Fra Hestens Mule

“Forældre skal ikke have lov til selv at vælge skole til deres børn – min historie fortæller hvorfor” hedder en kronik i Politiken (11/3-23), skrevet af Haidar Ansari. Som ophavet er antydet i navnet, ligger selvretfærdigheden indbygget i samfundsforståelsen. Alle skal underordne sig hans historie. Nuvel, hans historie viser først og fremmest, at man ikke skal tage folk som ham ind i landet i første omgang. Og med folk som ham, mener jeg ikke specifikt ham, men hans elendige kulturkreds af muslimsk mellemøst.

Således indleder den irakisk fødte digter sit indlæg

Jeg er vokset op i et socialt belastet boligområde på Amager med en høj koncentration af personer med anden etnisk baggrund og personer med lav socioøkonomisk status. Der var massiv kriminalitet, og vores forbilleder var de ældre i kvarteret, der handlede med euforiserende stoffer og begik røverier.

Så en masse muslimer har slået sig ned i et boligområde på Amager, hvor de lader deres børn blive kriminelle mens de selv er på støtten. Det havde været bedre for det boligområde på Amager, hvis de var blevet hjemme. Ansaris digte kan næppe kompensere for det. Ja, se bare over Sundet, hvor de nu ikke længere har en Zlatan, men stadig døjer med håndgranaterne.

Nå, men lad os se lidt på mentaliteten, som især Radikale Venstre syntes skulle berige de socialt udsatte på Amager, for Ansari fortæller videre

Allerede som 11-årig overværede jeg et knivstikkeri i området. Det hele begyndte, da jeg sammen med nogle venner kastede sten mod en bodega – det var vores drengestreger. Vi ønskede at fremkalde en reaktion fra værtshus-gæsterne. De var legitime ofre, syntes vi, de drak nemlig alkohol.

Min ven ramte uheldigvis en mand i baghovedet med en sten, og han kom farende imod os med en truende adfærd. Skræmte som de feje børn vi nu engang var, løb vi hen til pizzeriaet og rekvirerede hjælp hos de ældre, som sad der og hang ud. De var alle mine venners storebrødre eller fætre, så de var forpligtede til at hjælpe os, jævnfør den mellemøstlige kultur, så de løb hen til bodegaen med os tre drenge på slæb, men manden var der ikke.

End of story, ik’?

Nej. De ældre gik ind på værtshuset og ledte efter ham, men fandt ham ikke. Han var på vej mod parkeringspladsen, forlød det fra de øvrige gæster. Så turen gik til parkeringspladsen, hvor vi udpegede ham for dem.

Manden stod sammen med sin kone og datter, dar var min 12-åriges storebrors klassekammerat. Han var i færd med at låse sig ind i sin bil, skønt han formentlig havde en tårnhøj promille. Som lyn fra en klar himmel hev min vens fætter en kniv frem og stak manden med den, mens datteren og konen skreg. Selv løb jeg hjem til min mor.

Det var så end of story, for det handler om Ansaris historie, jævnfør hans mellemøstlige kultur, så manden, der blev stukket med en kniv, hører vi ikke til mere. Vi ved heller ikke om han rent faktisk havde en promille, men vi kan trøste os med antagelsen.

Ansari dvæler lidt ved socioøkonomiske faktorer og fortæller så igen om den unikke mellemøstlige kulturs daglige virke i den lokale skole

De få etnisk danske elever, der øjensynligt afveg fra gennemsnittet i skolen, blev dagligt udsat for mobning. Flere af dem stoppede med at medbringe svinekød i madpakken og talte sjældent om juleaften.

Folkeskolelærerne opsagde løbende deres stillinger, så vi havde sjældent den samme lærer i mere end to skoleår. Undervisningen var på mange måder underlødig. De elever, der klarede sig godt, blev drillet af de øvrige elever, der ikke kunne lide at blive konfronteret med deres egen uformåenhed.

Personligt blev jeg smidt ud af den lokale folkeskole i 5. klasse efter flere års ballade, der eskalerede til overfald på andre elever.

Jvf mellemøstlig kultur, så læg mærke til den passive sætning, hvor han ikke selv lavede ballade, det var der bare og andre elever blev overfaldet. Lærerne opsagde deres stillinger, men de etnisk danske børn blev mobbet. Jp, vi ved godt, hvad han mener, men han kan ikke lade være med at skyde ansvaret fra sig, selv når han skriver en bekendelse. Derfor er der også vægt på de socioøkonomiske vilkår, men ikke noget om, hvorfor der ikke er nogen, der gør sig nyttige i stedet for at mobbe dem, der ikke er uformående og hænger ud på pizzeriaet.

I stedet for at komme på en specialskole, fortæller Ansari videre, kom han på Den Classenske Legatskole, hvor han for første gang mødte den danske middelklasse, som skulle blive hans vej til en nyttige borger (det er mere nyttigt at digte på vers end i Byretten, trods alt).

Jeg glemmer aldrig følelsen af at træde ind i mine nye klassekammeraters hjem efter skole. Deres lejligheder i Indre By med malerier på væggene og kæmpe bogreoler fyldt med dansk litteratur. Der var musikinstrumenter i stuerne og vinskabe i køkkenet.

Jeg glemmer aldrig, hvordan deres forældre spurgte til deres dag. Hvordan de havde det? Hvad havde de mon lært? Havde de lektier for?

Forældre, der ville kysse dem på kinden og konstant tilkendegav, hvor højt de elskede dem.

I den første tid efter skoleskiftet, kan jeg huske, hvordan jeg tog bussen gennem byen. Fra den ene verden til den anden – fra middelklassen til underklassen. Jeg trådte ind i mit eget hjem og smed mig på sofaen, uden at nogen spurgte om hverken lektier eller følelser. Så stenede jeg fjernsyn, indtil der var aftensmad. Aldrig ville det falde mig ind at lave lektier. Og jeg ville under ingen omstændigheder læse af egen fri vilje, og siden ingen andre skubbede på, blev det ikke til noget.

Og så følger mere af den socialdemokratiske fortælling om under- og middelklasse og hvorledes vi beriger hinanden, hvis ikke de der har ikke sparker stigen væk for de der ikke har. Og det var da godt, at han stenede fjernsyn frem for værtshusgæster og at han endte med at mestre det danske sprog så godt at han bliver læst (det antager vi at nogen gør).

Men det er ikke et spørgsmål om klasser, men om adfærd og kultur. At dyrke kunst, sprog, musik, opdragelse, dannelse og nyttighed er hvad, der skaber middelklassen. Det er værdier. At se værtshusgæster som legitime ofre man kan kaste sten på fordi de drikker alkohol er ikke underklasse. Det er mellemøstlig kultur.

Ikke at opdrage disse drengestreger og finde manden og få de unge lømler til at undskylde deres drengestreger, som ansvarlige familiemedlemmer ville gøre, men tværtimod at stikke manden ned er ikke et spørgsmål om socioøkonomiske faktorer. Det er mellemøstlig kultur. At gå op i klanens ære frem for individets nytte og velfærd er mellemøstlig kultur. At hakke på de udsatte og de dygtige, det er mellemøstlig kultur.

Jeg er også vokset op i et socialt udfordret boligområde og kan huske, da kulturen blev beriget og skolen ændrede karakter. Den Classenske Legatskole kunne integrere en iraker, som der indeholdt noget gods. Men der er rigtigt mange muslimer i landet, flere end der er plads til. Det eneste man opnår er et rykke smertegrænsen for kultursammenstødet og så eskalerer det med ballade og siden overfald på alle elever i det ganske land.