MONOKULTUR

På djøffernes Roskilde Festival, med det mere formelle navn Folkemødet på Bornholm, var politikeren Henrik Dahl gæst hos Trykkefrihedsselskabet. Anledningen var den bog, som jeg ikke(!) anmeldte sidst jeg skrev, da jeg ikke havde læst den, men kun i den. Det gjorde at jeg tog godt fejl af Dahls vej til erkendelsen. For som han talte med TFS’s formand Aia Rebecca Rassow Jans Fog, står det klart at han slet ikke har forstået de to bøger, der, ifølge ham selv, har gjort mest indtryk på ham: Francis Fukuyama’s Historiens Endeligt Og Det Nye Menneske og så Samuel Huntingtons Civilisationernes Sammenstød, begge udkommet i årene efter Den Kolde Krigs slutning.

Som regel kan man nemlig forudsige, hvilke grundlæggende konklusioner en debattør vil komme frem til, hvis man kender hans foretrukne paradigme. Et paradigme er trods alt et grundlæggende sæt antagelser om hvilke, der er tilknyttet en serie logiske følgeslutninger. “Han stod så godt for hug!” giver god mening for en munter viking, men er i en kristens ører ikke en legitim grund til at hugge et andet menneskes hoved af osv.

Når Fukuyama således så Verden som en have, vi som gartneren skal passe, og Huntington så den som en jungle vi skal overleve i kan vi se at det er en dikotomi mellem fordring og nødvendighed. Vi ser altså enten Ruslands invasion af Østukraine som ukrudt vi skal fjerne, eller som endnu et af den naturlige fødekædes grusomme optrin, som vi heldigvis ikke er en del af.

Fukuyama fortsatte den Kolde Krigs tankegang, hvor det var institutioner op mod hinanden, Demokratiet mod kommunismen/totalitarismen. Og i demokratiet er alting regler og love, der skal overholdes. Med kommunismens opløsning var det demokratiet mod resten, som efterhånden ville blive som os af bar beundring. Men Huntington advarede om, at perioden med kold krig mellem to systemer, var en anomali i historien, og at alliancerne dannet under den Kolde Krig, igen ville blive dikteret af kulturelle bånd, mere end institutionelle ligheder og ambitioner.

Man behøver faktisk slet ikke at have så sofistikeret en tankegang som mit Saga eksempel ovenfor illustrerer. Man kan blot læse de bøger, som man mener har gjort så stor et indtryk på en – eller dem, man tror man anmelder. Ligesom Dahl, som jo altså har læst Huntingtons Civilisationernes Sammenstød. Og “Huntington pegede i 1990erne på, at der var en kløft igennem Ukraine, som skulle overstiges gennem statsdannelse og bevidsthed fra stormagterne, men han udviste ingen optimisme, hvad det angik;” påpegede Klaus Kondrup pædagogisk på X

I Clash of Civilizations (paperbackudgaven, 1998, side 167), skriver han (på modsatte side af kortet over Ukraine), at det mest sandsynlige vil blive at den østlige del af Ukraine smelter sammen med Rusland.

De faglige diskussioner handlede for 20-30 år siden om hvordan man skulle teoretisere dette scenarium (men også hvordan Ukraine skulle bygge en stat, som fungerede); Mearsheimer har en indfaldsvinkel, Huntington en anden, Buzan og Wæver har i ‘Regions & Powers’ en tredje, osv. 

Det er vigtigt at forstå to ting her: Udviklingen var forudsigelig fra alle kanter af det faglige miljø og det andet er, at vi primært diskuterede hvad NATO skulle gøre anderledes; i dag holder politikerne konferencer hvor de diskuterer, hvad Rusland skal gøre for at tilfredsstille os og det er her, at filmen knækker for fagmanden: Vi kan kun diktere hvad andre lande skal gøre, hvis vi dominerer dem og vi dominerer ikke Den russiske Føderation. 

Man kan læse en lidt mere uddybende artikel her, som er fra før 2022(!), om Huntingtons, og den skole han repræsenterer, opfattelse af historiens store hjul. Huntington lægger vægt på, at mennesker er formet af kultur, det er hvad der organiserer os, binder os sammen og er grundlaget for alt hvad vi forstår som værende rigtigt og forkert. Vi kommer bedst ud af det med dem, der ligner os mest, mens det bliver vanskeligere med dem, vi har sværere ved at forstå. 

