MONOKULTUR

Det var en af nu afdøde Norm McDonalds løbende jokes, da han var oplæser på Saturday Night Live’s satiriske nyhedsindslag Weekend Update. Joken startede med en tør intro om at en hård vinter var skyld i en mager høst eller udskydelse af et sportsarrangement, eller om interessegrupper der arbejdede for ændringer af telefontakster eller fødevareafgifter osv. men skiftede pludseligt retning med McDonalds skulen mod kameraet, mens han sagde “Eller det er hvad tyskerne vil have os til at tro…”

For nogle dage siden, så vi på, hvorledes Danmarks Radios foretrukne militæranalytiker, Anders Puck Nielsen, ikke var rystet i sin tro på at ‘russerne’ sprængte Nord Stream rørledningen ud for Bornholms kyst tilbage i 2022. Puck Nielsen “har meget nemmere ved at se det russiske motiv” ved at sprænge deres egen gasledning i dølgsmål og derefter forlange en international undersøgelse af hændelsesforløbet. En tysk anklagemyndighed har dog rejst tiltale mod nogle ukrainere, en af dem sidder varetægtsfængslet i Tyskland, en anden der var tilbageholdt i Polen blev sat på fri fod, men, spørger Puck Nielsen “Hvorfor ville man lave den her operation på en sådan måde så sporene peger mod Ukraine?” Han burde være forsvarsadvokat: ‘Høje dommer, det er lidt mystisk, at alle beviserne peger mod min klient’…

Denne modsætning mellem at alle ting på den ene side peger i retning af at det var Ukraine, der stod bag og på den anden side at det alligevel var ‘russerne’ der gjorde det “har jo været mønsteret i alt, hvad der hedder hybrid-krig”. Et i sandhed magisk ord i en propagandakrig

Hver gang, der har været et angreb, så er det gået væk ved at der var ingenting der pegede mod Rusland. Ankre der bliver trukket gennem [havbunden] og river kabler over, ja det var nok ulykker… (…) Hver gang der har været et eller andet, så bliver det tiet, ikke?

De vestlige myndigheder tier nu også på vegne af Rusland? Igen, så har to af de angiveligt indblandede ukrainere, ifølge Wall Street Journal journalisten Bojan Pancevski’s bog “The Nord Stream Conspiracy” indrømmet at de har gjort det og gjort det på vegne af Ukraine. Men Puck Nielsen “synes at [Frihedsbrevets journalister] fokuserer på noget forkert”

For jeg synes at det I burde fokusere på i højere grad, det er hvor er det de her ting begynder at blive mærkelige eller udfordre det. Hvad er det i det her, der virkelig… hvordan forklarer vi de her ting, der virkelig er mystiske? Hvis vi nu tager for givet… noget af det der har været fremme, det er at de her folk har handlet, måske uden godkendelse fra det officielle Ukraine. Altså, accepterer man det i Ukraine?

Til det indvender journalisterne af Ukraines daværende forsvarschef, havde erklæret at “Ukraine har intet at skamme sig over” efter sabotagen og blev derefter flyttet til en ambassadørpost i Storbritannien med fuld immunitet. Puck Nielsen “må så bare konstatere at, det siger han” men mener omvendt at forsvarschefen blev flyttet fordi han “involverede sig i nogle offentlige skænderier med Zelinsky”. Det imponerede ikke journalisterne, der ville høre om Puck Nielsen ikke blot “levede i sin egen verden”, da de havde talt med rigtig mange, bl.a. tyske journalister, der skulle have spurgt dem “tror man stadig i Danmark at det var Rusland der gjorde det?”.

Adspurgt direkte om hvilke reelle indicier, der eksisterer på, at det var Rusland der står bag sabotagen, svarer Puck Nielsen ligefremt “Det ved jeg ikke” og forklarer

Jeg siger; der er de her to modstridende forklaringer som inde i mit hoved stadig konkurrerer, hvor alt, sådan fagligt for mig, hælder til at sige; det ville give mest mening med den her russiske forklaring. Fordi de har motivet og fordi de har kapaciteten til det. Men alle de spor, der rent faktisk ligger derude, peger i en anden retning, som jeg umiddelbart synes virker temmelig skør.

Det er således hans verdensbillede, han holder op imod de modsatrettede datapunkter, som synes at komme væltende frem. Det er et interessant, men desværre alt for almindeligt psykologisk fænomen; at man danner sin mening først og sorterer og vægter oplysninger derefter. “Det gør du kun for at skaffe dig venner!” som en skolekammerat humoristisk plejede at sige, hvis man gjorde noget pænt for andre.

