MONOKULTUR

Det er ikke let at være i dissens når emnerne er Ukraine/Rusland, Trump og Grønland i disse tider. Eva Selsing sporer i BT intolerancen tilbage til pandemien “En blodtørst mod anderledes tænkende anført af etablissementet”. Selsing er, sammen med sin mand Rune, i skudlinjen for tidens konforme selvretfærdighed, som udtrykt af den konservative debattør Christian Egander Skov, der dog særligt frygter den besindige Kasper Støvrings stemme i offentligheden, som man kunne læse i Berlingske Tidende

Selvom Kasper Støvring ikke direkte giver udtryk for, at Donald Trump har ret til at tage Grønland, finder Christian Egander Skov hans position i debatten problematisk.

»Han anlægger en analytisk ramme, som får Trumps handlinger til at fremstå som en reaktion på danske og grønlandske forsømmelser,« siger han og henviser til argumentet om Danmarks manglende investeringer i arktisk sikkerhed og det forhold, at Grønland fik selvstyre i 2009.

(…)

»Det minder om den yderste venstrefløj under Den Kolde Krig. Der kunne være mange grunde til at høre til dér, men når man stod over for Sovjetunionen, virkede det betænkeligt, at nogle hele tiden forklarede eller forsvarede en fremmed og fjendtlig magts handlinger,« siger Christian Egander Skov.

“I sidste ende bliver man jo målt på, om man er fædrelandskærlig” truer Skov, som er det ham, der sidder inde med monopolet på, hvorledes det skal udtrykkes i enhver given situation (og en præmis om at han er det gode selskab man ikke vil ud af). USA er, uanset om man kan lide ‘amerikanske Hitler’ – der nu sammenlignes med russiske Hitler i et kapløb der for en stund ser ud til at have henvist jødiske Hitler til et opmærksomheds-moratorium – eller ej, en NATO allieret og således på ingen måde en “fremmed og fjendtlig magt”. Forvekslingen afslører hysteriets omfang og man skal i det lys ikke chokeres over Skovs rationale “Selv når man tager afstand fra Trumps adfærd, er man stadig mere tilbøjelig til at placere ansvaret for krisen om Grønland i København og Godthåb end i Washington”. 

 “Vi er aldrig antieuropæiske eller antidanske, som Trump og Vance er i forhold til Europa, ligesom du er.” skrev Ole Birk Olsen til Kasper Støvring. “Enhver dansker, der samarbejder, støtter eller på nogen måder bidrager til USA’s og Trumps politiske virke er en landsforræder” skrev Socialdemokratiske Magnus Barsøe Folketingskandidat og vært på Radio IIII programmet Børsen Brænder på X og så langede han ud efter Støvring som “Trump fan” i Politiken. Når det at udtrykke pro et contra om den amerikanske præsident er problematisk ud i det landsforræderiske, så kan man slet ikke tale frit om krigen i Ukraine og det russiske standpunkt.

Denne vægring ved tanke leder med en søvngængers sikkerhed til fejlslutninger. Børnenes Statsminister Mette Frederiksen “har markedsført sig selv som »Putins hovedpine« og i flere år forsøgt at skræmme danskerne ind i en krigsmentalitet” skrev Leny Malacinski i Weekendavisen sidste år. Statsministeren mente sig nemlig “….nødt til at sige – og det er særligt til nogle af partierne i Folketinget: (…)Tiden er ikke til hurtige meldinger eller politiske overbud eller mistillidserklæringer til myndighederne eller til politiet”. “Kritik” oversætter Malacinski “er nemlig det Rusland vil have”. 

“The automatic gainsaying” ophøjet til politisk diskurs, hvor Danmarks interesser reduceres til negationen af Ruslands – eller en hvilken som helst anden, oplevet fjende i tiden. Men vores interesser er vores interesser og i de tilfælde hvor de støder sammen med andres, må vi tage bestik af den konkrete situation. Pandemien er ikke problemet, Rusland er ikke problemet, islam er ikke problemet… de er alle problemer oveni alle de andre. Det er kunsten at kunne prioritere dem, der afgør vores succes. Sådan som en statsminister af de voksne burde tænke. 

