MONOKULTUR

Man skal vælge sine kampe med omhu, så mens EU insisterer på at holde en forlængst tabt krig med Rusland kørende (“There is no instance of a nation benefitting from prolonged warfare.” som Sun Tzu bemærkede, men nationernes velbefindende er selvfølgelig heller ikke EU’s bekymring, snarere tværtimod), har USA valgt at smadre det iranske terrorregime. Det sker, udover en presserende udvikling, også som led i den omkalfatring af Mellemøsten, som Trump indledte med Abraham Aftalerne. Jeg skrev i sin tid

Trump rakte ud til den arabiske Verden på sin første udenrigsrejse som præsident. Man kan vinde mere ved at samarbejde med Israel, forklarede han araberne, især hvis man har en fælles fjende i Iran. Han formanede også at hvis dagene med terror var forbi ville fremgang og velstand ligge forude – Og de lyttede henført, thi de var “in a different place now”.

Så ambassaden i Tel Aviv blev flyttet for at få et urimeligt palæstinensisk krav af bordet. I er ude, var beskeden og stedet gav han dem et kort, der viste hvad de kunne få, at se på, mens han efterlod dem på perronen til deres egne overvejelser. Atom aftalen, der ville give Iran mulighed for at bygge atomvåben om føje år blev annulleret. Isis blev nedkæmpet og kalif Al Baghdadi blev jagtet i døden af heltehunden Conan, som en advarsel til alle terrorister in spe. Den iranske terrorleder blev stavblendet til alles moro, selv mullaherne i Teheran, skønt de ikke kunne vise deres sande følelser. Trump tog omvendt noget ekstra flak fra pressen, fordi han ikke reagerede på at Saudierne kom til at partere en systemkritiker på deres ambassade i Ankara. 

Og så kunne Forenede Arabiske Emirater og Bahrain løje stemningen i den arabiske gade ved at være de første til at underskrive en fredsaftale med Israel, tidligere omtalt Slangens Hoved. Og stemningen var at flere lande fulgte efter mens andre trak på skuldrene og sagde at det vel snart er på de tider. Så: Jo! Jo! Jo! Og jo! Der vil blive en separat fred mellem Israel og den arabiske Verden. Eller som Trump selv udlagde arbejdet bag Abraham Aftalerne “You know, It’s so easy – if you know what you are doing!” Oh, de har mange grunde til et personlig had til outsideren Trump.

“[Trump] is doing it all wrong!” udbrød Biden frustreret under valgkampen ,[2020], da han en sjælden grad blev presset til at forklare, hvorfor han var det bedre valg. Hans kognitive forfald kunne nok undskylde sparsommeligheden med argumenter og eksempler og det var nok mere en generel udtalelse. Men hans følelsesladede udbrud ligner en afsløring, der gælder Washingtons elite af eftersnakkere. Det er ikke resultater eller nogen gavn, der er formålet med konsensus politikken. Det er bare en gænge, insiderne beriger sig på, som kræver fælles fodslag. En dogmatisk ideologi, der så langt den har haft en mening, nu er blevet underløbet af at verden er et andet sted. Nu er den demaskeret – og så af outsideren, af alle ulykker.

“Chaos or commerce” var ordene Trump brugte. De arabiske stater valgte at give ‘commerce’ en chance, mens EU altså insisterer på kaos. Men Trump fik overbevist de arabiske ledere om at Iran var den store instigator af kaos i Mellemøsten og at Israel, som Iran søger at udslette, er deres egentlige sande ven og partner. Opgørene med Irans proxyer, Hamas, Houthierne og Hezbollah, er ved at være til ende. Forårsrengøringen er i fuld sving, hvis man altså skulle komme til bunds i skidtet.

Den ædruelige Mark Halperin kommer med en lødig skepsis om USA og Israels angreb, mens Grok, som jo blot samler offentligt tilgængelige data, hvorledes de end er blevet til, giver en anden grund til optimisme. Det er krigens tåge, så det er spændende ind til det uhyggelige, hvilken kejser der har noget tøj på. Virker det som om iranerne har styr på denne situation, Lod den iranske ledelse sig selv slå ihjel som led i en plan? Eller er det man nu forsøger at nedkæmpe et niveau af ideologisk fanatisme/islamisk entusiasme?  Trump er ikke bange for at gamble.

I Sun Tzu’s ånd, der passende skrev ‘Art of War’, har Trump valgt at gå efter regimets spidser frem for regimets soldater og således undgå unødig tab af liv. Det er en strategi, eller måske blot en taktik, han brugte med stort held, da han stavblendede den iranske terrorleder Suleimani i Bagdads lufthavn. Den samme strategi Israel forfølger i deres forsøg på at udslette Hamas. Og vel den samme strategi, da USA tog Venezuelas diktator Nicola Maduro til fange. Hans Henrik Fafner, som nogle måske kan huske, skrev for et par dage siden i det statsstøttede Point of View International

I det militære styrkeforhold står Iran svagt overfor USA og Israel, men ikke desto mindre kan krigen blive langvarig og kompliceret, skriver Hans Henrik Fafner. Iranerne har oprustet siden angrebene i juni sidste år, og tidligere på måneden udpegede den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, en stedfortræder, der også kunne blive efterfølger i tilfælde af, at der skulle ske ham noget.

