MONOKULTUR

Det var noget af en oplevelse. Den britiske journalist og TV-personlighed, veteranen Piers Morgan brugte 2 timer på at tale med ingen ringere end Nick Fuentes. Fuentes er det fremmeste udtryk for det, der kaldes groypers, unge, primært hvide mænd, som lufter deres tanker uapologetisk. Altså det, der i andre sammenhænge kaldes manosfæren eller incels eller noget. Det er vigtigt at kunne gruppere unge mænd under et eller andet navn, for at advare mod og udskamme dem. Eva Selsing skrev tidligere på året om Langhuset, et “fællesrum, hvori privatlivet er ophævet og kvindens regler gælder” og deraf et følgende ønske “om censur af debat samt udskamning af synspunkter, der afviger fra livmoderens midte”

Ved at stigmatisere bestemte holdninger, kan man få deres bærere til at tie stille. Pigekulturel udelukkelse af de forkerte mennesker og feminint-lænende konfliktnedtrapning.

Der er mange problemer med langhuset. Det største er den spændetrøje, det udgør for drenge og mænd og deres mulighed for at udvikle den maskulinitet, ethvert velfungerende samfund har brug for. 

Dertil kommer selvfølgelig de hverdagslige, fænomenologiske oplevelser for drenge af at være et forkert køn i det kvindelige blik, der hviler på dem konstant. 

Men frygten for direkte konfrontationer og fremvæksten af den forfængelige bangebuks, som siger det, der giver ham social status, kan vise sig fatal for os alle. 

Dels, fordi man ikke både kan få pænhed og sandhed – man må vælge. Dels fordi et samfund uden modige, ridderlige mænd, der tør beskrive virkeligheden og beskytte de svage og sårbare, allerede ligger ned. Klart til at blive overtaget af en anden, mindre pæn og anstændig kategori.

I mit tidligere indlæg, Trump, Tommy og Michael Caines Mor (en titel jeg er glad for, men som 24NYT og TFS ændrede) kan Morgan blive ganske ophidset når samtalen falder på den engelske borgerjournalist og politiske aktivist Tommy Robinson. Morgan kalder Robinson for en Hooligan, med reference til Robinsons ungdomsliv, og skønt han anerkender at hans budskab er det samme som “som intellektuelle koryfæer som Douglas Murray (Eton) og afdøde Christopher Hitchens (Eton og Balliol College i Oxford), henholdsvis homoseksuel og jøde” så insisterer Morgan på at Robinson er en “afskyelig budbringer”. Som Gad Saad forklarede så virker Robinsons arbejderklasse accent “som en æstetisk ulykke for dem der har den progressive læspen”. Måske var det derfor Morgan ikke havde noget mod at bruge to timer i selskab med etno-nationalisten Fuentes, der rask væk joker med racisme og misogyni og ved flere lejligheder har talt positivt om Adolf Hitler.

Som Conner Tomlinson forklarer i en halv time lang og anbefalelsesværdig video

Piers Morgan doesn’t understand why trying to cancel Nick Fuentes by calling him racist and sexist didn’t work. Boomers don’t understand that Zoomers have rejected the post-War consensus, because it has broken its promises and bequeathed to them nothing. There are no Zoomer moderates. They’re either true believers in Woke and won’t settle for half-measures, or want to rewind Civil Rights and the Sexual Revolution to return to tradition and don’t care which taboos stand in the way.

The Jolly Heretic betegner Morgan som en vindbøjtel, “The Wicker of Bray”, som excellerer i at tage bestik af nye strømninger i den offentlige diskurs. Og ovenpå mediernes, myndighedernes og ekspert-klassernes tab af autoritet de seneste år er det i højere grad folk som Morgan, der har brug for ‘edgy’ gæster som Fuentes, frem for omvendt. Fuentes havde allerede været på Tucker Carlsons podcast og skabt sig en stor følgeskare ‘udenfor’ det gode medieselskab. Og The Jolly Heretic noterer sig, at det for Morgan handlede om at hævde sig moralsk – han var “disgusted” hele tiden – frem for at tage emnerne og matematikken seriøst. 

Denne debat interesserer kun højreorienterede mænd, især de unge, bemærkede Carl Benjamin, også kendt som Sargon of Akkad

The debate is taking on the aspect of a father attempting to deal with his angry son. A son that has realised that the world is stacked against him and that his birth right i being given away to people who don’t rightfully deserve it. When looked at it through this lens it’s no wonder that the zoomer is furious at the boomer, for being so cavalier with his inheritance. 

Og så stiller han spørgsmålet om, hvorfor kvinder, udlændinge, bøsser, transkønnede osv skal betænkes med den samme status og autoritet som hvide heterosexuelle mænd. Hvem vil de tage sig af? Kan de reproducere sig selv så fremtidige generationer kan få glæde af den akkumulerede sociale kapital de producerer. Minoriteter er grundlæggende udgiftstunge for samfundet og kvinder har ikke påtaget sig et samfundsansvar, som de har akkumuleret stadigt flere privilegier Det er et opgør med den klassiske liberale tænkning, hvor iboende kvaliteter er lige.

Og så bemærker Benjamin, at Morgan selv er et offer for sin egen liberalisme, som han lever ydmyget som en hanrej, af sin kone, der taler ham ned i det offentlige rum og poster billeder af halvnøgne muskelmænd der sprøjter (vand) på hende(s bil). Så det eneste Morgan er reduceret til er udskammende øgenavne, som racist, homofob og misogyn, men hvor det blot er trættende for folk fra vores generation, er disse “liberal incantations” for mænd på Fuentas alder blot lattervækkende (Gavin McInnes giver eksempler på Fuentes triumferende mangel på fortrydelser). Frygten for at blive stemplet som racist var grundlaget for at de pakistanske pædofilbander kunne voldtage og torturere tusindvis af britiske børn i årtier. Morgans angreb på Fuentes og forsvare for denne udsælgende liberalisme er blot hans forsøg på at trække stigen op efter sig og være den sidste generation af hvide mænd, med en fremtrædende plads i samfundet.

Jeg skrev tidligere om hvorledes vores politikere ser med bekymring på unge danske mænd, der opretter deres egne kampsportsforeninger,som Active Club, “et amerikansk fænomen, der kom til Danmark i 2023” skrev BT, der havde talt med en ekspert, der kaldte den “højreekstrem” og fortsatte “Med den fascination af kamp og vold, som er i Active Club, kan man jo ikke lade være med at tænke på, om ikke også den her meget fysiske kampsportstræning skal kunne fungere i en eller anden form for mobilisering og forberedelse til et kommende opgør i Europa”.

Der var anderledes feststemning da ‘Kampsportens Hus’ blev indviet på Nørrebro, kun et stenkast fra diversitets-klumpen Mjølnerparken. Her kunne klupper som SIAM, der har “kørt en række forløb i samarbejde med bl.a. lokale gymnasier, folkeskoler og børnehaver” og Copenhagen Budo Academy og Nørrebro Taekwondo Klub der “arbejder målrettet med at invitere nye medlemmer ind i kampsportens verden” øve sig til det kommende opgør i Europa. Herligt kunne Uwe Max Jensen tilføje “kampklubben ‘Copenhagen Muay Thai’” der var overset. 

Copenhagen Muay Thai bliver understøttet af stærkt venstreorienterede kræfter, der trækker tråde til det venstreekstremistiske og voldsparate miljø omkring ‘Ungdomshuset’ og ‘Folkets Hus’.

I kampklubben ‘Copenhagen Muay Thai’ er en stor del af kampudøverne unge med ikke-vestlige etniciteter, der ofte har rødder i muslimske lande.

‘Copenhagen Muay Thai’ bliver drevet på grundlag af økonomiske midler fra Københavns Kommune.

Senest i november 2024 vedtog kommunen en enorm støtteordning, der opretholder driften af kampklubben ‘Copenhagen Muay Thai’.

Men hvad er det, der foregår i den multikulturelle kampklub ‘Copenhagen Muay Thai’?

Islamisk Stat-terroristen Omar El-Hussein var medlem af kampklubben ‘Copenhagen Muay Thai’.

Omar El-Hussein er berygtet som terroristen bag angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i København, hvor den muslimske indvandrer dræbte to og sårede flere andre.

Terroristen Omar El-Hussein var et aktivt medlem af kampklubben ‘Copenhagen Muay Thai’, hvor han deltog i flere kampe og stævner for klubben.

Samtidig med at man forsøger at gøre unge mænd forsvarsløse for de muslimske migranter, man importerer og bygger kampsports-huse til skrider man ind over for ‘stealthing’. Ja, vores politikere diskuterer stealthing, det at der er nogle mænd, der snyder med præventionen i nattelivet. “Stealthing er et seksuelt overgreb, og derfor skal det være ulovligt i Danmark” skrev Magnus Heunicke. “Vi ved, at ofrene for stealthing kan få både fysiske og psykiske reaktioner, ligesom andre former for overgreb” uddybede Heunicke (S) til Femina, der fortalte om et offer

– Jeg følte mig til grin, og jeg følte mig også udnyttet. Jeg var vred, men jeg kunne ikke rigtig udtrykke den vrede. På den ene side tænkte jeg, at jeg har jo haft frivillig sex med ham – han har jo ikke voldtaget mig. Men på den anden side følte jeg, at min grænse var overskredet, fortalte en kvinde til femina i 2022.

