Danmarks Radio bringer en advarsel fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, der siger 

…at Rusland vil gennemføre en mindre påvirkningsoperation, hvis der op til folketingsvalget opstår en mulighed for med begrænsede midler at øge splittelsen i den danske befolkning og blandt danske beslutningstagere, skriver tjenesterne i en pressemeddelelse.

(…)

En af metoderne, hvor udenlandske aktører som Rusland kan blande sig i valgkampen, er ved at manipulere og sprede fake news.

Det sker ved at påvirke den offentlige meningsdannelse via platforme på internettet eller gennem “påvirkningsaktører” – netværk, meningsdannere eller politikere – der er synlige i medierne og få forkerte budskaber ud den vej.

Så hvad er russisk desinfomation? Danmarks Radio har spurgt en ekspert der opfordrer

– Deler man noget kontroversielt, der går mod konsensus eller en bredere norm, kan man sætte en disclaimer ind om, at man ikke ved, hvor det stammer fra, eller at der er usikkerhed om kilden, forklarer han.

En anden ekspert

…fortæller, at Rusland hele tiden kigger efter operationer, hvor man kan skabe splittelse.

– Man kunne foretage operationer målrettet mod Danmark, hvis der eksempelvis var stor folkelig splittelse på et eller andet område. Det kunne være indvandring, noget med Nato, eller hvor meget man skal støtte ukrainerne i krige.

– Hvis de kan finde en folkelig splittelse, så kan russerne med fordel forsøge at pirke i det sår og se, om de kunne lave noget ballade.

Så hvis du sidder og mener noget andet end det politiske konsensus er det sikkert løgn plantet og spredt af russerne. Jeg kommer sådan til at tænke på et ældre Facebook opslag 

I 1943 skrev den danske nazist H. Wolf-Jürgensen En Vis Hr. Hitler, der ikke overraskende er en idylisering af Hitler og hans Tyskland. Wolf-Jürgensen er interessant fordi han virker som en venlig mand, der med blide observationer forsøger at gøre rede for, hvorfor Hitlertyskland er et gode for alle. Således skriver han bl.a. på side 33

– “En af de første ting jeg mærkede, da jeg i August 1933 atter betraadte tysk Jord, var Afskaffelsen af de politiske emblemer. For blot 3/4 Aar siden gik alle tyskere rundt med et Væld af forskellige Emblemer i Knaphullet. Der var nok at vælge imellem denghang. Naar man i 1932 kom ind i en Sporvogn, hvor der sad en halv Snes Mennesker med hver sit politiske Mærke, var Luften temmelig spændt. Ingen maa nu bære andre Mærker end det nationalsocialistiske, og saa skal man endda være en temmelig prøvet Nazi, før man faar Lov til at bære dette Mærke.”

En velsignet harmoni, man kan næsten mærke den. Ikke mere uorden gennem uenighed, ikke mere dårlig stemning, ikke mere nogen tone overhovedet i debatten, for den er forbudt. Og se, er alle ikke glade? Der er i hvert fald ingen, der klager.

Det nu hedengangne Modkraft havde i den periode denne moderne opfattelse af ytringsfrihed