Men man troede på Fukuyama og hans fokus på de sejrende institutioner. Måske fordi hele den etablerede ekspertise i især USA’s ‘udenrigs-industrielle kompleks’ netop skyldte hele deres karrierer, livsværker og prestige til denne tankegang. Det er meget sjældent, at man som Phil Tippet, kan erklære sig selv som uddød. I stedet fortsatte man med en hammer i hånden med at se alle problemer som søm og marcherede demokratiets institutioner mod øst og historiens endeligt. Indtil man altså ramte den russiske kultur, kerne staten i den ortodokse civilisation, der mente sig trængt op ad en mur. Historien slutter nemlig ikke, den består af valg vi træffer.

Så da Dahl, til min kære søsters begejstring, annoncerede at han var kommet til den erkendelse at Huntington havde ret, mens Fukuyama tog fejl troede jeg altså således i min naivitet at de var på vej til at forstå at når nu, hele vores begrundelse for at have engageret os i Ukraine-krigen, hvilede på Fukuyamas paradigme og dette paradigme var forkert, så hvilede vores engagement følgeligt på et forkert grundlag. Det betyder også billedet af Rusland som en naturlig fjende, der skulle bekæmpes. Når Dahl formulerer fejlslutningen “…at Rusland over tid vil blive et venligt sindet land”, overser han netop at det er Fukuyamas forventning om at Rusland skal ændres i vores billede, frem for blot at blive set, som hvad det er, en klassisk stormagt med dertilhørende ambitioner og paranoia, og derpå agte på det.

Dahl fortæller til Formanden om dikotomien mellem Fukuyama’s liberale optimisme og Huntington’s kultur- og magt-realisme.

Dahl: Jamen hvorfor bliver de nødvendige konklusioner ikke draget? Jamen det gør de fordi de politiske eliter rundt omkring i hovedstæderne og nede i EU, der lever jo deres liv inde i nogle bobler. 

Og det jeg siger nu er ikke nogen politisk udtalelse, det er en psykologisk udtalelse: Der er en psykologi inde i alle bobler, som er at der er nogle grænser for den høflige samtale. Og det vil der også være på en arbejdsplads. Det vil der være på et lærerværelse, det vil der være alle mulige steder. 

Dahl forklarede derefter

Dahl: Der er et vindue for høflig samtale. Og indenfor vinduet i den her høflige samtale, der kan man i de her år ikke forestille sig at Vesten har seriøse fjender, der faktisk kan afspore vores politiske dagsordner og tvinge os ind på andre politiske dagsordner.

Ord som Putinist og landsforræder har været en rig del af den høflige samtales vokabular de seneste år. Den samme høflige samtale, der kaldte os racister, fordi vi havde sat os ind i islam. Man er amoralsk, hvis man er i dissens til paradigmet. Eller, som Henrik Dahl kalder os, der havde det, om ikke rette, så i hvert fald overlegne verdensbillede; “putinistera” – hvad så end det betyder. 

Men det er faktisk et godt eksempel på, hvorledes denne krig deler os mellem dem, der forsøger at forstå, hvorledes verden fungerer, inden vi fælder en værdi-dom. Og så dem, der skifter deres vokabular efter tidens toner og ellers holder fast i de fjendebilleder, som giver det sus af moralsk overhøjhed at tilhøre en salvet klasse. Det er den samme energi og intellektuelle formåen, der drev woke-bølgen frem, med undertrykker og undertrykt fortællingen som sin kerne (hint; det hele er den hvide mands skyld). Så besku Dahls på en gang mageløse og infame vrøvl, som han udlægger Putins ord fra München talen i 2007

Han siger, at Rusland vil slå tilbage til Sovjetunionens udenrigspolitik. Og der sidder folk og siger, ‘nå ja, men det nok også bare en metafor’, ikke? Altså året efter, så invaderer han Georgien, fordi Georgien tillader sig at have en selvstændig mening om noget. Og Sovjetunionens udenrigspolitik var, at Sovjetunionens nabolande havde ikke ret til en selvstændig mening om noget.

