Everything is alive. And everything is God, or God’s intention. Not only the good things, but the cruelest and worst.
Det fortæller Isak Jacobi til Alexander Ekdahl i den svenske serie Fanny og Alexander fra 1982. I Andrew Lobaczewskys Political Ponerology, eller studiet af den politiske ondskab eller den makrosociale ondskab, skriver Laura Knight-Jadczyk i forordet: “The long term accumulation of everyday evil always and inevitably leads to Grand Systemic Evil that destroys more innocent people than any other phenomenon on this planet”
Samfund og fællesskaber, der belønner den uselviske og gode handling trives og klarer sig evolutionært afgørende bedre end deres selviske og ‘onde’ modstykker. Men inden for disse ‘gode’ samfund og fællesskaber har det selviske og ‘onde’ individ en afgørende evolutionær fordel. “Since everyone simply assumes that conscience is universal among human beings, hiding the fact that you are conscience-free is nearly effortless” skrev Martha Stout (som bliver citeret i forordet, så det er ikke ekstra lekture, jeg refererer til) i The Sociopath Next Door, Broadway. 2005
You are not held back from any of your desires by guilt or shame, and you are never confronted by others for your cold bloodedness. The ice water in your veins is so bizarre, so completely outside of their personal experience, that they seldom even guess at your condition.
In other words, you are completely free of internal restraints, and your unhampered liberty to do just as you please, with no pangs of conscience, is conveniently invisible to the world.
You can do anything at all, and still your strange advantage over the majority of people, who are kept in line by their consciences will most likely remain undiscovered. How will you live your life?
(…)
What distinguishes all of these people from the rest of us is an utterly empty hole in the psyche, where there should be the most evolved of all humanizing functions
Så det er op til dig selv, dine drømme og ambitioner, ud fra dine sociale vilkår, som samfundet tilbyder. Begrebet psykopat, skal, som begrebet skizoid, ikke nødvendigvis forstås klinisk i europæisk forstand, som en decideret a-social personlighedsforstyrrelse eller skizofreni. Det er mere en amerikansk udvandet forståelse, hvor man bare elsker at sub-kategorisere mennesketyper, fordi det forhåbentlig kan gøre en klogere – de er bare lidt mere skøre derovre.
Lobaczewskys arbejde er færdiggørelsen af hans og kollegaers kollektive indsats, som startede i det kommunistisk tyranniserede Polen. De så kommunismen og anden totalitarisme, som drevet frem af en patologisk ondskab. De inddelte samfundet i 7 arketyper.
På toppen er der de deciderede psykopater; Hitler, Mao, Stalin osv. De vil have magt og dominans og er samvittighedsløst skruppelløse for at nå det mål. Den type giver vi ikke meget plads i vores samfund, hvor den politiske ledelse er sammensat gennem demokratiske processer. Men de lever af at nogle andre arketyper eksisterer.
Der er de skizoide, der er de ideologiske skabere, som søger en orden gennem abstraktion. Det sker ved at koge samfundet ned til en simplificeret ideologi og så udbrede de ideologiske krav til alt og alle i samfundet. De er flankeret af ‘tryllebinderne’, propagandisterne der tryllebinder masserne. De søger indflydelse, værdsættelse og dominans gennem moralisering og emotionelle argumenter og inddeler folk i gode og onde, gerne på baggrund af zeitgeist hysterier, som de lydefrit flyder fra det ene til det næste.
Deres indflydelse er først og fremmest baseret på de tryllebundne, der tænker i moralsk autoritet og som er villige til at udøve social kontrol. De ser sig selv om de gode i enhver fortælling, som de følger autoriteten. De udgør en stor del af befolkningen. En anden stor del af befolkningen er de forskræmte, der tænker på at overleve. De gør som de får besked på uden at kny, og legitimerer og normaliserer dermed et hvilket som helst regime. Det er ‘ondskabens banalitet’, som Hannah Arendt talte om i sin tid, dem der får togene til at køre til tiden.
De fleste mennesker er dog passive i denne sammenhæng fordi de som normale og ordentlige (min tilføjelse, for det er hvad livet før den politiske epoke handlede om) mennesker koncentrerer sig om at få deres liv til at fungere omkring sig. De præges også af frygt og forstår ikke magtspillet omkring dem, hvilket gør dem u-engagerede. Det er dem, der senere undrer sig over, hvorledes det kunne gå så galt og fortryder deres tavshed. De udgør den egentlige trussel mod systemet i deres antal.