(Stedfortræderen er vist også død, værste forfremmelse nogensinde) En af effekterne ved at myrde løs på regimets ledelse er selvfølgelig at dræne talentmassen. Som Trump forklarede til Fox News Brett Baier (det er Baier der citerer Trump og ordene antager en helt anden oplevelse gennem hans intonering)

We were shocked when we heard what was going on. We knew exactly what was happening and where. 49 leaders! And, you know, they were talking about using people now that nobody had ever heard of, even though they don’t know. They are using people, studying people to be the leader that even they don’t know who they are. Can you believe that?

Man kan argumentere for at den gamle Khamenei næppe var i topform da han kom af dage, men han var den legitime leder, som holdt fraktionerne tilfredse. Lidt som den rolle Bendt Bendtsen fik for det Konservative Folkeparti i sin tid: En grå genstand alle kunne holde borgfred for. Trump taler med en hvis ekspertise, som både leder af et forretningsimperium og fem år som amerikansk præsident når han siger “49 leaders is deep, it’s very deep!”

I once again urge the Revolutionary Guard, the Iranian military, Police, to lay down your arms and receive full immunity or face certain death – it would be certain death. It won’t be pretty. 

“Alle vores folk er forretningsmænd“, siger Michael Corleone til Tom ‘Consiglieri’ Hagan kort efter det mislykkedes attentatforsøg i hans soveværelse (hvor hans kone sover og børn kommer for at lege), “og deres loyalitet er baseret på det“. Der er flere komplikationer i Iran med nationalisme og ideologi, men mange er stadig “forretningsmænd”, der rettidigt tænker på, hvad morgendagen bringer. “If history has taught us anything it is that you can kill anyone”. Ideen med at myrde Michael var at så tvivl om hvem der var eller kunne blive accepteret som den nye Don. Fredo kunne det ikke blive, hvilket selvfølgelig var håbet, for skønt et godt hjerte var han svag og dum.

Jeg læste Machiavellis Fyrsten i gymnasiet, thi den slags havde min interesse frem for lektier (det gik derefter og jeg er glad for at jeg i det mindste kan gøre mig brugbar for samfundet som sosuer) så da nyhederne meddelte at Gorba var taget i sin datja for at få et break fra den politiske krise forudså jeg et kup. Forlad aldrig paladset når der er magtkamp, skev Machiavelli som et af sine mange råd. “One day you are out of your office” som Jim Hacker forklarede det til Bernard “Next day, you are out of office!” – Elsker den serie!

… anyways

Et er spørgsmålet om man kan lade en “random nigger” få atomvåben, et andet er om det spørgsmål er en dårlig undskyldning for at gå ind i Irak… jeg mener Iran. Da Will Caine blev spurgt om hvorfor han mente at “might makes right”, svarede han “The B2 bomber!” Med Black Bush’s ord, hvis ikke du har en hær “You need to shut the fuck up!” Er det deja vu igen, som Emily Jashinsky diskuterer med Matt Taibbi.

Den arabiske gade har været helt tavs også under Israels Hamas nedkæmpning. Husk hvorledes hver fredag var ‘vredens dag’ under “Operation Kast Bly” og lignende konfrontationer. Efter Abraham Aftalerne og nedkæmpelsen af ISIS er de arabiske lande et meget andet sted. “Come out of the chaos and find commerce“. Men pluderklassen hænger i gamle opfattelser af en regelbaseret verdensorden. 

Speaking of which: Iran smider angiveligt klyngebomber/missiler over arabiske og israelske mål (hø, mål). Da USA forærede klyngebomber til Ukraine så jeg det ikke blot som meddelagtighed i, hvad de fleste lande anser for et krigs-forbryderisk våben, men også og netop derfor som en indrømmelse af desperation Militært har klyngebomber ikke nogen synderlig værdi, det er et terrorvåben mod civile. Men netop dette vil også ryste en koalition sammen, da de arabiske regimer stadig skal legitimere deres position ved at kunne beskytte deres egen befolkning først (man skal være Demokratisk politiker, for at være uenig i det synspunkt)

Arbejderen skriver

Kommunistisk Parti fordømmer USA’s og Israels ulovlige og uprovokerede angreb på den suveræne nation Iran og mordet på dens ledere. Uanset hvilke falske begrundelser imperialistiske politikere fremfører, og som deres medieallierede gentager, har intet land ret til ensidigt at påtvinge et andet land sin vilje.

Iran er endnu en gang offer for USA’s og Israels ambition om dominans i Mellemøsten. Da Donald Trump erklærede, at “ingen bør udfordre USA’s styrke og magt”, gjorde han det klart, hvilken tankegang der ligger bag denne aggression. USA’s og Israels magt udfordres af Den Islamiske Republik Iran – og USA og Israel synes at være parate til at ofre uskyldige menneskeliv for at bevare magten.

