MONOKULTUR

Der forberedes i disse dage efterforskninger og tiltaler mod centrale personer i det der kaldes ‘Russiagate’. Russiagate er historien om, hvorledes det kunne ske at den ene halvdel af den amerikanske befolkning blev bildt ind, at deres daværende præsident Donald Trump havde samarbejdet med ‘russerne’ om at underløbe den amerikanske valghandling. Ideen var at bruge den helt igennem fabrikerede historie til at skaffe sig af med den folkevalgte præsident, så man kunne indsætte en der kunne tjene, hvad oberstløjtnant Vindman kaldte ‘the interagency consensus’, altså udenrigsministeriets og efterretningsvæsenets forståelse af, hvorledes biksen skulle køres.

Det hele er overvældende, men baseret på Glenn Becks tidslinje har jeg indskudt nogle minder, som jeg har fulgt hele denne skandale, eller farce om man vil fra begyndelsen. Denne tidslinje er kun en af vinklerne, men jeg tror den er mest behjælpelig til at orientere sig i den første del af udviklingen, som vi skal til at opleve. De seneste 10 års amerikansk politik har været et langt rullende statskup, baseret på en medieskabt illusion. Og der er krig i Ukraine.

2016

18/4 hyrer Hillary Clintons kampagne via Marc Elias advokatfirma Pekin Coie firmaet Fusion GPS, der bl.a. er specialister i ‘oppo research’, det at finde svagheder hos politiske rivaler. De ansætter den britiske tidligere efterretningsagent Christopher Steele, der har en del russiske forbindelser.

9/6 får Donald Trumps daværende kampagneleder et møde i stand med advokaten Natalya Veselnitskaya, der er russer, men arbejder i USA. Faktisk havde hun kontor i Trump Tower i New York, hvor også mødet afholdes, med deltagelse af blandt andre Don Jr. og Trumps svigersøn Jared Kushner. Men mødet kastede intet af sig.

Trump havde i ugerne forinden lovet sine vælgere, at der snart ville komme store nyheder, der ville være afgørende for valget. Håbet havde været, at nogle mistanker om russisk ‘kompromat’ på Hillary ville blive bekræftet, men skuffelsen lignede mere en fælde, der skulle forbinde Trumps kampagne med russiske forbindelser. Og det har vist sig at der var en intens kontakt i dagene op til og efter mødet mellem Fusion GPS og Veselnitskayas kontor. Ironisk nok frikendte det også Trump for alle mistanker om russiske forbindelser, da han ikke ville bruge sin tid på en fuser, hvis han allerede havde adgang til ‘the good stuff’.

14/6 IT firmaet Crowd Strike, der er det Demokratiske partis faste kunde, undersøger Demokraternes servere og konkluderer, at de er blevet hacket, sandsynligvis af russere, baseret på IP adresserne. Det er Crowd Strikes rapport som FBI tager for gode varer, hvilket for pressen bliver en bekræftelse på sandhedsværdien. En form for ‘wrap up smear’ logik. 

20/6 er Steele færdig med sit første indlæg i hvad der skal blive kaldt Steele rapporten, eller Steele Dossier. 5/7 deler han det med justitsministeriets Bruce Ohr, hvis kone arbejdede som jurist i Fusion GPS.

31/7 indleder FBI operation Crossfire Hurricane, en efterforskning og overvågning, mod en af Trumps marginale rådgivere, George Papadopoulos. Undskyldningen er at Papadopoulos skulle have presset en maltesisk professor, Josef Mifsud, for “snavs” på Hillary Clinton og bedt ham skaffe sig adgang til Clintons e-mails via sine russiske kontakter. Intet af det skete, og hurtigt begyndte Crossfire Hurricane at omfatte flere i Trumps cirkel som Michael Flynn, Carter Page og Paul Mannafort. Det var det, som FBI agenten Peter Strzok kaldte en “livsforsikring” i sine korrespondancer med juristen Lisa Page i justitsministeriet og sagde at skønt Trump næppe kunne vinde, turde de ikke tage chancen. De to knaldede sammen bag deres ægtefællers rygge mens de blev enige om at Trump var et amoralsk menneske og at hans tilhængere lugtede grimt i discountsupermarkedet. 

