MONOKULTUR

Denne video linkede Jacob McHangama til (bevares, det har jeg også selv gjort, dengang den var ny), som en timelig påmindelse om, at forbud mod krænkelse ikke beskytter mod krænkelse. Krænkelsesparatheden stiger blot til nye højder. McHangama 

Mordet på Fakhunda står ikke alene. I 2022 blev en pakistansk mand stenet til døde af 300 mennesker efter at han blev beskyldt for at brænde en Koran. 

Tidligere i år blev en nigeriansk mand stenet til døde efter beskyldninger om at han havde “krænket profeten Muhammed”.

Samme skæbne overgik den pakistanske studerende Mashal Khan der blev myrdet af sine medstuderende i 2017

I Iran blev to unge ateister henrettet for blasfemi efter at de havde delt en video af Koranen der blev brændt 

Det er den slags religiøse følelser vi er oppe mod. Man kan selvfølgelig mene, at det åbne sekulære demokrati ikke har modstandsstyrken til at imødegå den slags religiøs obskurantisme, og at man derfor bliver nødt til at give efter. Men lad være med at lyve for dig selv med fortællingen om at en genindførsel af blasfemiparagraffen handler om mindretalsbeskyttelse eller er et værn mod religiøs mobning af en sårbar religion. Og husk på at de muslimske lande der har de strengeste blasfemiparagraffer også er de lande, hvor der er mest religiøst baseret vold mod anderledes tænkende.

Afskaffelse af blasfemiparagraffer er et universelt tegn på samfund, der har lagt nogle af menneskehedens værste og mest mørke instinkter bag sig. Samfund som – gennem blodig erfaring – har lært at ytringsfrihed og tolerance går hånd i hånd. At ytringsfrihed er voldens antitese og den eneste måde hvorpå mennesker med dybt forskellige holdninger kan leve sammen i fred. Det er ikke tilfældigt at åbne, tolerance og frie lande som Danmark, Norge, Sverige og Holland vægter individets ret til at ytre sig frit over religiøse dogmer, selv når ytringerne er grove, forhånende og spottende. Vi har i Danmark den luksus at vi med vores egen ytrings- og forsamlingsfrihed kan tage afstand fra og fordømme ekstremister som Rasmus Paludan. Vi kan også via vores handlinger udvise sympati, forståelse og solidaritet med de af vores medborgere, som føler sig krænkede af Koranafbrændinger og vise, at den slags primitive ytringer ikke repræsenterer danskerne som de er flest. Langt de fleste af os tager ytringsfriheden for givet. Men stort set alle nulevende danskere har holdnininger og giver udtryk for meningstilkendegivelser som for ikke særlig lang tid siden var strafbare og blev anset som dybt krænkende og uforenelige med grundlæggende værdier. For 100 år siden var det forbudt for homoseksuelle at organisere komsammener. For 200 år siden blev Dr. Dampe dømt til døden for at advokere for konstitutinelt monarki og enhver af grundlovens fædre med respekt for sig selv havde en dom for overtrædelse af presselovgivningen. Ytringsfriheden er en skrøbelig og kontraintuituv størrelse, og det ofte fristende at give efter for ønsket om at lukke munden på dem vi ikke kan lide. Men ytringsfriheden er også fundamentet for de mest succesfulde samfud som verden nogensinde har set. Det er værd at kæmpe for, selv når det gør ondt.

I tråden argumenterer flere med, at det i forvejen er forbudt at brænde andre landes flag af, men McHangama minder om flere eksempler på at politiet ikke har håndhævet forbuddet mod at brænde andre staters flag af

I 2000 brændte herboende palæstinensere det israelske flag af i Odense. Politiet afviste at sigte pga hensynet til ytringsfriheden. 

I 2005 brændte autonome en dukke af George Bush og det amerikanske flag foran den amerikanske ambassade. Politet skred ikke ind. 

Sidste måned brændte en herboende iraner ikke bare biblen, torahen og det danske flag, men også detsvenske af foran den israelske ambassade. Politiet gjorde intet. 

WEBARKIV.FT.DK

2000-01 – Svar p 20-sprgsml: Om flagafbrnding.