Og det er hvad de to journalister har bidt sig fast i, som de spørger ham om, hvor meget han overhovedet har fulgt denne sag. “Kun som avislæser” svarer Puck Nielsen, hvilket skærper tonen, som, den kvindelige og hårde journalist erklærer, at der er noget der undrer hende, og går til angreb på manden fra staten

Jeg har jo selv en baggrund som historiker, jeg har også en Ph.D. i internationale forhold. Når jeg bliver bedt om at udtale mig til danske medier om krigen i Ukraine eller forholdet mellem Rusland og Frankrig eller Rusland og USA eller hvad det nu måtte være så har jeg jo faktisk en forpligtelse til at sætte mig meget ind i sagerne fordi jeg opfatter et ansvar overfor seerne og overfor lytterne fordi de har jo tillid til, de lytter til hvad jeg siger når jeg er på.

Og den tillid skal jo gerne opretholdes, der er det vi lever af, hvad enten vi har et prædikat eller en etikette på os, som journalister eller ekspert. [mange sekunders tavshed] Så idag sidder du og sår tvivl om den tyske anklagemyndigheds vurdering af, at sabotørerne bag Nord Stream var Ukraine og ikke Rusland. Og det gør du på et grundlag, hvor du egentlig ikke har fulgt så meget med – man kan jo have voldsomt travlt, så på den måde forstår jeg det godt – og samtidig så bygger du din tvivl overfor den tyske på en fornemmelse i dit hoved af to modstridende forklaringer.

Altså, hvis jeg sad som lytter og ikke fulgte så meget med, så ville jeg tænke; det synes jeg er lidt mærkeligt fordi… jeg kan da godt forstå at… er det ikke bare fordi det her er en pokkers ubekvem sandhed? Det her, det var vores venner, som sprængte Nord Stream i luften!

Miav! Hun har helt ret. Men! Det er Puck Nielsens arbejdsgivere i staten og på statens TV kanal, der bør stille Puck Nielsen til ansvar for sit faglige virke, når han optræder på vegne af dem. Det bør ikke være meningen at han(!) skal stå skoleret i det offentlige rum. Han sidder ganske vist og sår tvivl om den tyske anklagemyndighed. Men ikke nok med at det er ganske tilladt, så sidder han der jo rent faktisk og helt frivilligt.

Uffe Kaels Auring har begået nogle fremragende analyser af Danmarks Radios dækning af krigen i Ukraine og især brugen af Anders Puck Nielsen – Danmarks Radio, Anders Puck Nielsen og jagten på ukrainsk succes og Danmarks Radio, Anders Puck Nielsen og flugten fra Ukraines destruktion kan voldsomt anbefales at læse – som han dengang foreholdt DR’s udlandschef, Niels Kvale. Kvale svarede således

Jeg har ikke læst analysen, men generelt tilstræber DR altid den højst mulige objektivitet i vores nyhedsdækning, og vi har ingen interesse i at fremvise et billede af krigens gang i forhold til andre. Det synes jeg også vores samlede dækning af krigen i Ukraine på DR’s platforme vidner om. Ellers har jeg ingen yderligere kommentarer. 

“Altså affejer DR analysen uden at bestride et eneste af dens resultater” konstaterede Auring. Jeg konstaterer derfor at Puck Nielsen passer sit job som Danmarks Radio mener det skal passes. For mine skattepenge! Derhen bør kritikken først rettes også selv om Puck Nielsen sad så godt for hug.

Tilbage til Puck Nielsen, der afviser at han underkender den tyske anklagemyndighed og nægter at stå til regnskab for sindelagskontrol. Men det animerede ham også til ufrivilligt at bruge sin hjerne, som han ledte efter nye indvendinger imod ‘Ukraine-sporet’: “Hvordan kan det egentlig være, at vores regeringer har taget det her så afslappet? Hvorfor blev Scholtz ikke sur?”. Tillykke Puck Nielsen, du er på vinderkurs og kan snart vælge om du vil have det store sofasæt eller prøve lykken bag forhænget. Og så betyder det mindre at du ikke forstår at det politiske Tyskland ikke nødvendigvis har samme dagsorden som det juridiske Tyskland.

Forbeholdt det rationale, at det ville være en kæmpe succes for Ukraine, hvis de kunne sprænge Nord Stream i luften uden at miste støtten siger Puck Nielsen “Ja, hvis de har det, så er det jo virkeligt…” og så blev han desværre afbrudt for endnu flere minutter med cirkelargumentation, indtil Puck Nielsen blev spurgt selv spørgsmålet; hvad der ville være sket, hvis myndighederne, straks de havde dannet sig et overblik, havde fortalt offentligheden “at pilen peger på Ukraine?”

