MONOKULTUR

Hvis du låner en mio. i banken og ikke kan betale dem tilbage, har du et problem, siger Trump i Art of the Deal. Hvis du derimod låner 100 mio. og ikke kan betale dem tilbage, har banken et problem. Ved at gøre indsatsen større kan man altså få andre aktører på sin side. Trump har fået hele verden på USAs side mod Iran.

Trump har gjort USA, ikke blot energi uafhængigt, men også som den største energi eksportør i Verden. Ydermere kontrollerer USA både Panama Kanalen og oliehanen i Venezuela. Og snart kan man nok også vente at regimet i Cuba også falder og således kan ingen fremme magt forstyrre sejladsen fra Den Mexicanske Golf… undskyld, der skulle have stået Den Amerikanske Golf. Det vil sige, at det ikke er USAs problem, hvis den femtedel af verdens olie ikke længere flyder gennem Hormuz Strædet.

Når Kina, der er den væsentligste geopolitiske konkurrent til USA, derfor bliver ramt på sin energiforsyning udfordres venskabet til Iran. Man skal forstå at Iran, trods sine allierede, ikke har nogen venner. Alle forstår at regimets ideologi er apokalyptisk og at de er en fjende af alle. Men da de først og fremmest er en fjende af USA, er de derfor USAs problem. Og kun således en ven, man kan handle olie hos. Kina har ikke brug for en direkte konflikt med USA og derfor er det lettere at droppe forholdet til Iran og lade USA udføre deres arbejde. Det er de store tals lov og USA er det største tal. 

Ligeledes har Rusland heller ikke grund til at eskalere konflikten med USA, som de er travlt beskæftigede med krigen i Ukraine. Man kan, mens man tjener lidt mere på sin egen olieeksport, således købe noget goodwill hos USA, som kan veksles til en mere fremkommelig tone om netop Ukraine. Og Europa er for svagt og afhængigt af olie og vil gøre alt i deres afmægtighed for at åbne strædet. De har, impotente som de er, afsløet enhver deltagelse i krigen, men er nu ilet kompenserende til hjælp, for at hjælpe med at holde strædet åbent. Også de handler som banken.

Hvis man spørger den øverste iranske ledelse, om den synes at de vandt krigen med USA, får man ikke noget svar. For de er alle døde. Meningen går dybere end min dumsmarte observation, for den ‘Mosaik’ som fortsatte krigen med USA, er ikke en fremtidig løsning for en stat. Den blev designet til, at kunne kæmpe videre i en krig i netop en sådan situation. Det vil sige, at det er en nødløsning til et specifikt formål – at kæmpe videre.

Men hvis der ikke er en videre kamp, hvad så? Vi kan roligt gå ud fra, at man ikke har en øverste ledelse, hvis ikke det er den bedste løsning, påp at styre den stat, der skal forsyne en med de ressoucer, det kræver at vedligeholde global terrorisme.  At Iran nu styres af ‘Mosaikken’. er et Iran, der er efterladt med nødløsningen. Hvordan er det en sejr? Og hvis ikke de formår en genetablere en ny øverste ledelse, en der regnes for legitim af den samlede ‘Mosaik’, vil de forskellige ledere af Mosaikken vokse fra hinanden, ideologisk, ambitionsmæssigt og økonomisk, og således bevæge sig hen mod at være konkurrerende krigsherrer. 

De allierede Iran i øvrigt har haft i Mellemøsten, kom de til at beskyde, da ‘Mosaikken’ åbenbart ikke kunne koordinere sit militære svar på amerikanernes og israelernes angreb. Ikke blot var den øverste ledelse udslettet sammen med det meste af luftforsvaret og og radaranlæg, så var det noget nær umuligt at kommunikere, dels som følge af ‘jamming’ dels som følge af at blive overvåget både reelt af spioner, men også digitalt.

Man har også truet resten af Mellemøstens lande, der nu ser Iran, som den eneste trussel mod deres nationale interesser. Især Golfstaterne er således nu i et direkte antagonistisk forhold til Iran, hvilket gøder jorden for en udbygning af Abraham aftalerne. De kan ikke vende tilbage til den gamle ordning, for ingen vil tilbage til en situation, hvor man bliver afpresset. Og som tiden går, forsvinder præmisserne for den gamle ordning. Golfstaterne bygger nu rørledninger, der leder væk fra Hormuz Strædet, så man kan udskibe det i Det Arabiske Hav, Rødehavet og endda i Middelhavet – fra Israel! Irans eneste kort, at lukke for Olien, er nu taget fra dem. For altid.

Fra at være et fremmedelement er Israel nu et delelement. Lille Satans inklusion i et arabisk sammenhold er et absolut nederlag for Irans ambition om at udslette Israel. Det er Irans Nakba, katastrofen, at jødestaten ikke blot blev oprettet, men nu er konsolideret, midt i forsøget på at udslette det. Israel står styrket tilbage. Det vil kræve en gevaldig mental gymnastisk øvelse at retfærdiggøre en fortsættelse af den iranske revolutions projekt. Hvorledes vil ‘Mosaikken’ legitimere den fremtidige magt med den regning at betale?

Trump har fra 80erne udpeget Kharg Island som et strategisk kvælningspunkt for den iranske økonomi. Overraskelsen over hans trussel mod Kharg Island under denne seneste krig understregede at ekspertisen for længst havde afskrevet en besættelse eller destruktion af øen som en mulighed. Den iranske økonomi vil nemlig lide så stort et tab, at det ville tage en generation eller mere at indhente. Det vil gøre det nær umuligt at foretage et regimeskifte, hvis det nye regime skal have en chance for at fungere. Med andre ord, holder regimet deres egen befolkning som gidsel for sin egen overlevelse og dagsordens skyld.

Demokratier er vant til mudder. Om Trumps ‘deal’ med Iran er det hele værd, er en diskussion som den politiske klasse vil kaste sig over. Nej, det er ikke præcist, det vil være endnu en diskussion, som den politiske klasse vil kaste sig over, oven i de verserende og kommende, alle sammen i lyset af hinanden. Det er dagens orden for demokratiske regimer at være omdiskuterede.

Det iranske styre er derimod puristisk religiøst. Der eksisterer kun et formål, at besejre Allahs fjende. Derfor er en mudret aftale på ingen måde noget, der ligner sejr. Selve det at lave en aftale, der ikke er en amerikansk kapitulation, er at lave en aftale med den fjende man skal udslette. En aftale negerer i sig selv ens eksistensberettigelse. Man skal huske at Iran ikke har et regime. Det er regimet, der har Iran, som det bruger som et værktøj til dets formål. Irans videre skæbne, det iranske folks velvære, er helt underordnet. Regimet er grundlæggende som Hitler i hans sidste dage, hvor han erklærede til sine nærmeste, at det tyske folk lige så godt kunne blive udslettet, da det ikke længere var nogen nytte til at fremme hans personlige dagsorden.