På forsiden af Berlingske Tidende 17/3-24 delte Søren Pape Poulsens bisættelse forside med overskriften “Tidligere NATO-diplomat: Trump er en farlig mand” Man skal om på side 20-24 for at læse det interview, med den danske top diplomat Michael Zilmer-Johns. Derfor skal man først forbi helsidensartiklen på side 12 “Putins plan: Besatte regioner skal lokkes og trues til troskab mod Rusland”. Den handler ikke så overraskende, hvorledes russerne sikrer en etnisk homogenitet og kuer de tilbageblivende ukrainerne. “Den store udskiftning” hedder et afsnit – og det er ikke et citat fra Tucker Carlson.
Artiklen udmærker sig ved, at beskrive den håbløse situation for Ukraine og NATOs krigsførelse mod russerne igennem russernes røvhulleri
Og de nye dokumenter bekræfter sammen med øjenvidneberetninger fra de besatte regioner, at det vil kræve mere af ukrainerne end blot at de russiske forsvarsværker langs fronten, hvis de mennesker nogensinde skal blive en del af Ukraine igen.
“Hvordan skal vi skabe fred og harmoni mellem vores borgere? Det bliver et af de største problemer,” siger Ivan Federov, ukrainsk guvernør i det halvt besatte Zaporizjzja-region, til The Guardian.
Så hvad er succeskriteriet for NATO, som tiden går? At ukrainerne om føje år indtager nogle områder, der hårdhændet er blevet russiske for at Ukraine kan gøre gengæld? Eller at de russere, der lige havde vænnet sig til at bo i Rusland, nu pludselig bor i Ukraine? Skal vi deltage i etniske “omfordelinger” ud fra diskussioner om, hvor historien egentlig startede. Den kyniske og beklagelige lære af denne konflikt er, at russernes nedbarbering af Ukraines territorium gør ‘reststaten’ til en nationalstat. Intet er så galt…
Og galt er det, ingen tvivl om det
Samtidig er store mængder af ukrainsksindede borgere blevet deporteret hen over frontlinjen.
Andre er blevet truet til at rejse frivilligt. Tusinder andre er blevet kidnappet og holdt i hemmelige fængsler i månedsvis, uden at deres familier har fået besked om deres skæbne.
I den besatte del af Zaporizjzja-regionen er mere end halvdelen af befolkningen forsvundet siden invasionen, vurderer den ukrainske guvernør Ivan Federov overfor The Guardian.
Nu er der blot 250.000 tilbage, mens der er kommet 150.000 nye russere til.
“De prøver at ændre vores befolknings dna,” siger Federov til mediet.
Det gør man mange steder, men her er det noget mere grovkornet. Og det virker
“Jeg har mange venner i Donetsk og Luhansk , som siger, at alle tanker om Ukraine langsomt begynder at forsvinde efter besættelsen i 2014,” fortæller Ivan, en af stifterne af Yellow Ribbon-bevægelsen, til Kyiv Independent.
Nu er frygten, at det samme skal ske med de nye regioner, Rusland har besat.
Sidste års fejlslagne ukrainske modoffensiv har blot gjort det endnu sværere at vente på befrielsen, siger lokale indbyggere til The Guardian.
For nogle virker det som den korteste vej til et normalt liv at acceptere Ruslands overmagt.
For andre er det den nemmeste. Den, der kræver mindst modstand her og nu.
De, der ikke kan holde det ud, rejser væk.
Lige efter Putins plan.
Det er en opsigtsvækkende reportage, for ikke blot siger den, at Putin har vundet, når det går efter hans plan. Den siger også, at planen var at indtage netop disse områder og efterlade resten af Ukraine “a rump state”, overladt til sin egen skæbne. Netop som bl.a professor Mearsheimer forudsagde i 2015.
[PERSONLIG NOTE: Bortset fra Kyiv Independent citerer artiklen kun The Guardian – et venstreorienteret medie som eneste kilde i en borgerlig avis(!) – og man får mistanken om, at journalisten, hvis løn understøttes af den danske stat (som er hvad mediestøtte er, aflønning af ansatte), blot har genfortalt en artikel han har læst i Guardian og at det også er Guardian, der citerer Kyiv Independent, som han ikke nævner, for at se lidt mindre u-researchet ud. Kan man ikke spare nogle uduelige journalister væk, med en AI-oversættelse af udenlandske artikler?]
