MONOKULTUR

I Kristeligt Dagblad 2/2-26 kalder Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak Monica Papazus forsvar for Jens Jørgen Nielsens bog “Krims Historie, et forsvar man kunne læse i Tidehverv, for “russisk propaganda”.

“Putin påstår, at løftet blev afgivet til Sovjetunionen som betingelse for Tysklands genforening, men det er løgn. Selv Gorbatjov har slået fast, at han ikke bad om den garanti. For ingen – heller ikke Gorbatjov – havde på daværende tidspunkt forestillet sig, at Sovjetunionen og Warszawapagten ville bryde sammen. I sin vildeste fantasi så Gorbatjov ikke for sig, at Sovjetunionen blev nedlagt, og at de baltiske lande ville blive selvstændige,” siger Anna Libak, der ikke har læst hele artiklen, men har fået forelagt de passager, der debatteres.

Nogle gange er det nu bedst at læse hele teksten, som jeg bittert erfarede i skolen. 

“Gorbatjovs minder er ikke i overensstemmelse med de afklassificerede dokumenter fra USA’s National Security Archive” svarer Pazuzu og uddyber “Efter Warszawapagtens opløsning lovede Nato’s højeste repræsentanter også Boris Jeltsin, at ingen udvidelse ville finde sted.”

Det kan være svært at holde rede på begivenhederne, hvis man hænger for meget i, hvad der blev sagt på bestemte tidspunkter, som i en Agatha Christie roman. Spørgsmålet er, om Ruslands reaktion på NATO’s østudvidelse var til at forudse. “We have top Western leaders throughout the nineties recognising the NATO expansion will be seen as a threat by Russia” sagde Glenn Diesen til Cyrus Janssen for nogle uger siden og nævnte i flæng CIA direktør Burns og den tyske kansler Merkel. “This is why you have to censor dissent! fortsatte han, fordi det er en trussel mod fortællingen om “den lange krig”, en nedslidning af Rusland, som bliver affærdiget som ‘russisk propaganda. “Whoever doesn’t fall in line is being shamed, is being humiliated”

Anyone who’s suggesting that Zelenski is not Churchill 2.0 or that there is corruption there, they are also russian propagandist. ‘There is no corruption in Ukraine!’ If you say that the British and Americans sabotaged the Istanbul peace agreement, more Russian propaganda. And of course, Ukraine is losing the war, then you are undermining the public support for the war, so this is also Russian propaganda. The sanctions not working? This is also Russian propaganda and you are just trying to undermine trust in the public support for sanctions on Russian. You think the Nord Stream wasn’t Russia but an American-Ukraine [operation. red], well, more Russian propaganda

Diesen var, som han selv påpeger, en af de stemmer, der advarede mod at udvide NATO og EU mod øst netop af frygt for at russerne ville slå militært tilbage.  på den måde kan man gruppere folk i spørgsmålet om NATO, Rusland og Ukraine: De, der som Diesen, Mearsheimer, Barnes, Merkel mf, der kunne forudsige konsekvenserne af en NATO udvidelse, fordi de forstod realiteterne. De, der ligeledes kunne forudse konsekvenserne men skubbede på, fordi det var hvad de ville opnå (det skal nu ikke handle om Systemet CIA her). Og så de der ikke forstod realiteterne og derfor ikke kunne forudsige konsekvenserne – det er dem, der nu er de mest aggressive fortalere for en eskalation af krigen og stadigt mere højrøstede fortalere for mere censur af dissens.

Så hvad vil det sige at være Putinist, gå russernes ærinde eller bringe propaganda? At man blot har ret? Amanda Sloat, “President Biden’s top National Security Council official for Europe” indrømmede i sidste måned

I mean, look, the NATO question has always been difficult. You know, I mean we had some conversations even before the war started about what if Ukraine comes out and just says to Russia, fine, you know, we won’t go into NATO, you know, if that stops the war, if that stops the invasion, which at that point it may well have done.

You know, there is certainly a question almost three years on now, you know: Would that have been better to do before the war started? would that have been better to do in Istanbul talks? I certainly would have prevented the destruction and the loss of life.

NATOs formand Jens Stoltenberg blabrede det lige ud, krigen i Ukraine er udløst af Vestens insisteren på at udvide NATO, skønt han forsøgte at lave den modsatte pointe. Polens Duda betegnede Ukraine som en druknende mand, som man skal holde sig fra, hvis ikke man vil trækkes med i dybet. Biden regeringens første reaktion på den russiske invasion, eller specielle operation, som Putin insisterede på at kalde det, var at evakuere den ukrainske præsident Zelinsky. Han svarede, som de fleste sikkert husker, at han ikke havde brug for et lift, men for våben. Først derefter engagerede man sig stadigt mere, nærmest ad hoc, i den druknende mand.

