MONOKULTUR

“Komikeren vil være dramatiker, dramatikeren vil være komiker…” sagde Jørgen Ryg “Og Jens Otto vil være politiker!”. Til en eventuel yngre læser, var det daværende statsminister Jens Otto Krag det var møntet på. I en samtale med John Palpola fortalte Matt Taibbi hvorledes der var sket et skift i journalisters selvopfattelse fra han selv startede i branchen. Et skift der desværre rækker langt længere og truer vores frihed.

“In the United States we assume that citizens are adults and that they can handle truth and information”. Men vi er oppe mod den modsatte antagelse, fra en klasse, der mener at det er deres pligt og ret at afgøre hvad der er sandt og falsk og definere præmisserne for den offentlige diskurs. Det er nødvendigt i deres optik, for samfundet er blevet så komplekst, at kun lige præcis de er i stand til at gennemskue det, og det bliver derfor deres pligt at guide os andre til at træffe de rette valg.

‘Den salvede klasse’, kaldte den konservative tænker Thomas Sowell dem. Antagelsen om at borgere er voksne mennesker er ikke blot et spørgsmål om at de kan klare ytringsfriheden, men at det er det, der binder amerikanerne sammen som borgere, indskærper Taibbi. Det er en lignende tanke vi finder i hos Løgstrups udsagn om, at demokrati er evnen til at være uenige i mindelighed. Det er ikke en institution, men en kultur, noget vi gør sammen.

For staten er det selv i demokratier omvendt. Den er sat i verden for at regere. Kontrollen med sandt og falsk bliver derfor et middel til det, selv om udgangspunktet ikke er at censurere eller tyrannisere i sig selv, som Jacob Riegel skriver (i en fabelagtig artikel). På grund af dette modsætningsforhold bliver det afgørende med en fri presse, der kan optræde som folkets vagthund overfor staten, eller den fjerde statsmagt, som man kalder det. Herhjemme og i andre europæiske lande har man derfor givet pressen en udvidet ytringsfrihed. Det lyder godt, men det har man ikke i USA, fordi det logisk vil sige at borgerne har en indskrænket frihed.

Taibbi fortæller, at journalister traditionelt kom fra arbejderklassen og så deres rolle som at rapportere begivenhederne, som de nu så dem, og så var det op til borgerne selv at afgøre hvad det skulle bruges til. Med Watergate skandalen, hvor den daværende præsident Richard Nixon blev afsløret i at dække over politisk sabotage af oppositionen, og især den efterfølgende film Alle Præsidentens Mænd, ændrede den opfattelse sig. Man kunne nu som journalist afgøre landets udvikling. Og det tiltrak børn af de mere privilegerede klasser. De så ikke den virkelige historie, som handlede om møjsommeligt og metodisk at grave informationer frem og ‘ydmygt’ præsentere dem for læserne.

Now what they want you to do is to assume this great ideological importance. Have a feeling of certainty about what you are doing. The term they’re using is moral clarity, journalism? So we must be certain what we are telling people. We must be absolutely certain about how we want them to think about things

Han forstår ikke, hvad man egentlig lærer på en journalisthøjskole, da det meste kan læres på en dag eller to. “What they teach you at journalism school is a series of elite assumptions”, som hvad og hvem der er de rette kilder osv. og de tilegner sig allehånde ‘tossede’ akademiske ideer. Det fører til en politisk ensretning, hvor man bliver bedømt netop på, hvorledes man konformerer sig under de ‘elitære antagelser’.

“The most unethical group of people I have ever worked with in my life have been journalists” konstaterede Alan Dershowitz og nævnte i flæng velanskrevne mediehuse som The New Yorker, CBS 60 Minutes og New York Times “And the reason they are so bad is that they come with a purported journalistic integrity and the actual integrity is so much lower”.

Det er hvad der også kaldes ‘credentialism’, ideen om, at en ekspertise bliver rigtig, fordi man har den rette uddannelse eller er ansat i en bestemt position. “Look, I’m a doctor and I want my sausages!” som en utilfreds gæst sagde i komedieserien Fawlty Towers. Han havde helt ret, Basil Fawltys håbløse inkompetence havde kostet ham hans morgenmad. Men det var som gæst og ikke som læge.

