MONOKULTUR

“Partiet befalede en ikke at tro sine egne øjne og ører” skriver George Orwell i sin 1984, som jeg ikke har læst og aldrig kommer til at læse, “Det var dets allervigtigste bud”. Det er en kliche af en grund, det er en definition på altopslugende totalitarisme, som demokratiet er den mindst ringe slagmark, hvor vi kan værge for vores frihed. Men de overlejrede medier har i mange år bedt os, som Partiet, om ikke at tro vores egne øjne og ører vores egen forstand.

Hvis man har hund eller har set ‘Hundehviskeren’ Cesar Millan, ved man at hundes humør og adfærd er en afspejling af menneskets humør og adfærd. Hunde, er det hans påstand, er strengt hierarkiske flokdyr, der er komplet orienteret mod førerhunden, som normalt er dets menneske. Derfor, siger Millan, er der ingen dårlige hunde, kun dårlige mennesker. Og derfor, kan vi tilføje, er Joe Biden et dårligt menneske, som hans hund, Commander, på vegne af sit menneskes humør og adfærd, bed alle i præsidentens nærvær.

Denne evne til at aflæse mennesker, er ikke unik for hunde. Mennesker har den også, den er indbygget i vores DNA. Det er således, kvinder gennem tårer fortæller os, at vi skal stoppe med et eller andet vi gør. Men der er mange andre former for udtryk vi kan aflæse, såsom sygdom i subtile udtryk. Bidens kognitive forfald var ikke subtilt, men tydeligt observerbart. Alligevel insisterede pressens os i, ikke at tro vores egne øjne og ører.

Heldigvis lever vi et demokrati med rettigheder som ytringsfrihed, som vi kan udtrykke på de sociale medier, når de ikke censurerer os, som de jo gør – thi det er de nødt til, for at få os til at miste os selv og kun elske partiet. Bidens tilstand kunne ikke blot hans køter aflæse, det kunne alle, der vidste at pressen er nationens lort. 24/4 2020 skrev Peter Andreas Fog således på Facebook

Hvis man følger med i amerikansk politik bliver det spændende at se, hvem der i den nærmeste fremtid, erstatter senator Joe Biden, som Demokraternes kandidat til præsidentvalget i november. Og hvorledes de vil gøre det.

Biden har alle de superdelegerede, der, kognitivt i frit fald, som han er, giver ham retten til at stå på valgsedlen. Det bliver ikke den næst mest populære kandidat, senator Bernie Sanders fordi, det går bare ikke.

Skal man afholde ny en afstemning blandt de mest realistiske kandidater af dem, der allerede var vejet og fundet for lette? Og hvad vil det fortælle om en kandidat, der allerede var fravalgt til fordel for en mand der nu ældes i hundeår?

Tør man tage nogen med, der ikke var stillet op i første omgang? Skal man helt omgå processen og så bare udpege en kandidat parti-toppen tror på ikke blamerer partiet for meget?

Hvorledes vil man forklare, at man er et bedre alternativ end den siddende præsident, når man stiller med en mand, der trænger til ro og kærlig pleje. Følg med, det bliver rasende interessant – og historisk.

Og Peter Andreas Fog havde selv fremstillet dette geniale meme

Nede i kommentarsporet spekulerede han, hvad der skulle være prematurt, men alligevel sært profetisk

Og hvad sker der, hvis Biden peget på en kandidat (Harris, Warren Klobuchar…) som sin vicepræsident inden man får ham overtalt til at opgive sin kampagne? Hvis hun accepterer siger hun reelt en af to ting: Jeg kan ikke se, hvad alle kan se. Eller, jeg kunne godt se det og så muligheden for at blive præsident af bagvejen. Sad!

Skarp analyse, der kun har det problem, at Peter Andreas Fog lider af den sygdom, der hedder ‘Alt For Flink’. Sumpens og mediernes skruppelløshed og borgernes alt for store tillid viste sig afgrundsdybe. Det blev Harris, Biden droppede ud, ganske vist fire år senere, da alle hans “good people: experts, scientist, military officials” havde lavet alle ulykkerne. 

Og så linker Peter Andreas Fog klogt til en artikel jeg havde forfattet for Document

Allerede under Demokraternes primærvalg fremstod Joe Biden som ‘den stak gamle blade, lægen har i venteværelset’. “I’m not going nuts!” havde Biden forsøgt at berolige sine vælgere i sommer. “He’s not playing with a full deck” sagde Trump og forleden drillede han pressen med, at han kendte grunden til, at tidligere præsident Barak Obama endnu (på det tidspunkt) havde givet Biden sin støtte som præsidentkandidat, “There’s something that he thinks is wrong”. 

Som stadigt flere påpeger, taler Biden stadigt mere desorganiseret og sløret, glemmer navne og ord og erstatter dem med neologismer, mister oftere tråden og har allerede haft flere affektforstyrrelser i form af vredesudbrud. Og det endda overfor almindelige vælgere, de han skulle være så god til at møde i øjenhøjde, men nu udfordrer til forskellige fysiske dueller og endda slåskampe.

