Jeg bliver pikeret på danskernes vegne hver gang jeg lytter til Danmarks Radios P1 Morgen, når emnet er USA. Hele fortællingen er hentet direkte fra de store, men døende nyhedsgiganter, som CNN, MSNBC, Washington Post og New York Times, der dyrker en fortælling om hvid racisme, der gennemsyrer samfundet i skyggen af Orange Hitler. Forleden fortalte deres Korrespondent, om den siddende præsident Bidens sag om forlagte officielle dokumenter rundt omkring i hans mange ejendomme.

Selv om DRs korrespondent måtte medgive, at det var noget af en skandale, skulle det ses i lyset af at Trump havde taget endnu flere dokumenter med sig hjem til sin residens i Florida og at disse var meget mere hemmeligtstemplede. Og også Trumps Vicepræsident Mike Pence havde taget dokumenter, så deeet… Bidens hykleri, hvor han havde skoset Trump, for at have taget dokumenter med hjem fra kontoret, var grundlæggende det største problem.

Nævnt blev ikke at forskellen på Trump og Biden, var at Trump som præsident enerådigt kunne afklassificere ethvert dokument han måtte ønske (hans fans har ofte kritiseret ham for netop ikke at bruge den magt nær nok, nysgerrige som de er, efter at vide hvad CIA havde at gøre med mordet på Kennedy og alting Assange). Hans kritikere mener at han ikke afklassificerede dem først, mens Trumps argument er at en præsidents hjemtagning er en automatisk afklassificering. Forskellen på en forretningsmands ledelsesstil, der tænker i handling og resultater overfor et bureaukratis, der tænker i hierarki og procedurer. 

Og den forskel bliver værre, for Biden, havde taget dokumenter allerede fra sin tid som senator. Han havde heller ikke opbevaret sin dokumenter sikkert, nogle lå i hans garage, hvor hans klassiske Corvette opholdt sig, når den ikke skulle vises frem for offentligheden eller venner og familie – eller når sønnen Hunter Biden lånte fars dyt. I modsætning til de sikre pengeskabe, som Trump på sit luksushotel havde opbevaret sine(!) dokumenter i, havde hele familien Biden og alle gæster Bidens hus, samt hushjælpen adgang til garagen, med de klassificerede dokumenter.

Danmarks Radios korrespondent og de interviewende journalister på P1 Morgen var derfor slet ikke nysgerrige efter at vide, om Bidens søn Hunter kunne have læst eller endda lånt de hemmelige dokumenter. Hunter har nemlig været i søgelyset længe fordi han har fået så mange bestyrelsesposter i diverse firmaer i kølvandet på sin fars politiske virke. Når senator Joe Biden sad i spidsen for transportudvalget fik Hunter en lukrativ post i Amtraks bestyrelse osv. Dokumenterne i Bidens garage omhandlede bl.a Ukraine, fra Joe Bidens tid som ‘Pointman’ i sin egenskab af at være Vicepræsident. Her havde han ansvaret for at hjælpe Ukraine med at opbygge en energis-sektor, der kunne løsrive Ukraine fra russisk afhængighed og samtidig bekæmpe den omfattende korruption. Så selvfølgelig fik Hunter en lukrativ bestyrelsespost i et ukrainsk energiselskab, ejet af en dybt korrupt oligark.

Fordi man ikke fik den pointe med, fik man heller ikke sagen om Hunter Bidens “forlagte” bærbare computer, der indeholdt hans forretnings-korrespondancer, hvori man kan se at faderen spiller sin del. Omtalt sarkastisk som ‘the big guy’, en reference til faderens selvbillede, kunne man forstå at vicepræsident Joe Biden skulle have ti procent, af Hunters gangster venner, for sin politiske indflydelse. Derfor blev det heller ikke relevant at nævne Hunters misbrug, ikke blot af alkohol, men også crack-kokain. Dette er nemlig ikke kun historien om en personlig tragedie, men relevant fordi netop gangstere er parate til at forsyne Hunter med alle de stoffer han måtte begære. Samt alle de tilsyneladende mindreårige prostituerede, der åbenbart er en del af Hunters sexuelle præference – hans kompensation for sit mindreværd. ‘Kompromat’ som det hed da Trump blev sat i forbindelse med ‘russerne’.

Man kunne, indslagets tid taget i betragtning, tilgive Danmarks Radio for ikke beskæftige sig alt for voldsomt med Hunters computer, men historien er vigtig også for denne vinkel. Da New York Post fremkom med scoopet om, at de var i besiddelse af denne computer og alt dens dunkle indhold, midt under præsidentvalgkampen mellem Trump og Joe Biden, stod halvtreds højtstående efterretningsfolk, forhenværende som nuværende, frem og erklærede at historien lignede russisk desinformation. Det blev de sociale mediers undskyldning for at slette historien og siden hele avisen, fra deres platforme og forhindre delinger, helt ind i chat funktionerne. De store nyhedsstationer harcelerede over Trumps besættelse med Hunter og fremstillede det, som endnu mere hans tilhængeres iboende uvederhæftighed.

Men den bærbare var Hunters ejendom, som grundige journalistisk arbejde demonstrerede fra NYP og en række selvstændige journalister, der har omfavnet internettet som deres vej ud af nyheds-giganternes konforme tyranni. Hunters advokater har lige truet med at få straffet Trump og andre for at have krönket diverse føderale og statslige love “in accessing, copying, manipulating, and/or disseminating Mr. Biden’s personal computer data.”.

Det i betragtning blev man igen interesseret i en bestemt email, til en af Hunter Bidens e-mails, til en skummel forretningspartner. E-mailen var ukarakteristisk lang og indeholdt en analyse af ukrainske forhold, skrevet med en, for Hunter, ukendt indsigt og formuleret, som en officiel diplomatisk rapport. Så det er jo en nærliggende tanke at Hunter benyttede de fortrolige papirer, hans far havde adgang til, til at lave forretninger og at faderen, the big guy, tog sig betalt med 10%. Sådan nogenlunde, som det i flere år har taget sig ud, at Joe Biden berigede sig selv og sine familie, ved at sælge ud af amerikansk sikkerhedspolitik.

Den slags har Danmarks Radio og de fleste andre danske medier, der nyder godt af mediestøtte, hvis ikke Staten bare forærer dem mere end tre mia kroner af borgernes penge, som det sker med stats-kanalen, sjældent med i deres analyser. De nævner heller ikke at Joe Bidens datter Ashley Biden, forlagte sin dagbog, der blev givet af en anonym, til den uafhængige journalist, James O’Keefe og hans Project Veritas. Heri kunne man læse at Ashley, mente at hendes sexuelle problemer, kendt i gymnasiet som en “party girl” kan spores til hendes barndom, hvor hun var med “Når Far Skulle I Bad”. Dagbogens ægthed blev bekræftet da FBI ransagede (det burde hedde ransog) Project Veritas kontorer for at få dagbogen tilbage. Åh, og Project Veritas blev igen slettet fra de sociale medier.