Magnus Heunicke mener, at det er vigtigt, at stealthing bliver omfattet af straffeloven, da det bryder den seksuelle aftale, der er indgået. Han anerkender dog også, at der kan være nogle udfordringer forbundet med at føre bevisbyrden og fælde dom.

Der er grænser, blot ikke for landet. Mænd tænker logisk og ser hykleriet i den offentlige fortælling, hvor ligestillingsministeren er minister kvindelige privilegier, en ‘wicker of Bray’ der trækker stigen op efter sig. Kvinden er offeret, muslimen er offeret, bøssen er offeret – den hvide heteroseksuelle mand er skyldig i sin eksistens. Som jeg skrev

Det spiller for kvinderne, med alle de konsekvensløse valg de kan foretage og regningen kan bare sendes videre, for “Nogle gange er det bare nemmest at være én kaptajn på skibet” som en “selvvalgt solomor” fortalte Jyllands-Posten. Mænds retsstilling undergraves, som de kan se frem til 2-4 års fængsel i en påstand mod påstand, situation eller bare hoste op med børnepenge til en selvvalgt solomor efter en enkelt tur i byen. Og de må heller ikke kunne forsvare sig selv mod alle de eksotiske mænd med muslimske manerer, som de selvsamme kvinder stemmer ind i landet i hobetal. Der må de forlade sig på hvad de lærte på konfliktrappekuset med giraførerne skruet godt på.

Det er dog rart at der sådan ved lov, slås fast at der er forskel på køn OG derfor de medfølgende kønsroller! Denne lov er i længden en fordel for de fleste mænd, som Simone de Boudoir slog fast, fordi de strengere krav til drenge, styrker dem (hvis kravene havde været strengere for piger, ville dette også ses som udtryk for patriarkatet, men skide værd med det). De, der lefler for feminister, i håbet om at komme i borgmesterens seng, kommer først i fængslet.

Jeg er en gammel røv og kender ikke Fuentes og ved derfor ikke om han er en humoristisk provokatør eller en amoralsk influencer beruset af clickbait. Uanset om han er en “afskyelig budbringer”, er han, som den tyve år ældre Tommy Robinson, en budbringer. Og jeg kender det at tænke på Romerriget, altid at have tænkt på, hvorledes de store hjul ikke faldt af samfundet og civilisationen. Født i ‘72 var min barndom og ungdom præget af Den Kolde Krig, der var en frossen situation af 2. Verdenskrigs slutning. Mange var stadig optaget af, hvem der havde lavet hvad under ‘Krigen’ – på min fars side havde vi en i hver lejr.

Da jeg var teenager læste jeg nogle af Sven Hazels (Hassel for nogle) soldaterbøger, med kulørte titler som Straffelegionen, Døden På Larvefødder, Likvider Paris osv. Hazel var en notorisk løgner og mytoman, men han havde aftjent soldatertjeneste for et tysk panserkorps på Østfronten og i Krigens sidste år som HIPO. På sine stærkt romantiserede soldater beretninger, der for mig, på en gang blev stadigt mere usandsynlige og repetitive. endte han som Danmarks tredje mest solgte forfatter efter HC Andersen og Søren Kirkegaard.

Min familie troede at jeg var ved at blive nazist, eller i det mindste flirtede med nazistisk tankegods. For mig var det absurd, Hazel gjorde sine hoser grønne for sin samtid og tager hele tiden afstand fra nazismen – hans ‘regiment’ slår i bøgerne den ene nazi-forbryder ihjel efter den anden. Og mine forældre klagede ikke over at jeg i skolen skulle læse Martin Andersen Nexø, som de i stedet faldt i svime over TV serien Fiskerne baseret på Hans Kirks bog. Ingen kommunisme der. For min familie er mit valg af drengelitteratur dengang stadig en joke. Men det var det ikke for mig dengang. Det var en skræmmende oplevelse ikke at kunne tænke logisk uden at blive fordømt.

Så jeg fortalte ikke nogen, at jeg også havde forsøgt at læse Mein Kampf (men måtte dog opgive fordi sproget var så dødt – måske havde oversætteren gjort det med vilje for at give Hitler et dårligt ry?)