“Hvordan endte vi opp med dette tilsynelatende enhetlige konsensuset?” spørger Glenn Diesen(s) og funderer “Ble det skapt gjennom åpen debatt om hva som er best for norsk og ukrainsk sikkerhet, eller ble konsensusen etablert ved å skape et klima av frykt der alle som er uenige med statsmakten blir anklaget for å spre propaganda for fienden?”

Jeg tror ikke alle fullt ut forstår hvor alvorlig det er at forsvarsministeren anklager meg for å spre «russisk propaganda», uten å legge frem noen konkret begrunnelse. Denne typen mistenkeliggjøring, delegitimering og stempling har som mål å innsnevre ytringsrommet. At dette kommer fra forsvarsministeren, er dypt autoritært og representerer et angrep på våre demokratiske prinsipper. Statsmakten forsøker her å ta monopol på sannheten, og i stedet for å møte mine argumenter kriminaliseres dissens og fremstilles som en trussel mot nasjonens sikkerhet.

Forsvarsministeren gjør det alle autoritære ledere alltid har gjort: han sidestiller dissens med forræderi, sentraliserer kontrollen over diskursen, eliminerer skillet mellom statsmakt og sannhet, og oppmuntrer til vilkårlig straff.

(…)

Jeg diskuterer hvordan Nato har fremprovosert denne krigen, ikke fordi jeg tar Russlands side mot Norge, men fordi det er helt nødvendig å erkjenne virkeligheten og motpartens sikkerhetsbekymringer for å fremme fredelige løsninger. Når var sist noen av oss hørte politikere eller medier diskutere Russlands, Kinas, Irans eller andre motparters legitime sikkerhetsbekymringer? Dette var helt normalt under den kalde krigen for å redusere sikkerhetskonkurransen, men i dag blir gjensidig forståelse møtt med mistenkeliggjøring. Dersom vi ikke kan erkjenne at motparten har legitime sikkerhetsbekymringer, blir krig vår eneste løsning.

Diesens bekymring for de retoriske angreb er ikke uden bund. I sidste uge talte han med det tyske EU parlamentsmedlem Michael von der Schulenburg om hvorledes EU helt ublu har indført konkrete straffe for, ‘wrongthink’, med den svejtsiske geopolitik-kyndige analytiker Jacques Baud, som eksempel. Tilfældet Baud beskriver Jens Kristian Bech Pedersen også her på Ukrainedebat.dk – i et fremragende forsvar for ytringsfriheden(!) – som han fortæller, hvor intenst EU, med de nationale regeringers velsignelse, konstant arbejder på “nye EU-sanktioner mod mennesker, selskaber og foreninger, der offentligt promoverede andre kendsgerninger, analyser og holdninger til Ukrainekrigen, Rusland og til hele virkelighedsforståelsen af årsagerne, optakten til og forløbet af Ukrainekrigen”

Sanktionerne er ikke straf, insisterer EU på, men som Pedersen skriver

Disse borger-disciplinerende sanktioner omfatter bla. 1) indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres af de enkeltpersoner eller organisationer, der er mål for sanktionerne (såsom kontanter, bankindeståender, aktier og andre ejerandele osv.), således at der ikke er adgang til dem, og de ikke kan flyttes eller sælges, samt fast ejendom, der ikke må sælges eller udlejes samt 2) visum- eller rejseforbud, således at enkeltpersoner ikke kan rejse ind i EU. (se note 8 -10)

Det er en nødvendighed for “EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som er: a) at værne om EU’s værdier, grundlæggende interesser og sikkerhed, 2) at styrke demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkeretten og 3) at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed (jf. note 9).” Derfor kan man altså ikke udtrykke, hvad andre kan opfatte som prorussiske holdninger, endsige lade sig interviewe til russisk TV. Pedersen citerer Baud

Dette er en politisk afgørelse. Det er ikke nogen domstolsafgørelse. Jeg er aldrig blevet trukket i retten og stillet over for en dommer. Jeg har aldrig overtrådt nogen lov. Jeg er aldrig blevet anklaget for at have overtrådt nogen lov. Jeg har aldrig haft muligheden for at forsvare mig selv. Jeg har aldrig haft muligheden for at blive forsvaret eller repræsenteret af en advokat. Jeg har aldrig haft mulighed for at bevise, forsvare eller fremlægge min sag. Indtil nu har man heller aldrig præsenteret sagen for mig.

