“Whoever voted blue to ‘punish Trump’, that was like drinking poison to harm someone else” skrev Jèsus Enrique Rosas. Man kan også være bitter som M. D. Kittle i The Federalist og erklære at “Stupid Voters Are The Biggest Threat To America”. Ja, men det er en del af ligningen, hvorfor de kloge, skal oppe sig – de udgør trods alt halvdelen af vælgerne. Og “Frankly, Republicans got off easy” skrev Mike Benz
A lesson was delivered on what happens when you stray too far from your base. Your base leaves. Now, the base must be won back. It’s better to learn this lesson now than in 2028, when losing will give Democrats the Justice Department & the FBI.
Dr. Steve Turley, der var mere end jubeloptimist op til valget, fandt sin tapperhed frem og erkendte, at han spektakulært havde fejllæst folkestemningen, Men han bed fast i at Demokraterne, især de groteske Al Sayed typer, fangede de populistiske budskaber, som nej til krig og bedre levevilkår for menigmand. Mange unge mænd, der havde stemt på Trump for blot to år siden, stemte på Demokraterne. Så det bliver spændende at se, hvorledes de tolker deres mandat – de næste 6 år. SEKS ÅR! Skønt der er voldsomme ideologiske forskelle på socialisterne, islamisterne, ‘the liberals’, de alment venstreorienterede og arbejderklasse Demokrater, deler de hadet. “On impeachments, Pete Hegseth will likely be the initial target” skriver Jonathan Turley
I am told that there were working groups on the Hill on the expected agenda after taking power. Hegseth appears to be the favorite for impeachment. I am told there is some division on seeking a third impeachment of Trump, though the base is unlikely to be satisfied without such an effort. Chuck Schumer does not appear as eager to take on such a trial but does support “corruption investigations.”
The Democrats ran on fighting corruption and will now work to prove the point. They will have to fulfill the narrative and parade a line of targets before these Committees. Pundits like Jennifer Welch have even demanded calling in Barron and Tiffany Trump in this cathartic crackdown.
What is clear is that a tsunami of subpoenas will follow, and it will be a bonanza for lawyers in Washington. At the same time, the Justice Department’s investigations into the Alaskan decoy scandal and the Omar matter will also continue.
“Of course, little grows on scorched Earth”. Så, “what will happen with a Democratic House and Senate and a Republican White House?” spurgte Byron York
On the question of legislation, Democrats will clearly be able to pass their agenda, whatever it is, in the House. In the past, House-passed bills would then run into the brick wall of the Senate filibuster. But now, as they had in January 2022, Democrats will have an opportunity to eliminate the filibuster. Back then, they failed because two Democratic senators, Joe Manchin and Kyrsten Sinema, would not go along. Now, both Manchin and Sinema are gone. And now, if Democrats are united, they can kill the filibuster. Then, if Trump wants to stop legislation, he will have to veto it.
A unified Democratic Senate majority will also be able to kill Trump’s nominations, both for the judiciary and for his administration. Unless there is some way to find compromise candidates, it could be very hard for the president to get his choices through the Senate confirmation process. And if there is a Supreme Court vacancy in the next two years, look for total war — a war that, if Senate Democrats stay united, they can win.
“After a victory like Tuesday’s, many Democrats will believe they have a mandate to pursue the president to the very end (…) And when it does, the era of the new Democratic majority won’t be about affordability, or healthcare, or housing”.
Efter Sovjets sammenbrud var der ingen ydre trussel eller seriøs udfordrer af USA. I Washington begyndte man derfor straks at smede en amerikansk hegemoni, uden tanke for at styrke USA’s egen bæreevne. Men amerikanerne flest var mere interesserede i det nære, som James Carville’s “It’s the economy stupid” sikrede Bill Clinton præsidentembedet i ‘92. Det, og så Ross Perot, der åd en stor del af primært George Bush’s vælgerbase.
Clinton blev dog, skønt gode økonomiske præstationer, viklet ind i idiotiske krige som Somalia, og bombede Serbien to gange. Så George W Bush kunne træde ind i Det Hvide Hus i 2000 med sin Amerika Først dagsorden, i stedet for mer’ af det samme fra Clintons vicepræsident Al Gore. Terrorangrebet 11/9 ‘01 blev i stedet startskuddet til et vidtgående indre sikkerhedsapparat, begrundet i War On Terror, en begrundelse, der, surrealistisk for de fleste, også skulle bære invasionerne af Irak og Afghanistan. Hævntørsten blev erstattet af dagligdagen og 8 år efter var det tid til Hope And Change, med USA’s første farvede præsident, Barack Hussein Obama.