Ja, altså jeg tror der ville have været et stort pres på at nu lukker vi støtten til Ukraine. Nu dropper vi det der. Og det er jo også der jeg siger at hvis det er en beslutning man har truffet i Kiev, så synes jeg at det er en lidt overrisiko at løbe, ikke. Og det tror jeg havde været tilfældet i Danmark og det havde været endnu mere tydeligt i andre europæiske lande. De havde sagt; ‘dem der kan vi ikke samarbejde med, de er overhovedet ikke troværdige.

There it is, folks, fra om ikke hestens, så hestens talsmands egen mule. Vores engagement bygger på en falsk fortælling, som skyldsspørgsmålet i sabotagen demonstrerer. Det er en fortælling, der helt ignorerer, at Danmark ikke er en stormagt med sit eget gravitas, men derimod en småstat, der må fokusere på at overleve. En fortælling polstret med manipulerende ord, som informationsrum, frem for almindelig demokratisk debat, så man kan retfærdiggøre censur; og proxy-krig, der kan forklare hvad som helst man gerne vil se bekræftet. Begreber som Ruslands/Putins fuldskala invasion, der præsenterer en udmattelseskrig, som Rusland er storfavoritter til at vinde, som i stedet et bravt folk, der modigt holder stand mod ondskaben – et begreb, hvor befolkningen således får malet et billede af Ukraines, og by proxy os andres, snarlige sejr på slagmarken – we happy few…

Anyways, med denne bombe fra sit hjerte begynder Puck Nielsen at gå ind på spekulationer, hvorledes den danske regering, hvis der falder en dom over ukrainerne som skyldige, ikke vil indrømme eventuelle fejl, men holde sig til, at det skete i internationalt farvand og således ikke er et nationalt anliggende for os. Men han insisterer på, at forholde sig “en lille smule skeptisk,til det her”

Vi skal huske at for den danske regering og andre NATO regeringer, så vil man hellere hellere pege på Ukraine, end man vil pege på Rusland (…)

Det handler nemlig om, at hvis det russiske mål er at skabe en frygt i informationsrummet, for sabotage og alle de her ting, så er en måde at forhindre dem i at opnå alle de her ting, det er jo netop ikke at spille med på det ved at få pilen til at pege i nogle andre retninger.

Det er, som den kvindelige journalist kalder det, “meget meta-agtigt”. Grunden til at den danske regering ikke vil holde fast i at det var Rusland, der stod bag, forklarer Puck Nielsen er, at “så skulle man gøre noget ved det!”. I første del af dette interview, ville han først tro på, at Ukraine stod bag, hvis det blev bekræftet på regeringsniveau, men nu kan man altså end ikke stole på dem.

Men det bliver værre, for med en dansk insisteren på at det var Rusland, “så får du det her folkelige pres, der handler om at vi er nødt til at bruge ressourcerne på at beskytte vores infrastruktur i stedet for at sende det til Ukraine og alle sådan nogle ting” rationaliserer han. Manden fra staten vil ikke have den demokratiske debat til at forurene informationsrummet og således forhindre den rette politik. Som den tidligere britiske premierminister Herbert Henry Asquith engang advarede, så skal man passe på med at fortælle sandheden i politik, for man ved aldrig, hvem der vil misforstå den.

De to journalister presser for min smag for hårdt på for en eller anden form for tilståelse, fra en eller ganske åben, og ærlig tror jeg, Puck Nielsen der til slut udtrykker lidt frustration. “Hold nu op med at afbryde!” appellerer han, som han ellers med en hvis begejstring var gået ind i en tankerække, hvor man kunne sige at det var en operation, der ikke blot kunne være ønsket af NATO, hvis Ukraine stod bag, men direkte “afklappet” mellem Ukraine og NATO’s regeringer. “Vi er på dybt vand”, blev de alle dog enige om.

Det var hårdt at høre journalister insistere på at presse Puck Nielsen til at tage den tyske efterretning for gode varer, når han nu havde forsøgt en lille time at forklare, hvorfor det ikke gav mening i hans hoved. Jeg har nemlig altid haft svært ved at se den fremragende komedieserie Fawlty Towers, fordi John Cleese’s Basil Fawlty konstant rodede sig ud i pinlige situationer. Den lille time i selskab med Puck Nielsen har været langt pinligere, men ikke mindre morsom.

Han er ikke alene ‘i sin egen verden’ af informationsrum og proxy-angreb. Se blot Rasmus Jarlovs kommentarer på det sociale medie X herunder, som profilen Baronen Af Øresund har bevaret til vores og eftertidens store moro, her blot om droneforskrækkelsen