I forrige uge beskrev jeg min skuffelse over at Henrik Dahl midt i sin erkendelse af at hele grundlaget for vores engagement i Ukraine krigen var forkert, ikke kunne revidere sit syn derefter på vores engagement i Ukraine krigen. Det fremgik smerteligt af et debatarrangement arrangeret af Trykkefrihedsselskabet i sommerens Folkemøde. Men han lancerede også et godt begreb, nemlig sti-afhængighed, eller, som TFSs formand kaldte det med et mere rammende ord, sti-blindhed; det at slå ind på den forkerte sti og ikke kunne ændre kurs.
Jeg behandlede det lidt stedmoderligt, som jeg harcelerede over Dahls, i mine øjne, misforståede læsning af sine to yndlingsbøger. Fukuyamas Historiens Endeligt og Huntingtons Civilisationernes Sammenstød. Så her vil jeg med nogle historier i medierne fra den seneste tid vise forskellige eksempler sti-blindheden Det simpleste eksempel, som Dahl også beskrev, var at kaste gode penge efter dårlige: Her demonstreret ved Statsminister Mette Frederiksen, som hun for nogle uger siden talte i Kiev til Ukraines uafhængighedsdag
We have known from the outset that you cannot win a war only with words. When you urgently needed weapons and ammunition, we delivered. When you needed tanks and you F-16s, we delivered. And when you needed investments in your own defence industry, we delivered.
And now that you urgently need a strong air defence we have to promise to deliver.
Det er hvad Jeremy Clarkson kalder at være ægget af fiasko. Statsministeren har ret, hvis vi blot hører at Ukraine “cannot win”, giver det mening at støtten er “urgent”. ‘Desperat’ havde været et mere præcist ord. Succeskriteriet, at smide Rusland ud af de annekterede områder, kan aldrig opnås. Og det er her sti-blindheden er en psykologisk fælde af ønsketænkning man kommer til at identificere sig med.
For når man ikke kan indrømme at have taget fejl, er det eneste man kan gøre, det som Tom Lehrer sagde om Lyndon Johnson “practicing escalotio“. “Der er ikke andet at gøre” med Claus Mathiesens ord på X, “Næste skridt er at lade Ukraine have taktiske A-våben.” Han argumenterede først, at det er for at udligne en terrorbalance, men presset på argumenterne i tråden skriver han “Rusland er allerede igang med at jævne Ukraine med jorden“. Altså afmagt i nederlaget. I øvrigt er Ruslands atomvåben trussel ikke ligefrem en ny præmis.
Optrapningen af engagementet og den medfølgende hysteriske retorik skaber igen en ny situation og et nyt trusselsbillede. Og dette trusselsbillede sætter sig som en paranoid angst. “For vi skal tale om russisk sabotage, hybridangreb og konkrete trusler mod kritisk dansk infrastruktur”, som de annoncerede i P1 Morgen “for det er altså centrale dele af den trusselsvurdering, som i går blev præsenteret fra bl.a Forsvarets Efterretningstjeneste og også forsvarsminister Jeppe Bruus”. “Vi skal ikke være bange, men opmærksomme”, fortalte forsvarsministeren til statsmediet. Risikoen er steget, men vores evne til at klare et angreb er den samme, så vi skal stadig kun have vand og dåsemakrel til 3 dage.
Men vi skal også være proaktive. Berlingske Tidende skriver at et nyt lovforslag vil give Forsvaret lov til at “montere radarer, kameraer, lytteposter og lignende på bygninger landet over med trusler om bøder og fængselsstraf, hvis ejeren modsætter sig.”
Det sker, selv om der ifølge ministeriet »i fredstid kunne være en risiko for sabotage rettet mod det pågældende udstyr« – og at overvågningssystemerne i krig »kunne blive klassificeret som et legitimt militært mål«.
(…)
Mens sabotage per definition er ulovligt, er militærinstallationer et legitimt mål i krig ifølge den humanitære folkeret – det kan også gælde, selv om de befinder sig på civilt område.
Af samme grund undtager lovforslaget beboelse, daginstitutioner, skoler, hospitaler, plejehjem og »andre tilsvarende ejendomme«.
“Baggrunden er dronernes fremmarch på slagmarken og i hybridkrig” skriver avisen videre og uddyber “Truslen blev sat på spidsen under dronepanikken for et år siden, hvor politiet og Forsvaret var magtesløse”. Som vores statsminister sagde sidste år
“Vi skal have fantasi til at forestille os, at der kan ske ting, som vi ikke har haft fantasi til at forestille os. For eksempel et angreb på en gasledning lige uden for dansk territorium og dermed også risiko for hybride angreb eller cyberangreb og andet inden for sikkerhedspolitikken i en bred definition. Det er alvorlige tider for Europa,”
Man bekræfter således sin cirkelslutning, assisteret af god gammeldags censur. Daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bad dengang “sit ministeriums ansatte om at overvåge mediedækningen af Nord Stream-sagen og specifikt lede efter folk, der spredte alternative teorier og “fake news” til offentlighedens narrativ om, at Rusland med al sandsynlighed stod bag.” Men det var ikke russerne, der i dølgsmål sprængte deres egen kritiske infrastruktur for derefter at kræve en international undersøgelse, som Vesten kom til at nægte dem. Det var Ukraine, tillykke med uafhængigheden.
