MONOKULTUR

Jeg har i et stykke tid, som nævnt flere steder, spekuleret i, at Trump og Putin deler en fælles fjende i Systemet CIA. Det er det system, der dyrker den liberale hegemonis verdensorden ud i det kriminelle komplet med attentater, korruption og farve-revolutioner. Som det søger at knuse Rusland ved en evindelige udvidelse af NATO og til dels EU mod øst repræsenterede Trumps mere civilisatoriske syn på en verdensorden en direkte trussel mod systemet. De kom af med Trump og Rusland lavede et præventivt angreb på Ukraine, for ikke at blive presset op mod en mur.

Denne vinkel er helt fraværende, fordi ‘Russiagate’ er en uerkendt størrelse.

Reaktioner på mødet mellem Trump og Putin har der alligevel været mange af, de fleste med udgangspunkt i, hvad der eksisterede inde i folks egne hoveder. Støtte kom også fra en uventet kant; “I’ll tell you one thing about him that I know—I’m not going to tell you how I know—but a lot of people have seen the same thing.” sagde Bill Maher således “He really does hate war (…) He really DOES NOT LIKE IT when people die in war!”

De Radikales Christian Friis Bach var betinget glad for at Trump gjorde et forsøg på at få fred, og tilføjede at “umiddelbart må vi sige, at vi undgik det, vi frygtede – nemlig at der blev tegnet nogle streger på et landkort”. Streger tegnet på landkort var også et gennemgående mareridt jeg havde som barn. “President @realDonaldTrump sounding very optimistic about a deal to end the war, and clearly putting huge effort into it” skrev Piers Morgan i samme ånd “Bizarre to see so many people seemingly willing him to fail. The world should be supporting his determination to forge peace, not mocking it.” Og det var der mange der gjorde.

 Trumps regering “indså, at deres strategiske interesser med de Europæiske lande ER VIGTIGERE for USA end at løse Ukraine krigen [som de alligevel er ude af]” skriver Klaus Riskær Petersen på X og konkluderer at “Mødet endte derfor reelt som en fiasko (…) Trump havde sat noget i gang der ikke kunne bære”. Liberal Alliances udenrigsordfører Lars-Christian Brask skrev “Vågn nu op! Vi er til grin”

 Vi er statister i et skuespil, hvor Putin holder strengene mod al logik. Trump har ingen chance mod Putin one on one. Tænk at vågne til det her cirkus i Ukraine. EU, Canada og Storbritannien bliver nødt til at tage helt andet arbejdstøj på og finde andet større værktøj frem overfor Trump og Putin.«

Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt var heller ikke glad.

It’s official: Trump has capitulated to Putin by dropping the demand for a ceasefire. Instead the fighting will go on until there is a peace agreement that satisfies Putin. His terms are well known. This was a hugely successful outcome for Putin .  We are heading towards a longer war.

“Flattery is obviously Trump’s kryptonite” skrev Rasmus Jarlov, der gennem mange år har udgivet sig for konservativ

 As soon as someone tells him how great he is, he immediately sides with them. It doesn’t matter if they are genocidal war criminals or openly declared enemies of the USA. It is insane to see how well it works.

Det er endnu mere vanvittigt at Trump har kunnet bygge et milliard imperium op gennem årtier uden at være gennemskuet. Og, som Scott Adams påpegede “Trump doesn’t benefit from Russian flattery”.

“The USA is rolling out the red carpet for the greatest mass murderer since Hitler.” skrev Jürgen Nauditt, der i sin profil på X “Love destroyed russian tanks”. Det kan Kongressens tidligere forkvinde Nancy Pelosi ikke, pludseligt, og skrev “We prayed for peace but instead got praise for Putin.”

“Peter Viggo Jakobsen udtaler her til morgen til TV2 News, at Trump kun er interesseret i Nobels fredspris og  Trump er “totalt ligeglad med alt det andet i det her”.” skriver X-profilen Daniel. Trumps indre og sinistre univers er et gennemgående træk hos kritikerne, ikke om han rent faktisk skulle gøre sig fortjent til nævnte pris.

“Mange folk har begået den samme fejl i over tre år og bliver ved med at undervurdere og fejlanalysere Putin” skriver Podcastvært på RadioIIII’s Børsen Brænder og suppleant til EU-parlamentet for Socialdemokratiet Magnus Barsøe, der også kan læse tanker og kalder Trumps møde med Putin for “et ubegribeligt mediecirkus”

Den eneste vej til en fredsaftale er, at Ukraine får et militært overtag. Putin har kun respekt for hård magt. Det bliver ekstremt svært at bygge Ukraine op til et overtag, men hele ideen om, at Putin pludselig vil opgive målet med sin invasion (udslettelsen af Ukraine som nation) og indgå en fredsaftale med et land, som han føler, at han er ved at vinde over, er fuldkomment og totalt blændværk.   