Argumentet om, at man heller ikke må brænde fremmede nationers flag af, hviler på en tanke om at muslimer er fremmede i Danmark – og altså ikke danske. Med andre ord, er der en fremmed magt bosat i Danmark. McHangama minder videre om at selv Dansk Folkeparti var inde på den pointe

I 2012 foreslog Dansk Folkeparti at det skulle være strafbart at forhåne og afbrænde Dannebrog, på samme måder som det – i hvert fald på papiret – er det for andre nationers flag.

Det afviste den daværende socialdemokratiske justitsminsiter Morten Bødskov. Bødskov lagde både vægt på at forbuddet mod at afbrænde andre nationers flag varetog udenrigspolitiske hensyn, men han lagde også vægt på noget langt mere principielt. Her et centralt citat:

“Vi lægger i Danmark vægt på, at der er en udstrakt grad af ytringsfrihed. Man skal i et demokratisk samfund som det danske frit kunne ytre sig kritisk om landet. Den danske lovgivningsmagt bør efter regeringens opfattelse derfor ikke kriminalisere meningstilkendegivelser, hvorved Danmark kritiseres, uanset hvordan denne kritik af Danmark bliver udtrykt. Det gælder også, hvis kritikken udtrykkes ved en afbrænding af det danske flag”

Dannebrog er os, selvkritik er ytringsfrihed. Andre landes flag er hensynet til andre lande. Andre folks religion er hensynet til andre folk. Ergo er et forbud mod afbrændingen af Koranen en kodificering af, at muslimerne ikke er danskere.

Lars Kaaber skriver

I morgen skal den danske ambassadør i Teheran, Jesper Vahr,  til samtale i det iranske udenrigsministerium

Her skal han møde Naser Kanaani – det er ham, der er på billedet og er ministeriets nummer to – som vil have at vide, hvorfor den danske regering ikke stopper “the incessant propagation of hate in the form of hate and xenophobic speeches and insults to the Holy Quran”.

Baggrunden er lørdagens rivegilde med Koranen foran Irans ambassade, som  den dansk-iranske kunster Firoozeh Bazrafkan havde taget initiativ til for at støtte kvinderne i Iran, der protesterer over Islams undertrykkelse.

Hvad skal Jesper Vahr sige til Kanaani? At han kan rende og hoppe? Det går nok ikke, når Danmarks udenrigsminister lige har fordømt de mennesker, der fornærmer islam ved at brænde koraner og lovet IOC at gøre det ulovligt.

Skal han sige, at i Danmark er det helt i orden at ytre sig kritisk over for regimer, religioner og ideologier – også gennem symbolske handlinger såsom at rive en koran til båndsalat i sympati med de kvinder, Kanaani regering, undertrykker, fængsler, lemlæster og henretter?

Det går nok heller ikke, hvis han skal opdyrke ‘nye partnerskaber’, som er Lars Løkkes erklærede hensigt med at slukke for demonstrationer i Danmark. Og i øvrigt har en statsminister, som ikke mener, at det er en ytring at invalidere en koran.

Min ven Steen ‘undskylder’ Lars Løkke Rasmussen med “Fejhed og ansvarsfraskrivelse er nogle af de almindeligste, menneskelige egenskaber.”

Og pludselig er det ikke fint at være et foregangsland, men heldigvis for vores politikere er vi det heller ikke. En sidste McHangama – for nu…

I 2010 brændte to kurdere bosiddende i Norge Koranen og delte det på Internettet som en politisk protest mod religisø fundamentalisme. Den stærk fundamentalistiske imam Mullah Krekar fremsatte derefter gentagne dødstrusler mod de to for at have krænket og opfordrede muslimer til at dræbe dem. Den norske lagmansretten (svarende til Landsretten) afsagde i den forbindelse en forbilledlig klar dom, hvis præmisser burde være en ledetråd for alle under Koran-Krisen: Ytringsfriheden beskytter retten til at krænke religiøse dogmer, mens den der reagerer på “religionskrænkelse” med trusler, overskrider ytringsfrihedens grænser. Det er så banalt og logisk i et åbent samfund, men alligevel har vi politikere, jurister og debattører, der mener, at personer som Mullah Krakar skal have særskilt juridisk beskyttelse.

Derudover viser den norske sag også at regeringen taler usandt når den påstår, at Danmark og Sverige står alene og er de eneste lande i verden der tillader afbrænding af “hellige bøger”.