MONOKULTUR

I Politiken, af alle steder, har 600 filmfolk – bl.a Anne Sofie Steen Sverdrup, der er “intim koordinator” – skrevet under på en opfordring til regeringen om at stoppe “al dansk våbeneksport, -transport og -produktion til Israel. Anerkend Palæstina som stat. Modtag sårede palæstinensere. Arbejd for at ophæve EU’s associeringsaftale med Israel”, altså det sædvanlige venstrefløjs-lyrik, som er en betingelse for at arbejde i den statsstøttede branche

Vi er danske filmarbejdere, der plejer at arbejde med virkeligheden. Som fiktion, som drama, som dokumentar, som det, den er – virkelig. I den her tid bryder det sammen, det, vi troede, var vores virkelighed. Vi troede, at vi var en del af et land, der vægtede respekten for andre menneskers liv højt. Hvor det var en værdi, at man ikke måtte skyde børn i hovedet. At man ikke måtte indespærre og udsulte et folk.

Når man ikke ved, hvad det vil sige at “arbejde med virkeligheden” skriver man ting som “Israels ulovlige og uprovokerede angreb på Iran”. Som Alan Dershowitz, der gennem et langt liv har fået sine juridiske analyser realitetskorrigeret ved domstole slår fast, så tillader international lov, at man må udføre præventive angreb for at forhindre en modpart i at opnå masseødelæggelsesvåben. Og dette bliver særligt fremprovokeret, når modparten konstant råber “død over Israel!”

Vi ser de tusindvis af udsultede gazanere, der i jagten på nødhjælp er tvunget til at marchere gennem afspærringer, der ligner nogle, man normalt bruger til kreaturer.Videooptagelser og øjenvidner bekræfter, hvordan de udsultede mennesker – i stedet for at få den pose mel eller bønner, de håber på – bliver beskudt af israelske styrker. FN-embedsmænd udtaler, at nødhjælpen var så sparsom og ukoordineret, at den reelt blev brugt som kontrolmiddel og lokkemad. Vi ser den 13-årige dreng Abed der ligger på hospitalet med granatsplinter i kroppen efter at have forsøgt at hente brød til sin familie ved den israelskkontrollerede nødhjælpsorganisation Gaza Humanitarian Foundation. Hospitalet mangler medicin til at lindre hans smerter.

Alt sammen den gazanske Hamas regerings ansvar. Ikke nok med at den blot kunne have ladet være med at angribe sin nabo og udføre en grusom massakre familier og unge venstreorienterede til en musikfestival, også en del af den virkelighedsorienterede showbiz branche, så er det ligeledes deres ansvar at frigive de gidsler, som de stadig holder på og overgive sig. Ligeledes er de ansvarlige for deres befolknings sikkerhed, sundhed og adgang til vand og fødevarer, som de stjæler fra befolkningen.

I Gaza har de også en masse filmfolk. “A Palestinian mother sees images online showing her son injured. She races to the hospital only to find it all fake”, En kvinde maler blod på “døde spædbørn”, nogle skuespillere løber scenen igennem, andre burde have gjort det grundigere, andre ved ikke om de skal græde eller grine, en instruktør high-fiver en skuespiller, inden scenen er færdig, en anden skuespiller bliver forstyrret midt i scenen, børn spiller døde, en sygepasser træder ind i scenen med sin AK-47, en far græder over sin døde søn, hvis ben klør.

Det er terrorister med pressekort  hvis hellige pligt er at voldtage jødiske kvinder foran deres hjælpeløse mødre. Dem der ikke vil være med bliver skudt i benene.

Inspirationen er fra Fritz Lang (der forstod at behandle skuespillere efter deres bekomst).