Så dette er en ensidig beslutning om at frarøve mig min bevægelsesfrihed. Og endog min frihed til at leve, for mine konti er lukkede. Jeg kan ikke betale noget, ikke betale mine regninger, min mad eller brændstof til min bil eller hvad som helst. Siden den 15. december lever jeg af mine naboers gavmildhed og den solidaritet, som folk i Bruxelles viser mig. Jeg har fået mange tilbud om hjælp fra mennesker i EU, fra Frankrig, Holland, Tyskland, Schweiz osv. Men jeg lever af hjælp fra mine nærmeste naboer. Alt dette betyder, at EU uden nogen form for passende retsproces faktisk har frarøvet mig alle mine grundlæggende friheder, inkl min ytringsfrihed.

“Uden rettergang; uden begrundelse” kondenserede vores geopolitik kyndige Klaus Kondrup det i slutningen af december. Pedersen skriver videre

Straks efter Ukrainekrigens udbrud iværksatte EU sin unionscensur, da EU’s Kommissionsformand von der Leyen den 27 FEB 2022 annoncerede EU’s censur-sanktioner mod den russiske tv-station Russia Today og den russiske radiokanal Sputnik (jf note 11). EU-rådet fulgte op med en vedtagelse af censuren den 02 MAR 2022.

I sin annoncering sagde von der Leyen følgende: Med en ny og ikke tidligere anvendt foranstaltning vil vi i Den Europæiske Union forbyde Kreml’s mediemaskine. De statsejede Russia Today og Sputnik såvel som deres støtter vil ikke længere være i stand til at sprede deres løgne for at retfærdiggøre Putin’s krig og skabe splittelser i vores union. Så vi er ved at udvikle redskaber til at forbyde den giftige og skadelige disinformation i Europa (jf. note 12).

EU forbød siden “Voice of Europe, RIA Novosti news agency and Izvestia and Rossiyskaya Gazeta newspapers, on the grounds that they “have been essential and instrumental in bringing forward and supporting Russia’s war of aggression against Ukraine”” skrev Reuters. 

Pedersen citerer oplagt George Orwell roman 1984, hvorledes partiet befaler at ingen skal tro deres egne øjne og ører. I den virkelighed er der konstant krig, som de tre megastater Oceania, Eurasia og Eastasia konstant bekæmper hinanden og derved leverer totalitarismens ‘nødvendighed’. “Putin will not wait to finish his war in Ukraine ― he will open up some other direction,” sagde Zelensky for et stykke tid siden, men tilføjede så “Nobody knows where.” Og således opfandt han en ny studieretning på universitetet; anvendt paranoia. Von Der Leyen anser ytringsfrihed som virusbefængt og indtager en profylaktisk tilgang

As technology evolves we need to build up societal immunity around information manipulation. Because research has shown that prebunking is much more successful than debunking. Prebunking is basically the opposite of debunking. In short, prevention is preferable to cure.

Perhaps if you think of information manipulation as a virus. Instead of treating an infection, once it has taken hold – that is debunking – it is much better to vaccinate so that the body is inoculated. Prebunking is the same approach. Because disinformation relies on people passing it on to others. It is essential that people know what malign information influence is and what the techniques are that are behind it.

And as the knowledge goes up our chances of being influenced goes down. And that builds up the society resilience that we will need. 

