MONOKULTUR

“Imens Verden har haft øjnene stift rettet mod Iran, har Rusland indledt sin forårsoffensiv” indledte Steffen Kretz Danmarks Radios ‘Krigens Døgn’. Ja, ingen udenfor ‘koalitionene af de villige’ er interesserede i de unge mænd, der slår hinanden ihjel, for der er intet perspektiv i det for andre end Rusland og Ukraine. Alligevel holder vi krigen kunstigt i live på fjerde år, for at forfægte en verdensorden, vi selv er ved at erkende, er ophørt med at eksistere – så langt den ikke altid var en løgn.

“Krigslykken er ved at vende for Ukraine – to vovede skridt fra Vesten kunne hjælpe stort, siger Forsvarets mand i Kyiv” hed en overskrift på Berlingske Tidende. Det ene vovede skridt “vil medføre, at NATO skyder russiske droner og missiler ned” fortæller Jens Erik Hjort  “forsvarsattaché i Kyiv siden januar 2023, året efter at Rusland indledte sin fuldskalainvasion” til avisen mens han “drikker myntete på en café tæt på Danmarks ambassade”.

“Måske står vi på tærsklen til noget endnu større, mener danske eksperter” kunne man læse på BT. En af eksperterne var Claus Mathiesen; “Der er sket et skifte.”

Han reagerer på det faktum, at det ser ud til, at Ukraine for anden måned i streg har formået at generobre mere territorium, end Rusland har indtaget langs den enorme front i landet.

I februar lød tallet – alt afhængigt af, hvem man spørger – på omkring 200 km² netto i Ukraines favør.

Tallet i marts er formentlig noget mindre – omkring 24 km² ifølge Kyiv Post – men det er bestemt ikke uvæsentligt.

En anden ekspert er Anders Puck Nielsen, der slår fast at “Den russiske forårsoffensiv ser ikke ud af det store”. De bakker deres optimisme op med “data fra The Institute for the Study of War, som viser, at Rusland har taget markant mindre territorium over seks måneder end på samme tidspunkt sidste år” – Man må holde humøret vådt.

“Russere flygter fra fronten: “At overleve den kamp var umuligt”” hed en overskrift på 24 Nyheder. Artiklen byder på nogle sørgelige anekdoter og – baseret på “forskning citeret af Frontelligence Insight, som igen er citeret af Onet” – fortæller så “Estimater tyder på, at alene i 2025 kan op til 70.000 soldater, omkring en tiendedel af styrken, have forladt deres positioner.” Det mønster gør sig dog også gældende på den ukrainske side, som Berlingskes artikel, der er refereret til ovenfor, fortæller; “krigsduelige mænd gemmer sig fra tvangshvervning, og deserteringerne tager til”. De mærker altså ikke meget til krigslykken

Sanktionerne gør ondt på Rusland, fortæller Ukrainedebat.dk’s Klaus Kondrup, men militært har de vundet for længst. “Vi mangler kun at Kiev, som leverer mandskab til krigen, kapitulerer, da det ikke stiller Ukraine bedre, at fortsætte kampene” lyder det dystert fra den geopolitik-kyndige. Og så tegner han den cirkelslutning vi har investeret os ind i

Når NATO lover såkaldte sikkerhedsgarantier efter en fredsslutning, med styrker fra NATO lande udstationeret på ukrainsk jord, så garanterer det i sig selv, at krigen vil fortsætte, for det er lige præcis det, som Moskva ikke vil have – og derfor vil de fortsætte deres kampe indtil deres krav anerkendes af Washington, Brussel og Kiev. 

Det er altså os selv, der holder krigen i gang. Og så længe krigen er i gang, er der håb. Og når der er håb, skal det støttes. Og den eneste måde at holde håbet oppe, nu der ikke er et nationalt perspektiv for vores engagement, er nye historier om sejre, fremskridt, knap så meget tabt land og russerne dør ihvertifald i endnu større mængder ifølge estimater leveret af institutter for estimat-levering. Hver en tomme land erobret er endnu en sejr, der skal fejres.

