Ukrainekrigen Ruller Demokratiet Tilbage

Historiens Endeligt med demokratiets sejrsgang, som Francis Fukuyama foresvævede den vestlige offentlighed, har endnu lange udsigter, kunne man i sommer læse i Frihedsbrevet. Her havde Flemming Rose således et interview med den amerikanske samfundsforsker Julian Waller, der forklarede, hvorledes demokratiet bliver “rullet tilbage overalt i verden”. Interviewet er en glimrende indføring i basal samfundsvidenskab, hvor vi bl.a. lærer at “Autoritære regimer er alle dem, der ikke er demokratier”, men at “mangfoldigheden er enorm” mellem de forskellige autoritære regimer, hvor Saudi-Arabiens kongedømme, ikke ligner Kinas etpartisystem, der igen ikke ligner Erdogans Tyrkiet og så fremdeles.

Waller fortæller Rose

Den fælles tendens er, at man beholder de demokratiske institutioner, flere partier, regelmæssige valg og medier, der formelt ikke er under statens kontrol, men lidt efter lidt forvandler man det politiske landskab, sådan at valg ikke længere kan defineres som frie og fair, den siddende regering vinder hver gang, og det fører i sidste ende til overtagelse af alle institutioner.

Det fører Rose til at tænke på hvorledes det står til hos os selv, som jo er det interessant for os, med følgende in mente

Tag for eksempel præsidentvalget i Rumænien, hvor man på et falskt grundlag udelukkede den kandidat, der vandt i første runde med henvisning til russisk indblanding, men det viste sig senere, at der ikke var dokumentation for det. I Frankrig har man udelukket Marine le Pen, og man forsøger at gøre det samme med hendes efterfølger, Jordan Bardella, og i Tyskland har man en løbende debat, om man skal forbyde det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland, der ifølge de seneste meningsmålinger står til næsten 30 procent af stemmerne. Man kan godt få den tanke, at demokratiet kun gælder så længe det er ”de rigtige”, der vinder

Waller vil ikke konkludere noget fejende, men erkender at “det er rigtigt, at EU-bureaukratiet i Bruxelles de seneste år har blandet sig direkte i den politiske proces i en række lande” og tilføjer “Det sjove er, at det altid bliver vinklet som nødvendigt for at forhindre et demokratisk tilbageskridt”.

Vi har også set EU blande sig i valg i Moldova, hvor man massivt støttede en af parterne med penge og infrastruktur, og på valgdagen blev et af de politiske partier forbudt, sådan at deres stemmer ikke blev talt med. EU støttede også oppositionen ved det seneste valg i Ungarn, men man kan sige, at det skabte en balance, der ellers var skæv

Det bedste eksempel er måske Polen, hvor EU klart valgte side mellem den konservative PIS-regering og den liberale opposition. Ja, regeringen var illiberal, men den satte ikke demokratiet ud af kraft, og der udspillede sig en kamp om den dømmende magt, men det var netop en politisk kamp mellem regering og opposition, ikke sådan at regeringen begik et kup. Dernæst tabte PIS-regeringen et valg, og den liberale opposition kom til magten under Donald Tusk, og hvad skete der? EU satte straks gang i den finansieringsmekanisme, som man havde stillet i bero under den tidligere regering med henvisning til demokratiske tilbageskridt. Det kan man være enig eller uenig i, men der er tale om en klar politisk stillingtagen fra Bruxelles. Du nævnte også AfD i Tyskland og straffesagen mod Le Pen i Frankrig. Uden for EU kunne man tilføje Storbritannien, hvor online-censuren har stået på et stykke tid.

Og så tilføjer Waller “Det vigtigste, som vi ikke rigtig taler om, er informationsmiljøet”

Vi taler en masse om det i autoritære regimer, Rusland, Tyrkiet og Ungarn, og vi gør det med rette, men ikke så meget, når det gælder demokratier, men i mange af disse lande findes der en enkelt eller to statsejede medier, der står for det meste af nyhedsdækningen. Det er også tilfældet, når der er valg, dækningen af ideologiske og politiske holdninger og beslutninger. Det dækkes af en eller flere kanaler, der bliver drevet af statsapparatet, som i stigende grad ekskluderer bestemte synspunkter, selvom de på ingen måde kan beskrives som marginale.

