkamp, som avisen The Washington Post  i denne uge har offentliggjort.

Bogen Fire and Fury, den kan jeg godt huske. Spørgsmålet er, hvorfor bliver den så sjældent brugt som svar på spørgsmålet om, hvorledes en ny periode med Trump i Det Hvide Hus vil se ud?

At mene at en avis eller et andet nyhedsmedie er glimrende, bortset fra, når emnet er noget man selv er ekspert i kaldes ‘Gellmans hukommelsestab’ – at man glemmer, at man ikke er ekspert i andre emner, som kan være lige så stedmoderligt behandlet. Berlingske Tidende spiller på, at deres læsere har alment hukommelsestab, så de ikke bemærker, at avisen skrev det modsatte dagen før. Det store spørgsmål er: skal Pierre Collignon fyres eller retsforfølges?