Danmark blev lukket ned i et døgn, da iranske agenter ville begå et blodbad på iranske dissidenter her i Danmark. Det burde have været en krigserklæring, men sådan er der så meget. 

Eller som formuleret af Trump:

“This war is quickly spreading, and the assumption of escalation control is a dangerous delusion” advarede politologen Glenn Diesen. Men spreder den sig virkeligt, eller skaffer Iran sig blot flere fjender? Jeg er med årene blevet mere pas på Varmlufts-branchen, som en ven kaldte det, om “alle de akademikere, der har skrevet tykke, dumme bøger og bedømt deres studerende, alle de politikere og diplomater, der har arbejdet på den helt forkerte løsning og holdt konflikten i gang og hvad tænker den presse og de korrespondenter, der har tegnet konflikten for offentligheden” som jeg skrev da Abraham Aftalerne faldt i hus

Hvad blev der således af sovietologerne efter Murens fald? Balkanologerne efter Jugoslaviens blodige opløsning? Orientalisterne efter Det Arabiske Forår? For de sidstes vedkommende skiftede de hest midt i vadestedet og fortalte om twitter og Facebook generationen af unge mennesker, der var et andet sted og ville have forandring og modernitet og frihed. Da alt endte ved det gamle hører vi ikke fra dem mere – trods det at Abraham Aftalerne viste at araberne nu er et andet sted.

Pointen er i øvrigt hentet fra Niall Ferguson, fra en af hans bøger (kan ikke huske hvilken. Diesen, som Mearsheimer og min gode ven (drister jeg mig til at kalde ham) forfalder nemlig let til en mild for for Dünning-Kruger, når de sammenblander hvad de ikke selv forstår, med hvad der er uforståeligt. Trumps facon og brud med et herskende paradigme udlægges derfor let som at han rager rundt uden refleksion over, at der måske er noget man selv har misset. At Trump valgt at tage til Saudi Arabien og dernæst direkte til Israel, på sin første udlandsrejse tidligt i hans første præsidentperiode i 2017 for at udlægge sin vision for en fælles arabisk,-israelsk front mod Iran ser vi nu, hvor araberne netop går ind i krigen på Israels og USAs side. Om det er en god ide at samle araberne mod Iran, om angrebet på Iran er en god ide – hvilket afgøres af resultatet – er en anden sag. Men det er ikke kortsigtet eller ad hoc politik. Det er en klar vision, hvor man i processen konstant justerer og regulere. Du ved, sådan som en leder gør… eller hvis du er akademiker, nej, det ved du ikke.

Trump og Netanyahu har lange liv bag sig med store beslutninger, det har akademikere eller i det hele tage almindelige lønmodtagere slet ikke. De har adgang til helt andre efterretninger end offentligheden og en helt anden rådgivning og sparringspartnere. De taler direkte med de involverede parter. Og de kan også lade sig forlede af alt det. Eller blot tage fejl. En ægte analytiker tager egen fejlbarlighed og uvidenhed i betragtning. Hvis man spiller skak mod Magnus Carlsen vil mange af hans træk sikkert virke uforståelige… I krigens tåge er forudsigelser rent gætværk og det eneste man kan er at kvalificere for at rette til i eftertiden.

Var det blot grovkornet humor for Trump at lade et billede af ‘the autopen’ være den 46. præsident i stedet for Joe Bidens kontrafej? Der er i MAGA land, og givet også uden i den store verden, væk fra Europas pludrende klasser, en stærk ide om at USA blev kuppet af det gamle paradigme, Systemet CIA. Og det var det, som Trump understregede overfor den saudiske konge, som han dvælede ved netop det billede. Det gamle regime er forbi og kommer ikke tilbage. En ny tid med fremskridt har taget sin begyndelse.

 Emily Jashinsky bemærker at “A lot of Trumps critics are now cloaking their substantive agreements with him in process complaints”. Som Jonathan Turley i den forbindelse minder om

Sen. Richard Blumenthal 2026: Denouncing Trump’s attack on Iran as a “unilateral action without accountability…engaging in a war of choice that rejects opportunities for diplomacy.” 

Blumenthal 2011: Praising Obama’s unilateral attack on Libya as a “prudent, decisive action.”

“This is how the Washington Post eulogized the dirt bag who murdered 40,000 innocent civilians this month.” skrev den fremragende skuespiller James Woods og citerede 

“With his bushy white beard and easy smile, Ayatollah Khamenei cut a more avuncular figure in public than his perpetually scowling but much more revered mentor, and he was known to be fond of Persian poetry and classic Western novels, especially Victor Hugo’s ‘Les Misérables.’ … Some Iranians who knew Ayatollah Khamenei before he became supreme leader described him as a ‘closet moderate”

Han sad dybt i skabet og kom ikke ud… Eller med Trumps ord, han “waited to long!” Man skal nemlig ikke kun kende reglerne, hvis man skal følge med i spillet, man skal også kende spillerne, som var en af salig Scott Adams ofte gentagne pointer.