38/8 slår en rapport fra Homeland Security fast overfor direktøren for National Intelligence James Clapper fast, at der ikke er basis for at påstå at russerne på nogen meningsfuld måde kan true den amerikanske valghandling. Russerne “lacks intend” og har ikke de fornødne “capabilities”. Dette sætter gang i en intern debat hos FBI over hvilket sprogbrug man skal bruge, for at fremme en bestemt forståelse af, at russerne er en trussel. Sproget er centralt for skabelsen af den offentlige virkelighed.

8/9 konkluderer en Intelligence Community Assessment at “Russia cannot manipulate the election”. Dagen efter istemmer en Presidential Daily Briefing, at russerne ikke manipulerer med valget. Disse er bearbejdet af, hvad man kalder karriere professionelle, altså ikke politisk udpegede ledere. Men i medierne er hysteriet om Rusland allerede ved at tage fart. Og 19/9 deler deler Clinton advokaten og partner i Perkins Coie, Michael Sussman, en falsk historie om, at Trump-familien har forretninger med den russiske Alpha Bank. 

21/10 godkendes den første dommerkendelse fra en FISA (Foreign Intelligence Surveillance Act) domstol, en dommerkendelse der tillader efterforskning af Carter Page, en af Trumps rådgivere. Tilladelsen gives fordi ansøgningen indeholdt 17 fejl og mangler, der afgørende forvrængede realiteterne. Ansøgeren Kevin Kleinsmith havde også forfalsket en e-mail fra CIA, der slog fast at Page patriotisk havde hjulpet til at afsløre en russisk spionring. Klinsmith ændrede mailen, så Page fremstod som medlem af nævnte spionring og præsenterede det i bevismaterialet for dommeren.

31/10 har Mother Jones en artikel af David Corn der hedder “A Veteran Spy Has Given the FBI Information Alleging a Russian Operation to Cultivate Trump”. Og Slate skrev “Was Trump Server Communicating With Russia?”. Alt sammen med udgangspunkt i Steeles rapport. Hysteriet er ikke til at tage fejl af. Og det er kilderne heller ikke, efterretningsvæsenet og medierne i en perfekt gænge.

Alligevel vinder Trump!

7/12 konkluderer karriere professionelle fra National Intelligence overfor direktøren Clapper at “We assess that foreign adversaries did no cyberattacks on election infrastructure to alter the US presidential election.” og “We have no evidence of cyber manipulation of election infrastructure intended to alter results”. 

8/12 altså dagen efter, slår udkastet til PDB fast, at “Russia did not impact recent US election results”. Og her bliver det ekstra pikant. Hvis denne analyse inkluderes i den næste Presidential Daily Briefing, vil det også deles med president-elect Donald Trump og hans sikkerhedsrådgiver general Michael Flynn. Så DNI James Clapper beslutter at det er irrelevant og fjerner kapitlet fra den endelige rapport, “...based on some new guidance” – “new guidance”. ‘New guidance’, ikke nye oplysninger(!).

9/12 tager præsident Obama mod sin sikkerhedsrådgiverne Susan Rice og Ben Rhodes, DNI James Clapper, FBIs Andrew McCabe, CIAs John Brennan, justitsminister Loretta Lynch, Homeland Security’s Jeh Johnson, udenrigsminister John Kerry, viceudenrigsminister for Europa og eurasiske affærer Victoria Nuland(!) og vicepræsident Joe Biden. På det to timer lange møde konkluderes der

“The IC [Intelligence Community] is prepared to produce an assessment per the presidents request that pulls together the information we have on the tools Moscow used and the action it took to influence the 2016 election, an explanation of why Moscow directed these activities and how Moscow’s approach changed over time”

