MONOKULTUR

Den amerikanske præsident Donald Trump blev i ugens forløb forsøgt myrdet – igen. Det er det fjerde seriøse forsøg siden hans genopstilling og det tredje hvor skud er blevet affyret. Denne gang var der tale om en universitetsunderviser i 30’erne med en ren straffeattest. Han var kommet forbi sikkerhedskontrollen ved at leje et værelse i det hotel, hvor den årlige ‘White House Correspondents Dinner’ blev afholdt og styrtede pludseligt, svært bevæbnet, gennem foyeren forbi det første sikkerhedslag inden han i sidste øjeblik blev nedlagt af agenter fra Secret Service.

Trumps reaktion var stoisk, “Det sker for alle betydningsfulde præsidenter” sagde han som en reference til at han står ved roret som vi, eller USA om ikke andre, styrer væk fra den ‘liberale hegemonis’ projektion mod erkendelsen af realismen; ‘starter har ingen venner, stater har interesser’. (På P1 Morgen insisterede de på, bevidst eller ej, at oversætte Trumps “I’ve turned this country around” til “Jeg har vendt landet på hovedet“). Da en journalist spurgte præsidenten om han havde overvejet en skudsikker vest, svarede han, at han ikke mente han havde brug for at se ti kilo tungere ud. Han ville i øvrigt holde et nyt arrangement snarest muligt, fordi det, indtil afbrydelsen, havde været hyggeligt. 

Allerede fra hans første indtræden som kandidat har der været forsøg på hans liv. I 2016 forsøgte en britisk statsborger at fravriste en betjents skydevåben for at “shoot and kill Trump“, ved et arrangement i Las Vegas. i 2017 forsøgte en mand at vædre den præsidentielle limousine The Beast med en gaffeltruck, som kortegen kørte gennem byen Mandan i North Dakota. Og udover trusler, der har ført til retsforfølgelse, er der flere gange mænd, der har forsøgt at storme scenen for at give Trump tæsk eller noget.

Bevares, den amerikanske præsident er altid et mål for diverse terrorister. ISIS var så langt fremme med planlægningen af et attentat mod Trump, som han skulle besøge Manilla i Filippinerne, at det blev forhindret kun 20 minutter før Air Force One landede. Det var næppe Trumps person, men blot det amerikanske embede, der var genstand for det morderiske had. Som da det iranske præstestyre forrige år sendte pakistanske Asif Raza Merchant afsted for at myrde både Trump, den tidligere præsident stand-in Joe Biden samt den tidligere FN ambassadør under Trump Nikki Haley.

Attentatet forleden har selvfølgelig skabt en genopførelse af diskussionen om den politiske retorik og en fortsættelse af beskyldninger fløjene imellem om hvem der er værst (det er venstrefløjen, dehumaniserende som den er, hvilket også afspejles i en overvægt af politisk vold). Så “why does popular culture wink and nod at the widespread metaphorical killing of Republican presidents?” spurgte Victor Davis Hanson “Liberals used to believe that words mattered and images had consequences; the casual glorification of carnage trivialized violence and only made it more acceptable — and likely.”

In 2017, the obsessive hatred of Trump led, for instance, to many obscenities: Madonna told us she dreamed of blowing up the White House, comedian Kathy Griffin posed with a bloody facsimile of Trump’s head, Snoop Dog shot a Trump likeliness in a video, a Shakespearean company ritually stabbed Trump-Caesar every night on stage, Johnny Depp joked, “When was the last time an actor assassinated a president? … It has been a while, and maybe it is time.”

But such kill chic is hardly new — and hardly a result of Trump’s sometimes reckless tweets or undisciplined outbursts.

In 2012, a model of the head of former president George W. Bush turned up on a pike in HBO’s Game of Thrones, “by accident” of course. But by then kill-Bush chic was already a tired genre. In the heat of the 2004 election, Alfred A. Knopf had published Nicholson Baker’s novel Checkpoint. It was little more than a boring dialogue of characters dreaming about how to assassinate President Bush. (It’s now “updated” by To Kill the President, by British writer Jonathan Freedland (aka Sam Bourne), a thriller about assassinating a Trump-like president.) In October 2004, long before Johnny Depp’s John Wilkes Booth rant, Guardian guest columnist Charles Brooker lamented that there would be no presidential assassin to kill Bush: “John Wilkes Booth, Lee Harvey Oswald, John Hinckley Jr. — where are you now that we need you?”