Og så skal vi til interviewet, der over fire sider, mest er domineret af to meget stor billeder af Zilmer-Johns, dels med sin hund på en gangsti, dels ved sit skrivebord omgivet af klassisk dansk design, med topdiplomaten. Artiklen indledes med sætningen “Da hans hustru ringede og spurgte om han havde set Donald Trumps udtalelser, fornemmede han alvoren”. Jeg vidste ikke at det var muligt at elske Trump højere, men dette interview tager min kærlighed til afsindige højder. Se blot: “Vi måbede. Vi kunne ikke tro, at det var sandt, at han kunne finde på at sige sådan.” Vi får aldrig at vide, hvad Trump sagde.
Den danske topdiplomat lod sig dengang trøste med, at Trump måske ville falde til, så der var en hvis fortrøstningsfuld stemning, da et NATO-topmøde også skulle indvie et mindesmærke for de faldne i Afghanistan – Det her bliver godt, Trump er nærmest endnu sjovere, når hans fjender forarget, nogle gange endda skræmt, fortæller hvad han nu har sagt, for man danner billedet af Trump, mens man ser latterlige menneskers reaktion. Behold:
“Vores tanke var , at han skulle få en chance for at sige nogle pæne ting om os europæiske allierede og de mange ofre, vi havde taget på os, for at hjælpe USA. Det var så bare ikke, hvad der skete,” siger Zilmer-Johns.
“Han svinede os simpelthen til. Og så var tonen ligesom sat for , hvad vi stod overfor med ham. Jeg kan huske at jeg tænkte: Det her bliver bare så forfærdeligt svært.”
[Berlingske spørger] Det var som et mareridt?
“Ja. Han sagde forrykte og absurde ting – og så blev han ved med at så tvivl om vi kunne stole på USA.”
Så fortæller han at diplomatiet fandt Trump “vildt stødende” og at vores daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, lige skulle trække vejret, førend han ville udtale sig. Og da han blev spurgt, om han følte sig tryg ved Trump, svarede “Jeg føler mig tryg ved USA”. “En bemærkning Zimer-Johns kalder “Vildt begavet””. Faktisk er det ikke vildt begavet at komme med en stikpille til en amerikansk præsident, man mener er volatil. Det er faktisk lidt smådumt, men pudderparykkerne klapper, og det er, modsat Trump, dem han helst vil være populær hos.
Så lad os lige tage en tur ned ad Memory Lane, hvor Trump forrykt havde insisteret på, at europæerne skulle betale deres fulde kontingent hvis de skulle kunne regne med den fulde ydelse. Og at det var dumt, at Tyskland gjorde sig afhængig af russisk gas, samtidig med at de ikke var villige til at opruste for at afskrække en eventuel russisk aggression. Læg mærke til den tyske delegation af topdiplomater, deres mentalitet, deres udtrykte selvbillede
Og Trumps møde med Stoltenberg og de andre NATO topdiplomater, som han genfortalte det
And I’m sitting there with all these presidents and prime ministers, nice guys, 28 countries, and I’m looking at the charts and I say; ‘Could I see, who’s delinquent?’
Minder… Vi skal tilbage til topdiplomaten og hans vurdering af “…risikoen for hele den internationale orden, hvis Donald Trump inden længe kan gøre comeback i Det Hvide Hus”.
“Jeg er virkelig, virkelig bekymret,” siger han
“Donald Trump er en farlig mand. Han er farlig for NATO. Han er farlig for det vestlige sammenhold. Og han er farlig for verden som sådan,” (…)
“Donald Trump anvendte allerede i sin første periode en retorik, som var farlig og skadelig, men realiteterne var, at NATO bare blev stærkere,” siger han.
Og andre realiteter er, at NATOs østudvidelses-politik, med NATO generalsekretær Stoltenbergs ord, årsag til krigen i Ukraine og det faktum, at vi ikke har stået så tæt på en atomkrig, siden Cuba krisen. Den handlede om, at amerikanerne, jvf. Monroe-doktrinen ikke kunne acceptere at Sovjetunionen stillede atommissiler op på den Vestlige halvkugle. I dag vil russerne ikke acceptere, at NATO, med en indlemmelse af Ukraine, afskærer Rusland fra Krim halvøen og deres eneste varmtvands-flåde i Sevastopol. Apropos det, så siger Topdiplomaten videre
“Det farlige ved ham er, at han – i en iver efter at score point og få os til lommerne – kan komme til at skabe tvivl i en dybt alvorlig situation, hvor hele verden er anspændt i forvejen. At han simpelthen kommer til at fremprovokere en konflikt mellem Rusland og NATO eller mellem USA og Kina.” (…)
“Og det er særligt vigtigt i en situation som nu, hvor den globale magtbalance forskyder sig, og hvor tingene meget hurtigt kan gå galt. Derfor er det entydigt dårligt, hvis Trump vælges. Han vil skabe en usikkerhed, som slet ikke behøvede være der, og som vi ikke har brug for”.
Are you not entertained? Og vi er kun på side 23. Den alvorlige situation som nu, hvor tingene meget hurtigt kan gå galt, er ikke blot sket på Bidens vagt… topdiplomaten siger om Biden, at han er “en eftertænksom type” mens Trump “bare buldrer afsted”. Topdiplomaten, der har siddet i et utal af internationale forhandlinger, kan ikke genkende åbenlys kognitiv svækkelse. Biden trak USA ud af Afghanistan i nattens mulm og mørk, uden at varsko hverken deres NATO allierede briter eller den afghanske hær, der straks flygtede til Iran og således efterlod mere end 10 mio afghanske kvinder til Taleban. Og som straks skabte tvivl om USAs loyalitet overfor sine allierede.
Og som tænkeren Pierre Collignon i Berlingske Tidendes leder, som jeg omtalte forleden, så er usikkerhed præcis hvad vi har brug for, på randen af 3. Verdenskrig.
Macron har naturligvis ikke opfordret til at lade NATO-hære rulle ind i Ukraine nu. Han pointerer kun, at intet kan “udelukkes”.
Dermed spiller Macron på “strategisk uklarhed”, en veletableret taktik i krig og afskrækkelse, hvor man bevidst kommunikerer uldent, så fjenden ikke på forhånd kan vide sig sikker på ens intentioner.
Mens Trump blot buldrer afsted med sin afværgelse af atomkrige, stående fadder til 7 fredsaftaler, udsletteded ISIS, stopper terrorstaten Irans march mod atomvåben, og således skaber en usikkerhed, der slet ikke behøver at være der, spiller grooming-offeret Macron på “strategisk usikkerhed”. Se blot, diametralt modsatrettede analyser er der plads til på Berlingske Tidende og aldrig skal de brydes, så længe de rettes imod Trump og al hans væsen. Her er plads til intellektuelle mastodonter fra Zilmer-Johns til Collignon.
Zilmer-Johns fortsætter resten af interviewet med at frygte en fremtid, “hvor USA måske ikke længere vil være til at stole på” og lege med tanken om, at Europa skal få sin egen atomslagstyrke, der skal bestå at de atomvåben Storbritannien og Frankrig har – det vil i hvert fald gøre det billigt for os andre – og frygter, at Trump vil presse de europæiske lande, til at bruge 2,5% i stedet for de blot 2%, som de i forvejen kvægede sig ved.
“Det er dybt deprimerende, at vi er endt i den her situation, hvor det er svært at sove roligt om natten” siger han, og man skulle tro, at situationen var, at man havde engageret sig i en krig med verdens største atomvåbenmagt, en krig man ikke kan vinde og som store hjerner som Pierre Collignon derfor presser på for at eskalere, så man kan udskyde nederlaget, koste hvad det vil, eller indtil man løber tør for ukrainske mænd. Men nej, det er Trump og hans urimelige krav til, at Europa skal være i bedre stand til at forsvare sig selv og hans buldrende fredsaftaler. Ellers ville han indrømme sin og hele sin uduelige og konforme stands totale nederlag. At de ikke har set, at præmisserne for deres tænkning er forsvundet med en ændret magtbalance siden 00erne. Så er det bedre at projicere…
“Næsten alle mennesker har vel et ønske om at give en bedre verden videre til deres børn, så de får gode muligheder for at vokse op – og det gør man ikke ved at bevæge sig ind i ufred og krig. Den menneskelige overlevelsesdrift er meget stærk. og folk vil ikke i længden finde sig i, at en enkelt diktator sætter vores alles liv på spil” siger han.
“På den måde er jeg stadig optimistisk, når vi kigger langt frem. Jeg kan bare godt frygte, at vi skal igennem en ond og utryg periode først”
Sådan slutter ordene fra topdiplomaten Zilmer-Johns, så derfor er det overraskende grænsende til det syrede, når man så midt i interviewet henkastet kommer med følgende observation om den Orange Bøhmand: “Han er en person, der går meget op i en god handel, og lige på det punkt har vi faktisk enormt meget at tilbyde ham”. Så burde alt jo være godt, det er lige sådan en præsident, man ønsker sig. Især når topdiplomaten faktisk indrømmer, at han gjorde NATO stærkere. Så hvilken international orden er Trump en trussel mod?
Koden til de søvnløse nætter for topdiplomatiet er at Trump er “vildt stødende” og at netop denne bulderbasse har ret i sin kritik, at den orden, som diplomatiet forfægter, hvor historien var slut, og det var hvidvin og laksemadder, kun var et unipolært øjeblik – Stormagtspolitikken er tilbage, historien fortsætter.Trump udstillede deres kollektive inkompetence. Det var dem, “de voksne”, som Biden administration kaldte dem, der insisterede på at udvide NATO, det var dem, der ikke forstod at spille stormagtsspillet, det var dem, der ikke var interesseret i en god handel, det er dem, der har bragt os på randen af en storkrig, eventuelt med atomvåben. Så de projicerer.
Op til EU afstemning i ‘93 bragte Politiken et interview med danske EU diplomater. Her fortalte de om, hvorledes deres arbejde var blevet så meget værre, hvordan deres hverdag var svær at komme igennem, siden danskernes NEJ! i ‘92. De andre landes diplomater, altså repræsentanterne for de folk, der ikke var blevet spurgt, om de mente at EU, skulle have stadigt mere magt over de folkevalgte, så nemlig skævt til deres danske kollegaer. Det var så slemt, at de ofte følte sig nødsaget til at have hjemmebag med, for at lette stemningen på møderne. Sådan er selvbilledet i de kredse.
Apropos selvbilleder, til slut, lige før tv-programmerne, for dem, der stadig ser flow-tv, slås der nemlig en Pind i weekenden med Berlingske Tidende. Store hjerner tænker ens, og som Collignon, har Søren Pind omfavnet Emmanuel Macrons “strategiske uklarhed”, “Der er nu ingen vej tilbage.” siger Pind og afslører en langt mere afklaret holdning til vestlige tropper i kamp i Ukraine, komplet med dominoteori og et overraskende sprogbrug
Macron fastslog, at hele den europæiske sikkerhed er truet, hvis Rusland vinder i Ukraine. Usikkerheden vil brede sig gennem hele Østeuropa, og tilliden til, at Europa samlet set vil svare igen, vil blive ikkeeksisterende. Fordi man ikke evnede – eller svigtede, alt efter temperament – at hjælpe Ukraine til sejren. Hvorefter man kan risikere, at Europa falder fra hinanden.
Det er på den analyse, efter den mislykkede ukrainske offensiv, Macron nu udtrykker, at det er utilladeligt, at Rusland vinder krigen i Ukraine. At det er i dyb modstrid med den samlede europæiske interesse og farligt. Livsfarligt.
Hvorfor der ingen røde linjer bør være længere. De svar, Europa giver, må afhænge af Ruslands fremfærd. Og intet kan i den sammenhæng udelukkes. Fordi det, der udelukkes, vil være at overlade initiativet og definitionsretten – handlekraften – til de russiske horder og den russiske despot.
Den besynderlige frygt for at ‘de russiske horder’ kan marchere ind i Europa går hånd i hånd med den optimisme, at Ukraine kan stoppe dem. Og sympatien for Ukraine er for længst forduftet til fordel for forholdet til russerne. For det var hvad det hele handlede om, at inddæmme russerne med NATOs østudvidelser. Og nu ligger det hele i ruiner, så hvorfor ikke bide hovedet af al skam og fortsætte ned ad slisken.
Som Collignon vånder Pind sig ved at “Kansler Scholz holder sig tilbage fra at levere de attråede Taurus-missiler, som både Storbritannien og Frankrig ellers opfordrer ham til at levere” fordi den tyske Kansler frygter konsekvenserne af eskalering. Pind mener ganske rigtigt at det er “værd at bemærke, at meningsmålinger indtil videre har vist flertal for den tyske kanslers holdning” og i Frankrig “står le Pen stadig stærkere” overfor Macron. Og i USA fører Trump i meningsmålinger, blandt andet fordi han vil have alle til at stoppe med at dø. SE nu, hvilken ulykke det er at spørge Folket, der ikke ‘kender verden’ som de store mænd, Collignon, Zilmer-Johns og Pind. Konsekvenserne kan blive uhyggelige
Det er også givet, at en stor del af den uro og vrede, der er opstået i Vesten og i Europa det seneste ti år, udspringer af russisk efterretningsarbejde helt på linje med det, der foregik under Den Kolde Krig. Dengang med kommunister, i dag med konspirationsteoretikere, vaccineskeptikere etc., der enten er medvidende eller agerer villige redskaber for Putins propaganda. Jeg vil ikke udelukke, at Brexit om føje år vil fremstå som den mest succesrige russiske påvirkningsoperation i nyere tid.
Putin brugte altså konspirationsteoretikere til at få Storbritannien ud af EU… Apropos det at sige “forrykte og absurde ting”. “Vejen til fred går via et eklatant russisk nederlag. Og et nyt stærkt og rigt Ukraine.” slutter Pind sit ordflom. Lad mig se, hvad der kommer på TV.
MONOKULTUR 
Skriv en kommentar