Fra Kriminel til kendt skuespiller, hedder et indslag i Danmarks Radios P1 Morgen, hvor en nybagt forfatter og erfaren filmskuespiller, fortæller om en barn- og ungdom præget af kriminalitet. Brandstiftelse, røverier, våbenbesiddelse, salg af narko og grov vold. Den unge ‘efterkommers’ rejse ud af ghettoens indvandrerbander er jo fascinerende, for hvorledes havner et ungt menneske dog på kant med samfundet?

Grunden til at det her opstår da jeg var ung, der er jo fordi at jeg jo ikke blev mødt i det jeg er i. Og jeg føler mig lidt stigmatiseret, som gør at man begynder at skabe en selvstigmatisering. Og så senere hen begynder at finde det sted man nu kan finde for at få dækket sit behov.

Vi mennesker har brug for anerkendelse og at blive set og hørt. Og det gjorde jeg ikke. Og derfor begyndte jeg, som man siger; drastiske situationer kræver drastiske handlinger. Og det var så det jeg gjorde, jeg tog et valg, om ikke at være en del af det her samfund, som mange af os kender til og blev en del af et andet samfund, som man måske kan kalde et parallelsamfund.

Det er ikke ham selv, der har gjort noget, det er noget der opstår. Det opstår af ydre faktorer, der ikke gav ham respekt for alt det han ikke gjorde. Man vil ses og høres, men uden åbenbart at se og lytte, så drastiske situationer kræver logisk brandstiftelse, røverier, våbenbesiddelse, salg af narko og grov vold. Det var et valg ‘man’ tog fordi samfundet var skyld i det.

Han fortsætter med at fortælle, at miljøet eksisterer og at man ikke som 12-14 årig dreng kan klandres for ikke at overskue konsekvenserne af at lade sig drage og at han ikke respekterede andre end sin familie og sig selv.

Jeg ville jo gerne være ham her, der styrede.. det der sker med os unge, som ikke rigtig føler os set – og også blandt de ældre, og skolen, og også for den sags skyld derhjemme – jamen vi begynder jo altså at gøre noget, som gør at vi kan blive set som alfahanner. Eller i hvert fald blev set, som nogle der også godt kan styre.

Så den respekt som du lige spurgte efter, den har jeg sgu ikke set udover… ja, min far har jo altid lært os at være et godt menneske. Det her med at have nogle værdier og respektere andre. Men det går ikke hånd i hånd med det som man så møder når man kommer ud i samfundet.

Jeg er jo født i Danmark, men så sent som i går, var der en der skrev, “Jeg håber din opholdstilladelse bliver taget”.

 Og så elaborerer han over fængselvæsnet, som en ægte connaisseur med 8 af sine formative år netop afsonet på Kongens mønt, hvor han skelner mellem at afsone, som en læringsproces og så det at straffe.

Men interessant, som det end er, vil Danmarks Radios journalist alligevel gerne have svar på, hvorfor man bliver, som han nu blev. Ja, alle vil være boss, og når man ikke respekteres og får lov til at være den der styrer, så kan man ikke være et godt menneske, for den slags belønner samfundet ikke. Men hov, resten af samfundet sidder jo ikke i fængsel skønt det ikke blot får lov til at være den der styrer allerede inden det har udrettet noget som helst?

Ja, det går tilbage til 6. klasse. Hvorfor blev han kriminel? Nok fordi vi havde, det havde vi i mit tilfælde, der havde vi en Pia Kjærsgaard, der undertrykte såkaldte perkere. Og på den måde blev jeg også ikke blot stigmatiseret, men skabte en selvstigmatisering. Og det gjorde jo så at man senere hen, fik det man så så. 

Jamen det var jo rart at få det på plads. Pia Kjærsgaard talte ind i et tomrum og skabte så hele miseren og ødelagde hans liv. Klassisk islamisk tankegang, eller psykopatargumentation om man vil, hvor det er de andres skyld, hvad man gør imod dem. Nu i hans refleksive periode er han kommet frem til at bruge ordet stigmatisering, for ligesom at løfte de dårlige undskyldninger op et niveau, hvor de venstreorienterede pædagoger, sagsbehandlere og kulturansatte kan spejle deres progressivitet.

Men en bog kom der dog ud af det.