Så han leverer en demonstration året efter på den gode gamle sovjetiske udenrigspolitik, som er at nabolandene må ikke mene noget. Den er vi tilbage på. Og folk bliver ved med at tage Putin i forsvar og bliver putinfastera. Og det driver mig til vanvid, når jeg sådan selv færdes på de bonede gulve, det er mængden af Putinfastera, Kinafastera og islamfastera. Dem er der simpelthen så mange af, man fatter det ikke…

Ja fru Heilbunth, man fatter ikke at når nu alle politiske partier i Folketinget, sans Borgerens Parti, og alle statsbetalte medier er enige om at Danmarks skæbne er lig med Ukraines grænser, at der stadig er nogle der er i dissens. Så når Huntington i sin Civilisationernes Sammenstød ‘på side 167 på modsatte side af kortet over Ukraine’ skriver: “A second and somewhat more likely possibility is that Ukraine could split along its faultline into two separate entities, the eastern of which would merge with Russia” er Huntington så Putinistera? Og hvis Hunting havde ret, som jo er Dahls (korrekte) påstand, er Putin derved en stor statsmand? Jeg tør næsten ikke give Dahl ret, men hans rationale ville i så fald holde. Men ak, i Dahls og formandens øjne: Stuerene, det bliver vi aldrig.

Dahl indleder dog først med at nævne den tidligere præsident Jimmy Carters særlige rådgiver, Zbigniew Brzezinski, der i sin bog The Grand Chessboard (det store skakbræt) frygtede, at Rusland, Kina og Iran ville danne en alliance. Skakbrættet var det Eurasiske kontinent, og spillet gik ud på at få kontrollen over det, thi den der har kontrollen der, kan dominere verden. For USAs vedkommende gjaldt det derfor om, at Eurasien forblev uden kontrol. 

The ultimate objective of American policy should be benign and visionary: to shape a truly cooperative global community, in keeping with long-range trends and with the fundamental interests of humankind. But in the meantime, it is imperative that no Eurasian challenger emerges, capable of dominating Eurasia and thus also of challenging America. The formulation of a comprehensive and integrated Eurasian geostrategy is therefore the purpose of this book. 

Derfor havde han også en drøm, som Dahl glemmer at nævne, nemlig at få brækket Rusland op i mindre stykker langs de etniske linjer. Det er en tankegang EU’s viceformand og udenrigskommissær Kaja Kallas tilslutter sig. “I think if you would have more small nations it’s not a bad thing if the big power is actually much smaller” som hun sagde. At man kan brække lande op i mindre stykker, hvis de er multietniske, er, uanset hvad, en hård dom over det multikulturelle projekt.

Men det er samtidig et argument imod ideen om, at Rusland skulle være interesseret i at opsluge flere genstridige folkeslag, da disse vil være undergravende for ‘sammenhængskraften’, som Karen Jespersen kaldte det. Derfor er krigen næppe et spørgsmål om at Ukraine tappert holder stand mod Rusland, thi de har allerede det de vil have, Østukraine. Det er derimod en udmattelseskrig, hvor Vesten bliver ved med at hælde ressourcer ned i den ukrainske stats evne til at hælde unge ukrainske mænd ud på slagmarken.

Så hvis man vil forstå hvorfor Vesten er så engageret i en del af en anden civilisation, så læs skakbrættet; “Ukraine, a new and important space on the Eurasian chessboard, is a geopolitical pivot because its very existence as an independent country helps to transform Russia” mente Brzezinski, og mange i Washingtons udenrigs-industrielle miljø, i sin bog og konkluderede “Without Ukraine, Russia ceases to be a Eurasian empire”. Zbigniews datter hedder i øvrigt Mika Brzezinski og er den ene halvdel af Morning Joe, med sin man Joe Scarborough på MSNOW – og de hader alting Trump og hans “I want everybody to stop dying!” tilgang.

For Huntington var Ukraine altså en brudzonestat, hvor konfliktpotentialet var højt, mens det for Brzenski var et middel til at hindre Rusland som et Eurasisk Imperium. Men begge pegede allerede i 90’erne på Ukraine som en potentiel slagmark. 

Fukuyama forstod altså fremtiden hvor konflikt blev overflødig, Huntington forstod fremtiden som et minefelt af unødvendige konflikter og Bzrenski forstod den som Huntington, men med ja-hatten på. Begge de to sidstnævntes bøger er fra 1997, så det er måske passende at nævne, at daværende senator Joe Biden ligeledes i 1997 demonstrerede at han slet ingenting forstod. Måske er det ikke tilfældigt, at han var USA’s præsident, da Rusland invaderede…

“Hvad er den største udfordring nu, i forhold til den måde, som politikerne har tænkt på siden Murens Fald?” ville Formanden derfor gerne vide. Hvis man forestiller sig at Dahl ville sige noget i retning af; at komme ud af vores engagement i det intra-ortodokse gøgemøg, der spænder af på den anden side af Polen og i stedet styrke forholdet mellem alle nationerne i Østersøen og Arktis, bliver man skuffet

Den største udfordring er jo at vi burde sætte sig ned og sige at hovedparten af den politik vi har ført de seneste 30 år er forkert! Det er bare ikke så nemt at sige at man har ført den forkerte politik i 30 år, fordi man fremstår jo ikke som sådan… super kompetent, hvis det er det man siger. Men vi har ført den forkerte politik i forhold til Rusland, Kina og i forhold til energiafhængighed.

(…)

Vi har jo draget den konklusion, i hvert fald i Nordeuropa, at Rusland er en farlig modstander. Som formentlig også vil angribe nogle andre lande end Ukraine når det kan komme til det.

Og der er en stigende erkendelse af, at Kina er et problem. Problemet er bare at vikle sig ud af afhængigheden af Kina, det er svært fordi vi er dybt integrerede med Kina.

Dahl husker på Obama’s “80erne har ringet, de vil have deres udenrigspolitik tilbage” bemærkning under valgkampen i 2012, som Romney havde udpeget Rusland som USAs største geopolitiske hovedmodstander. Han konkluderer, med Huntington in mente, at Romney havde ret, for se nu al den ulykke…

Men dette er en forkert analyse af hvad der faktisk var diskussionen. For Obama ville ikke trækkes ind i en konfrontation med Rusland og det ville man komme, hvis man insisterede på at se et fjendebillede, som ideen om den største geopolitiske modstander jo er. Det er netop denne fejlagtige insisteren, som har ført os ned ad slisken.

Hvis Dahl ville rose Romney for at sige noget fornuftigt, fra debatterne med Obama der hang sammen med Dahls egne konklusioner om stiafhængighed, burde det have været, da den Republikanske tidligere guvernør ud af det blå og frit efter hukommelsen, sagde; “And by the way, I like Coal!” Han vidste at energiafhængigheden kun ville vokse og ‘framede’ det bevidst politisk ukorrekt, ja nærmest Trumpsk.

Sti-afhængigheden

Formanden ville også gerne høre Dahl fortælle om nævnte ‘sti-afhængighed’.  Hun kalder det fejlagtigt for ‘sti-blindhed’, men det er faktisk et bedre ord – way to go, søs! Stiafhængighed beskriver Dahl i sin simpleste form som det at kaste gode penge efter dårlige, som vi så det med IC4 togene. “Sti-afhængighed er at beslutninger der er foretaget i fortiden, har en afgørende indflydelse på beslutninger der bliver foretaget i nutiden og i fremtiden.” forklarede Dahl. Det er selvfølgelig mere kompliceret tilføjede han, men hvis man forestillede sig at Dahl ville bruge det at entrere ind i en perspektivløs krig, som det ultimative eksempel på sti-afhængighed, blev man skuffet, som Formanden spurgte om begrebet også kunne bruges geopolitisk i forholdet Rusland

Mens Jeltsin er præsident i Rusland i 90’erne, så bliver der lagt et spor som hedder: Rusland vil nok konvergere hen mod Vesten til at blive, måske ikke helt ligesom vi er, men i tilpas omfang til at vi kan regne med det. Derfor laver man i 2002 noget der hedder NATO-Rusland Rådet, hvor man vil integrere NATO og Rusland. Man inviterer Rusland med på NATO øvelser.

Og man tror jo her i 2026 at det er løgn, men den sidste NATO øvelse med Rusland bliver holdt i 2011. Og det er 3 år efter Rusland har invaderet Georgien.Men man sidder ligesom med sine planer og der er ikke nogen der har lyst til at skabe en dårlig stemning og sige; Måske er dette her bare komplet vanvittigt, måske skal vi bare se at få sat en stopper for det.

Krig er den ultimative sti-afhængighed

“I Tyskland har man nu rejst tiltale mod en ukrainsk mand, som man mener at kunne bevise, stod bag sabotagen af Nord Stream-gasledningerne “på vegne af den ukrainske stat”” skrev Frihedsbrevet om et interessant eksempel på stiafhængighedens anatomi. Hvad Mette Frederiksen dengang kaldte ‘sabotage’, som det var Rusland, vi skulle tro stod bag, betegner den tyske statsanklager som ‘krigsforbrydelser’ begået mod Tyskland af Ukraine. Dem har vi foræret godt 80 mia. af mine skattekroner. Lars Boje Mathiesen fra Borgerens Parti ville i Folketinget derfor gerne vide om nogle af de penge vi har givet til Ukraine, var blevet brugt til at finansiere denne krigsforbrydelse, til hvilket Statsministeren ifølge Frihedsbrevet svarede