Utroligt at så mange stadig ikke har indset det. Der er mange, der burde vide bedre, og mange, der burde sige det samme som jeg hver gang en journalist ringer.

Slava Ukraini

Han kalder i øvrigt også Azov brigaden “fremragende”. “Radio IIII fremgår ikke længere af Kantar Gallups ugentlige oversigt over lyttertallene hos de danske radiostationer” kan man læse hos Frihedsbrevet, der tilføjer at Radiokanalen “koster 100 millioner skattekroner om året”

Til Berlingske Tidende siger professor Mikkel Vedby Rasmussen (som jeg i tidernes morgen havde et kursus hos om krigens filosofi – vi læste bl.a Sun Tzus Art of War(!) – på Københavns Universitet) i samme ånd, at “det, Trump ikke har fattet, er, at i en angrebskrig kan man ikke indtage en neutral position uden at vælge side”. Trump betragter altså ikke krigen som kævl i sigøjnerlandsbyen, som skal stoppes hurtigst muligt eller i det mindste få USAs engagement ud af dette shitshow, nej, det er professorens evne til at tankelæse, der kvalificerer ham til at erklære at Trump er fatsvag. Men professoren glemmer, at Trumps forgænger, i et anfald af pludseligt klarsyn, sondrede mellem en invasion og så “a minor incursion” – eller en speciel operation, om man vil

Statsminister Mette Frederiksen “erkender blankt, at jeg er mere på det hold, der tror på, man skal vinde militært over Rusland, fordi når de har viljen til at slå europæere ihjel, så bliver vi også nødt til at have viljen til at forsvare sig selv” og kan spejlblankt 

…konstatere, at russerne har fortsat med at angribe, imens man har siddet til møde. Det kan ikke læses som andet, end at de har tænkt sig at fortsætte konflikten og angribe ind i Europa på den ene eller anden måde, siger hun.

“Based on the political and diplomatic situation around Ukraine, and knowing Russia’s treachery, we anticipate that in the coming days the Russian army may try to increase pressure and strikes against Ukrainian positions in order to create more favorable political circumstances for talks with global actors,” sagde Zelensky – Det lyder ikke som om at den ukrainske præsident tror meget på at kunne vinde på slagmarken. Det lyder mere som om, han forbereder sit land på nederlaget.

Tilbage til Spygate og dets mulige betydning for fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland, Flopping Aces skriver

The Times story provided some more context than we’d had before. Helsinki was not the first time Trump and Putin spoke privately. The first private encounter was in 2017— one year after Russia tried to alert the Obama intelligence agencies about Hillary’s plot:

When the men first sat down together, at a Group of 20 summit in Hamburg, Germany, in 2017, Mr. Trump was joined only by his secretary of state, Rex Tillerson, and an interpreter. After the meeting, Mr. Trump took the interpreter’s notes and ordered him not to disclose what he heard.

That evening, Mr. Trump and Mr. Putin had an impromptu conversation, initiated by Mr. Trump, at a group dinner. No other Americans were present, and the White House confirmed the meeting only after surprised witnesses spoke to reporters.

Asked by reporters what he had told Mr. Trump in Hamburg about the 2016 election, Mr. Putin replied, “I got the impression that my answers satisfied him.”

That new context could explain a lot, more than I have time to get into this morning.

(…)

Robert Barnes is an American litigator and another veteran of the pandemic legal wars. He often pops up on podcasts and offers insightful commentary about current events. Like me, Robert has lots of opinions, and usually smart ones. Unsurprisingly, we are usually aligned. Like me, Barnes is fascinated by the timing of all these Trump events, and he agrees the timeline is probably not coincidental.

On a podcast Monday, Robert pointed out the remarkable and absolutely correct fact that, until Tulsi Gabbard began declassifying RussiaGate evidence, Trump was still stymied under a black “Russian influence” cloud.

No matter what he did to settle the war, if he gave any concessions to Putin, no matter how reasonable or justified, his enemies would have instantly accused him of “selling out” to Russia. They’d have hung him higher than Haman, with the rope of Russia collusion.