Det var derfor ingen overraskelse, at det tog ham fire dage at opsætte en streamingtjeneste, så han kunne tale til vælgerne fra sin selvvalgte karantæne.

Bidens holdning og generelle udtryk er af en slagen mand, langt fra den friske uncle Joe, der går i et med menigmand. Han læser usikkert små taler op fra de trygge hjemlige kælderrammer, ikke indeholdende andet end platituder som ““We should be doing everything in our power to keep workers on payrolls … help the economy come out on the other side strong. The federal government should provide the resources to make that happen, while still protecting American taxpayers.” 

Pludselig går han helt i stå, måske fordi talen rent faktisk er slut, og stirrer bare ud i luften  i et par bemærkelsesværdigt lange sekunder, da hans kone (eller er det søsteren?) har materialiseret sig ved hans side. Hans glædelige overraskelse over dette åbenbart uventede fænomen aftvinger hende et spontant “Nårh”, som en kærlig pårørende, der har affundet sig med det videre forløb. Men en valgkamp er ikke kærlig pleje, så hvis behov tilgodeses?

Han er i de seneste interviews selv begyndt, at rette nogle af de fejl, han kan se, undskylde for dem og hænge skamfuldt og opgivende med hovedet. Ikke den kommende Commander in chief. Mest bekymrende, hvis jeg skal bruge min professionelle erfaring, er omgivelsernes reaktioner. Journalisterne på de i forvejen Biden-venlige medier udstråler den naturlige omsorg, som de fleste mennesker føler for svækkede personer. Der grines med ham, ikke ad ham, i hans forsøg på at fuldføre en pointe.

Men det er end ikke det værste. Uden stressende mikrofonholdere får Biden i en hjemmeoptagelse sagt

“We cannot let this, we’ve never allowed any crisis from the Civil War straight through to the pandemic of 17, all the way around, 16, we have never, never let our democracy sakes second fiddle, way they, we can both have a democracy and … correct the public health.”

Hvad får han sagt på de optagelser, der ikke kan bruges?

Jeg lider, som Peter Andreas Fog, af samme Djarnisdrengen syndrom, som jeg efter nogle politiske observationer, konkluderer, at der ikke længere er “tvivl om Bidens kognitive forfald.” Det burde der ikke være, men det blev der skabt af medierne. Fire år senere, i februar mindede Peter Andreas Fog så sine Facebook venner om de sidste dage under Trumps første præsidentperiode

I 2020 forsøgte Kongressens Formand, den Demokratiske Repræsentant Nancy Pelosi, at strømline processen for, hvornår man kan aktivere det 25. Tillæg. Det siger, at vicepræsidenten kan overtage præsidentposten, hvis præsidenten selv skønnes at være ude af stand til at varetage sine opgaver.

Til manges store overraskelse, dog ikke min, var det ikke daværende præsident Trump hun tænkte på – det sagde hun direkte – men det var vigtigt at det blev gjort nu, snarere end senere. Det var selvfølgelig de allerede dengang tydelige tegn på Joe Bidens kognitive forfald hun forsøgte at gardere USA imod, når nu han skulle indsættes i Det Hvide Hus.

Biden er i sin præsidentperiode ældet foran øjnene af os, som et skiveskåret æble efterladt i Solen (Guttfeld). Det er sket sideløbende med, at hans enorme korruption, der omfatter hele familien Biden, komplet med et vivar af skuffeselskaber, selv til et barnebarn, er blev kortlagt for alle at se. Men, som jeg har humoriseret over før, så bliver hans forfald hans vej ud af de strafferetlige trusler.

I går fandt en special undersøger, at Bidens ulovlige besiddelse og omgang med fortrolige papirer, ikke ville kunne retsforfølges fordi hans fakulteter er i en så dårlig forfatning, at han ikke vil kunne stilles juridisk til ansvar. Og det borger jo ikke godt for hans evne til at være præsident. Men en del nye krige fik dette fossil for den gamle orden dog startet.

Undersøgerens Hurs fik mig til at konkludere at: “Joe Biden bliver ikke USAs næste præsident”, men jeg skrev også lidt smådumt

Ted Cruz gætter på, at det bliver Michelle Obama, der svinger ind og meddeler sit kandidatur, når Biden tvinges væk. “‘The reason I say Michelle Obama is, if Biden gets out of the way next is Kamala Harris and she’s a very flawed candidate,” argumenterer senatoren fra Texas og giver ikke Californiens guvernør Gawin Newsome, der ellers er manges favorit, chancen. Man kan ikke erstatte ‘sorte’ Harris med en hvid kandidat i Demokraternes farve-orienterede univers.

Smådumt fordi jeg aldrig har troet på Michelle som kandidat, men nu står altså således. Michelle har aldrig udtrykt glæde ved det politiske liv og hendes popularitet holdes højt fordi man ikke ved så meget om ham.. hende.

Peter Andreas Fogs families ører må virkeligt være klæbet til hans læber for at høre hvert et gyldent ord og deres øjne til hans Facebook profil for at se hvert et gyldent ord. Det er sandheden!