MONOKULTUR

Marie Krarup havde ret. USAs politik, med det leflende EU på ryggen, har skabt grundlaget for Ruslands krig i Ukraine. Javist, Putins regering er ansvarlig for alle valg den træffer og det var den, der valgte at invadere en del af Ukraine. Men som ‘eftergivenhedspolitikken’ får sin del af skylden for at Hitler troede at det var konsekvensløst at invadere sine naboer, skal USAs og EUs insisteren på at få Ukraine ind i NATO have sin del af skylden. Hvis ikke USA og EU havde ført den politik ville unge russiske mænd og unge ukrainske mænd ikke slå hinanden ihjel.

Den unge Krarup skrev i februar

Denne krig kunne man dog godt have undgået, hvis man ville. Putin kunne have ladet være med at invadere. Vesten kunne have indgået i de forhandlinger, som russerne ønskede i december 2021. Vesten kunne have gjort et seriøst forsøg på at stoppe krigen i Østukraine, der har varet i otte år.

Nato kunne have ladet være med at arbejde på ukrainsk medlemskab af Nato. Nato kunne have koncentreret sig om at forsøge at opbygge tillid mellem Nato og Rusland i stedet for at bevæbne Ukraine. Havde man gjort dette fra Vestens side, er det usandsynligt, at det var kommet til en invasion overhovedet.

Nu er skaden sket. Og jeg vil selvfølgelig ikke retfærdiggøre Ruslands invasion. Den er forfærdelig og bør fordømmes. Men desværre er det noget, man kan forvente af stormagter, der føler sig truet – de slår fra sig, hårdt og brutalt.

(…)

Ukrainsk neutralitet og mere selvstyre til de østlige regioner i Ukraine, kunne være et forslag. Nato burde gå ind i en forhandlingsproces med henblik på et kompromis.

Hendes position var allerede velkendt, da hun fra starten havde forfægtet det synspunkt på Facebook. Hun blev svinet til fra højre til venstre af alle de pludseligt opståede proxy-patrioter, som væltede ud af træværket.

Marie Krarup var “Putinist” der burde “foretage et skamfuldt selvopgør”, som Tom Jensen skrev i Berlingeren 3/3-22 førend han trak en lige linje fra Putin til Trump. Og Jarl Cordua ville også med i flokken og skrev

Vladimir Vladimirovitch Putin kan dog altid føle sig sikker på solid støtte til sit synspunkt om, at Ukraines regering og NATO i virkeligheden er dem, man kan klandre for, at stakkels Rusland nu nødtvunget må lade kampvognene og kanonerne rulle ind: Det er Nordkorea og så Кристиан Юль (Christian Juhl) fra Russisk Venstreparti (EL) samt Мари Краруп (Marie Krarup) fra Russisk Folkeparti, tidligere Dansk Folkeparti.

“Det eneste kølige ved Krarup er hendes fravær af sympati med de lidende ukrainere.” skrev Adam Holm. Han skrev altså, at Marie Krarup, der vil have krigen stoppet under hensyn til primært ukrainske lidelser og ødelæggelsen af Ukraine, har et fravær af sympati med lidende ukrainere. At hun med andre ord er psykopat for ikke at støtte en fortsættelse af krigen. En Pierre Collignon begræd “Marie Krarup-klanens” – der er “en isoleret gruppe” – “mange selvmodsigelser, fejlslutninger og en ukritisk overtagelse af Kreml-propaganda”

I Marie Krarup-klanen kalder man sig »realister«. Man mener at have modet til at skære igennem den »enfoldige« liberale moralisme for at analysere de hårde magtforhold i verden med et overlegent blik.

“Realister” i denne sammenhæng er en teoretisk retning, der vel nok springer ud af Bismarcks tænkning om at stater har interesser og ikke venner. Og store stater har interessesfærer, som de vil forsvare nidkært ud fra en betragtning om, at de ellers er truet på deres eksistens. Bismarck skulle have sagt at Tysklands ulykke var, at det var for lille til at dominere Europa (sin sfære), men for stort til ikke at gøre forsøget.

USA har deres Monroe Doktrin, hvor de betragter al indblanding på de amerikanske kontinenter, The Western Hemisphere, som noget nær en krigshandling. Tænk Cuba krisen. Kina føler også at de er klemt ved ikke at have den dominans over deres omgivelser, de mener deres styrke kræver, først og fremmest Taiwan. Det hedder Riget I Midten af en grund. Tyrkiet prøver også at dominere Mellemøsten, men det går vist ikke så godt.