“Altså, undskyld mig. Hvad er hr. Lars Boje Mathiesens ærinde i den her sag? Og hvad er det, hr. Lars Boje Mathiesen ikke kan se, som resten af Europa kan se? Hybridkrigen er i gang,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

“Hele idéen med en hybridkrig – det står på side et i hybridkrigens kogebog – er nemlig, at man ikke sætter en afsender på, fordi man har det formål at skabe utryghed og usikkerhed og ustabilitet og mistillid til myndighederne. Det er det, Rusland gerne vil.”

Vi skal ikke forholde os til højst sandsynligt faktuelle krigshandlinger mod vores NATO allierede, men i stedet koncentrere os om at prøve at se spøgelser alle vegne. Frederiksen ved nu, at hun har valgt forkert i den mest skelsættende sikkerhedspolitiske situation Danmark har stået i siden 1864. Men der er ingen vej tilbage fra stien. Rusland og Putin er blevet dæmoniseret så langt ud, at det meste af Danmark, ledt an af medier og Folketing, i sin tid antog, som det mest naturlige, at Russerne i dølgsmål sprængte deres egen kritiske infrastruktur og pengemaskine i luften. Og ingen måtte betvivle denne fortælling

Daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) igangsatte nemlig et overvågningsprojekt af medier og sociale medier. Helt konkret bad han sit ministeriums ansatte om at overvåge mediedækningen af Nord Stream-sagen og specifikt lede efter folk, der spredte alternative teorier og “fake news” til offentlighedens narrativ om, at Rusland med al sandsynlighed stod bag. 

Vi må slet ikke føre en samtale, høflig eller ej. Men rørledningerne blev alternativt saboteret i 2022. Straks blev der indledt efterforskninger der skulle bevise det forkerte – indtil det blev pinligt

Faktisk beskriver [Bojan Pancevskis bog The Nord Stream Conspiracy. red], at Danmark “bidrog med næsten ingenting” i forbindelse med den tyske efterforskning. Konkret nævnes det, at Danmark svarede med forsinkelse, da tyskerne anmodede om hydrofonoptagelser (lydoptagelser under vand) fra sprængningsområdet. Det endte med, at Danmark informerede Tyskland om, at man ikke var i besiddelse af sådanne optagelser. 

Desuden beskrives det, hvordan Danmark flere gange bremsede de tyske efterforskere fra at få adgang til området – og at Danmark grundlæggende var længere om at hjælpe tyskerne, end svenskerne var.

Ifølge bogen frustrerede Danmarks handlinger de tyske myndigheder, der også var forundrede over, at Danmark – der normalt glædeligt samarbejder og hjælper EU-partnere – var besværlige, hvad Nord Stream angår.

“Tyskland fik ifølge Bojan Pancevski fornemmelsen af, at Danmark ikke var interesseret i en reel efterforskning”, skriver Frihedsbrevet. Og det må også være mærkeligt at være slået ind på en kurs, eller en sti, hvor man bliver angrebet af dem, man støtter.

Til sidst

Dahl er politiker og skal derfor konstant positionere sig, så måske var det derfor han valgte at misrepræsentere Huntingtons og Fukuyamas skoler og drage de helt forkerte konklusioner? Måske ville han gøde jorden for en erkendelse senere, ved først at forberede folk på at der rent faktisk er mere end en måde at se tingene på? Måske vil han bare gerne elskes? – og det er helt okay.

Men jeg mener, han forpassede en chance for at gøre Trykkefrihedsselskabet klogere, for det kunne de trænge til. Det er trods alt en bestyrelse hvor et medlem mente at “Alle, der værdsætter frihed, ikke mindst ytringsfrihed, må slutte op om Vestens kamp imod Rusland under Putin og fortsætte den, indtil alle systemkritikere er sat på fri fod og alle borgere har ret til at ytre sig frit”. Og for et andet medlem flyder Danmarks interesser henover Polen og helt sammen med Ukraines “Derfor er Statsministerens utvetydige opbakning til Ukraine så vigtig, for vi kan ikke regne med andres hjælp og støtte, hvis vi ikke selv er villige til at bakke op og ”holde fast”.”

Trykkefrihedsselskabets stand på Folkemødet kaldte de i øvrigt for ‘Det Mindste Telt Med De Største Ideer’.