En uddannelse er et værktøj, der sætter dig bedre i stand til at løse en given opgave (med mindre der er tale om humaniora, der synes folk snarere at blive dummere) og med en post følger et ansvar. Demokrati er en erkendelse af, at der ikke eksisterer en objektiv rigtig politik. Og hvis der gjorde, ville vi ikke kunne erkende den. På den erkendelse søger vi istedet gennem repræsentation at skabe en sammenhæng mellem dem, der regerer og de regerede. Magten udgår derfor fra de regerede. Ellers kunne vi svært have en statsminister, der er uddannet i Afrikastudier.

Taibbi afviser den tilgang, at man ikke skal citere folk, der alligevel ‘bare lyver’. Hvis de er en del af historien skal de derimod citeres, for det er ikke journalistens opgave, men borgernes at fælde den dom. Det kræver selvfølgelig, at man stoler på, at det er voksne mennesker, man skriver for.

Som en af hovedpersonerne bag ‘Twitter Files’, den store afsløring af, hvorledes IT-giganter censurerede og manipulerede brugerne af sociale medier, ofte på vegne af staten, fortæller Taibbi hvorledes de fleste journalister og mediehuse ikke ville rapportere den historie. I stedet udsatte de ham og hans kollegaer for karaktermord, fordi deres elitære antagelser blev udfordret. Han bemærker i den sammenhæng, at de, der censurerede for IT giganterne, generelt havde længere uddannelser, end de, der typisk blev censureret. En klassekamp, meget anderledes end den, venstrefløjen traditionelt forfægtede.

To grundlæggende begivenheder skabte ifølge Taibbi en ændring, eller forstærkede en tendens, kunne man sige, for selvforståelsen hos journaliststanden (og den akademiske klasse fra hvem nævnte børn kom fra) i nyere tid. I Europa var det Brexit, i USA var det valget af Trump som den 45. præsident. Begge valg var forkerte hos den politiske elite og blev derfor behandlet som sådan i pressen.

I selve begrebet om at være ‘den fjerde statsmagt’ ligger der en institutionel opfattelse, især når den kommer med et særligt privilegium, som udvidet ytringsfrihed i forhold til ens medborgere. Og den opfattelse tiltrækker og nærer selvfølgelig en bestemt type mennesker, der ser sig selv som hovedpersoner for at sikre den højere nødvendighed. Det er dem, som som den polske psykolog Andrew Lobaczewsky kaldt for ‘tryllebinderne’ i sin og hans kollegers bog Political Ponerology: Dem, der på vegne af magten, forklarer dens nødvendighed for os andre.

Et sådant eksempel har vi tidligere set på, i form af Isabella Hindkjær, dengang ny chef for Danmarks Radios P3. Hendes syn på sin rolle i toppen af mediegiganten var at bruge monopolet til at fremme sin egen dagsorden. Som hun formulerede det: “Vi er jo ikke bare en radio, vi er tv – det giver nogle ret fede muligheder”. 

Og det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på historie-forelæsningen, men når det handler om demokrati, der må vi jo også sige, at vi har jo en opgave på P3, som handler om, at vi skal skabe en fælles samtale. Vi skal være et samlingspunkt. Vores målgruppe er de unge. Vi skal kunne samle dem omkring nogle samtaler, som også er med til at styrke sammenhængskraften. 

Det skal ske gennem “formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe” og “lave journalistik med de unges perspektiv for øje og også på de unges præmisser.” for hun vil “gerne starte en samtale, hvor vi hiver rigtig mange til bordet, alle de aktører, der skal til for at vi kan have en fælles samtale”, da “P3 skal også nogle gange være det fælles samlingspunkt hvor vi kan facilitere nogle, både de nødvendige, de vigtige, også de sjove samtaler på tværs af alle de forskelligheder, der også definerer de unge i dag”. 

