MONOKULTUR

I sommeren 1992, efter fire lange år på gymnasiet (man er virkeligt mere end skoletræt, hvis man skulle bruge et ekstra år – “It’s not the age, honey, it’s the mileage”) læste jeg Jan Hjärpes ‘Islam, lære og livsform’, fra 1986. Det kom sig af en kort korrespondance, jeg havde haft med en muslimsk fyr på bordet i kemi klassen to år forinden. Han havde skrevet at islam var fred og kærlighed. Jeg svarede at islam var lort. Han svarede, at min kommentar “byggede på fordomme og uvidenhed“. Jeg gav ham ret.

Oplevelsen blev hos mig. Jeg skammede mig så meget over min ubetænksomme grovhed, at jeg to år senere, i kælderen under Alle Parken, hvor jeg havde et sommerferiejob som vicevært, forsøgte at sætte mig ind i, hvorfor jeg måske var racist – det lå mig meget på sinde ikke at være. Da jeg efter endt læsning af Hjärpes sofistiske islam hagiografi, var jeg forskrækket, det var værre end jeg havde forestillet mig. Det var ondskab.

I mine gymnasieår følte jeg mig voldsomt alene i mit sind, sådan noget ungdoms melankolisk halløj med bedrager syndrom og sårn’ – det plagede mig i mange år. Jeg antog en overvejende klassisk venstreorienteret holdning, for den syntes at være fremherskende blandt de kammerater jeg gerne ville passe ind hos, og så var den rebelsk i sin samfundskritik.

Det stoppede med grundlæggende studenterhuen og den manglende nødvendighed for at passe ind. Min storebror var apolitisk og min storesøster, der læste jura, var i færd med at melde sig ind i Radikale Venstre, for det var partiet for de kloge, som, i hendes hoved, var synonymt med akademikere og intellektuelle. Mellem ‘92 og ‘93 følte jeg mig helt isoleret i mit samfundsunivers. Men sommeren ‘93 da jeg drak øl med nogle venner fra gymnasiet, som jeg stadig har, sagde de bramfrit og uden skam “der er sgu for mange af dem!” i den jokende tone mænd har når de mener hvad de siger.

Mange voldsomme diskussioner har jeg siden haft med familie, venstreorienterede venner og studiekammerater, mange skældsord har jeg hørt på og fundet mig i, fordi jeg mente at de tog fejl mens de mente at jeg var ond i det stykke. I 2001 begyndte min mor at græde da hun fandt ud af at jeg havde stemt Dansk Folkeparti. Min bror betroede mig engang efter et familiearrangement, at han ikke betragtede mig “som racist som sådan” – man må tage, hvad man kan få.

Det var hårdt således at være i mindretal i slutningen af halvfemserne, hvor jeg læste geografi, der var et af Københavns Universitets mest venstreorienterede studier. Og man skulle arbejde i grupper og så var der også fredagsbar. Danmarks Radio, TV2 og Politiken var mine primære nyhedskilder sammen med BBC World og CNN, som var udgangspunktet for mit fjernsyn, hvis ikke der var en fodboldkamp. CNN var meget anderledes dengang Wolf Blitzer var ung og Lou Dobbs levede. Jeg forlod studiet, mens jeg skrev bachelor om nationalisme, men mange af grunduddannelsens fag har jeg med mig endnu.

En diskussion jeg kan huske – som grangiveligt var ubehjælpsom unge som vi var, mens vi troede at det var vigtigt at forstå Giddens strukturation – med min gruppe, Thilde, Anders, Freja og Nils-Erik, tog udgangspunkt i en forsker, der på Sex & Samfunds vegne, havde studeret unge muslimers forhold til sex og med konklusionerne pakket ind i vat fundet det foruroligende præget af et muslismsk kønssyn og et muslimsk syn på renhed og et muslimsk syn på ikke-muslimer., Sex & Samfund krævede som sponsorer studiet trukket tilbage, men skaden var sket, vi havde læst det.

Men vi var ikke enige om det kunne bruges som argument i vores standende debatter, om islam, indvadring, postmodernisme, racisme og multikulturelitet, som var den fremtid, fordi det var føde for højrefløjen og racisterne. I et klart øjeblik hævede jeg diskussionen op på et principielt niveau og spurgte dem, med tanke på at de læste videnskab på universitetet, om de satte politik over viden – de så hvad der virkede som et meget langt øjeblik på mig og svarede ja! Den dag i dag ved jeg ikke, om de mente det, om de ikke turde at sige andet eller om det blot var i trods for ikke at tabe diskussionen, det sociale øjeblik. Der er meget på spil for ‘jeg’et’ i uenigheder.

Da jeg læste til lærer i 0’erne, havde jeg lært, at det ikke nyttede at diskutere med folk, der sætter moral først, fordi virkeligheden altid bliver underordnet. Man kan ikke gennem argumenter få folk til at tænke at antallet betyder noget uanset om jeg er racist eller ej. Der er kun racisme og racisme er en forbrydelse – (og forbrydelser er noget perkere begår). Jeg begyndte at udtrykke mig mere subtilt og kvalificeret. I faget Kristendom og Livskundskab argumenterede jeg for, at det kristne personlig gudsforhold var en af byggestenene for den ligestillingsopfattelse, som ligger til grund for demokratiet. Det skaffede mig den eneste gode karakter.

