MONOKULTUR

Det spørgsmål stillede Emily Jashinsky, klummeskribent for UnHerd, den tidligere CIA ansvarlig for russiske anliggender George Beebe og professor John Mearsheimer fra universitetet i Chicago.

Beebe var optimisten, skønt han indrømmede store vanskeligheder i forsøget på at skabe en fred mellem Rusland og Ukraine. Han lagde vægt på, at krigens årsag ikke findes i en russisk ide om at indtage land, bygge et imperium, genskabe Sovjetunionen eller anden form for ekspansiv drøm. Krigen er resultatet af USA’s og NATO’s opfattelse af, hvorledes den europæiske sikkerhedssituation skal se ud, og hvad Ruslands og Ukraines roller er under det hensyn. 

Den opfattelse hører den liberale hegemonis tænkning til, som man i Vesten så bekræftet i, hvad der er kaldt det unipolære øjeblik, den periode efter Den Kolde Krig, hvor Vesten var suveræn på den globale scene og ikke forstod at det var en flygtig situation. Med USA’s nylige erkendelse af at verden nu er multipolær, med flere globale stormagter, der må forhandle sig til deres interesser, er grundlaget for konflikten mellem Vesten og Rusland derfor reelt set væk.

Det er klar logik, men kun for så vidt angår den oprindelige årsag til konflikten. Og denne optimisme kan højst gælde for USA’s og Ruslands forhold. Det er således tæt på sofisme, den gode Beebe klynger sig til. For som Mearsheimer lægger vægt på, er de to stridende parter – skønt der også er tale om en proxy-krig, hvor Ukraine altså er Vestens brik – Rusland og Ukraine. Og deres krav til en fred er så langt fra hinanden, at der ikke er noget at tale om. 

Fredsforhandlingerne er derfor for Mearsheimer et ‘kabuki teater’ og krigen afgøres på slagmarken. Russerne kræver først og fremmest, at Ukraine skal forblive neutralt og ikke kan få sikkerhedsgarantier fra NATO, endsige optages som medlem. For det andet skal Ukraine afvæbnes så langt, at det ikke kan udgøre en trussel mod Rusland, som Rusland ser det. For det tredje skal Vesten, Ukraine og Verdenssamfundet anerkende Ruslands annekteringer af Krim og de fire provinser, de allerede har indtaget i Ukraine.

Man skal forstå, siger Mearsheimer, at russernes krav er eksistentielle for Rusland, at det er et spørgsmål om deres lands overlevelse, som Rusland ser det. Det er i den sammenhæng derfor helt ligegyldigt, hvad vi mener eller tror er rigtigt. Kun ved at få alle tre krav opfyldt, er den eksistentielle trussel mod Rusland neutraliseret ifølge russerne.

Og på den anden side kan ukrainerne ikke afgive land for en aftale om fred. Det er et utænkeligt scenarium, nationalismen er dertil alt for stærk. Nationalisme, som Mearsheimer ynder at påpege, er den stærkeste drivkraft for et folk, stærkere end religion og civilisatorisk identitet (hvor han afviger noget fra Samuel Huntington). Ukrainerne ser derfor Rusland som en eksistentiel trussel. Der er altså ikke noget at forhandle om for nogle af parterne, selv om Beebe lægger vægt på, at det ville være det bedste for alle parter.

Som et symbol på krigens realiteter, kommer de to eksperter ikke nærmere hinanden, som Beebe forbliver at fokusere på, hvad Vesten kan tilbyde Rusland af anerkendelse, mens Mearsheimer insisterer på at holde Ukraine i ligningen. Beebes optimisme understreger ironisk nok tragedien. For selv om han har ret i, og som også Mearsheimer mener, at krigen er en udløsning af Vestens expansion mod øst, så er det ikke længere kun en proxy-krig. Krigens årsag er ikke længere krigens mening.

Sådan er det med krige, de skaber en ny virkelighed; en virkelighed USA’s sene erkendelse af en multipolær verden ikke kan ændre – især ikke når EU ser ud til at insistere på at holde fast i en verden, der ikke har eksisteret i årtier. EU’s næstformand og udenrigskommissær Kaja Kallas fraråder således direkte lande at tale med russerne.

I can’t say it publicly here but I have managed to convince some countries to not have meetings with Putin (…) We really need to reach out to the third countries all the time to explain what is at stake. Sometimes they listen, sometimes they have much stronger ties with Russians – I don’t know why, because usually we are giving them much more money, we are the biggest trading partners or far larger than Russia, but somehow they still believe them.

Som Diesen pointerede “When your top diplomat does not believe in diplomacy, then war is the most likely outcome”. Det er selvfølgelig indlysende, nedslående som det ellers er. “I de vestlige medier hører vi historier om forhandlinger og territorier, der skal byttes og at Rusland snart går i opløsning” minder Ukrainedebat.dk’s Klaus Kondrup, der helt er på linje med Mearsheimer

Fra starten af blev den danske befolkning solgt ideen om at vi skulle støtte Ukraine og så ville Rusland blive nødt til at give fortabt. Det er stadig det, de europæiske ledere siger. Og det er stadigvæk forkert. 

Man kan spørge sig selv, hvor meget af den danske sympati og støtte til Ukraine, der hviler på en ide om ukrainsk succes, som man kunne have del i by proxy. Mange politikere lyder som om de udlever deres indre Churchill. Men Kondrup giver som Mearsheimer heller ikke meget for en fred. Forhandlingerne er teater, siger også han og tilføjer at den politiske situation i Ukraine er uafklaret. Og som både Beebe og Mearshimer siger (jeg vil gerne slutte med en eller anden form for enighed) er der tvivl om der overhovedet er et levedygtigt land når denne krig er overstået, som 20 mio. ukrainere har forladt landet og efterladt pensionisterne til at tegne fremtiden.