Så er der dem, der yder en modstand og dem er der ikke mange af. De er drevet af deres logik og samvittighed, og sætter gerne deres egne interesser på spil, ved ikke at ville underkaste sig. De udgør en trussel mod systemet, fordi de kan afsløre løgnene, og systemet søger derfor at isolere dem. Med andre ord, sådan nogle som mig, der er socialt isoleret. Både de skizoide og ‘tryllebinderne’, som er dem vi skal se et par eksempler på længere nede, abonnerer stærkt på det som Lobaczewski kalder para-moralisme
The conviction that moral values exist but that some actions violate moral rules is so common and ancient a phenomenon that it seems to have some substratum at man’s instinctive endowment level, and is not just a representation of centuries of experience, culture, religions, and socialization. Thus, any insinuation enclosed in a “moral slogan” is always suggestive even if the “moral” criteria used are just an ad hoc invention. Any act can thus be proved to be immoral or moral by means of using “paramoralisms” through active suggestion and people who will succumb to this manipulation are plentiful.
In searching for an example of an evil act whose negative value would not elicit doubt in any social situation, ethics scholars frequently mention child abuse. However, psychologists often meet with paramoral affirmations of such behavior in their practice.
Paramoralistic statements and suggestions so often accompany various kinds of evil that they seem quite irreplaceable. Unfortunately, it has become a frequent phenomenon for individuals, oppressive groups, or patho-political systems to invent ever-new moral criteria for someone’s convenience. Such suggestions deprive people of their moral reasoning and deform its development in children. Paramoralism factories have been founded worldwide, and a ponerologist finds it hard to believe that they are managed by psychologically normal people.
The conversive features in the genesis of paramoralisms seem to prove they are derived from mostly subconscious rejection (and repression from the field of consciousness) of something completely different which we call the “voice of conscience.” … Like all conversive phenomena, the tendency to use paramoralisms is psychologically contagious.
To the spellbinder, everything becomes subordinated to their conviction that they are exceptional, sometimes even messianic. An ideology can emerge from such individuals that is certainly partly true, and the value of which is claimed to be superior to all other ideologies. They believe they will find many converts to their ideology and when they discover that this is not the case, they are shocked and fume with “paramoral indignation.” The attitude of most normal people to such spellbinders is generally critical, pained and disturbed.
The spellbinder places on a high moral plane anyone who succumbs to his influence, and he will shower such people with attention and property and perks of all kinds. Critics are met with “moral” outrage and it will be claimed by the spellbinder that the compliant minority is actually a majority.
Such activity is always characterized by the inability to foresee its final results, something obvious from the psychological point of view, because its substratum contains pathological phenomena, and both spellbinding and self-charming make it impossible to perceive reality accurately enough to foresee results logically.
In a healthy society, the activities of spellbinders meet with criticism effective enough to stifle them quickly. However, when they are preceded by conditions operating destructively on common sense and social order – such as social injustice, cultural backwardness, or intellectually limited rulers manifesting pathological traits – spellbinders activities have led entire societies into large-scale human tragedy.
Such an individual fishes an environment or society for people amenable to his influence, deepening their psychological weaknesses until they finally become a ponerogenic union.
On the other hand, people who have maintained their healthy critical faculties intact, attempt to counteract the spellbinders’ activities and their results, based on their own common sense and moral criteria. In the resulting polarization of social attitudes, each side justifies itself by means of moral categories.
The awareness that a spellbinder is always a pathological individual should protect us from the known results of a moralizing interpretation of pathological phenomena, ensuring us of objective criteria for more effective action.
Jo mere et samfund har monopoler – i det kommunistiske er det hele det politiske system – jo mere murværk har disse mennesker at kravle i. “Den, der vil frem, skriver ikke til læseren, men til ansættelsesudvalgene” bemærkede historikeren Christian Egander Skov om den nyansatte chef for P3 Isabella Hindkjær.
Produktet på markedet er ikke journalistik, men journalister – og redaktører. Det handler om at have den rette ånd. Det har Hindkjær.
Hendes syn på sin rolle i toppen af mediegiganten var at bruge monopolet til at fremme sin egen dagsorden. Som hun formulerede det “Vi er jo ikke bare en radio, vi er tv – det giver nogle ret fede muligheder”. Jeg skrev for et par år siden at “når der er tale om et statsmedie i et hyggeligt velfærdssamfund, som Danmark, så er det ikke så interessant, at minde om variationer over ideernes markedsplads, hvor de dårlige ideer bedst bekæmpes med de gode”.