Ukrainedebat.dks Klaus Kondrup leverede for et stykke tid siden en glimrende analyse af, hvorledes et nyheds segment bygges op på Danmarks Radio, men det gælder også andre danske medier. kondrup havde set “Deadline 7. september 2026 med titlen: ‘Skal Danmark føre Hybridkrig?’” Det handler om at ‘frame’ en historie og hele analysen er værd at læse, men her er en essens

Udsendelsen indleder med, at der er en kvinde fra CBS, vel en slags ‘ekspert,’ som etablerer præmissen og derefter er der to personer, som udspurgt af studieværten skal fremlægge to forskellige synspunkter i henhold til præmissen, henholdsvis for eller imod hvad vi i Danmark og Europa bør gøre ved det, at vi oplever ‘hybridkrig.’

Præmissen er falsk

Hvad ‘hybridkrig’ er for noget og hvad vi skal, eller bare kan, gøre ved det, bliver ikke rigtigt udlagt i udsendelsen, men der tages udgangspunkt i noget konkret, nemlig at de tyske myndigheder og EU-kommisionens formand har udtalt, at der har været et angreb på en lufthavn i Tyskland, som ifølge myndighederne skulle være udført af ‘russerne.’. Det er ikke lykkedes mig at opdrive nogen indicier for en sammenhæng mellem den beskrevne hændelse og Rusland, men modsat talen om droner over Kastrup Lufthavn, sidste år, har der vist denne gang rent faktisk været en drone. Der tales meget om ‘hybridkrig,’ men når man undersøger de enkelte hændelser for, hvad der rent faktisk har fundet sted, er der ligesom i dette tilfælde meget lidt andet end snak om ‘hybridkrig’ og folk som siger: ‘Der intet bevis for noget, så det må jo være russerne,’ og det er der til gengæld rigtigt meget af. Det bliver ikke i udsendelsen godtgjort hvad snakken om ‘hybridkrig’ handler om i dette tilfælde og hvorfor denne hændelse, skulle være en del af en sådan ‘hybridkrig.’ Præmissen er falsk, det er en ting, men den bliver faktisk ikke engang rigtigt etableret.

Et fagligt blik på udsendelsen

Som politolog er man nok lidt forhåndsindtaget her. Når jeg analyserer noget, prøver jeg at finde ud af, hvad der sker i verden, for at kunne danne mig en opfattelse af situationen og de politiske implikationer. I Deadline er der ingen politolog til stede og ingen stiller spørgsmålstegn ved noget af substans; præmissen godtages uden videre, nok fordi den har været gentaget nok gange. At der ikke er nogen reference til virkeligheden, er underordnet: det set up, som der er lavet i Deadline fungerer uanset: seerne må være ligeglade, men altså højst sandsynligt allerede under propagandaens åg. Man kunne have forklaret lidt omkring omstændighederne for de påstande, som fremsættes af ‘eksperten,’ men det ville have undermineret perspektivet, så kontekst og almindelig undren er fravalgt : Vi er udsat for ‘hybridkrig,’ hvad det så skal betyde.

Man diskuterer altså bestemte konsekvenser af udvalgte antagelser. En anden metode så man da den amerikanske nyhedsstation CNN arrangerede en række debatter under Demokraternes primærvalg i 2020. De havde tematiseret hvert enkelt debat, som klimakrise, social ulighed, minoritetsbeskyttelse osv. Det betød, at man kun kunne føre aggressiv overbudspolitik, for hvem vil spare på jordens undergang, de sultne på risten eller marginaliserede sexualiteter? Men politik handler om at prioritere. Joe Biden holdt sig som den eneste kandidat langt væk og vandt – med lidt hjælp.

Således kan Danmarks Radios ‘Krigens Døgn’ tage sig ud, med to eksperter fra Forsvarsakademiet. De er begge i tjenesteuniform fordi de ikke klæder om når de er færdige på arbejde? Eller fordi deres arbejde omfatter andet end blot ekspertise? Et billede af en krig vi er en del af masseres ind i vores sind.