Samme aften skrev Washington Post “Secret CIA assessment says Russia was Trying To Help Donald Trump Win The White House” – om en rapport, det just var blevet besluttet at skrive! Operation Mockingbird 2.0…

2017

5/1 er der igen møde i Det Ovale Kontor hvor Obama, Biden, Comey og Rice får følgeskab af vicejustitsminister Sally Yates. “Mr. Obama himself directed that the right people investigate General Flynn” hedder det fra referatet – altid rart med ‘de rette folk’. Samme dag udgives Intelligens Community’s Assessment rapport endelig, hvori det blandt andet hedder “Putin and the Russian Government developed a clear preference for president-elect Trump” og stadig uden nye oplysning eller analyser, baseret på Steeles opfindelser tilføjes “We have high confidence in these judgements”.

10/1 og dagene frem, publicerer Buzzfeed Steelse rapport og CNN kan fortælle at præsident Obama har informeret Trump om rapporten. Derved opfattes rapporten som reel i mediernes øjne. Washington Posts David Ignatius skriver således med eksklusiv indsigt om Flynns samtaler med den russiske ambassadør.

20/1 og et kvarter efter at Trump officielt er USAs 45. præsident, skriver Susan Rice en e-mail, hun sender til sig selv. Det er et referat af mødet om Flynn og hun lægger stor vægt på, at Obama flere gange havde insisteret på, at alt skulle gå lovligt til “by the book”! Det er derfor det er vigtigt med ‘de rette folk’…

24/1 FBI foretager et ‘opklarende’ interview med Michael Flynn, der forsikres, at det er uformelt og at der således ikke er brug for en advokat til stede. “I just sent a couple of guys over” forklarer Comey senere, efter sin fyring som han præsenterede sin bog “A Higher Loyalty”(!). Han fortæller, at han aldrig ville have gjort det overfor medlemmer af Obamas eller Bushs regeringer, da de som drevne Washington folk kendte det beskidte spil.

De agenter han sender – den ene agent er en af de rette folk, nemlig Peter Strzok – vender tilbage og fortæller at Flynn virkede oprigtig men at han tog fejl af et par datoer for samtalerne med den russiske ambassadør. Comey konkluderede med sin ‘new guidance per the presidents request’, at Flynn lyver. I februar trækker Flynn sig under mediestormen som Trumps sikkerhedsrådgiver.

20/3 vidner Comey for Kongressen og bekræfter FBIs interesser i Trumps forbindelse til Rusland. Comeys juridsik-diplomatiske formuleringer – krævede indsigt i/viste interesse for – afstedkommer nye høringer og stadigt flere mediehistorier om Trumps forbindelser til Rusland.

17/5 kan vicejustitsminister Rod Rosenstein på den baggrund udpege tidligere FBI direktør Robert Mueller som speciel undersøger af forbindelsen mellem Trump og Rusland, ‘collussion’, som det hed i offentligheden. Justitsministeren selv, Jeff Sessions, havde som Trumps udvalgte erklæret sig selv inhabil og vil derfor ikke optræde mere i denne historie. En tankegang langt fra Obamas første justitsminister Eric Holder, der erklærede sig selv som “Obamas wingman”.

Alt imens opretholdes efterforskningen af Carter Page, bl.a baseret på Kevin Kleinsmiths forfalskede e-mail. Medierne er mættede med historier og spekulationer om at Trump er en mulig “manchurian candidate” og New York Times fanger 12/6 den stemning, den selv skaber med “The Resistance: Impeachment Anxiety”. Og måneden senere, 12/7 indstiller senator Brad Sherman forslag om at indlede en rigsret mod Trump for “obstruction of justice”, der blandt andet blev begrundet i, at Trump udøvede sin udøvende magt ved at fyre Comey. Man kan komme frem til mange forskellige konklusioner, når man leger med ordene.

