For et par uger siden skrev jeg om et afsnit af debatprogrammet Akkurat med Clement på Danmarks Radios P1. Fokus var lagt udelukkende på militæranalytiker Anders Puk Nielsen, der er statskanalen Danmarks Radios foretrukne ekspert, når danskerne skal oplyses om krigens gang og den geopolitiske virkelighed. Men udover de politiske Mikkeller Bjørn og Andersson fra henholdsvis Dansk Folkeparti og Liberal Alliance deltog Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og Astrid Kjeldgaard-Pedersen, professor i folkeret på Københavns Universitet også. For vores engagement i krigen i Ukraine, har ikke blot udfordret vores opfattelse af international moral og lov, men også bragt tvivl om den verdensorden vi søger at opretholde overhovedet eksisterer.
Spørgsmålet, som Kjærsgaard, på vegne af Puk Nielsen, ville have besvaret lød “Skal Danmark overveje klyngebomber?”. Allerede her ved man, at kæden for den offentlige diskurs er hoppet helt af. Danmark har sammen med det meste af verden skrevet under på en aftale om at forbyde klyngebomber, fordi de ikke skønnes at have militær værdi, men kun er til gene for civilbefolkningen, endda i mange år efter. Puk Nielsen var fortaler for at anskaffe de kontroversielle våben, til trods for at han ikke mente at Rusland ville angribe et NATO land lige med det første. Klyngebomber bliver i den logik altså mere ‘nice to have’ end ‘need to have’.
Mit indtryk er at denne skizofrene logik udspringer af, at vores engagement i krigen i Ukraine i sig selv er skizofren. På den ene side er Rusland en næsten eksistentiel trussel mod ikke blot os, men hele NATO. På den anden side dyrkes en sorgløs ide om, at Ukraine, med lidt aflagte våben fra Vesten, selv kan klare Rusland. Det virker derfor intuitivt , at man derfor er begyndt at tale om at øve vold på tanken med ‘den regelbaserede verdensorden’ logik for at forsvare selvsamme verdensorden.
“Er vi gået fra at betragte [krigen i Ukraine] som et folkeretligt spørgsmål” spørger Kjærsgaard “og så til i højere grad (…) til at se det som et ‘dem mod os?”. Og Puk Nielsen svarer med en ærlighed, der helt knuser den Regelbaserede Verdensorden og Den Liberale Hegemonis drømme: “Jamen der har jo været et skift hvor vi selv lige pludselig er blevet aktører i de her ting”. Puk Nielsen uddyber
For ti år siden, der var krig sådan noget, som vi engagerede os i ude i verden, og det var sådan nogen vi kunne tilvælge, hvis Folketingets politikere syntes, at det skulle vi gøre. Nu er det lige pludselig noget, der foregår i vores eget nærområde. Og det er en krig vi forestiller os kan foregå på NATO territorium.
Og det er klart at så åbner det jo for sådan nogle diskussioner, som f.eks ‘kan vi nu klare os uden personelminer? Har vi brug for klyngeammunition og sådan nogle ting, som jo er ting som vi har sagt at vi ikke vil bruge, men hvor vi står overfor en modstander som har tænkt sig at bruge de her ting på vores territorium, mod os.
Men andre ord, så gælder reglerne i den regelbaserede verdensorden ikke for os – de har altid været en gratis omgang. Det kan man kalde Linse Kessler argumentet, efter den berømte realitystjerne, der engang betroede TV, at det var vigtigt for hende at overholde hastighedsbegrænsningerne – med mindre, selvfølgelig, hun havde travlt.
Kjærsgaard leder det samme spørgsmål mod folkerets professoren Kjeldgaard-Pedersen, som holder sig til de principper, som vi hævder at forsvare. Men som samtidig også beskriver den regelbaserede verdensordens intellektuelle fejlslutning
Det er klart at det er i krisetider, at Folkeretten virkelig skal stå sin prøve og at man som samfund skal overveje; hvad vil vi egentlig med det her? Jeg mener ikke at et land som Danmark har noget alternativ til en stærk international retsorden. Vi er ikke store nok til at kunne klare os selv, vi er afhængige af at der er forskel på jura og politik på det internationale plan og at vi har nogle fælles regler som alle overholder.
Og så er der selvfølgelig de her iboende håndhævelses udfordringer på det folkeretlige plan. Folkeretten bliver ikke håndhævet hvis staterne ikke selv vil. Vi har ikke et verdensomspændende politi, vi kan ringe til når der er nogle der bryder reglerne.
Det var især Socialistisk Folkepartis tidligere leder Villy Søvndal, der dengang spurgte, med en indbygget forargelse mod Vesten, om Den Nye Verdensorden, som vi skulle bevæge os ind i efter Murens Fald, betød at USA skulle være ‘hele verdens politimand’. Det viste sig at være en sund skepsis overfor den generelle optimistiske stemning dengang, selv om man opfattede en snert af sure rønnebær over kapitalismens triumf. Men netop det manglende globale politi er også, hvad Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn hæfter sig ved, som han forsøgte at lægge sig mellem Puk Nielsen og principperne. Moralsk fleksibilitet er praktisk for en politiker
Når man skal navigere i en situation hvor der er krig i verden og hvor man selv er involveret i den krig, så er man nok altid tvunget ud i beslutninger som man ikke ville have taget, hvis man ikke havde haft en situation med krig. Og det er jo klart, vi er hele tiden nødt til at over om vi placerer os et sted, der er dårligere end vores modstandere, markant måske oven i købet, fordi vi har nogle internationale regler og retningslinjer, som er formet i en anden tid, med et andet formål og med et andet trusselsbillede end det vi står i i dag.
