MONOKULTUR

“It’s Obadiah, he’s gone mad!” udbryder ‘damsel-in-distress’ figuren i superheltefilmen Iron Man. Bemærkningen sætter en kompliceret intrige om magten over en militærindustriel tech-virksomhed helt ud af spil, for at komme frem til det, som vi har betalt for at se: Skurken og helten i et slagsmål på liv og død, hver iført deres CGI genererede exoskelet. Det fortællemæssige kunstgreb er både effektivt, bevidst og morsomt.

Men den samme simplificering, der er blevet præsenteret af regeringen, Folketinget og en unison presse, af krigen i Ukraine er, bevidst eller ej, til gengæld ikke så morsom. Det er helt sort og hvidt, pludselig blev Putin vanvittig og sprang fra hajen i kajen i vandet. Simplismen, med Putin som en anden Hitler, udelukkede enhver geopolitisk refleksion, ethvert spørgsmål om Danmarks interesser og, hvilket man mistænker var formålet, ethvert spørgsmål om Vestens egen rolle. Hvis man var lidt mere nationalt sindet, ville man jo ihukomme at kun lommeuld kommer af sig selv.

Sabotagen mod Nord Stream rørledningen i Østersøen ud for Bornholm i 2022 kan vise sig at ændre debatten om Danmarks engagement i krigen i Ukraine. De fleste læsere vil nok genkende at have oplevet ens familie antage, at det var Putin, der stod bag sabotagen af sin egen rørledning, som forsynede hans krigsindsats med vestlig valuta. Putin er ond. Onde mennesker gør onde gerninger. Sabotagen er en ond gerning. Ergo: Putin står bag. Menneskets hjerne er mere til association end til tanke (se blot indledningen til dette skriv).

I Politiken skriver ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen under den dramatiske overskrift “Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning” om en hund der ikke gør

»Det er også derfor, jeg er på rundtur i dag, fordi intet land kan klare den her opgave alene«, udtalte statsministeren, der fik, hvad hun kom efter:

»Tilsagnet er der hele vejen rundt. Vi arbejder sammen. Det er i solidaritet, vi kommer igennem de forskellige situationer«, udtalte Mette Frederiksen med slet skjult adresse til Moskva i september 2022.

Klip til februar 2024.

I en pressemeddelelse orienterer Politiets Efterretningstjeneste lakonisk:

»Der er ikke det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark i forbindelse med sprængningerne af Nord Stream 1 og 2, og derfor indstiller Københavns Politi den strafferetlige efterforskning af sprængningerne«.

Hvad skete der lige i de mellemliggende halvandet år?

Hvad blev det til med Mette Frederiksens europæiske »solidaritet« og »hjælp til at klare opgaven« med efterforskningen?

Vestens reaktion, her ved den danske regering, er sigende. Svaret på mysteriet er ikke ønsket. Hvilket nærmest i sig selv udelukker Rusland. Men det bringer også spørgsmålet om, hvad vi ellers får at vide – eller ikke får at vide. “Var der overhovedet fjendtlige droner over de danske lufthavne?” spørger Jensen derfor om de paniske dage i september 2025 “Og var de i givet fald sendt i luften af russerne?”.

“I slutningen af september var regeringstoppen i Danmark få sekunder fra at aktivere NATOs artikel 4 ” skrev Frihedsbrevet i forrige uge og citerede vores forsvarsminister Troels Lund Poulsen for på et pressemøde at sige “Det, som vi har set nu, det er en systematisk operation. Det er ikke bare Jens Hansen, der flyver med en Fætter BR-drone.” Den danske regering er ikke alene i den konforme paranoia, skrev Frihedsbrevet videre, da Belgien havde oplevet en lignende forskækkelse

Men for nylig satte en gruppe journalister fra den belgiske public service-kanal VRT sig for at stille spørgsmålet “waar zijn de drones?” – altså: “Hvor er dronerne?”

I udsendelsen undersøger journalisterne, om der overhovedet findes nogen beviser for, at der var russiske eller fjendtlige droner over landet tilbage i november. Og hvis man skal tro deres undersøgelse, som blandt andet er baseret på offentlige kilder, er der altså intet, der peger på, at der skulle have været russiske droner.

De beskriver også processen, hvor forsvarsministeren valgte at bruge 50 millioner euro på anti-droneudstyr, radarer og et “kontrolcenter” til at monitorere luftrummet. Flere af indkøbene blev foretaget under en måned efter droneobservationerne og foregik helt uden om den normale udbudsproces.

Men det afgørende punkt i udsendelsen er den manglende og fejlbarlige bevisførelse, som myndighederne har stået for.

Dagen efter at lufthavnen i Bruxelles lukkede, bragte mediet HLN en video med bevis for den “gigantiske” drone, som var fløjet over lufthavnen forud for lukningen, under overskriften: “Enorm drone spottet over lufthavnen Zaventem”. Videoen er nu afpubliceret.

Et par uger efter at artiklen blev publiceret, fandt en journalist fra VRT News ud af, at det ikke var en drone på videoen, men derimod en politihelikopter. 

Journalisten bag afsløringen spurgte HLN, hvilke beviser de havde for, at det var en drone. Mediet henviste til et svar, som også fremgik af deres artikel: Kilden til videoen var en “højtstående og velkendt kilde inden for sikkerhedstjenesten”, hvorfor det altså var troværdigt. 

