MONOKULTUR

Der har endelig været lidt gang i den danske presse og flere politikere over Danmarks Radios landsskadelige virksomhed. Det var en dokumentar om penge fra  kryolit udvundet på Grønland, som ramte den betændte situation, efter den amerikanske præsident havde den frækhed at kræve at Danmark skal kunne forsvare sig selv, blot løseligt, også det Grønland, som vi pludseligt foregiver at være så forelskede i. På X giver Radio 4s Sofie Frøkjær følgende resume

I de første minutter af DRs kryolit-dokumentar falder denne ordveksling mellem dokumentarens to hovedpersoner: “Hvad har du brug for hjælp til herfra?” “Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne få en oversigt over, hvad der er taget ud og hvilke værdier det har skabt.”

Her skilles de to. Da de mødes igen mod dokumentarens slutning, har arkiv-researcheren med håndplukket hjælp fra tre økonomer regnet sig frem til, at der fra 1854-1987 blev solgt kryolit og kryolitprodukter for hvad der (skønnet) svarer til 400 milliarder nutidskroner.

Arkiv-researcheren tilføjer i denne scene retteligt, at “… økonomerne er uenige om, hvor stor en del af omsætningen, der har skabt en værdi i det danske samfund. Så det eneste vi med rimelig sikkerhed kan sige, er, hvor mange penge kryolitselskaberne har solgt kryolit for”.

Dokumentarens to drivende karakterer når altså her til en fælles erkendelse af, at økonomerne er uenige om, hvorvidt tallet – de 400 mia. – kan bruges til at besvare det spørgsmål, de har sat sig for at besvare. Denne lille knast ser vi dem ikke drøfte nærmere.

Tallet bringer nu den anden forsker til tårer. Hun konstaterer, at det er “sprængfarlige dokumenter” og siger så: “Alle skal vide det. Alle i Grønland skal vide det. Politikerne”.  

“I dokumentaren, der udkom i weekenden, når en historiker-journalist og en grædende, dekolonial forskeraktivist frem til, at Danmark har suget 400 milliarder ud af Grønlands undergrund gennem en kryolitmine i perioden 1854 til 1987.” skriver Søren K Villemoes i Weekend Avisen og kalder Danmarks Radio for ‘Byzantinsk’.

I 2022 VAR DET Spies og morgenbolledamerne, der blev lanceret som en stor afslørende dokumentar på DRs mange kanaler. Her fik man et interessant, alternativt perspektiv på rejsekongens omgang med meget unge piger. Men historien blev strammet ud over, hvad der var dækning for, da DR videregav rygter om, at Spies skulle have brækket en kvindes arm – en kvinde, som ingen kunne finde eller blot sandsynliggøre havde eksisteret. En af dokumentarens egne kilder tog efterfølgende afstand fra den måde, hun blev brugt på i dokumentaren. Den blev senere genstand for en større kulegravning i form af den såkaldte Spies-kommission, hvis konklusion ikke var rosende.

»Desværre lever dokumentaren ikke op til det, man kan forvente af en dokumentar. Der er for meget, der ikke er dokumenteret eller ikke dokumenteret godt nok. Vigtige nuancer er udeladt, og der er generaliseringer, der ikke er belæg for,« lød det blandt andet.

Året efter kom den bizarre dokumentar Forfulgt af politiet?. Her mødte man en besynderlig syrisk familie i Vejle, der hævdede at være udsat for systematisk chikane af politiet. I dokumentaren blev det mere end antydet, at politiet måske ligefrem havde dræbt familiens 16-årige søn, Farhad, og begravet ham i en skov. Han dukkede dog op i Tyskland nogle måneder senere. DR måtte efterfølgende fjerne lydeffekter, der var blevet tilføjet, så seerne fik det indtryk, at et af familiens mandlige medlemmer blev sparket af politiet.

SIDSTE ÅR KUNNE de igen annoncere en opsigtsvækkende dokumentar. Her havde de angiveligt fundet beviser for, at der var omfattende, ligefrem strukturelle problemer med sexisme i musikbranchen. I virkeligheden havde de kun fundet to konkrete eksempler. Det første var reelt nok. Multikunstneren Martin Brygmann havde blandt andet misbrugt sin position til at groome piger ned til 16 år. Derudover havde han raget på en kvindelig kollega, mens hun sov. En relevant journalistisk historie. 

Det andet eksempel bestod dog i nogle upassende, men også relativt harmløse bemærkninger fra en trommeslager under optagelserne til Toppen af poppen.

“DR har en tendens til at prioritere sensationelt ideologisk drama over faglig integritet“ skriver Villemoes og citerer Mikala Krogh fra et par år siden

Den gode historie og de journalistiske afsløringer er selvfølgelig forudsætningen, men udførelsen og fortællegrebene er lige så vigtige. Og her ser jeg et vigtigt udviklingsarbejde for DR Dokumentar, hvor jeg via min baggrund og store erfaring har meget at bidrage med. Jeg mener, at DR Dokumentar skal have større dramaturgiske og visuelle ambitioner

Det problem ligger i selve ‘dokumentar’ filmens form, noget fremadskridende der både får lyd, farve og billedæstetik, en mise-en-scene tænkning. Og selv om Villemoes ikke mener at det i sig selv er “det venstreorienterede udgangspunkt (…) ikke i sig selv [er] et problem”, så er det alligevel et problem, når det altid er venstreorienteret. 

Isabella Hindkjær, der tidligere har været redaktør for både VICE Danmark og ugebladet Femina, blev i april forrige år ny chef for Danmarks Radios P3. Hindkjær gjorde sig hurtigt bemærket, i sin rolle for den statsbetalte medie mastodont, da hun mente at P3 skulle være aktivistisk. Det burde ellers ikke være kommet bag på nogen. I et interview med LIXEN, der er skolebladet for SDU’s journaliststuderende, udtalte Isabella Hindkjær således i 2021, at hun ”vil skubbe til grænserne for journalistik” skrev Kontrast. Kontrast refererede videre hendes udtalelser til Clement Kjærsgaards Akkurat

Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden,” sagde Isabella Hindkjær.

Det fik prompte Clement Kjærsgaard til at spørge, om det også gælder for en skatteyderbetalt institution som DR og ikke kun et privat medie som Femina, som Isabella Hindkjær indtil for nylig har været chefredaktør på. Til det spørgsmål svarer Hindkjær utvetydigt ja og understreger, at P3 også skal være aktivistisk:

”Ja, det mener jeg. Tag for eksempel trivselskrisen for unges helbred. Der har P3 lige lanceret ’P3-missionen’, som handler om at tage det emne op på de unges præmisser, hvor det normalt er voksne, der taler hen over hovedet på de unge. Det er jo også en form for aktivisme.”

Hindkjærs opfattelse af sin rolle som redaktør var altså kendt af Danmarks Radio da de ansatte hende og altså et udtryk for hele den skattefinansierede medie mastodonts gestalt.  “Vi er jo ikke bare en radio, vi er tv – det giver nogle ret fede muligheder” som hun formulerede det, “formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe” og “lave journalistik med de unges perspektiv for øje og også på de unges præmisser.” for hun vil “gerne starte en samtale, hvor vi hiver rigtig mange til bordet, alle de aktører, der skal til for at vi kan have en fælles samtale”, da “P3 skal også nogle gange være det fælles samlingspunkt hvor vi kan facilitere nogle, både de nødvendige, de vigtige, også de sjove samtaler på tværs af alle de forskelligheder, der også definerer de unge i dag”.

“Argumentet for, at skatteborgerne skal betale milliarder for public service, er, at det skal danne en modvægt til fake news og trolleri på de sociale medier“. skriver Henrik Dahl “Det argument ser mildest talt afpillet ud efter mikrofonholderi for den antisemitiske Francesca Albanese og en gennemført uredelig “dokumentar” om kryolitminen i Grønland. Begge dele selvfølgelig på DR.” Naja Graugaard skriver om sig selv

I am a Danish-Kalaaleq(Inuk) researcher with an expertise in past and present colonial relations between Denmark and Kalaallit Nunaat.

My research attends to alternative, decolonial, and Indigenous narratives, Kalaallit lived experiences, and Inuit knowledge systems.

I often draw on auto-reflexive, arts-based, and collaborative approaches to research, as ways to unsettle and decolonize research.

My research also participates in different forms of public dissemination on Nordic colonial histories through debates, workshop facilitation, performance, and video-logs.

I have also published poetic, theatrical, and auto-biographical writings that shed light on the (inter)generational experiences of colonization, racialization, and resurgence in mixed, Indigenous families in Denmark.

