MONOKULTUR

Mens USA bomber løs på det iranske regime, diskuteres det blandt meget andet, hvorledes dette forsøg på regimeskifte er USA’s sædvanlige gænge, eller om den nuværende regering har lært af fortidens synder. For at forstå hvorledes USA kan vælte regimer, skal vi i denne weekend se filmen ‘Bringing Down A Dictator’, som kan findes nederst i denne artikel. Relevansen er selvfølgelig den kamp om Ukraine mellem USA og Rusland, som højst sandsynligt (forstået som helt sikkert) førte til et Vestligt kup i Kiev i 2014 og senere til Ruslands delvise invasion af Østukraine i 2022. Som Zbigniew Brzezinski skrev i “The Grand Chessboard” fra 2007

Ukraine, a new and important space on the Eurasian chessboard, is a geopolitical pivot because its very existence as an independent country helps to transform Russia. Without Ukraine, Russia ceases to be a Eurasian empire.

Inden vi når så langt: Forfatteren Stephen Kinzer har skrevet bogen Overthrow, om nogle af USA’s mange indblandinger i regimeskifter rundt om i Verden. Han ser denne amerikanske modus operandi med at vælte regimer, som delvis udløber af USA’s ‘manifeste skæbne’; at kolonisere og civilisere Nordamerika fra kyst til kyst. Det fortalte han Glenn Diesen for et par uger siden. 

Men dette nærmest calvinistisk missionerende drive forsvandt ikke fordi man nåede Stillehavet. Gode tider skulle også her gøres bedre. Så fra den spansk-amerikanske krig henover Nicaragua til Filippinerne stod den på kanonbådsdiplomati, når den amerikanske orden skulle sikres – også for de lokales ‘egen skyld’, forstås – i den amerikanske sfære.

Med den Kolde Krigs begyndelse efter 2. Verdenskrig tillod hverken de internationale regler, opinion og selvbillede en så vulgær demonstration af magt. Det blev til gengæld det nyligt oprettede CIA’s gyldne periode, hvor det gjaldt om at vælte genstridige regimer og indsætte sine egne i et globalt kapløb med Sovjetunionen. Kinzer nævner bl.a den noget kortsigtede succes med at vælte Irans Mossadegh i 1953, der var kommet for skade at nationalisere den iranske olieindustri og således efterlade de britiske investeringer værdiløse, økonomisk som sikkerhedspolitisk.

CIA’s agenter arbejdede dengang ud fra den lokale ambassade, hvor de diffunderede ud i samfundets forskellige magtgrupper som embedsfolk, fagforeninger, politiske partier, militæret, medier(!) osv. og koordinerede, pressede, bestak, informerede osv. mens de undergravede de kræfter der stod i vejen. Men i løbet af 70’erne havde en række skandaler givet USA et dårligt ry og en dårlig smag i munden. Og så var deres metoder også gennemskuet og de mere snu despoter havde ingen problemer med at værge for sig.

Så det blev med Reagans præsidentskab NGO’ernes tid, hvor den amerikanske kongress oprettede National Endowment for Democracy. Den koordinerede de civile NGO’er, der alle var massivt statsstøttede, ikke mindst USAID (United States Agency for International Development, altså ikke så meget, at hjælpe, som at sikre en amerikansk orden). Det vil sige en enorm mængde civile ressourcer til at udføre et militært arbejde. Man fremmer stadig bestemte værdier og aktører i udvalgte lande og underminerer andre, under dække af godgørenhed – timeō americanos et dōna ferentēs.

Som USA’s metode til at påvirke og skifte regimer er skiftet med tiden, har de selvfølgelig nu flere strenge at spille på end tidligere (selv om den gamle kanon båd strategi har fået et gevaldigt tekno løft med krigen mod Iran for tiden), hvilket bringer os til farve revolutionerne. Diesen og Kinzer er begge enige om, at Ukraine blev kuppet i 2014, til fordel for Vesten. Det har også været min antagelse (uden at jeg kender detaljerne – jeg kan end ikke stave til de medvirkende) da CIA havde både motivet, muligheden/evnen og, som Hercule Poirot ville sige, inklinationen.

Mekanikken i en ‘farve revolution’ bliver fremragende beskrevet i vores dokumentarfilm “Bringing Down A Dictator”. Normalt skal man være mere end almindeligt varsom med at hente viden fra dokumentarfilm. Som film er de bygget op som en fortælling og jo mere underholdende den er, jo flere billetter sælger den – for intet er så overbevisende som en god fortælling. Men ‘Bringing Down A Dictator’ er de involveredes egen fortælling, CIA’s egen historie. Det er med andre ord en tilståelse.

Filmen er fra 2002 og i de glade år efter Den Kolde Krig, hvor den liberale hegemoni varslede ‘historiens endeligt’. Vesten havde total dominans og i fuld gang med at rydde op i diverse illegitime regimer. Således kunne CIA’s og det amerikanske udenrigsministeriums hovedpersoner lige så godt løfte sløret for, hvorledes de ville blive morgendagens helte, skønt de måtte have bøjet deres samtids regler. For samtiden havde en skurk i den serbiske leder Slobodan Milosevic, som fik skurkerollen i den forfærdelige borgerkrig på Balkan i 1990’erne. Vesten var faktisk så forfærdet over rædslerne, at vi bombede Serbien to gange.

Filmens fortæller er endda ingen ringere end den fremragende amerikanske skuespiller Martin Sheen, der i de år spillede rollen som den fiktive amerikanske præsident (og sindbilledet på Demokraternes selvforståelse) Josiah “Jed” Bartlet i TV serien ‘West Wing’. Det er næsten meta… Nyd filmen og god weekend: