Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mener at den eneste løsning på krigene i Mellemøsten er en tostastsløsning. Det eneste der er galt med det ønske er, at det ønsker palæstinenserne sig ikke. “Denmark to Gaze, Globalise the intifada!” råbes der i Københavns gader -I Toronto synger de “We don’t want 2 states! Take us back to ‘48!” – men det er selvfølgelig også terrorsympatisører og terrorister og andre venstreorienterede, der arrangerer dem
Jøder i Danmark lever nu et farligt liv, som følge af venstrefløjen og venstrefløjens import. Jotam Confino på skriver på X:
“En jødisk kvinde i København er vågnet op til hendes postkasse der er ødelagt, med beskeden “Dø Israel, Palæstina længe leve”. Frontdøren til lejlighedskomplekset er klistret til med de sædvanlige “Anti-Zionist” klistermærker. Endnu en fredelig demonstration i København, hvor jøder skal betale prisen for det terrorsympatisører og jødehaderes hærgen i de københavnske gader.
Men det er selvfølgelig Israel der er problemet for Danmarks Radio og den danske regering
Udenrigsministeren erkender i interviewet med DR’s mellemøstkorrespondent, der blev sendt i Deadline, at det er en udfordring.
Det er meget tydeligt, at Netanyahu og den israelske regering ikke ønsker en tostatsløsning. Er han en partner for fred?
– Det stiller os et udfordrende sted, som kalder på sammenhold mellem USA, Europa og de konstruktive arabiske lande i regionen. Vi skal tilbyde tydeligt at beskrive et koncept for en varig løsning.
Hvordan visualiserer du det? Betyder det, at 700.000 bosættere skal flytte ud fra Vestbredden og Østjerusalem?
– Jeg håber og tror, hvis jeg skal være optimistisk, at vi om kort tid får en våbenhvile, som kan skabe mulighed for at håndtere den humanitære katastrofe og få mere nødhjælp ind, få nogle gidsler frigivet og få pause til eftertænksomhed. Jeg kan ikke forudse, hvordan det vil ende. Det gemmer mange spørgsmål om de bosættelser, som vi oprindeligt fordømte. Men det er nødt til at gå den vej.
Faktum er vel også, at en tostatsløsning har været død i årevis, både i den israelske bevidsthed og den palæstinensiske. Er det realistisk?
– Der er en risiko. Men der er intet alternativ. Hvis man leger med tanken om, hvad alternativet kunne være, så er det enten mere af det, vi ser i øjeblikket, med ufred, krig og ødelæggelser i mange år frem. Eller også skal man bøje sig for et af de ekstreme synspunkter, hvor Israel forsvinder, eller hvor palæstinenserne ikke har et sted at leve. Intet af det er holdbart.
Kræver det ikke et andet pres på Israel, hvis det skal blive muligt? Israel er i gang med at udvide bosættelser på Vestbredden og indtage områder i Østjerusalem. Det Israel, vi ser i øjeblikket, er det en partner for fred?
– Jo, det kræver, at der lægges et anderledes pres på Israel såvel som på det palæstinensiske selvstyre om at reformere sig og få nogle nye folk i spil med større troværdighed. Det pres er under opbygning. Europa sender et klart signal til Israel om, at de ikke skal gå ind i Rafah og gøre den humanitære katastrofe større.
MONOKULTUR 
Skriv et svar til Sinwars sidste lektion – MONOKULTUR Annuller svar