Det skib er desværre sejlet med hele ideen om en statsejet medie-mastodont, der som enhver anden offentlig institution kan, og derfor vil, blive erobret indefra. I stedet skal vi se på, hvem det er, der, med svenskernes udtryk, påtager sig opgaven at bevare “debattens økologi”. Og det er nogen, der går til opgaven med en nærmest foruroligende begejstring.
(…)
En af de store sandheder er selvfølgelig klimaet, “det er ret videnskabeligt veldokumenteret. Udfordringen med klimakrisen, den er reel”.
…noget af det jeg faktisk også bruger en del tid på i den pågældende udsendelse [med Clement Kjærsgaard] vi snakker om nu, det er at snakke om betydningen af nuancer og kontekst og proportioner. Det synes jeg er vanvittigt vigtigt, for eksempel når vi går ind og skal dække en stor strukturel og ekstremt kompliceret tilstand som nu de klimaudfordringer vi står overfor. Det stiller krav til os, som medier.
Og det jeg bare siger, det er at selvfølgelig er alsidighed godt, selvfølgelig skal vi have mange forskellige synspunkter i spil, men det er ikke nok, bare at holde mikrofonen for modsatrettede synspunkter. Vi skal meget mere. For eksempel nuancer, proportioner og kontekst.
Og det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på historie-forelæsningen, men når det handler om demokrati, der må vi jo også sige, at vi har jo en opgave på P3, som handler om, at vi skal skabe en fælles samtale. Vi skal være et samlingspunkt. Vores målgruppe er de unge. Vi skal kunne samle dem omkring nogle samtaler, som også er med til at styrke sammenhængskraften.
Uanset om “nuancer og kontekst og proportioner” er henvendt til lytteren eller ansættelsesudvalget, er det en sprogfigur Hindkær demonstrerer en forkærlighed for. Hun er også glad for “formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe” og “lave journalistik med de unges perspektiv for øje og også på de unges præmisser.” for hun vil “gerne starte en samtale, hvor vi hiver rigtig mange til bordet, alle de aktører, der skal til for at vi kan have en fælles samtale”, da “P3 skal også nogle gange være det fælles samlingspunkt hvor vi kan facilitere nogle, både de nødvendige, de vigtige, også de sjove samtaler på tværs af alle de forskelligheder, der også definerer de unge i dag”.
Og selvom klimaet er “ekstremt kompliceret”, er der ingen tvivl om klimakrisen. Det var der heller ikke på Cop 15 i Bella Center i København, da Connie Hedegaard fra talerstolen slog fast, at den videnskabelige debat var ovre, nu var det tid til at handle. Vi havde kun 10 inden det var for sent, dengang for 14 år siden. Det havde vi også da James Hansen vidnede for den amerikanske kongress i 1988 og knæsatte Klimapanelets alarmerende forudsigelse: Inden det 20. århundredes udløb ville det være for sent at undgå en global katastrofe, hvis ikke vi drastisk havde skåret ned i udledningen af CO2. I 35 år, mere end en klimaperiode sjovt nok, har vi haft 10 år igen, mere sikre kan vi ikke være.
Sidste år skrev jeg om
Tiden er nu en anden, “hvor ord betyder noget”, som vores digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne slog fast i DR2s super koreograferede ‘Debatten’ 16/1. Hun var fortørnet over at Mark Zuckerberg var gået i Elon Musks fodspor og droppet samarbejdet med de eksterne censur grupper, moderatorer, som de kalder sig, der i sin tid havde afpresset Facebook, for netop at opnå kontrol med den sociale platforms debat miljø. “Med den nye politik for Facebook” fortsatte Stage “der er det for eksempel lovligt at kalde kvinder for husholdnings-projekter”. Stage købte på den konto ikke “ind på den her ytringsfriheds…” og blev afbrudt af koreografen, der skulle time de andre gæsters medvirken inden for den stramme tidsplan.
Men inden da havde hun sagt rigeligt
Vi skal vågne op af Tornerosesøvnen når det kommer til sociale medier. Vi har allerede set, ved et valg i Rumænien, lige nu, hvor det gennem EU bliver undersøgt om Rusland igennem TikTok har påvirket direkte det demokratiske valg. Det er ikke bare et spørgsmål om man må sige noget grimt eller pænt. Det er et spørgsmål om, hvad er det for et demokrati vi vil have.
