MONOKULTUR

“På sin vis er Jeff Bezos faktisk den værste” hed en klumme i papirudgaven af Dagbladet Information i februar begået af journalisten Mathias Sindberg. Inden vi kommer til, hvorfor Bezos er ‘den værste’ så skal vi først se, hvem der underforstået er de slemme i det selskab, hvor Bezos, stifteren af Amazon, altså er ‘den værste’.

Ligesom andre samvittighedsløse rigmænd donerede Bezos en million til at finansiere Trumps indsættelse. Og ligesom andre samvittighedsløse rigmænd sad han helt forrest til selve ceremonien.

Rigmænd er altså de værste, og helt samvittighedsløse bliver de, hvis de støtter vinderen af det amerikanske præsidentvalg. Rigmænd. Trump. Dumme flertal af vælgerne! Det er ånden for en stor del af den skrivende klasse. I Danmark skrivende tildels på skatteydernes regning, som betaler en del af deres løn gennem mediestøtten. Og den, der betaler orkesteret…

Og den skrantende avis Washington Post, med det glimrende valgsprog “Demokrati Dør I Mørke” blev i 2013 købt af erhvervsmanden Jeff Bezos for en kvart mia. dollars. Et godt køb, mente mange dengang, men avisen gav underskud, som grundlaget for nyheder på papir blev mindre og internettet overflødiggjorde omnibus-formatet. Og forsøget på at rette op på forretningsmodellen er hidtil slået fejl.

Washington Post’s taktik for at overleve, blev i første omgang at holde på deres kernelæsere, der lå til venstre for den politiske midte. Den stadigt mere insisterende appelleren til en politisk enighed, drev stadigt flere læsere, men også medarbejdere væk, som først og fremmest ville have nyheder og gode analyser før politisk propaganda. Glenn Kasler skrev på sin Substack en blog postering hvor han forklarede “Why I Left The Washington Post”

…Conservatives were an untapped market for growth, especially for a news organisation were traffic where falling. But there is a conundrum: if most of your readers are liberal, how do you attract conservatives without losing your existing base?

The Washington Post readers who cared about politics and the federal government? most of them are liberal and probably would never watch Fox News.

While it would be great to get a more balanced mix of liberal and conservative readers, I didn’t understand how one could attract conservative readers (who have their choice of many right-wing news sites besides Fox) without alienating existing readers.

Den tidligere CNN vært Don Lemon gav dog ikke meget for at prøve at tiltrække et publikum til højre for den yderste venstrefløj, thi “Those folks are never going to watch any network that is a factual news organization”. Aktivistisk til det sidste, hvis det er hvad man vil have – og hvordan man forstå mere end den ene halvdel af befolkningen og dermed også kundegrundlaget. Men, siger Mark Halperin, Washington Post præsenterer sig som afbalanceret, men den er skrevet af en venstrorienteret journaliststand til et venstrorienteret publikum og han kondenserer Kaslers pointe “Yeah, our business model is, that we are addicted to liberals”. I stedet for at sigte efter at skrive for venstreorienterede eller konservative, siger Halperin klogt, kunne man i stedet vælge at stræbe efter at blive en førsteklasses avis, med solid journalistik, scoops og gode skribenter.

Journalisterne og deres tilbageværende læsere var i den forbindelse illustrativt rasende over at Bezos besluttede at Washington Post ikke ville anbefale en præsidentkandidat ved valget i 2024, eller rettere, at avisen ikke anbefalede Demokraternes kandidat, daværende vicepræsident Kamala Harris. Og på MSNBC’s, nu MSNOW, debatprogram “The View” fejrede man alle der i protest opsagde deres abonnement. Så avisen tabte endnu flere penge.

Jeg har tidligere skrevet om denne udvikling, hvor hensynet til politisk observans sættes før den forretningsmodel, der er en avis, et format hvorigennem pressen, som den der kontrollerer magten, arbejder. I stedet bekymrer journalisterne på Washington Post sig om, hvorledes minoriteter, som de løbende defineres og opfindes, er repræsenteret i spalterne. Denne mangel på at se virkeligheden i øjnene – mens man grundlæggende skal forklare sine læsere om, hvad der dog sker ude i virkeligheden – er Sindberg selv et sindbillede på.

Forleden blev knap en tredjedel af medarbejderne på The Washington Post fyret. Mere end 300 mennesker. Avisens ejer, Jeff Bezos, forsøgte at forklare sig med, hvad der efterhånden må betragtes som de syv mest frygtede ord på det engelske sprog: 

»The data tell us what is valuable«. 