“Det er forfærdeligt, at der hver dag dør ukrainere og russere i en krig, som man kunne have undgået” skrev Marie Krarup tilbage i februar 2023 til Altinget “Man kunne have undgået den, hvis der havde været vilje til det”. Hendes position var allerede velkendt, da hun fra starten havde forfægtet det synspunkt på Facebook. Hun blev svinet til fra højre til venstre af alle de pludseligt opståede proxy-patrioter, som væltede ud af træværket.

Marie Krarup var “Putinist” der burde “foretage et skamfuldt selvopgør”, som Tom Jensen skrev i Berlingeren 3/3-22 førend han trak en lige linje fra Putin til Trump. Således omgivet af fjender, insisterer vi som de eneste på, at opretholde den ‘regelbaserede verdensorden’ – hvis bare man kan få belgierne med på at stjæle russernes penge. Og Jarl Cordua ville også med i flokken og skrev

Vladimir Vladimirovitch Putin kan dog altid føle sig sikker på solid støtte til sit synspunkt om, at Ukraines regering og NATO i virkeligheden er dem, man kan klandre for, at stakkels Rusland nu nødtvunget må lade kampvognene og kanonerne rulle ind: Det er Nordkorea og så Кристиан Юль (Christian Juhl) fra Russisk Venstreparti (EL) samt Мари Краруп (Marie Krarup) fra Russisk Folkeparti, tidligere Dansk Folkeparti.

“Det eneste kølige ved Krarup er hendes fravær af sympati med de lidende ukrainere.” skrev Adam Holm. Det pæne menneske skrev altså, at Marie Krarup, der vil have krigen stoppet under hensyn til primært ukrainske lidelser og ødelæggelsen af Ukraine, har et fravær af sympati med lidende ukrainere. At hun med andre ord er psykopat for ikke at støtte en fortsættelse af krigen. En Pierre Collignon begræd “Marie Krarup-klanens” – der er “en isoleret gruppe” – “mange selvmodsigelser, fejlslutninger og en ukritisk overtagelse af Kreml-propaganda”

I Marie Krarup-klanen kalder man sig »realister«. Man mener at have modet til at skære igennem den »enfoldige« liberale moralisme for at analysere de hårde magtforhold i verden med et overlegent blik.

“Realister” i denne sammenhæng er en teoretisk retning, der vel nok springer ud af Bismarcks tænkning om at stater har interesser og ikke venner. Og store stater har interessesfærer, som de vil forsvare nidkært ud fra en betragtning om, at de ellers er truet på deres eksistens. Bismarck skulle have sagt at Tysklands ulykke var, at det var for lille til at dominere Europa (sin sfære), men for stort til ikke at gøre forsøget.

Formålet med vores engagement i Ukraine krigen er ren drenge-politik. Danmarks interesser forklares med, at Putin er Hitler og således bliver ukritisk støtte til Ukraine en national pligt. Og entusiasmen er svanger på propaganda om, at krigen kan vindes. “Mantraet “så lang tid det tager” har været EU’s kampråb til støtte for Ukraines modstand mod Rusland” skrev Adam Holm i Point of View International (POV) “Gid det ikke klinger af”. ‘Så lang tid det tager’ mantraet tager ikke hensyn til at Ukraine tømmes for mænd i den kamp duelige alder. Men det er heller ikke bekymringen fra EU, der, som Systemet CIA, ser Ukraine som et middel til ‘det’(!), nemlig at knække Rusland på den ene eller anden måde. For sentimentalister som Adam Holm og den danske medieklasse, handler det hele om Ukraine, ikke om Danmarks interesser.

Men Ukraine er for alt for mange danskere, og vesterlændinge med for den sags skyld, en drøm, hvor de kan være heltne og snart inkassere belønningen. ‘Så lang tid det tager, er snart. TV2 skrev i januar “at op mod 200.000 ukrainske soldater anslås at være AWOL”, altså stukket af fra fronten og “at op mod to millioner ukrainere lige nu er ”efterlyst for at undgå militærtjeneste” (…) for at undgå skæbnen som russisk kanonføde” (Der arbejder et par stykker af dem i min lokale Rema). Ukraine beskrives som “superpressede på slagmarken”. “Super”! Når TV2 i øvrigt fortæller at Ukraines nye forsvarsminister Mykhailo Fedorov tidligere har været minister for digital transformation, udlægges det som en satsning på droner i krigen mod russerne. Men kynikerne peger på, at hans ekspertise er til for at opspore de manglende soldater. Droner er fint, men kanonføde skal der til en rum tid endnu.

Virkeligheden er uønsket og amoralsk. “Det er unægtelig en falliterklæring at sige, at USA og Nato har begrænsede muligheder for at ændre den ugunstige situation ved fronten i Ukraine” skrev Claus Mathiesen i sin velkendte bagvendte logik “Så må vi da håbe, at Rusland ikke har intentioner om at teste Nato militært”. Er Ukraines ‘frihed’ nu formålet eller midlet?

“The best is the enemy of the good” mindede Niall Ferguson om på basis af de faktiske forhold i jernindustrien og konkluderede “It is now time to consolidate what they have achieved through diplomacy”. Måske det aldrig skulle være kommet dertil, for som Ferguson konstaterer “realistically Ukraine has never been in a position to defeat Russia”.

Det er dem, der har sagt ‘“Slava Ukraini”, der har sikret Ukraines ødelæggelse, som Diesen bemærker. I stedet for at fokusere på troppebevægelser, som legede man med tinsoldater, skal man konstatere, at det er en udmattelseskrig, hvor det meget større Rusland udpiner Ukraine og efterlader dem, “a rump state”, en restsstat, som Mearsheimer kalder det, ingen kan bruge. Selv den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen erklærede i november 2023 til russiske spasmagere, “at some point I guess that the ukrainian president adjust to the situation and declare that this is now the time to start the negotiations.” og så at en fremtid for ukrainsk EU medlemskab ville blive “very, very, very difficult”; ”It’s the largest country in Europe, it will come with a huge impact if they suddenly become members of the european union” mindede han om “But nevertheless due to geopolitical reasons that will be our approach.” Det er en dårlig strategi, men det er vores strategi.

Og den skal ikke udfordres, erkendelsen hører den abstrakte fremtid til.

“Så er maskefaldet fuldført” skrev Magnus Barsøe, vært på Radio IIII’s Børsen Brænder og Folketingskandidat for Socialdemokratiet, da Dansk Folkeparti foreslog at stoppe med at yde økonomisk støtte til Ukraine og i stedet blot yde lån. “Dansk Folkeparti svigter vores venner og demokratiets kamp mod fascisme” mente han “Det er ikke bare moralsk forkasteligt og udansk”, “en smule frastødende”, “et svigt, udansk og ren trumpisme” og slog fast at Danmark “har rigeligt råd til at sikre danskernes tryghed og velfærd OG hjælpe vores venner i Ukraine.” Men det er ikke blot for de blå ukrainske øjnes skyld, kunne man også læse i hans tirade

Det går imod meget nære danske sikkerhedsinteresser (…) Hvis Ukraine falder, ruller Putins krigsmaskine videre.

Det er fuldstændig AFGØRENDE for danskernes sikkerhed, og for at mindske risikoen for en krig mellem Rusland og Nato, at vi sikrer, at Ukraine kan kæmpe og ikke falder.

“Til sidste ukrainer”? kunne man spørge, for hvis interesser er det egentlig der argumenteres for? Der findes i hans argumentation, som vi kan kalde den, ingen bekymring for prisen eller realismen på slagmarken. Alligevel slutter han “Slava Ukraini”. “Putins venner. Det er de” svarede Stine Bosse. Barsøes partifælle Jan E Jørgensen mente at “Danmark skal naturligvis stå last og brast med vores ukrainske venner, der også kæmper for vores frihed”. Helt selvmodsigende blev Socialdemokratiets Christian Raabjerg Madsen, da hans argument for at bevæge sig tættere på en krig med Rusland lød; “At DF ik forstår, at Danmark som Østersø-nation er særligt udsat for russisk aggression – ufatteligt.” I det mindste sprænger de ikke rørledninger i luften ud for Bornholm.

Og linkende til den ædruelige Tommy Robinson undrede den KonservativeRasmus Jarlov sig “Why are people who are right about immigration so often defeatist cowards in the face of Russia?” Fordi vi har nok problemer uden at begynde at opfinde dem også? Også opfandt han følgende bon mot “A genuine patriot does not allow a second rank power like Russia to push Europe around” som en ufrivillig homage til “No true scotsman..” Og iet senere opslag skrev han “we know that Russia hates Europe, often invades European countries and are mobilising on a scale that will enable them to attack“. Hvordan gik det dog til?

At forholde sig rationelt til Ukraine er som at være den sidste, der blæser i konkylien…