Og bag en betalingsvæg på Weekendavisen, hvor Klaus Wivel for at Danmarks Radio “har udtjent sin rolle”, som den “er blevet et kampagnekontor for grønlandsk selvstændighed” gennem en aktivst i rollen forsker, når man videre at læse

Naja Dyrendom Graugaard mener, at spiralsagen er at betragte som folkemord, og har på sin Facebook-side ladet sig fotografere iført en T-shirt med påskriften »DECOLONIZE 300« – en markering af selvstændighedsønsket, her 300 år efter at præsten Hans Egede satte sin fod på Grønland for at missionere blandt de indfødte. At dokumentarens instruktør må søge helt til Indien for at finde en økonom, der kan give autoritet til budskabet, øger ikke ligefrem troværdigheden. De må mene, hvad de vil. Men det kan ikke have været ukendt for DRs redaktionelle ledelse, hvilken antikolonialistisk dagsorden der har styret dette program.

“»Nogle af de grønlandske politikere er nærmest ligeglade med, hvad der sker med Grønland. Bare Danmark kommer ned med nakken og bliver en lilleputstat,« siger den dansk-grønlandske forfatter Nikolaj Andersen Olsvig” hedder det bag en betalingsvæg på Weekendavisen. “Det viser sig, at dette skulle forstås som en trussel”, skrev Martin Ågerup på X om nedenstående overskrift

Morten Messerschmidt skriver

Den seneste dokumentar om Grønland og kryolit viser med al tydelighed, at der er noget fundamentalt galt i DR. Hvordan kan en så fejlbehæftet udsendelse få lov at køre midt i en valgkamp, hvor grønlænderne diskuterer selvstændighed? Når sådanne fejl kan ske i statens egen medieinstitution, må man spørge sig selv: Er det inkompetence – eller bevidst vinkling?

For desværre er det langt fra første gang. 

Tag DR’s dækning af USA. Uanset hvad man mener om Trump, er det påfaldende, at der ikke findes én eneste neutral DR-udsendelse om amerikansk politik. Alt er rettet imod Republikanerne og til fordel for Demokraterne. Måske er det netop derfor, at Danmark er det land i Europa, hvor befolkningen ser mest kritisk på den amerikanske præsident? Hvis det var baseret på fakta, ville det være fair – men hvad nu hvis DR i virkeligheden vildleder befolkningen? Meget tyder desværre på det.

Og det stopper ikke her.

Kan I huske DR’s dækning af optøjerne i England? Her skulle DR trækkes til truget, før de overhovedet nævnte de rædselsvækkende voldtægtssager, hvor et netværk af udlændinge havde forgrebet sig på engelske børn og unge. Hvorfor? Burde det ikke være DR’s pligt at informere danskerne sagligt og redeligt?

Eller hvad med klimadækningen? Hvornår har DR sidst fortalt de historier, der ikke passer ind i fortællingen om, at klimaforandringerne udelukkende er menneskeskabte? Hvor er de kritiske spørgsmål til den ensidige klimapolitik, der præger Danmark?

Mellemøst-dækningen er endnu et grelt eksempel. DR vinkler konsekvent historier imod Israel og skåner Hamas og andre terrorgrupper ved at kamuflere virkeligheden. Er det en public service-kanal værdigt?

Pensionsselskabet Danica melder om en stigning i tilfælde af angst og en psykolog fortæller til TV2 “at de unge ikke helt ved, hvor de skal lufte den her Trump-angst”. Ring til Steffen Kretz. Messerschmidt har helt glemt hvorledes indvandringsdebatten, islam og hans eget parti er blevet behandlet, en behandling der har holdt Danmark fra at starte på en gryende erkendelse tilbage i årtier, med en delvis nedbrydning af vores samfund til følge. Alligevel, og måske endda derfor, konkluderer han, at vi stadig har brug for Danmarks Radio.

Det er i sig selv besynderligt, at voksne mennesker ikke ved, at der er forskel på omsætning og indtjening, så den tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen skriver pædagogisk

Fra omsætningen, i udsendelsen opgjort til 400  mia. kr., skal man først trække alle materialeomkostninger.

Så skal man fratrække lønudgifterne målt ved normalt lønniveau. Skulle der være ekstraordinært høj løn i kryolitudvinding kan det betragtes som en del af ressourcerenten.

Og endelig skal man fratrække normalforrentningen af den investerede kapital, fx 7 pct. heraf opgjort realt.

Tilbage vil man så stå med ressourcerenten, som er det reelle merafkast, der opnås i kraft af, at man råder over en naturressource, i dette tilfælde kryolitten.