De fyrede medarbejdere demonstrerede, som en anden sultens slavehær, udenfor den ikoniske avis, og insisterede på, at det var deres menneskeret at fortsætte med at være ansatte. Det er denne del af skriverklassens opfattelse, at de afgør, hvad der er af værdi. Fordi man kan skrive, kan man bruge det golde ord ‘data’ uden at forholde sig til hvad det dækker over: Læserne! “Ingen gider læse, hvad i skriver!” havde den nye redaktør forrige år sagt til dem på et medarbejdermøde. 

“Bezos blev ellers modtaget med åbne arme, da han i 2013 købte the post” skriver Sindberg og husker tilbage på alle de forhåbninger om en ny fremtid for avisen i en stadigt barskere verden. Men han ‘body-shamer’ senere rigmanden som “en lille skaldet kanonkugle” og angriber hans forretningsmetoder

Nogle af de almindelige mennesker, hvis produktions- eller butiksjob forsvandt, har kunnet få arbejde på et af Amazons pakkecentre. Det er præcis, hvad der sker for Frances McDormands karakter Fern i den vidunderligt effektive film Nomadland fra 2020. Hun får et krævende og midlertidigt job uden værdighed, sikkerhed, fællesskab, rettigheder eller nogle af de andre ting, som arbejdspladsen engang også var. Et sted, hvor alt handler om kunden, og ingen tænker på arbejderen. 

Med hård hånd og vulgærliberal ekstremisme har Bezos nemlig systematisk forsøgt at smadre ethvert tilløb til, at de ansatte dannede en fagforening. 

Det var således den skaldede kanonkugle kunne købe Washington Post i første omgang. Det er fra disse mennesker, profitten er kommet og derefter brugt af Washington Posts humorforladte ideologer. Og at beskrive socialrealisme ved at referere til en spillefilm, er ikke ligefrem klassisk journalistarbejde, som man kan se beskrevet i Alle Præsidentens Mænd.

Men det bliver endnu værre, som stifteren af RealClearPolitics Tom Bevan skærer ud i pap. Der er normalt ingen opstandelse i pressen, når folk i nyttige manuelle jobs bliver fritstillet i rå mængder. Mere præcist 16.000 medarbejdere fra Amazon, Bezos kernevirksomhed, hvorfra pengene til at understøtte Washington Posts forkælede skribenter kommer

So The Washington Post cuts 300 jobs and there was a literal meltdown inside the Beltway by all these folks on X, as I mentioned Earlier: I don’t know how many of these people even mentioned , but let alone [uforståeligt. red] had an emotional breakdown over the sixteen thousand people that Amazon laid off nine days ago.

At Bezo skulle have en forpligtelse til overhovedet at sponsere en tabsgivende forretning taler heller ikke godt om journalisternes virkelighedsforståelse. Men man kan også spørge, hvad hans formål var med at eje en tabsgivende forretning i første omgang. Med andre ord, hvis Bezos er politisk ved ikke at subsidiere en stærkt Trump kritisk avis, hvad var hans virke da før?

“The campaign against Jeff Bezos is continuing as many demand that he sell the newspaper to another billionaire who will not order staff cuts or major changes in the culture. It is amazing how the left embraces liberal “oligarchs” when they need a Soros-like subsidy…” skrev Jonathan Turley “The Washington Post has been losing revenue and readers for years, but writers are irate that Bezos will not simply allow them to write for each other and an ever-contracting base. Publisher Will Lewis sought to instill some reality into the Post but has now resigned.”

“Alle piger er bi-” retweetede en mandlig Washington Post journalist i kådhed, og fortsatte joken “spørgsmålet er om de er polære eller sexuelle!”. Det måtte han selvfølgelig undskylde for, hans fritid er ikke hans at forvalte, mente en yngre kvindelig kollega nemlig. Han blev suspenderet fra sit arbejde i flere måneder uden løn. “Demokrati dør i idioti!” kommenterede den venstreorienterede TV vært Bill Maher. Og han pointerer avisens dødsspiral, nemlig at ledelsen straffede den dygtige journalist for at tækkes den krænkelses-parate. Og han spekulerede, nu det var 50 året for Watergateskandalen, som de to Washington Post journalister Bob Woodward og Carl Bernstein gjorde sig berømte for at dække, hvorledes nutidens journalister ville reagere, hvis en person, der kaldte sig selv “Deep Throat” ville mødes i en parkeringskælder for at diskutere ‘noget interessant’.