Politiken var det første dagblad til at have kommentarspor på deres netavis. Pol Debat hed det og her kunne danskerne nærmest for første gang diskutere i det måske første digitale forsamlingshus. Her startede netcensuren også som Politiken forsøgte desperat at holde en sober tone mod den indebrændte vrede, som mange mænd havde til elitens svigt og samfundets deroute mod en befolkningsudskiftning. Det førte til at nogen gik deres egne veje og startede blogs, som Snaphanen, Uriasposten, Polemiken og Hodjas blog.

I 2005 begyndte jeg så selv at blogge, først på Platform og året efter oprettede en ven Monokultur på WordPress, der var en bedre arkitektur. Jeg skrev under pseudonymet Drokles. I bloggenes storhedstid patruljerede Antifa gaderne fra deres fæstning i Ungdomshuset, 5 minutters gang fra min stuelejlighed med altan, ca samme afstand til Mjølnerparken. Så jeg sov altid med en kniv stukket ind i bogreolen over min seng, som jeg naturligt kunne få fat i, hvis noget skete pludseligt. Jeg testede det grundigt, om ikke andet så bare for at have muligheden. Steen fra Snaphanen gik aldrig ud uden kniv og peberspray. Kim Møller, der allerede var blevet overfaldet, og jeg flygtede engang fra en retssag mod Redox efterretningstjeneste – som kortlagde ‘bloggosfæren’ med navne og adresser – ind i en taxa. Vi var begge overbeviste om, at kun undslap tæv, fordi vores forfølgere tøvede, da de ikke vidste, hvem jeg var (jeg kunne være en journalist fra et dagblad).

“Sådan så jeg ikke verden i 1990’erne” skrev cand. mag, men ikke statsminister, Mette Frederiksen i Politikens kronik 2. november 

En påstand om, at islam som ideologi umuliggør integration samt negativt påvirker børn og unges liv i Danmark, ville ikke have sagt mig noget i de tidlige 1990’ere. Jeg ville have afvist påstanden som populistisk højrefløjsretorik. Eller have sagt, at enkelt-anekdoter ikke kan anvendes som bevis for noget som helst. En koranlov ville jeg have betragtet som en ufarlig detalje. Jeg ville ergo have reageret, som mange danskere stadig gør i dag, fordi de aldrig er i reel kontakt med deres muslimske medborgere.

Jeg, der har boet 20 år i 8220 Brabrand, har derimod nu for længst mistet min rummelighed over for islam som ideologi. Jeg betragter den som en stor trussel imod vores samfund og især mod de børn og unge, som vil blive landets 4.- og 5.-generations indvandrere.

Brabrand ligger ikke langt fra Gjellerup Parken, så der hober sig flere og flere oplevelser op, for denne ‘venligboerinde’ som “en dag uden for Bazar Vest – med min 3-årige datter i hånden – ser en kjortelklædt mand lægge, hvad der uomtvisteligt er en AK47-riffel ned i et bagagerum”

Tavshedsøvelsen bliver dog sværere, efterhånden som tingene eskalerer. Vi er nu henne omkring midt-10’erne. Børn forsvinder fra skolen i halve og hele år til hjemlandet. Det er fortsat tabu at spørge, hvad de har lavet, og hvorfor de overhovedet skulle af sted. Ikke et kvæk i klassechatten. Min datters klasselærer må på skadestuen, efter hun bliver slået af nogle 8.-klasses drenge med ikke-vestlig baggrund. Ikke et kvæk på forældreintra til andre klassers forældre.

Min dengang 10-årige datter forsøges en eftermiddag i tre omgange slæbt med af en arabisktalende mand i en tunnel under Silkeborgvej ca. 100 m fra sin skole, da hun på løbehjul er på vej hjem fra korsang. Han ville tilsyneladende have hende med på pizzeria.

Jeg ringer til Østjyllands Politi samt skolelederen. Skolen beslutter ikke at informere om den her groteske episode på Forældreintra af hensyn til »ikke at stigmatisere kulturelle grupper blandt skolens forældre«.

“Koranloven var for mig at se et kæmpe knæfald for en ideologi, der nærmest 1:1 står i opposition til vores tradition for frihed og lighed” skriver hun og konkluderer

Hvis jeg havde vidst fra 1990’erne og frem, hvad jeg ved i dag, så havde jeg taget bladet fra munden uden hensyn til social stigmatisering og sagt det højt og var blevet ved med at sige det: ingen skyggepiger i danske folkeskoler og gymnasier og generelt ingen statslig finansiering af investeringer, der beror på religiøse særhensyn. Og vigtigst af alt: en skarp lovgivning mod ideologier, der undergraver vestlige samfund under dække af at være noget med individets private religiøse overbevisning.

Til det må jeg, uden bitterhed, sige nej! Fru Frederiksen, De ved kun hvad De ved, fordi De har oplevet det på egen krop og det kan man først når det er for sent. Brabrand er så ødelagt at De måtte skifte adresse i dyre domme. Os der kunne drage rationaler ud fra præmisser kunne ikke forklare jer det. I sætter politik før virkeligheden. De havde måske ikke nødvendigvis ment at jeg var racist som sådan, hvis vi havde kendt hinanden, men De ville have afvist min argumentation “som populistisk højrefløjsretorik”.