I VRT’s nye udsendelse kommer det frem, at den højtstående og velkendte kilde var ingen ringere end forsvarsminister Theo Francken. 

Rasmus Dahlberg, som er ph.d. og lektor i samfundssikkerhed på RUC samt en del af Beredskabsministeriets ekspertpanel, mener, at historien er et eksempel på, hvordan hybridkrig virker – og hvilke konsekvenser det kan få, når myndighederne går for langt.

“Ministrenes udtalelser om henholdsvis Jens Hansen og Willy og Dennis viser bare, hvor vigtigt det er med ekstrem opmærksomhed på kommunikation, når vi taler hybridkrig,” siger han og fortsætter: 

“For når man som minister først har eskaleret situationen sprogligt, kan det være meget svært at komme tilbage og indrømme, at det måske ikke engang var Jens, Willy eller Dennis, der fløj med legetøjsdroner, men politiets egen helikopter, måger eller skolefly, man fejlobserverede.” 

Som et hvilket som helst vejrlig er udtryk for skræmmende klimaforandringer, er en hvilken som helst uforståelig hændelse en del af hybridkrigen – også forskrækkelsen i sig selv. Jensens Politiken skrev sidste år, at Danmark i den stemning som det første land har “åbnet for at invitere Ukraines forsvarsindustri til at etablere sig uden for egne grænser og inden for hegnet i Nato”. I Vojens skulle firmaet Fire Point “der står bag Ukraines nye, langtrækkende krydsermissil ved navn Flamingo ” således åbne en fabrik og entusiasmen er så stor at “regeringen gøre brug af den nyligt vedtagne lov, der gør det muligt at se bort fra de sædvanlige regler for miljø og andre regler for anlæg”. Fire Point “efterforskes også for svindel, skriver avisen Kyiv Independent, hvad den danske regering dog ikke har kunnet få bekræftet” tilføjede Politiken spidst. 

Mens forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser risikoen for, at fabrikken kan blive mål for et konventionelt, militært angreb fra Rusland, anerkender han, at risikoen for sabotage og spionage er høj.

Med god grund, siger André Ken Jakobsson, der forsker i hybridkrig, hvor militære og ikke-militære virkemidler bruges til at skabe usikkerhed.

Han vurderer, at virksomheden øger risikoen for spionage, sabotage og andre lyssky aktiviteter i området ved flyvestationen, der er hjemsted for styrken af F-16 og F-35 kampfly og de mennesker, der dagligt arbejder med flyene.

(…)

I forvejen er Danmark et af de lande, der gør sig bemærket som en stor bidragsyder til Ukraine. Derfor er det også André Ken Jakobssons vurdering, at truslen kun vokser begrænset som følge af den nye fabrik.

Han fremhæver, at Danmark udover at sende mange penge også har doneret F-16 til Ukraine og trænet deres piloter i Skrydstrup samt uddannet ukrainske soldater i at flyve med droner i Værløse.

»Der er også en risiko for, at vi afskrækker os selv. Uden grund«, siger han og uddyber:

»For Danmark har allerede gjort ret meget, hvor vi kunne have opfundet en rød linje for, hvad Rusland vil acceptere. For russerne spiller på den frygt ved for eksempel at tale i vage vendinger om atomvåben«.

“People don’t pay much attention these days to the “laws” of neutrality, but for centuries prior to World War II, it was understood that if one nation’s government provided weapons and war matériel directly to another nation at war with a third nation, that legally made the donor a belligerent in the war and therefore subject to attack” skrev den neo-konservative analytiker Robert Kagan i The Atlantic sidste år og udledte følgende logik “If Putin had at any time decided to bomb the supply lines to Ukraine from Poland, Romania, or Slovakia, he would have been within his rights to do so”.

Det ser ud til at det er regeringen der “has gone mad”. For mig ser det ud til, at den har ladet sig negativt forblænde af den Orange Grobian og set ham(!) som et forbigående problem, førend alt ville vende tilbage til den gamle orden, nemlig den liberale hegemoni. Men den liberale hegemonis forudsætning var for længst udhulet og realiteterne vil komme væltende uanset hvilken æstetik, der sidder bag ‘the Resolute Desk’. Faktisk er Trump i den forstand et symptom

Ikke desto mindre har regeringen overmodigt placeret småstaten Danmark foran de tunge drenge i Europa og den (indtil for nyligt) hensygnende amerikanske hegemon, for at ‘fronte’ på Rusland. Som USA kastede en spand vand på deres interesse i krigen, afsløredes andre europæiske lande deres valne interesse. Nu står Danmark eksponeret med en impotent ‘koalition af villige’ i ryggen.

Det amerikanske folk stemte overvældende på Trump, blandt andet fordi han lovede at trække USA ud af krigen i Ukraine. Hvad der glemmes lidt ved det valg er, at der selv blandt Demokraterne ikke var nogen begejstring for endnu en evighedskrig, proxy eller ej. Men politik er selvfølgelig også idiosynkrasier, så mange andre følelser spillede ind på det endelige resultat. Hvad vil befolkningerne i EU stemme, hvis de får mulighed for det? Hvad vil de stemme, hvis ikke de var blevet løjet for?