Den for tiden mest prominente realist er den amerikanske John Mearsheimer, der ikke tager fejl ifølge den kleine Uffe Gardell. Mearsheimer har en virkeligt god track-record, når det angår forhold mellem Rusland, Ukraine og USA. Han var en af de få, der sagde, at det var en dårlig ide for Ukraine at opgive de atomvåben, de arvede efter Sovjets sammenbrud. Man kunne måske mene at det var selvindlysende, da russerne altid kommer tilbage, som de siger i Polen, men frugterne i den verden hænger så lavt, at folk som Holm, Cordua og Jensen synes de kan tale med og have fordømme-ret.

Der ligger mange videor, hvor Mearsheimer forklarer sit syn på udviklingen og man kan se hans konsistens går langt tilbage. Mearsheimer mener, ud fra sin ‘realisme-teori’ ikke at Putin vil ekspandere, men sikre sig stødpudestater imod Vesten. “Den der ikke savner Sovjet har ikke noget hjerte, men den der ønsker det tilbage har ingen hjerne” citerer han Putin for at sige.

Da Muren faldt, tillod Rusland at Tyskland blev genforenet og dermed at NATOs grænse rykkede øst på med indlemmelsen af det tidligere DDR. Men Rusland var svagt i 90erne og pludselig blev det Vesten ide at indlemme tidligere østbloklande i NATO og EU. Selvom Rusland protesterer fortsætter Vesten sin kurs og på NATOs topmøde i Bukarest 2008, besluttes det at indlemme Georgien og Ukraine. Den russiske udenrigsminister sagde

 “Georgia and Ukraines membership in the alliance is a huge mistake which will have the utmost serious consequences for pan-european security.”

Og Putin kaldte det en direkte trussel. Med løftet om en stærk militæralliance ændrer Georgien adfærd overfor Rusland, der samme år går i krig i Sydossetien. Det hæmmer ikke amerikanerne der medvirker til at vælte den pro-russiske præsident i Ukraine, der flygter til Rusland. Som beskyttelsen af russisk som officielt sprog fjernes går går russiske tropper ind i Krim, der stemmes ind i Rusland. 

Ukraine er ikke naturligt af interesse for Vesten, men det er det for Rusland. Rusland vil hellere ødelægge Ukraine og gøre det til “a rump state”, end at se det som et NATO land, der har tropper direkte op ad Ruslands grænse. Men Bidens regering har alligevel fortsat den kurs, som eksisterede realpolitikken ikke i indeværende år.

Både Krarup og Mearsheimer påpeger altså, at en krig vil ødelægge Ukraine. Dæmningens sammenbrud er blot en katastrofe inde i en større katastrofe, som desværre vil få selskab. USA overvejer endda at give ukrainerne granater med forarmet uran (og de render selv ulovligt rundt i Syrien). Det vil sikkert ikke være godt at have dem liggende i landskabet, når man grundlæggende lever af fødevareeksport.

Det er en udmattelseskrig, som krigen mellem Iran og Irak. USAs formål med krigen, og man skal huske at det er USA der grundlæggende betaler for hele det ukrainske statsapparat, er at dræne Rusland for ressourcer. Det ser ud til at være en dårlig plan, “for russerne har strategisk dybde” og de har hvad der skal til for at udholde prøvelserne, ifølge den øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa. Samtidig har de indledt et samarbejde med Kina, der er interesseret i Ruslands energi.

Rusland har den geografiske fordel, og har deres logistik på plads. Ukraine har en meget mindre befolkning, reduceret fra sit udgangspunkt i de landområder russerne har indtaget og kan ikke vinde på nogen realistisk måde. Det er heller ikke meningen, som den Republikanske Senator Lindsey Graham sagde til Zeleski “And the Russians are dying. It’s the best money we have ever spend!” Det samme med hans præsident Joe Biden, der på spørgsmålet om Bakmut var faldet svarede

“Bakmut is a discussion of whether or not it is lost or whatever. And while the truth of the matter is, the russians have suffered over a hundred thousand casualties in Bakmut. It’s hard to make up!”

“Whatever”, russere dør, det er det vigtige. Ukrainere der dør, bliver ikke nævnt, de er gratis. Men det er Vesten der drænes for penge og militært isenkram. Ukraines regering er korrupt og en del penge må være fosset ned i alle de forkerte menneskers lommer, der vil stå styrket i fremtidens ukrainske samfund. Mens vi svækker os selv med en krig vi ingen interesse har i, får kineserne billig energi. De er krigens sande sejrherre, Rusland overlever i fin stil og Vesten taber. Ukraine vil være ødelagt, som Mearsheimer og Krarup siger og vi i Europa skal være naboer til et Rusland, der nu har et gedigent horn i siden på os. At opbygge tålelige relationer til den nabo kan tage mange generationer.

Desværre havde Marie Krarup ret. Det tror jeg også selv hun er ked af – på ukrainernes vegne.