“Between the kill-Bush and kill-Trump chic was the welcomed, calmer hiatus of the eight-year tenure of Barack Obama.” Dengang blev det sagt, at Obama holdt offentlige taler bag skudsikkert glas, ikke for at beskytte ham selv, men fordi tilhørerne, i deres galloperende racisme, var bange for, at præsidenten fra sit podium, ville begynde at plaffe løs mod dem. Som Glenn Greenwald minder om “by demonizing Trump with some of the worst accusations (saying he is a fascist, a Nazi, a white supremacist, a war criminal, etc.), liberals and other Trump critics are endangering his safety and implicitly, or even explicitly, offering justifications for trying to kill him”. Men, advarer han klogt

While this framework of culpability may be understandable or appealing at first glance, it has an ugly and dangerous history. Every political faction has used it in an attempt to silence what are otherwise constitutionally protected ideas by conflating them with violence (“words are violence”). I wrote at length here about one similar effort, when liberals and various Democrats tried to blame leading conservatives for the 2022 Buffalo massacre due to their anti-immigration views, which were cited by the shooter as his motive. That article documented why this blame-shifting theory is so misguided and dangerous.

That Buffalo attack followed similar ones around the country. On May 14, 2022, an avowed white supremacist and anti-immigration extremist entered a Tops Friendly Market in an overwhelmingly black neighborhood in Buffalo and slaughtered ten Black Americans. The shooter, 18-year-old Payton Gendron, left a long manifesto identifying those he regarded as heroic and who inspired him (principally other mass shooters who targeted immigrants, Black people, and Muslims), and explained his reasons for deliberately targeting non-white people (focusing on “The Great Replacement Theory”).

In its wake, elected liberals and their media allies instantly — meaning: before the bodies were even removed — blamed the massacre on prominent conservatives who were opposed to mass immigration. Because these conservatives expressed views about immigration that were featured as galvanizing motives in the shooter’s manifesto, so this reasoning went, the “rhetoric” of those conservatives “inspired” the shooting, and they thus had blood on their hands.

Greenwald nævner flere konservative kommentatorer, der hæfter sig ved, at attentatmandens manifest ligner Demokraternes hverdags retorik. Men “[n]one of that makes anyone responsible for violence by virtue of the fact that their expressed views overlap with some violent lunatic’s manifesto”. 

I fully realize that, especially in the wake of violent political attacks and the emotions they provoke, it is extremely important for whatever side or group feels targeted to believe that they are uniquely victimized by violent and hateful political rhetoric from their opponents or enemies. It thus makes people genuinely angry if one suggests that their party or ideological camp also uses hateful invective.

(…)

It is a long-standing American tradition that politics entails harsh rhetoric and extreme accusations (true or otherwise) against leading American politicians, especially against presidents or presidential candidates. The more power someone wields — and nobody wields more political power than the President of the United States — the more permissive society should be of the use of the harshest rhetoric when condemning those political leaders. That sort of rhetoric is hardly a new or recent invention in American politics.

Jeg kan tilføje en favorit af Trykkefrihedsselskabet, nemlig den meget britiske Douglas Murray, der endda var til stede ved det seneste attentat. Han havde også noteret sig attentatmandens manifest, men mente at det bar præg af sindsyge fra begge fløje. “Free speech is often ugly, and curtailing it is uglier still.” slog han fast ,men også han er skræmt over hvor “normalized this ugly discourse has become”. 

Her vil jeg tilføje en faktor, som måske flyver under radaren, nemlig Trumps opgør med ‘Sumpen’, ‘den dybe stat’, ‘systemet CIA’ eller hvad man nu vil kalde den overlejrede regeringsmagt. Allerede inden Trump satte sig bag ‘the Resolute Desk’ i 2017, havde den afgående amerikanske regering under Barack Obama lanceret en historie om, at Trump havde kuppet sig til valget i 2016 med ‘russernes’ hjælp. Denne barnagtige og helt igennem falske historie om at orange og russiske Hitler udgjorde en ondskabens akse, tog pressen ukritisk til sig og dækkede den efterfølgende årelange Mueller efterforskning, som havde den det mindste indhold.

Derved var Trump ikke længere blot en uæstetisk bavian i det politiske landskab, men en, med pressens og efterretningsvæsenets øjne, illegitim præsident, en eksistentiel trussel mod “vores demokrati”. Det er en institutionelt skabt og opretholdt dæmonisering, hvis lige ikke er set i amerikansk politik, der igen legitimerer en hvilken som helst hysterisk reaktion fra psykisk ustabile borgere, som således er foregøglet en rolle for eftertiden som nationens frelser. Som Trump-haderen, og det er ikke polemisk brug af et ord, Rick Wilson sagde på MSNBC, så stopper Trump ikke før “somebody puts a bullet in his head”.

Et par dage efter attentatet i Butler, der var et millisekund og millimeter fra at koste amerikanerne deres (gen)kommende præsident, fortalte Trump til Fox News, at oplevelsen ikke havde kostet ham psykiske men. Hans kone Melania, derimod, havde taget meget på vej. “Men det er nu nok meget godt”, funderede han, “for det betyder vel at hun godt kan lide mig?” Ja det gør.