Det er modus operandi, der er altid en nødvendighed, altid noget demokratiet skal beskyttes mod. EU vil derfor også masseovervåge befolkningens emails og private korrespondancer, den såkaldte ‘chat kontrol’, for netop det tilfælde, at nogen skulle dele børneporno og andre ulovligheder, som The Verge kunne beskrive. Tilsat AI og almindelig administrativ tankekontrol skal vi lære at elske partiet. “Behøver man minde Mette Frederiksen og kompagni om § 72: “Boligen er ukrænkelig” skrev Morten Messerschmidt – der er formand for en af disse partier, der særligt skal lytte efter vores statsminister – “Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”. Ikke længere, åbenbart.

Katrine Winkel Holm deler også denne bekymring, som hun skriver om Baud på Facebook. Men i hendes kommentarspor skriver Mads Brügger symptomatisk for tidens ånd “Manden har jo i stort set alle henseender forsvaret Putin og det i en grad så det nærmer sig det komiske” og uddyber “Fx hævder han at Skripal blev ramt af madforgiftning og at det var mafiaen der forgiftede Navalny”. Det er særlig trist læsning, da Bryggers publikation Frihedsbrevet har haft en længere artikelserie, der søger at svare på, hvem der sprængte Nord Stream rørledningerne i luften – noget som de statsbetalte medier negligerer.

 “Mysteriet” om Nord Stream sprængningen, et militært angreb lige ud for Danmarks kyst på et NATO lands kritiske infrastruktur – energipolitik er sikkerhedspolitik – rejser flere spørgsmål, som hvad denne krig handler om, og hvad borgerne får at vide om virkeligheden af den statsbetalte presse herhjemme. Hvor meget af danskernes støtte til krigen er båret af påstanden om, at en ukrainsk sejr var mulig? Husker nogen ‘Forårs/Sommer Offensiven’? Hvor mange liv er gået tabt, fordi det ikke har været muligt at nedlægge en analytisk ramme, hvor man ikke stiftede fred med sine venner? Komisk eller ej, er det tilladt at ‘forsvare Putin’, hvis det overhovedet er det Baud gør. Vi er, som Pedersen gør opmærksom på, ikke i krig, der er ingen undtagelsestilstand at tage hensyn til.  

 “I sidste ende bliver man jo målt på, om man er fædrelandskærlig”, thi “Vi er aldrig antieuropæiske eller antidanske” eller “en landsforræder”. ”Jens Jørgen Nielsen [blev] fyret fra Folkeuniversitetet, da Jakob Skovgaard-Petersen og Jes Stein Pedersen greb ind og aflyste Nielsens planlagte foredragsrække, fordi de ikke kan lide mandens synspunkter.” skrev næstformand Michael Pihl på Trykkefrihed.dk tilbag i ‘22 netop med udgangspunkt i rørledningerne. “Uffe Gardel påstår, at fyringen er berettiget, fordi Nielsen skulle have ”fremsat påstande, som fagets sagkundskab er uenig i, og det kan man ikke som underviser”.”

Gardel kritiserer Nielsen for et udsagn om, at ”det kun kan være USA, som har sprængt Nord Stream i luften”. Og det ved vi alle jo lige så lidt om, som Uffe Gardel, men det er da en mulighed, som Nielsen skal være i sin gode ret til at udtale sig om? Statsbetalte medier som f.eks. Kristeligt Dagblad var hurtigt ude med påstanden (på forsiden), at ”al sandsynlighed taler for at Rusland står bag” sprængningen af Nord Stream, hvilket kan være lige så uansvarlig en spekulation som Nielsens, efter min mening. Hvis man ser interviewet med oversættelse af, hvad Nielsen rent faktisk siger på russisk tv, siger han ikke, hvad Gardel påstår. Nielsen siger, at ”det formentlig aldrig vil komme frem i lyset”, hvem der sprængte Norstream, men dernæst tilføjer Nielsen i interviewet, at Præsident Bidens udtalelser peger på en overvejende sandsynlighed for at USA stod bag sprængningen af Nordstream. Fox-News journalisten Tucker Carlson har sagt det samme som Jens Jørgen Nielsen 

Det er altså kommet dertil, hvor end ikke kommunister kan sige deres mening på uddannelsesinstitutioner.