På podcasten The Duran med Alexander Mercouris og Alex Christoforou giver de heller ikke meget for optimismen, som de påpeger er den samme år for år. ideen om en form for uafgjort på slagmarken, endsige et grundlag for ukrainsk optimisme. Tabsrationen (“døde, sårede, tilfangetagne, forsvundne og deserterede”), vurderer Kondrup, er 1-4, i russernes favør, da de råder over en meget større ildkraft. “Den russiske strategi med at presse tungt mod frontlinjen med større ildkraft, har givet resultater” fortæller Kondrup videre, og ukrainerne fanges ofte i “operationel omringning”. Og så giver han et eksempel på en, for Ukraine, ond cirkel

Russernes strategi udnytter deres fordele, mindsker deres tab og producerer flere og flere erfarne soldater. Ukrainerne er løbet tør for mandskab og må kæmpe med cirka 30 mere eller mindre funktionelle brigader. Det er håbløst.

Den teknologiske udvikling ændrer hastigt krigens udtryk, men det er stadig et spørgsmål om logistik og ressourcer. På AI Central argumenterer de for, at krigen er på vej ind i Femte Generations krigsførelse, inspireret af William Linds 4 Generationer af Krigsførelse. Første generation er Napoleonskrigenes brug af infanteri, artilleri og kavaleri, centralt koordineret af generastaben. “Disciplin wins the day” som Lord Wellington sagde, da han besejrede netop Napoleon ved Waterloo (den fremragende film fra 1970 af samme navn kan ses her, hvor Rod Steiger og Christopher Plummer står overfor hinanden).

Teknologien gjorde gradvist den krigsførelse ineffektiv, og den blev afløst af den industrialiserede udmattelseskrig, kendt fra 1. Verdenskrigs skyttegrave, der igen blev afløst af 2. Verdenskrigs mobilitet, med kampvogne og angrebsfly. I dag står den på “decentralised, networked, psychological and informational conflict, in which the boundary between war and politics collapses”. Tilsætter man den seneste teknologi, skriver AI Central, får man en situation “driven by the proliferation of unmanned systems—drones—which have done something unprecedented since the Peace of Westphalia: they have eliminated the sanctuary of the logistics space.”

For the first time since modern warfare began, there is no safe rear area. The combat zone has expanded from what was traditionally a 5-kilometer depth to 25 kilometers and beyond. This is not simply longer-range artillery or deeper penetration by special forces—this is the permanent, persistent threat of attack against every element of military force, from the frontline rifleman to the supply depot hundreds of kilometers from the front.

AI Central giver en rækker case studies og om situtationen i Ukraine, fra i sommer ganske vist, hedder det bl.a

The Ukrainian conflict has revealed that Fifth Generation warfare is not just about innovation and tactics—it is fundamentally about industrial capacity. The side that can produce drone systems faster and in greater quantities than the enemy can destroy them gains decisive advantages.

Russia’s transformation demonstrates this principle. After the initial disasters of 2022, Russian forces reorganized around mass drone production. They established dedicated drone manufacturing facilities, streamlined supply chains for electronic components, and created training programs for operators. Most critically, they developed the industrial capacity to treat drones as expendable resources rather than precious assets.

This industrial approach has yielded devastating results. By 2024, Russia was deploying what military analysts call “drone storms”—coordinated attacks involving hundreds of unmanned systems launched simultaneously. Ukrainian air defenses, designed to handle dozens of targets, found themselves overwhelmed by sheer numbers.

The Collapse of Ukraine’s Logistics Sanctuary

The most telling indicator of Russia’s Fifth Generation adaptation is the casualty distribution within Ukrainian forces. Current intelligence estimates suggest that 65 percent of Ukrainian casualties now occur between 5 and 20 kilometers from the front lines—precisely the logistics space that was supposed to be safe.

This represents the complete collapse of the logistics sanctuary that defined all previous generations of warfare. Ukrainian supply convoys, maintenance facilities, command posts, and troop concentrations find themselves under constant attack by Russian drone systems. Areas that were relatively secure in 2022 have become as dangerous as the front lines themselves.

The psychological impact has been devastating. Ukrainian soldiers report that the stress of knowing they can be attacked anywhere, anytime, has fundamentally altered the nature of military service. There is no longer any distinction between combat troops and support personnel—everyone is a potential target for drone attack.

Herunder fortæller en veteran fra krigen i Ukraine om sine erfaringer og demonstrerer soldatens virkelighed i en drone-krig

“Both sides continuously develop new technologies, tactics, and countermeasures in response to enemy innovations” minder AI Central om “But the side with superior industrial capacity and resources ultimately gains decisive advantages”. Ellers ville Forsvarets te-slubrende mand i Kyiv vel heller ikke foreslå “at NATO skyder russiske droner og missiler ned”.