MONOKULTUR

Hvis nogen kan huske forargelsen over at Tucker Carlson talte med Vladimir Putin af Rusland, så burde nogen bliver overrasket over, at CNNs samtale med “Ghazi Hamad, der er medlem af Hamas’ politbureau, og som er en af terrororganisationens forhandlere i Qatar” skriver Berlingske Tidende, og han “fortryder ikke terrorangrebet mod Israel 7. oktober 2023 eller palæstinensernes efterfølgende lidelser” 

»Ved du, hvad 7. oktober har gavnet?« spørger Ghazi Hamad retorisk i et nyt interview med CNN, inden han taler om den voksende internationale støtte til palæstinenserne.

»Jeg tror, at dette er et gyldent øjeblik i forhold til at ændre historien,« fortsætter han.

(…) »Jeg ved, at prisen er høj. Men jeg spørger igen: Hvad er alternativet?«

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, Mahmoud Abbas, fordømte angrebene 7. oktober i en tale til FN i forrige uge oplyser tanten videre. Og her er et af stemningsskiftene, som ikke får så megen opmærksomhed, fra de propalæstinensiske jødehadere, der marcherer i gaderne og skriver på Facebook. De insisterer på at Israel er ved at blive en international paria og gløder sig over en ungdom, der hjernevasket af et intersektionsdyrkende uddannelsessystem ser Israel som en racistisk undertrykker stat. Men den arabiske gade er stille. Der er ikke ‘Vredens Dag’ hver fredag i Cairo og Damaskus eller nogle af de andre arabiske gader. Ingen gider mere. Abraham Aftalerne står til troende.

“Det er ikke nemt at være propalæstinenser i de her dage” skrev BTs debatredaktør Joachim B Olsen på den baggrund og udfordrede “Skal de argumentere for, at Hamas skal sige ja til Donald Trumps fredsplan, så »folkemordet« kan stoppe?”

Dilemmaet er, at fredsaftalen også vil være en kæmpe politisk sejr for propalæstinensernes hadeobjekter Donald Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. For sidstnævnte vil fredsaftalen oven i købet også repræsentere en kæmpe militær sejr.

Eller skal propalæstinenserne opfordre Hamas til at sige nej og dermed acceptere, at krigen eller »folkemordet«, som de kalder det, fortsætter?

“Mens verdensopinionen er vendt til fordel for palæstinenserne og for frihed og selvbestemmelse, så vender Trump det hele på hovedet” skrev Enhedslistens Trine Pertou Mach ærgerligt om Trumps fredsplan. For skønt den vil, skulle Hamas overgive sig, stoppe det folkemord, hun er overbevist om er pågående på 2. år(!) er problemet at “Planen tager alene afsæt i et narrativ om Israels sikkerhed – men ikke palæstinensernes”. Ikke et ord om gidslerne frigivelse. Ikke et ord om, at det var palæstinenserne der angreb, at det er palæstinenserne, der udgør truslen. Det er hende der “det hele på hovedet”. I stedet dyrker Trine Pertou Mach overklassens problemer

Der er en dansk statsborger om bord på båden Adara, der er del af @GlobalSumud  og som nu er blevet bremset, boardet og beslaglagt af Israel i internationalt farvand.  Det er fuldstændig uaccceptabelt og må mødes af fordømmelse og modstand. 

@Statsmin  Mette Frederiksen, @larsloekke og resten af regeringen: Vi venter på jeres reaktion og krav om hendes omgående frigivelse. Kræv beskyttelse af danske statsborgere og overholdes af international lov. Det er jo det, Danmark står for, ikke sandt? #dkpol

Da Lars Boje Mathiesen bemærker at “hun vidste udmærket godt hvad der ville ske.. ”, thi det var formålet med at tage til en krigszone, som man var blevet advaret om at blive væk fra, svarer Mach som kun en kvinde kan: “Og tog kvinder noget andet tøj på, så blev de ikke voldtaget?” Lidt ironisk, for det er faktisk Hamas og andre muslimers mening, deraf den muslimske dresscode. Det hele er på hovedet, også kronologien.

“Hvornår dokumenterede danske medier første gang efter Hamas-terroroverfaldet på Israel 7. oktober 2023, at nogen beskyldte Israel – og altså ikke terroristerne i Hamas – for at begå folkemord?” spurgte Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske Tidende på X og leverede selv svaret “Jo, det skete kun tre dage efter Hamas-terroren. 10. oktober 2023, hvor islamisk-fundamentalistiske Hizb-ut-Tahrir afviklede en demonstration på Nørrebro og beskyldte det netop terroroverfaldne Israel for folkemord”.

Det er rigtigt at vi i Vesten står med mange, primært unge mennesker, der ser Israel som skyldige i at Hamas, og med dem, de mange hjernevaskede palæstinensere, vil udslette Israel med alle jøderne inden i. Det var det stiftende formål med Hamas. Angrebet 7. Oktober var et præludium, en forestilling opført blandt andet som et løfte til deres befolkning – arabere engang, taget af endnu mørkere kræfter, pint og plaget, en ødelagt og forfærdelig kultur – for den katarsis som ‘katastrofen’, Nakba, kalder på.