Det er i sig selv deprimerende at høre en dansk minister plædere for, at en amerikansk virksomhed, skal bestemme hvad og hvordan vi taler til hinanden i Danmark. Og så i næste moment være forskrækket over ideen om udenlandsk, her ‘russernes’, indblanding på den sociale platform TikTok. Samme beskyldning brugte man i 2016, da Trump vandt over den tidligere Førstedame og udenrigsminister Hillary Clinton. Den autoritære, men dejlige Ursula von der Leyen sagde før valget i Italien, at “hvis det udvikler sig i en besværlig retning, så har vi de værktøjer vi brugte i Polen og Ungarn”. I forrige uge sagde den beklovnede tidligere kommissær Thierry Breton, at man måske skal gøre med Tyskland, som man gør med Rumænien, hvis for mange tyskere stemmer på det populistiske AfD, som følge af at partiets leder har talt med Elon Musk på X. “Valgbenægtelse” er ikke en del af vokabularet i disse
(…)
Men Stage var ikke færdig
Jamen jeg har hørt det der argument med at moderationen ikke fungerede. Og det har der ganske givet ikke gjort i nogle situationer, men at sige at fordi noget ikke fungerer at man så skal kapitulere, synes jeg jo er en helt gak logik
(…)
Stage udtrykker ubehjælpsomt vores magthaveres svar på deres stadigt mere afmægtige svar, på en udvikling, som er ved at glide hele EU af hænde. I stedet for at løse reelle problemer, forsøger man at kvæle kritik. Således kunne man høre Spaniens premierminister Pedro Sanchez på WEF mødet plædere for, at det skal være umuligt at optræde anonymt på nettet. Men anonymitet er en del af ytringsfriheden, ideen følger med helt ind i stemmeboksen.
I DRs koreograferede debat, appellerede Stage til koreografens sympati, ved at minde om, at “gængse medier, som det [Clement Kjærsgaard] arbejder for, bliver mindre og mindre relevant”, hvorfor hun mente at de sociale platforme, der altså er amerikanske, skal påtage sig en redaktionel rolle i vores demokratiske debat. De sociale medier er således ikke at regne for telefoncentraler, som vi bruger til at tale med hinanden, men som gammeldags mediehuse, der afgør hvad der skal være vigtigt i den offentlige debat og hvorfor – med Stages regulerende indflydelse.
Og så er der de rent ud sagt hævngerrige, som Alternativets gruppeforperson i Københavns Borgerrepræsentation Birgitte Kehler Holst, der hader sine forældre. Eller det skulle man i hvert fald tro, som hun lancerede et bittert angreb på den generation, der har givet hende sin egen forkælede opvækst. Det ideologiske motiv ligger allerede i af af-kønnede ‘forperson’, for vi er ikke længere mennesker. Hun insisterer på at hendes klimaideologi skal tvinges ned over de sagesløse, for ingen må gå fri, som hun havde bemægtiget sig Borgerrepræsentationens talerstol
Her gav Birgitte Kehler Holst udtryk for, at »bæredygtig, nærende og velsmagende mad kan forenes«, men hun tilføjede også:
»For at blive lidt skarp og kantet: I Alternativets øjne skal alle, også ældre, bidrage til, at vi når vores klimamål. Og i parentes betragtet er det lige præcis den generation, der har svinet allermest.«
Hun fremhævede også, at »rent vand er en menneskeret; det er kød ikke«.
“Vi stemte, vi diskuterede, vi passede på friheden” skrev feministen Karen West i et indigneret opslag på X “så I kunne stå og råbe ad os i et demokrati”. De ældre er fanget på plejehjem, de er helt konkret fanget i et offentligt kontrolleret rum. Helt afhængige af det offentliges beslutninger. Og det vil denne konforme heks fra Alternative bruge mod dem – blot fordi hun kan.
Biskoppen formaner Alexander
You have a weakness in your character. You can’t distinguish lies from truth. So far they are just child’s lies, however dreadful they may be. But soon you will be a grown man, Alexander, and life punishes liars ruthlessly and indiscriminately. The punishment is to teach you a love of truth.
“Du skal vide at det gør mere ondt på mig end på dig” siger biskoppen (efter hukommelsen) mens han prygler løs.
MONOKULTUR 
Skriv en kommentar