Tilbage til Roses interview med Waller

Det siges, at BBC er tæt på Labour-partiet, at de tyske statsmedier støtter De Grønne, hvilket er underligt, når man tænker på, hvor lille en procentdel af tyskerne, der stemmer på dem. Jeg vil ikke drage for vidtgående konklusioner, for der findes stadig en mediepluralisme, men flere og flere vælgere har noteret en bias, der måske har været der hele tiden, men som først er blevet tydelig de seneste år. Nogle steder er reaktionen mod de statsdrevne medier så stærk, at man finder alternativer. I Frankrig har milliardæren Vincent Bolloré således forvandlet nyhedskanalen CNews til en lokal version af Fox News med fokus på alle de ting, som de statsejede medier ikke bruger så meget tid på, såsom indvandring, kriminalitet, kulturkamp, national identitet og lignende.

“Det morsomme er selvfølgelig, at denne nye pluralisme i medierne sjældent bliver vinklet positivt som et demokratisk gode” pointerer Waller og fortsætter logikken “I stedet vinkles det som spredning af misinformation og en trussel mod demokratiet, der skal begrænses”. Det er netop hvad der driver EU kommissionens ønske om regulering af de sociale medier via Digital Services Act og mere skræmmende Die Chat Kontrolle, der vil give myndighederne mulighed for at se, hvad vi taler om privat. “Den slags giver nogle ret fede muligheder”, med Danmarks Radios P3 chefs Isabella Hindkjærs ord. Formanden Ursula von der Leyen har selv set store perspektiver i kunstig intelligens, der vil kunne se, hvor en sætning bevæger sig hen i skrivende stund. “Prebunking is better than debunking”, har hun ofte gentaget, hvilket betyder at det er bedre at forhindre folk i at sprede des-, mis- og mal-information, (løgne, usandheder og sandheder) frem for senere at skulle forklare en sags rette sammenhæng.

“Det er en ny tid”, erklærede statsministeren for nogle uger siden, hvor den sokratiske metode nu anses for den putinistiske metode. “Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag stillede sig på Folketingets talerstol, bed Rasmus Dahlberg, lektor og forsker i samfundssikkerhed og beredskab på RUC, mærke i en særlig passus i talen, hun holdt i forbindelse med Folketingets åbning” skrev Frihedsbrevet

Mette Frederiksen sendte nemlig noget af en stikpille afsted til blandt andet de kritiske medier, der har efterspurgt dokumentation for nogle af de hybridangreb, som hun påstår, at Danmark har været udsat for.

“Vi kan og skal ikke længere sidde tilbage og vente på, at myndighederne, altså vores egne, fremlægger beviser for de enkelte russiske angreb. At vi stadig tænker sådan, har et skær af naivitet over sig. I stedet skal man se mønsteret. Se på, hvem der har en interesse i at destabilisere os,” lød det fra statsministeren.

Men vi skal ikke se hvad vores penge går til, som hun på Lars Bojes spørgsmål om der var brugt nogle af vores skattekroner regeringen har foræret Ukraine på sabotagen af Nord Stream svarede “Altså, undskyld mig. Hvad er hr. Lars Boje Mathiesens ærinde i den her sag?” At kere sig for sine skattekroner “er det, Rusland gerne vil”, konkluderede statsministeren. Det er også en svær øvelse, statsministeren nu sætter os til. For det første skal vi se et mønster i “de enkelte russiske angreb”, angreb som altså ikke kan, eller åbenbart skal, dokumenteres. For det andet melder spørgsmålet sig om der er andre end Rusland – og hvis navn starter med ‘U’ og slutter med ‘kraine’ – der har en interesse i at få os til at se Rusland være bagmænd for nævnte “mønster”?

Jeg er nemlig så gammel, at jeg kan huske, at den ukrainske sabotage af Nord Stream rørledningerne af regeringen, myndighederne, den statsbetalte presse og derfor min egen familie, blev set i et mønster af russisk hybrid krigsførelse. Og for ikke så lang tid siden så danske soldater et norsk passagerfly, som et mønster af russiske droner og begyndte, gebet af stemningen, at plaffe løs på det. Men statsministeren holder skruen fast i cirkelslutningen og erklærer “Russia unfortunately doesn’t want peace with us, therefore we have to continue rearming ourselves and we need to support Ukraine. ”

Måske er det ikke så galt at demokratiet, mod Fukuyamas håb, bliver rullet tilbage, for Flemming Rose havde i ugerne forinden talt med en anden professor, den “politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy”, der argumenterede for at “Demokratiet gør os dumme, ulykkelige og vrede”. Man skal måske indstille sig på at være tilfreds med mindre?