Der eksisterer en opfattelse, blandt andet blandt de højreorienterede antisemitter, der er kravlet frem af murværket de seneste år, at Israel vil blive en pariastat i sådan en grad at den ikke er levedygtig,når først omverdenen bliver klar over ‘folkemordet på palæstinenserne’. Denne logik har sin egen kritik indbygget. Netop fordi det er formålet for Hamas vil det være en ønskesituation og længe har det været deres taktik at stille så mange uskyldige (eller rettere “uskyldige”) i skudlinjen for at de-legitimere Israel.

Det er denne taktisk, som Israel har modarbejdet som de har haft deres forskellige operationer ind i Gaza, siden de rømmede det i forbindelse med Oslo Aftalerne. De sender sms’s, ringer til folk og affyrer til sidst ‘banke på’missiler mod de bygninger de vil destruere, netop for at sikre sig så få civile tab. De civile tab blandt palæstinenserne afgør grundlæggende, hvem der vinder en sådan konflikt. Dette er hele Israel pinagtigt bevidst om. Og alligevel eksisterer der en teori om, at Netanyahu, fordi han er så ond i kraft af sin jødehed, ser stort på og sætter hele Israels eksistens over styr uden at nogen som helst i regeringen, oppositionen, militæret, administrationen, folket ellrr nogen som helst forsøget at modvirke. Godt så…

Omkring Oslo forhandlingerne var der optimisme, fortæller Jewish Journals Gary Wexler, for en varig fred her i Vesten. Han talte dengang med repræsentanter for jøderne og palæstinenserne for deres respektive interessegrupper i USA, men opdagede at de slet ikke talte med hinanden – for de talte ikke om det samme

When we interviewed the Jewish organizations, the atmosphere was almost giddy with hope, possibility and belief in Shimon Peres’s new Middle East. Each organization we interviewed talked excitedly about peace and co-existence, a flourishing economy among both the Jews and the Palestinians, collaborative projects and interchanges. 

But when we interviewed the Arab organizations, the word “peace” never passed their lips. They spoke of independence, dignity, self-rule, a state. One person even told me she would never use the word “du-kiyum” (co-existence). “There is no such thing as co-existence,” she stressed. “We are just the tenants living on the property that the Jews now own. That’s not a balanced co-existence.” 

Især en palæstinensisk repræsentant, Ameer Makhoul, formand for den arabiske rettighedsorganisation Itijaa, gjorde et foruroligende indtryk på Wexler

“And now, Gary Wexler,” he sat down, “let me give you more direct answers.” He looked me straight in the eye. “Just like you were a Zionist campus activist, we will create, over the next years, Palestinian campus activists in America and all over the world. Bigger and better than any Zionist activists. Just like you spent your summers on the kibbutz, we will bring college students to spend their summers in refugee camps and work with our people. Just like you have been part of creating global pro-Israel organizations, we will create global pro-Palestinian organizations. Just like you today help create PR campaigns and events for Israel, so will we, but we will get more coverage than you ever have.”   

He stood again this time, right over me. “You wonder how we will make this happen, how we will pay for this? Not with the money from your liberal Jewish organizations who are now funding us. But from the European Union, Arab and Muslim governments, wealthy Arab people and their organizations. Eventually, we will not take another dollar from the Jews.” 

Dette var, hvad han kalder “The brilliant Palestinian plan to capture the pliable minds of American college students”. Og den virkede

As the years went on, I began to see what Ameer Makhoul had laid out to me taking shape. The PR coverage was first: The Muhammad al-Durrah incident in Gaza, when a 12-year-old boy was shot to death on the second day of the Second Intifada, capturing global headlines. The Mavi Marmara, the Turkish Flotilla to Gaza that the Israelis stormed, killing several Palestinian activists, grabbing global headlines. I knew the Mavi Marmara was manufactured for the exposure it would gain. 

Then the campuses: The creation of Apartheid Week worldwide. The growth of BDS. The student volunteers who began by the thousands to work in the Palestinian territories and its refugee camps. The shocking creation of anti-Zionist Jewish student groups. 

As an award-winning copywriter and creative director in ad agencies and a professor of Communication at USC, I have developed an intuitive antenna to detect similarities between writing styles, idea styles and conceptual creation. In the early years of this pro-Palestinian campaign, I could see the commonalities of excellence, style and manipulation across all their platforms. Teaching on a university campus gave me a front-row seat at this theater of darkening skies.

People of color, particularly antisemitic Black groups like BLM, were organizing to identify with the Palestinians. Many organizations representing people seen as oppressed were moved to identify with the Palestinians. Students of every variety were swayed. I could see the commonalities of language creation and transfer — my field — being applied to the Jews. Many of them were old antisemitic tropes into which new life was being breathed:  

Venstrefløjen har omfavnet denne antisemitiske fortælling, efter en kort flirt med kibbutzerne i 60’erne. For dem er der kun offer og undertrykker fortællinger og de vælger altid at stå på de hadefulde og uproduktives side. Som USAs tidligere præsident Bill Clinton sagde, da han så tilbage på Camp David aftalerne

“In 2000, Palestinians were offered a state on the entire West Bank and east Jerusalem as its capital. Israel accepted, but Palestinians refused. They did not care about a homeland for the Palestinians. All they wanted was to kill Israelis.”

Det er svært at slå halv skade i det forhandlings-udgangspunkt. Måske har Israel slået mange nok ihjel til at få fred – ellers har de grundlæggende fået frikort af USA og den arabiske verden, til at klø på…