Hun ville derfor “skubbe til grænserne for journalistik” for det “er vanvittigt vigtigt, for eksempel når vi går ind og skal dække en stor strukturel og ekstremt kompliceret tilstand som nu de klimaudfordringer vi står overfor. ” Kritisk journalistik er undersøgende og forudsætningen for at pressen kan optræde som den fjerde statsmagt. Men hvis man anvender ‘formgreb for at engagere’, undersøger man ikke længere, så har man et mål, for man tror man allerede kender de store sandheder. Så når Hindkær ikke vil “bruge en hel masse krudt på at opsøge kilder, der ønsker at betvivle fakta og holde dem op overfor noget der er videnskabeligt forholdsvis veldokumenteret og så sige, at så er der balance i tingene.” forekommer hendes kritiske journalistik, at være kritik af dissens. 

Og her kommer problemet med tryllebindernes selvforståelse funderet som den er på elitære antagelser og akademiske tosserier, da de mest er udtryk for et zeigeist. IPCC, det vi fejlagtigt kalder FN’s Klimapanel, har netop nedjusteret deres dommedagsscenarier. “It turns out that the most extreme assumptions about the future — the doomsaying predictions embodied in the worst-case scenario known as RCP8.5 — are “implausible.”… ” skrev Roger Pielke i Washing Post af alle steder. Selv det venstreorienterede medie Vox erkender den virkelighed. Det er en fair antagelse at den nedjustering er diplomat sprog for at det grundlæggende “videnskabelige konsensus”, et begreb der ikke giver videnskabeligt mening, er opløst. 

Med Zeitgeist skiften, marcher tryllebinderne glade og fro videre til den næste store sandhed, som også placerer dem i hovedrollen. Der er aldrig et nødvendighedens optog, man ikke kan ile i spidsen for. Imens må vi andre lede efter en parkeringsplads.

Tiden er nu en anden, “hvor ord betyder noget”, som vores digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne slog fast i DR2s super koreograferede ‘Debatten’ 16/1. Hun var fortørnet over at Mark Zuckerberg var gået i Elon Musks fodspor og droppet samarbejdet med de eksterne censur grupper, moderatorer, som de kalder sig, der i sin tid havde afpresset Facebook, for netop at opnå kontrol med den sociale platforms debat miljø. “Med den nye politik for Facebook” fortsatte Stage således indigneret “der er det for eksempel lovligt at kalde kvinder for husholdnings-projekter”. Stage købte på den konto ikke “ind på den her ytringsfriheds…” men blev afbrudt af koreograf Clement, der skulle time de andre gæsters medvirken inden for den stramme tidsplan. Men hun fik senere slået til lyd for censur på nettet

Jamen jeg har hørt det der argument med at moderationen ikke fungerede. Og det har der ganske givet ikke gjort i nogle situationer, men at sige at fordi noget ikke fungerer at man så skal kapitulere, synes jeg jo er en helt gak logik

Apropos gak, så leverede Stage selve sindbilledet på den totalitære omsorg

Og så er der de rent ud sagt hævngerrige, som Alternativets gruppeforperson, thi det hedder det nu i tiden, i Københavns Borgerrepræsentation Birgitte Kehler Holst, der hader sine forældre. Eller det skulle man i hvert fald tro, som hun lancerede et bittert angreb på den generation, der har givet hende sin egen privilegerede opvækst. Det ideologiske motiv ligger allerede i af af-kønnede ‘forperson’, for vi er ikke længere mennesker. Hun insisterer på at hendes klima ideologi, død eller ej, skal tvinges ned over de sagesløse, for ingen må gå fri, som hun havde bemægtiget sig Borgerrepræsentationens talerstol

Her gav Birgitte Kehler Holst udtryk for, at »bæredygtig, nærende og velsmagende mad kan forenes«, men hun tilføjede også:

»For at blive lidt skarp og kantet: I Alternativets øjne skal alle, også ældre, bidrage til, at vi når vores klimamål. Og i parentes betragtet er det lige præcis den generation, der har svinet allermest.«

Hun fremhævede også, at »rent vand er en menneskeret; det er kød ikke«.

Derfor skal der nu kun serveres 70 g oksekød pr. plejehjemsbeboer – om ugen! Sådanne restriktioner er der ikke på Rådhusets kantine, for her “kan politikere og embedsmænd dagligt nyde oksekød i et omfang, der svarer til en plejehjemsbeboers ration over halvanden til to måneder” som foreningen Skattebetalerne indigneret kunne skrive – ‘Because they are worth it!’