“I’m proud to be the President for the workers, not the outsourcers; the President who stands up for Main Street, not Wall Street; who protects the middle class, not the political class; and who defends America, not trade cheaters all over the globe”
Ordene er Trumps. “The left coming out for Wall Street is perfect” kommenterede Jack Posobiec. Den seneste Trump panik handler om hans regerings syn på ‘den fri verdenshandels’ præmisser. Det samme synspunkt Trump har haft siden 1995. Et tilsyneladende almindeligt politisk og økonomisk spørgsmål om hvornår nok er nok og hvad fair er i forhold til geopolitiske interesser.
Uden at være økonom forstod man den gale kurs ved at se skibsværfterne forsvinde mens Claus Bondams kreative klasse troede at de var den nye økonomiske rygrad (Radikale Venstre omdelte en eller anden idiotisk forskers bog til medlemmerne, hvor han havde havde byttet om på kausaliteten mellem økonomi og de kreative) og Mette Frederiksen talte om at omskule arbejde til sosu’er fordi man i ramme alvor mente at Danmark kunne leve af vores velfærd, hvis vi gjorde den til en eksportvare???
Chuck Schumer, formanden for Demokraterne i Senatet, rasede således mod Trump allerede i 2017 for ikke at bruge tariffer mod Kina, så amerikansk bilindustri kunne beskyttes mod den unfair konkurrence. “Bad trade deals killed Michigan jobs” begræd Bernie Sanders i 2016 handelsaftalerne. Samme logik udtrykte Nancy Pelosi, mens hendes partifælle Bill Clinton var præsident i 1996: “On this day, your member of Congress could have drawn the line to say to the President of the United States, do something about this US-China trade relationship that is a job loser for the United States” – Og Obama…
Som Joe Bidens tørre konstatering i 2007: “Guess what, they own us”. Det var først efter sin vicepræsidentperiode, at han havde fået andre ‘interesser’ – dem kommer vi til – hvor han skråsikkert sagde “China is going to eat our lunch? Come on, man!”.Han havde dog igen skiftet sin økonomiske geopolitiske analyse ud i 2021, hvor Kina alligevel “going to eat our lunch” som pandemien hærgede og Trump italesatte ‘afkoblingen’. Så det er ikke tarifferne alene, der har gang i hysteriet, det er også måden, de bliver præsenteret på; “Listen you motherfucker!” som Trump udtrykker det.
Ikke lige let for alle at kapere, viser det sig.
“Jeg tror helt ærligt at Trumps dage er talte” spekulerer Martin Buch Thorborg “Man skal ikke pisse på amerikanernes formuer.” uvidende om, at halvdelen ikke har aktier, men forskellige former for gæld. TV2s politiske redaktør Hans Redder mente at en sekvens med Milton Frideman, der forklarer hvor meget viden fra hele verden, der går ind i en blyants produktion, var et tegn på at Musk havde fået nok af Trumps linje (fordi Musk åbenbart slet ikke havde hjernekapaciteten til at forstå det kortsigtede hysteri) Magnus Barsøe, podcast vært på Børsen Brænder er også i dommedagsstemning
Vi er vidne til det største 100% selvskabte økonomiske og finansielle selvmord i moderne historie. Vi ser resultatet af en politik, som alle økonomer og eksperter advarede imod, og som kun støttes af Trumps lille indercirkel i MAGA-kulten.
“Hvem melder sig først ud af Trumps økonomiske dødskult?” Skriver Tom Jensen dramatisk for de af vores skattekroner der flyder mod Berlingske Tidende
Alt er nu kaos, uvished, pludselige håb, desperation, taktiske manøvrer, økonomiske krigserklæringer, rygter, panik, forvirring. Det er i sig selv dybt ødelæggende for verdensøkonomien. Og dermed også for Trumps støtter. Høj som lav. Så hvem melder sig først ud af den økonomiske dødskult?
Jeg bemærker at i mit X-feed er de grædemænd, som jeg i øvrigt ikke har bedt om at se, de dukker bare op med algoritmerne, Rasmus Jarlov, Martin Buch Thorborg (Dinero), Tom Jensen etc, der alle var og er for eskalering af engagementet i krigen i Ukraine, er i ekstrem panisk hysteri over handelskrigen (eller handelskrigen in situ). Frygten for økonomisk nedtur, skønt midlertidig, er større end det at sende andre unge mænd i en eskalerende krig, mens man taler sig selv op, som var man Churchill, på de sociale medier.