Ressourcerenten er det, Grønland maksimalt kunne have fået ekstra ud af sine ressourcer, hvis Grønland selv havde disponeret 100 pct. over kryolitten.

Det gælderhvad end man havde valgt at bortauktionere koncessionen eller selv at stå for den fysiske udvinding af kryolit.

Ressourcerenten kan meget vel være af anseelig størrelse, men den er langt mindre end omsætningen, på de måske omkring de 400 mia. kr. over hele udvindingsperioden.

At der har været en (evt. stor) ressourcerente, kan aflæses af det faktum, at kryolitten overhovedet er udvundet.

Så det er en vigtig nuancering, at pengene ikke kun er gået den ene vej, fra Danmark til Grønland, hvis nogen troede det. Der er også gået penge den anden vej.

Dokumentaren er “Et bidrag til fortællingen“, siger DRs Mikala Krogh. “Jeg tror, det er på omtrent den her side i “Håndtering af selvskabte shitstorme for dummies”, at man pædagogisk bliver vejledt i at trække produktet tilbage, fordi man skal omredigere/undersøge/whatever, og i mellemtiden lægger sig fladt ned og undskylder meget, meget inderligt.” Siger Mikkel Anderson. Mikala Krogh forklarer sig i Berlingske Tidende

»Så er der nogen (i dokumentaren, red.), der siger, at man ikke kan gøre det så enkelt, som en økonom vil gøre det, fordi det her skal ses i et koloniperspektiv. De ser på det med et bredere perspektiv, hvor de også kigger på, hvad det har betydet for Danmark at have haft minen, og den værdiskabelse, det har skabt.«

Det er Danmarks Radio der ansætter folk, der ser quasimonopolet som nogle ‘fede muligheder’ til at skabe  “formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe”, en målgruppe, der kalder det 6 mia. kroners store bloktilskud “en afdragsordning efter kryolitminen”. Landsstyreformand Mute B Egede argumenterer

Arbejderne var fra Danmark. Udstyret var fra Danmark. Selskabet var fra Danmark. Man satte ikke pengene af i det grønlandske samfund. De folk, der boede helt tæt på, blev afskåret fra deres fjord, hvor de kunne fiske eller fange de dyr, som kunne være en del af deres hverdag. Så det er jo Danmark, der har tjent pengene.

Gad vide hvor meget kryolit, som de ikke vidste hvad var, fangersamfundet med den gennemsnitlige levetid på 37 år kunne have udvundet selv? Det spurgte man ikke den indiske økonom og koloni forsker om, som man havde hyret til det oikofobiske formgreb, for “alle de aktører, der skal til for at vi kan have en fælles samtale”. Det kunne, for at blive hos Danmarks Radios nyhedssektion, være Kirsten Thisted, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i grønlandsk litteratur og kultur

– Alle de her skeletter, der vælter ud af skabene i relationen mellem Danmark og Grønland, og som skaber en vrede, som også bliver produktiv på den måde, at grønlænderne bruger den her vrede som løftestang til både over for deres egen befolkning at sige, ‘prøv at se, hvordan vi blev behandlet, det her vil vi ikke finde os i, nu vil vi være os selv’, og til også at få danskernes øjne op for, at de her gamle fortællinger om den gode kolonimagt, det må vi altså se at få gjort op med, siger Kirsten Thisted.

Norske vikinger bosatte sig i år 985 på det ubeboede Grønland, fortalte Rasmus Jarlov, og i 1380 kom Norge under den danske konge og med det Grønland, et faktum de fremmede magter i Europa anerkendte. Med et formgreb fik Thisted gjort Danmark til en kolonimagt over en del af Danmark på Danmarks Radio. Der er mange synder vi således har begået mod os selv. 

I sagen “hvor grønlandske kvinder vil have erstatning, fordi de ifølge dem er en del af den gruppe af grønlandske kvinder, der fik sat spiral op uden deres eller deres forældres samtykke.” skriver Danmarks Radio oplysende og tilføjer “Det foregik særligt i 1960’erne og 1970’erne, og flere af kvinderne var under 18 år.” De var faktisk endnu yngre, fordi grønlænderne bollede deres børn under ‘lampeleg’. Det er derfor tidligere Grønlandsminister Tom Høyem forklarer Joachim B Olsen af ‘Spiralkampagnen er noget af det bedste, der er sket for Grønland’.

Hvad der også ligger fast er, at grønlænderne er blevet behandlet bedre end Danmarks Radios Pigekor.