Det går dog, som sagt, dårligt på slagmarken, hvorfor våbenhjælpen ikke blot er “urgent”, men der endda fremsættes ønsker, fra nationens fineste ekspertise, om taktiske atomvåben – ordet ‘taktisk’ skal få atomvåben til at lyde som fornuftens kompromis. “I love the smell of smoking Moscow in the morning” skrev socialdemokraten Magnus Barsøe på X til billederne af eksplosioner i den russiske hovedstad. Engagementet er drevet af morbid og infantil ønsketænkning. Man kunne også vælge at udtrykke sig voksent. “I look at those battlefield pictures” sagde USAs præsident Trump fra FNs talerstol, som han adresserede de mange døde på begge sider i krigen “I really don’t wanna see them anymore – it’s so horrible!”.
Sti-blindheden betyder også, at man ikke formår at drage de logiske konsekvenser af nye realiteter. Man presser i stedet realiteterne, så langt som man overhovedet formår at erkende dem, ind i det eksisterende billede, så man kan holde kursen. Mange argumenterer for, at det øgede trusselsbillede fra Rusland, er et tegn på Ruslands desperation, fordi de er ved at tabe. Det kaldes også projektion.
Da Rusland rykkede militært ind i Østukraine blev det i offentligheden fremstillet, som var Putin pludselig blevet vanvittig og sprunget fra hajen i kajen i vandet. Det var argumentet, der bar de økonomiske sanktioner, som skulle presse oligarkerne til at presse Putin til at trække sig tilbage eller helt væk fra posten som russisk præsident. Da det ikke virkede, konkluderede vi, at det betød, at Putin havde uindskrænket magt. For andet ville være en indrømmelse af, at der var en geopolitisk mening bag ‘Putins krig’ og dermed et forløb der ledte op til invasionen. Og dette forløb ville også implicere os selv, som jo sponsorer donor staten Ukraine.
Denne erkendelse er dog svær at holde fra livet for evigt. Men for mange mennesker tillader egoet ikke indrømmelse af egne fejl, og i stedet projiceres frustrationen ud i bebrejdelse. Mange vil nok huske, hvor hurtigt de, der var fortalere for at opbygge et multietnisk samfund, greb til fordømmelse af de danskere, der skulle holde for det store eksperiment. Racister, blev de kaldt, som de beklagede sig over, at deres lokalsamfund gik i opløsning. Eksperimentet var glimrende, deltagerne var skyldige. “Krigen i Ukraine er russernes krig – ikke Putins” skriver Frederikke Ingemann, der har talt med den russiske forfatter Sergej Lebedev, således i Frihedsbrevet
Hos russerne er sameksistensen med det onde en del af DNA’et. Det er historisk betinget.
Lebedev mener endda, at den russiske befolkning har set igennem fingre med alle de største forbrydelser – ikke kun i Sovjetunionen, men også i det ny Rusland, hvor oppositionen enøjet har fokuseret på korruption og økonomisk kriminalitet. Fra krigen i Tjetjenien til krigen i Ukraine har russerne over en bred kam ikke sagt fra.
Trods russernes DNA, er de stadig en del af ligningen og den erkendelse kan være smertelig. At Dahl forkaster os som Putin-versteher(re?) afslører hans infame idioti. Som Kondrup pointerede – og det er en vigtig pointe – så talte de indsigtsfulde allerede i 90’erne om Ukraine som en konfliktzone, en brudzone stat. Det gjorde de fordi de forstod stormagts logik. Putin, som mangeårig leder af stormagten Rusland, forstår også stormagts logik. Stormagts logik er altså det fælles tredje, som både de indsigtsfulde og Putin forstår. Men Dahl er geopolitisk venligboer, der ser virkeligheden gennem personlige idiosynkrasier og ikke tøver med at udskamme det mindretal, der står godt for hug. Vi er ikke Putin verstehrer, vi er geopolitik verstehrer.
I Bzrezinskis ‘Det Store Skakbræt’ er spillerne Rusland og USA. Ukraine er en brik og i skak, er brikker noget man ofrer for en bedre stilling – ned til sidste ukrainer. Eller “In the words of Yurii Fedorenko, the handsome, decorated commander of the Brigade Achilles, “The war will continue as long as Russia exists.””
Skriv en kommentar