Barnes is right. Trump was stuck. It was like a hostage situation; his enemies were still holding Russia Collusion at a secret location, to force Trump to stay in his lane. Then, a few weeks ago, Trump sent in a rhetorical special forces team and started declassifying documents, one after another.

Now, everything has changed.

Within a handful of weeks, all Trump’s enemies have now lawyered up. And their lawyers have surely told them to shut up. Anyone who now accuses Trump of being compromised by Russia risks being linked to the seditious plot.

In other words, it had to happen in this order. Trump had to draw out the poison. First declass, then peace deals. In hindsight, it seems obvious that Trump could never settle the proxy war with Putin until after he’d briefed the public on where the RussiaGate allegations originally came from.

The mind-blowing implication is that this sudden and unexpected meeting between Trump and Putin was not a happy recent accident, but was planned long ago, before the declassifications began.

And if that is the case, then whatever the two leaders plan to do has also been long in the works. And if that is true, then it may not, as I thought and many others suggested, be a dud of a meeting where they only ‘make progress’ but don’t agree on anything.

Instead, it could be something historic. Maybe ending the Proxy War. Maybe something even bigger than that.

Tulis Gabbard blev også, trods sin tidligere stjernestatus hos Demokraterne, et ‘russisk aktiv’, da hun trodsede Hillary Clintons vilje. The Vigilant Fox har et længere sammendrag af mødet. Mange hæftede sig ved det symbolske i at mødes i Alaska, som amerikanerne købte af Rusland efter Krimkrigen, hvor Putin kunne lægge blomster for faldne piloter og søfolk fra 2. Verdenskrig, der fragtede materiel som følge af Låne- Lejeaftalen og at han gav Trump ret i at krigen ikke ville være brudt ud, hvis Trump havde været præsident i stedet for Biden.

Men ifølge Karl Mehta, skulle Putin have sagt: “Good afternoon dear neighbor, to see you in good health and alive.” Rusland og USA er selvfølgelig naboer, men for engelsktalende er ‘neighbor’ også det kristne ord for ‘næsten’, som man har en forpligtelse for i det Dobbelte Kærlighedsbudskab. I den forbindelse er der stor symbolik i at se Trump “i live”, som han mirakuløst har overlevet et attentat forsøg. Mistanken er, at det var Systemet CIA, Ruslands og Trumps fælles fjende, der faciliterede det – det er altså en personlig fælles fjende de står overfor.

Alle de store historier mellem Trump og Systemet CIA, dets primært Demokratiske allierede i Kongressen og de nedarvede medier, tager udgangspunkt i Rusland-Ukraine. Det var Hillary Clintons forhold til Rusland, som skulle skjules med hendes e-mail “matter”, Mannafort blev retsforfulgt for nogle russiske forbindelser, Flynn retsforfulgt for at tale med den russiske ambassadør og mest bemærkelsesværdigt, forsøgte de at rejse en Rigsretssag første gang Trump talte med den dengang nyvalgte præsident Zelinsky af Ukraine.

Ideen var tilsyneladende at beskylde Trump for at have sagt utilstedelige ting – det skiftede lidt med tiden, fra afpresning til bestikkelse af Zelinsky, til at grave smuds op på Joe Biden, som Trump skulle have været besat af. Hvad der var op og ned, skulle druknes i den hysteriske stemning man selv havde kreeret om Trumps væsen, hvor den ene halvdel af amerikanerne, var villige til at tro hvad som helst negativt om deres præsident. Men Trump offentliggjorde straks sammenstykningen af samtalen og fjernede derved ethvert grundlag for deres beskyldninger. Det burde have været endt der.

Men bemærkelsesværdigt fortsatte de en tabt kamp og insisterede på at beklovne sig selv i stedet for at trække sig og vente til man havde en mere tvivlsom sag man lettere kunne sovse ind i løgne i offentligheden. Det handlede altså ikke om den konkrete sag, men om emnet: Ukraine!

Det leder unægteligt til spørgsmålet om, hvad det var FBI ledte efter, da de ransagede Trumps hjem i Mar-A-Largo (og gik en interimistisk catwalk i Melanias undertøj, en smuk homage til gamle J. Edgar Hoover). Alt tyder på at de ikke fandt det, hvorfor de havde taget omslag med, påtrykt ‘strengt fortroligt’ og fotograferet dem, som havde Trump gjort ulovligheder. Man må regne med at Trump og hans folk ved langt mere om Systemet CIA end der er kommet frem, hvorfor han konstant er mere end et skridt foran.