Jeg bemærker også, at de kun leverer halve argumenter, dvs. ikke holder argumenterne op mod modargumenterne. Trumps aggressive tilgang er bare absurd i deres øjne, mens ikke blot alternativer ikke berøres, men at argumentet for status quo netop har bragt os i denne situation. En situation, hvor Kina, ikke Europa, er i direkte konkurrence med USA på alle parametre (bortset fra atomvåben(!)), men med et USA der er i en livstruende gældsspiral, endda til Kina.
Jeg læste i sin tid det meste af Niall Fergusons The Ascent of Money, indtil jeg så, at man kunne se den som 6 afsnit dokumentar i stedet på Youtube. Hans beskrivelse af ‘Chimerica’, den økonomisk dynamik mellem USA og Kina, hvor USA køber alle deres varer i Kina for penge de ikke længere har og derfor må låne i Kina.
Man ved ingenting hvis den ene part i en forhandling stormer ud og beklager at den anden ikke er villig til at lytte, mens den anden efterfølgende beskylder den ene part for at stille urimelige krav. Man kan kun konkludere at forhandlinger er kommet til en styrkeprøve, der er en del af forhandlingerne. I stedet klynker de i deres idiosynkrasier.
Det er værd at huske på, at alle kritikerne af Trump regeringens kurs, kritiserer det inde fra det paradigme, der har ført os ned af denne farlige rute. Shellenberger interviewer herunder Oren Cass i 30 minutter om at økonomi også er sammenhæng i samfundet, frem for globalisternes komparative fordele og gennemsnits BNP.
Trump’s tariffs have been smeared as reckless and arbitrary by the media, Democrats, Europeans, and libertarians, but according to Oren Cass, this criticism is a mixture of economic orthodoxy, bad faith, and willful ignorance. Far from being impulsive, Trump’s tariffs are grounded in a published formula and follow the harmonized tariff schedule, which necessarily includes obscure territories like penguin-filled islands, hardly evidence of chaos. The so-called “reciprocal tariffs” were never about tit-for-tat retaliation, but proportional responses to trade imbalances, a distinction Cass says critics deliberately muddled to maintain a lazy narrative. Cass recalls confronting the Beltway’s refusal to grapple seriously with China, and he sees Trump’s policy, like Reagan’s before it, as a necessary correction to decades of economic dogma that sacrificed American industry at the altar of globalism.
Og der er da også dem, der tager det roligt, som CNBCs John Ford der giver et hurtigt forsvar for tariffer. Fischer King skriver
Reminder that Americans have been dying of opioid overdoses at rates similar to Russians who died of alcoholism after the collapse of the Soviet Union. In both cases you had collapse of industry, and a lot of workers discarded. The despair and aimlessness leads to addiction. It’s not all about the stock market. De-industrialization had real costs, a lot of losers. A hedge fund fortune doesn’t make up for that.
“This is the most accurate description of what Trump is really doing with the tariff changes..” skrev Alex Jones på X: “I am glad Marco Rubio is on our team now because he is very effective”. Kevin (Fishtank) Oleary konstaterede
The Eurozone is on its knees and ready to deal. Tariffs wiped out, markets opened. This is Trump’s chance to show how it’s done and set the tone for every future negotiation. It’s not about Vietnam—it’s about the EU. If you miss this moment, you miss the blueprint for global trade strategy.
Og så bemærkede han på CNN “Xi can only stay the Supreme Leader if people are employed”. JD Vance kæder sikkerhedspolitik, ytringsfrihed, demokrati, åbne grænser og økonomi sammen. Til det sagde Mike Benz om den farlige men dejlige von der Leyens 0-tolds udspil “Throw in nuking the EU Digital Censorship Act or no deal“. Så det er et større opgør om den verdensorden, der blev grundlagt i tiden efter 2. Verdenskrig og yderligere befæstet efter Den Kolde Krigs afslutning.
De aftaler man indgik med blandt andet Kina havde helt andre præmisser end nu, hvor styrkeforholdet er i pari. Alligevel fortsatte man kursen mod at behandle Kina som et u-land i det forfejlede håb om, at velstand ville ændre kineserne mod Demokrati, menneskerrettigheder og konkurrence på lige vilkår. Bush fik travlt med sine nye krige og Obama satte sig for, kontrolleret, at afvikle det exceptionelle USA. Han lod sin vicepræsident Joe Biden forhandle handelsbetingelse med Kina. Som Biden selv reklamerede med under valgkampen 2020; “I’ve spent as much time with [Chinese President] Xi Jinping as any world leader has”. Helt urelateret, så fløj Hunter Biden med sin far til Kina i Air Force II.
Crimerica…
MONOKULTUR 
Skriv en kommentar