Regler er, som alt eksisterende, formet i en anden tid. Og som med løfter og principper er de modstandsdygtige, helst til det immune, overfor omstændighederne. “Og det er vi selvfølgelig nødt til hele tiden at opdatere”, opfordrer Bjørn, “så vi er klar til de situationer vi står i ude i Verden”. Mikkel Anderson mente at det kaldte på en præcisering af “det grundlæggende etiske dilemma”
Vi står altså i den situation i forhold til de her konkrete våben, det må vi jo sige, der er en grund til at de bliver introduceret i krig, det er jo typisk fordi de virker. Hvis vi afholder os fra at bruge dem, så vil det være vores soldater, vores unge mænd og kvinder, som bliver sendt i krig og som kommer til at dø fordi vi træffer et aktivt valg om ikke at bruge de her våben.
‘Det grundlæggende etiske dilemma’ har været til stede hele tiden, vi har blot ikke ænset det, i vores USA beskyttede Euro-værksted.
Jeg tror at det er gået op for europæerne efterhånden hvor svage vi i virkeligheden er. Og hvor hårdt, presset vi i virkeligheden er. Det er jo vigtigt at være opmærksom på hvor meget, meget større den ukrainske hær er i forhold til den tyske, den franske, den britiske osv. Altså, det er ikke sådan at vi står med en hel masse reserver vi kan sætte ind og så ligesom få styr på det her.
Det vil med andre ord sige, at vi er tumlet kålhøgent blindt ind i denne konfrontation med verdens største atommagt. “Det er ukrainerne, der lige i øjeblikket holder skansen for resten af Europa” fortsætter Andersson kognitivt dissonant “hvis ikke ukrainerne kæmpede den her kamp, så ville vi virkelig være på spanden”.
Denne indre modsigelse demonstrerer Andersson senere, når han påstår “Folk kan godt se at Trump er meget på side med Putin, men derfor er der jo også nogle politiske vilkår som gør at han også er nødt til at engagere sig på Ukraines side hvis han overhovedet skal være relevant”. Vi er ‘svage’, ‘hårdt pressede’ og ‘på spanden’ uden ukrainerne, men hvis ikke den amerikanske præsident agerer i vores billede, er det supermagten USA der bliver irrelevant.
Mikkel Andersson mener at det er et “meget legalistisk udtryk at sige at Folkeretten er vigtig, hvilket [han] også synes at den også er i mange sammenhænge”. Alle de sammenhænge, hvor vi ikke har meget travlt med noget vigtigt. Professoren i Folkeret istemmer at “Folkeretten skal være tidssvarende”, og hvad der ligger i det, er ikke så principielt, som det er pragmatisk og lavpraktisk, for “…selvfølgelig kan det diskuteres om vi skal være medlem af Klyngebombe Konventionen eller Anti-personelmine Konventionen”
Det er klart, de her Folkeretlige regler… vi ser de største landvindinger efter de største kriser. Vi fik Geneve Konventionen i ‘49 f.eks. Det er meget svært at forestille sig at vi kunne genåbne dem og forhandle dem, så de kommer op på et tidssvarende niveau.
Så derfor er det klart, at jeg bliver bekymret når vi taler om at træde ud af konventionerne. For bliver det så en glidebane? Forlader vi så flere af den humanitære folkerets specifikke regler? På den anden side er jeg da fuldstændig enig at hvis det er de her våben vi skal have for at forsvare os selv, så skal vi da have en overvejelse om, hvad er så det rigtige at gøre her.
Det kræver et vist talent for moralsk manøvredygtighed sådan at komme udenom at principper, som løfter, er defineret ved at de er uafhængige af omstændighederne. Det er vigtigt med konventioner, Men ikke fordi vi åbenbart skal rette os efter dem, for de skal tilpasses hvad vi anser for praktisk, men fordi… ja, hvorfor egentligt?
Hvis ikke der er en regelbaseret verdensorden, kan vi ikke bruge opretholdelsen af den som en begrundelse for vores engagement. Tilbage står kun en suicidal empati, hvor man leder efter offergrupper der kan stive ens selvretfærdige sind af, om det er palæstinensere, Greta Thunbergs klima, Ukraines grænser eller afrikanske flygtninge, som man vil lære at programmere i Java.
Rusland stod også i et dilemma mellem at respektere Ukraines grænser, som Putin i sin disputat havde lovet, eller leve under den geopolitiske trussel, en udvidelse af NATO udgjorde. Eller også gjorde de ikke, fordi de ikke havde stukket selvretfærdige blår i deres øjne. Verden er et nådesløst sted. Som general Kellog vidnede i Kongressen tilbage i 2023
MONOKULTUR 
Skriv en kommentar