Et nyt USA, der afspejlede en demografi under forandring. Sikkerheds Staten skulle dog ikke afvikles, men derimod organiseres mod indre modstand, der stod i vejen for den progressive fremtid – men mere Sikkerheds Statens eksistensberettigelse som garant og konsekvens af den amerikanske hegemoni. Og derved blev håbet om at forandre de amerikanske krigsindsatser og andet udenrigsengagement slukket.
Igen forsøgte amerikanerne sig, denne gang med udgangspunkt i Make America Great Again. Allerede inden den politiske outsider Donald Trump var sværget ind, var sikkerheds staten i fuld gang med ikke blot at undergrave hans virke, men endda støbe kuglerne til, at han skulle fjernes. Nu var der direkte krig mellem sikkerheds staten og den folkelig legitimitet, en krig, der i sidste ende betød at præsidenten blev skiftet ud ved sikkerheds statens mellemkomst og erstattet, af… hvad skal man kalde det… af Joe Biden. En mand der allerede udviste synlige tegn på kognitiv opløsning og som var, på egne præmisser, en dårlig repræsentant for en linje, der var blevet vraget siden 90’erne.
Kombinationen af udvidelse af hegemonien uden tanke på den amerikanske bæreevne, the economy, stupid, og så det progressive udsalg af alting amerikansk og hvidt. Så mens USA gled længere ind i deres engagement i den ortodokse civilisation, der nu var blevet en væbnet konflikt, åbnede man den illegale masseindvandrings sluser og dyrkede inkompetencen under de grasserende identiteters faner. Af frygt for at denne kurs skulle blive bragt til ende, ransagede sikkerheds staten oppositionens leder, ekspræsident Trumps hjem i Mar A Largo og forsøgte at plante beviser på, at han som den udøvende magt, havde trodset sikkerheds statens selvforståede protokoller. Men trods flere attentatforsøg på Trumps liv, et kun få cm fra hans hoved, kunne han efter en jordskredssejr genindtage Det Hvide Hus i 2024.
Trump legemliggjorde håbet om Amerika Først, en økonomi for amerikanerne, som ville gøre USA stort igen – til en forandring. Han havde bl.a lovet at stoppe krigen i Ukraine, måske endda på dag 1. og det var en selvfølge at han ikke ville engagere USA i flere udsigtsløse krige. Men Iran kan på den anden side ikke have en atombombe, og kursen med at sparke dåsen ned ad vejen med en ny palle dollarsedler, er ikke Trumps stil. Det burde ikke være så vanskeligt at forstå, men der er åbenbart grænser for, hvor mange gange man kan råbe ‘masseødelæggelses-våbnene kommer!’. Og det må man jo agte på.
Alle er klar over nødvendigheden, men kan ikke indrømme det, i et idiosynkratisk klima, de selv har skabt. “The very idea that Donald Trump could, even in a perverse way, be heroic may appall half the country” som Victor Davis Hanson hurtigt forstod, en tragisk helt, og de er “are not intrinsically noble”
A foreboding Ethan Edwards (John Wayne), of John Ford’s classic 1956 film The Searchers, alone can track down his kidnapped niece. But his methods and his recent past as a Confederate renegade make him suspect and largely unfit for a civilizing frontier after the expiration of his transitory usefulness. These characters are not the sorts that we would associate with Bob Dole, Paul Ryan, Mitch McConnell, or Mitt Romney.
The tragic hero’s change of fortune — often from good to bad, as Aristotle reminds us — is due to an innate flaw (hamartia), or at least in some cases an intrinsic and usually uncivilized trait that can be of service to the community, albeit usually expressed fully only at the expense of the hero’s own fortune. The problem for civilization is that the creation of those skill sets often brings with it past baggage of lawlessness and comfortability with violence. Trump’s cunning and mercurialness, honed in Manhattan real estate, global salesmanship, reality TV, and wheeler-dealer investments, may have earned him ostracism from polite Washington society. But these talents also may for a time be suited for dealing with many of the outlaws of the global frontier.
Trump fortryder ikke at have indledt krigen med præstestyret. Han ville gøre det igen, selv om han kendte konsekvenserne, fordi det er det rigtige at gøre. Præstestyret må ikke få atomvåben. De har ballistiske missiler, der kan ramme en hvilken som helst hovedstad i Europa. Historien vil være ham mere end nådig.
Imens kan man nyde Trumps mise en scene… Han skaber det, selv når han ikke prøver. På en byggeplads(!) bliver han spurgt, om han er bekymret for det nye Demokratiske flertal, nu vil indlede rigsretsforfølgelser af ham i et væk. Ikke det mindste, svarer han “For what? Having a succesful country?” kommer det fra den evigt optimistiske bygherre ”Watch the beam go up!”
Skriv et svar