2019

22/1 offentligøredes Robert Muellers længe ventede rapport, skrevet af, hvad Trump døbte dem, “16 angry Democrats”. Den har kostet, hvad der svarer til en kvart mia kroner, ikke medregnet at Mueller har kunnet trække gratis på FBIs ressourcer. Hundredvis af sider lang svigter den massivt sit opdrag; at forbinde Trump eller hans folk til Rusland.

Allerede året forinden skrev never-Trump’eren Andrew C. McCarthy i National Review at rapporten ikke ville forbinde Trump til noget russisk og ingen ‘collusion’ vil blive præsenteret. Argumentationen var den nøgterne, at Mueller da havde annonceret, at ingen yderligere stævninger, afhøringer eller interviews ville blive foretaget, og at man nu blot ville skrive rapporten færdig med det materiale man havde. Efterforskningen var altså forbi, og intet havde man fundet.

Med andre ord havde man rigelig information i offentligheden til at kunne konkludere som McCarthy. Alligevel skulle det tage et år med groteske spekulationer i medierne om den fjollede forbindelse mellem Trump og Moskva. For det var undersøgelsens anden mission, at fodre pressen med endeløse skandaler og spekulationer, der kunne bremse Trump i at dræne sumpen, som han havde lovet sine vælgere. Dette var sumpen, der slog sig i tøjret.

Og det virkede. På MSNBCs The View modtog de midt i et program en misforstået haste meddelelse om at Mueller havde fundet beviset og jublen brød løs i studiet både blandt panelet og publikum. Sådan var hysteriet, man fejrede sine værste anelser. Et par dage før offentliggørelsen begyndte et par tømmermænd dog at snige sig ind, som CNNs ekstra-virile juridiske ekspert Jeffrey Toobin advarede sine med panelister om, at rapporten nok ville blive en fuser.

22/7 vidner en tydeligt nervøs Robert Mueller for Kongressen. Her nægter han at erklære Trump for uskyldig og kalder ham i stedet gentagne gange for en løgner. Men nogen konsekvens mener han ikke, at det skal have. Demokraternes forsøg på at fjerne Trump ved en rigsret ender uden umiddelbar forløsning. Men den ene halvdel af USA lever nu i en frustreret falsk virkelighed, hvor deres præsident er korrupt og illegitim, at ‘deres demokrati’ er besat af Putin. ‘Det er som en krigshandling!’ sagde Keith Olbermann til TV veteranen Bill Maher.

2020

19/08 erklærer Kevin Kleinsmith sig skyldig i at have forfalsket beviser mod Carter Page. Strafferammen er mellem 5-8 år, det var jo trods alt et forsøg på at få fængslet et uskyldigt menneske. Men Kleinsmith slipper med 100 timers samfundstjeneste og bliver flyttet til en anden post i ministeriet. Den eftergivende dommer hedder Boesberg og har siden Trump genindtog Det Hvide Hus gjorde sig bemærket ved flere gange at gøre sig til dommer over den udøvende magt og nedlagt forbud mod flere at præsident Trumps befalinger.

Præmisser og følger, et spørgsmål om psykologi

Historien om Trumps forbindelser til Kreml om at underløbe den amerikanske valghandling kunne kun ske fordi medierne havde induceret en stor del af vælgerne med allehånde dæmoniseringer af den uafhængige kandidat. Han er useriøs og magtliderlig, et impulsivt forbrydergeni med lav koncentrationsevne, kun omgivet af folk der indynder sig for ingen kan lide ham; racist, antisemit, misogyn og islamofob; fascist uden politisk projekt; styret af Putin fordi han kun tænker på penge; en løgner og bedrager hvis udtalelser alle er en indrømmelse om skyld… jeg skriver måske nogle flere på, hvis jeg bliver inspireret.

I den stemning ser “den lille liderlige fabrikant mig ud lidt af hvert”, som Jørgen Varnæs observerede. Så når pressen på et ukritisk forhold til Steele rapporten, spekulerer i om Trump, på et besøg i Moskva, måske har hyret to prostituerede – eller som Putin udtrykte det i sit stringente forsvar for Trump (You’re not helping!) “girls of reduced social responsibility” – til at lege tisse lege i en hotel seng, hvor Obama parret havde overnattet under et tidligere besøg, er al rationale sat ud af kraft. Trump er alting negativt, uanset hvor selvmodsigende det er, så hvorfor ikke også en sexuel afviger med et irrationelt had til Obama?

Sammenhold den histories gravitas med følgende: Den tidligere efterretningsagent Steele får til opgave at finde noget smuds på Trump, der skal sætte ham i forbindelse med Rusland, så rivalen Hillary Clinton kan flyve under radaren, med sit forhold til Rusland, i valgkampen. Steele kender en i Washington bosiddende russer, der frekventerer andre russiske ‘expater’ i et drikkelag. Herfra opstår kulørte historier om alting Trump og Rusland og efterhånden samles de i ‘Steele Rapporten’.

Det er i en sådan lystig stemning historier om tisselege på hotelværelser opstår. Man ser det for sig, som en af svirre brødrende en dag tænder for TV’et og ser at den amerikanske politiske ekspertise diskuterer en forlængst glemt vittighed udviklet klokken tre en søndag morgen flere måneder forinden. Joken der bliver ved med at give – Sunday Morning Coming Down…

3/12 2019, fem måneder efter skuffelsen over Mueller rapporten ikke kunne give den afgørende ammunition offentliggør efterretnings-udvalget deres rigsrets-undersøgelse, baseret på Trumps “perfekte samtale” med den da nyvalgte ukrainske præsident Vlodomir Zelinsky, og kalder deres bevismateriale “overvældende”. Trump slap fordi han er heldig og fordi politikerne ikke turde tage konsekvensen af alle de formuleringer, som stod i Muellers lange rapport, som ingen havde læst. Den eksisterede kun som et mytologisk fænomen, gratis i folks hoveder.

I efterretnings-udvalgets begrundelse skrives der at “…the efforts to involve Ukraine in our 2020 election were undertaken by a president who himself were elected in 2016 with the benefit of an unprecedented and sweeping campaign of election interference undertaken by Russia in his favor, and which the president welcomed and utilized”. Det er fortsættelsen af historien om Russia Collusion, der lystigt næres af den falske virkelighed. Demokraternes  første anklage var en påstand om, at Trump forsøgte at afpresse den ukrainske præsident. Da en fokusgruppe(!) kunne lide den tanke langt ind i Demokratiske rækker fordi det lød som om USA havde en badass præsident, skiftede anklagen til bestikkelse. Det hele for at grave smuds op på Joe Biden.

Efter nytår formulerede Demokraterne så en anden anklage, der ikke omfattede smuds på Joe Biden, da dette ville bringe fokus på den tidligere vicepræsidents forhold til det ukrainske energiselskab Burisma, hvor hans søn Hunter belejligt var ansat i bestyrelsen i hele Bidens tid som vicepræsident. Det var den korruptionshistorie Trump forsøgte at henlede mediernes opmærksomhed på.

“What the did, it sounds terrible to me” havde Trump sagt i telefonen til Zelinsky, der havde erklæret sig enig. Så det endelige anklageskrift som blev sparket op til Senatet, der sparkede det ud samme dag (og samme dag som Trump lukke for trafikken mellem USA og Kina grundet frygten for en pandemi) lød på at Trump havde begået magtmisbrug og trodset Kongressen. Sælg den til det amerikanske folk.

Nu graves dokumenter frem og whistleblowere begynder at danne kø. Mange fortørnede karrieprofessionelle har noget at fortælle. First I was the hunted” sagde Trump forleden “Now I am the hunter!” God jagt!